DenKroniskeBolignød

Hvorfor byggede vi sundhedsfarligt slum i forrige århundrede? Hvorfor bygger vi ikke billige og menneskevenlige boliger i dag? Hvorfor vil vi i 1 9 8 4 stadig have slum, boligmangel og bolignød? Nis Nissen: Den kroniske bolignød og fremtidens boligpolitik er en kritisk undersøgelse a f ethundredeogfyrretyve års boligpolitik, boligproblemer og bolignød, men også et forsøg på at finde nye veje til en billigere og mere demokratisk boligform.

j

591751239

DEN KRONI SKE BOLIGNØD OG FREMT IDENS BOL IGPOL IT IK

NI S NI SSEN DEN KRONISKE BOL IGNØD OG F R E M T I D E N S B O L I G P O L I T I K

OM BOL IGPROBLEMER 1 8 4 8 - 1 9 8 4

FREMAD

© by Nis Nissen, 1971. Omslagsfoto: forfatteren. Tilrettelægning ved Carl Vang Petersen i samarbejde med forfatteren. Bogen er sat med Baskerville og trykt i Det Hoffensbergske Etablissement. Printed in Denmark 1971. ISBN 87 557 0194 9

Forfatterens collager og fotografiske optagelser må gerne gengives uden tilladelse, hvis det tjener et almennyttigt formål.

BOGEN ER UDGIVET MED STØTTE AF KØBENHAVNS ALMINDELIGE BOLIGSELSKABS JUBILÆUM SLEGAT

‘Tilegnet

BO LIG NØ D EN S KOMM ENDE O FRE

I NDHOL D

Forord ..................................................................................... 1 Hvad er b o lig n ø d ? ....................................................... 13 2 Hvad er boligspekulation? ............................................. 3 5 3 Ejendomsretten til j o r d e n .......................................... 4 6 4 De profitvenlige b y g g e lo v e ........................................ 68 5 Om gårdens størrelse og husets l o k u m ................... 76 6 Samtidskritik af bolignøden og bygge loven e ......... 79 7 Kreditforeningerne og boligspekulationen ................. 87 8 Den samfundsskabte boligspekulant........................ 9 5 9 Sunde og billige boliger for mindrebemidlede . . . . 102 10 Vore forgangne drømme om at b o ........................... 161 11 Tanker på Blaagaards Plads ........................................ 172 12 Om mennesket, boligen og samfundet ......................... 176 13 Drømmen om fremtidens boliger ................................ 185 14 Om den blinde udvikling. Et prosadigt om 198 4 . .. 192 15 Evangeliet om fremtidens glædeshuse ......................... 195 199 Notater om spørgsmålet: Har vi slum og boligmangel i 1 9 8 4 ? .................................................................................. 2 2 5 Bemærkninger til 3 . afsnit, Ejendomsretten til jorden. Ved professor Ole K r a r u p ............................................. 2 4 2 Epilog. Vor tids Rødhætte, et eventyr for børn og voksne 2 5 2 Notater om nutidens boliglovgivning i teori ogpraksis

9

Noter, litteraturhenvisninger, billedfortegnelse og spredte b em æ rkn in g e r................................................... 2 5 5 En kort studievejledning ..................................................... 2 6 6

De små tal i teksten henviser til fodnoter, stjernerne (*) til noterne bag i bogen

F O R O R D

Måske kan det berolige den uforberedte læser, hvis jeg fortæller, at denne lille afhandling om bolignøden, af alle som har læst den, er fundet uværdig til offentligt forsvar for både den jurid i­ ske, filosofiske og medicinske doktorgrad. Selv v il jeg gå et skridt videre og påstå, at den i enhver henseende er uforsvarlig. Blandt andet er det uforsvarligt kun at ofre et par hundrede sider på et a f vore største og mest komplicerede samfundsproblemer. Et pro­ blem, der skal mindst fyrretyve eksperter fra vidt forskellige fagområder til at behandle, hvis det skal gøres forsvarligt. Bogen giver sig ikke ud for at være et videnskabeligt arbejde og er ikke skrevet til sagkyndige i boligspørgsmål. Det har tvært­ imod været mit mål, at enhver uden forkundskaber skulle kunne læse den med udbytte, derfor blandt andet de mange fodnoter. Je g kan i denne forbindelse oplyse, at min datter på fjorten har ' læst det allermeste uden større anstrengelse. Hun har dog bekla­ get sig over det sære, gammeldags sprog, som dukker fre?n hist og her, ikke alene i citater men også i mit sprog. Je g har måttet und­ skylde mig med, at en vis forelskelse i fortidens skrivemåde kan have sneget sig ind under den intime omgang med gamle skrif­ ter og dokumenter, som jeg har måttet studere for at finde bag­ grunden for nutidens boligproblemer. Da bogen langt om længe lå færdig, var der ikke tid til »at iklæde de gammeldags passager en mere nutidig sprogdragt«, som de gamle ville have sagt. Je g nævner ikke dette som en undskyldning, men som en forklaring. Det er mit håb, at dette uformelle skrift kan være en »første hjælp« for de mange, som af en eller flere grunde er ramt af bolignøden, eller som er faret vild i den jungle af boligproble­ mer, der omgiver dem. Men jeg har også haft den tanke, at bogen måske kunne være en indledning til mere dybtgående studier af disse alvorlige samfundsproblemer. Et sådant arbejde kan ifølge sagens natur ikke udføres af en enkeltperson, men v il kræve 9

samarbejde mellem snart sagt alle fagvidenskaber. Hvis bogen kan inspirere til et sådant arbejde, skulle det glæde mig. De mange byplanmæssige spørgsmål, som hænger sammen med vore boligproblemer, har jeg kun berørt, hvor det har været nødvendigt for forståelsen af en større sammenhæng. På det by­ planmæssige område må jeg henvise til Steen E iler Rasmussens bøger om disse emner og i øvrigt til litteraturoversigten. Under arbejdet med bogen har jeg fået praktisk og moralsk støtte fra mange sider og modtaget inspiration fra interesserede venner. Lad mig nævne min tålmodige, stundom utålmodige kone Mette, min brave revolutionære ven, forfatteren Holger Hansen, grafikeren og vismanden Povl Christensen og arkivar S .K .P e te r- sen, Byhistorisk arkiv i Helsingør. Doktor Vagn Christensen har hjulpet mig med fortolkningen af hans doktorafhandling om boligforhold og børnesygelighed. Professor Ole Krarup har gennemlæst afsnittet om ejendomsret­ ten til jorden og besvaret de spørgsmål, der forekommer her. Personalet ved Det kongelige Bibliotek, Frederiksbergs hoved­ bibliotek, Arbejderbevægelsens Bibliotek 8c A rkiv og Universi­ tetets medicinsk historiske museum har været meget hjælpsomme med at skaffe litteratur og billeder. Bibliotekar Kirsten Kølin ved Københavns rådhusbibliotek har været mig en utrættelig v e jle ­ der under arbejdet med de historiske afsnit. Je g takker alle, som beredvilligt har ydet mig hjælp og støtte. En særlig tak skylder jeg Steen Eiler Rasmussen, som ved in­ spirerende samtaler har givet mig mange nyttige råd. I mere end fyrretyve år har han selv i skrift og tale forsøgt at vende vort blik mod de gode traditioner i engelsk byplanlægning. “Tradi­ tioner fra et land, hvor det aldrig har været en selvfølge at bygge højt og tæt eller drysse småhuse og lejekaserner ud over land­ skabet. Det var også i England, at vore første pionerer på bolig­ området, blandt andre lægen Emil Hornemann, hentede viden og inspiration for mere end hundrede år siden. Selv mener Steen E iler Rasmussen at have talt og skrevet i de mange år uden næv­ neværdigt resultat. Det er vel ikke rigtigt, når man tager den menneskelige tankes træghed i betragtning. Om denne træghed handler denne bog blandt andet. 10

Bogens sidste afsnit, 10 - 15 , stammer fra studier, avisartikler og foredrag, der ligger flere år tilbage. Det skulle ikke gøre dem mindre aktuelle. Udviklingen lister sig langsomt frem, og ofte viser den såkaldte udvikling sig at være camouflerede tilbage­ skridt. Man kan således finde byggerier langt tilbage i tiden, som på mange måder er mere menneskevenlige end det allermeste byggeri i dag. Je g kan nævne »Romerhusene« i Helsingør fra 1957 - 61 , »Bakkehusene« ved Bellahøj fra 1921 , »Kartoffelræk­ kerne« ved Sortedamssøen fra 1873-89 og »Lægeforeningens bo­ liger« på Østerbro fra 1853 - 71 . Måske er der i disse år ved at gro en ny holdning frem til vore begreber om at bo. En holdning, der kan minde om det røre, der var i trediverne om boligspørgsmålet og boligpolitikken. Dengang hang de nye tanker sammen med den brede befolknings begyndende indflydelse i demokratierne. Men reaktionen og krigen fik kvalt det meste af det, der var ved at spire frem. I begyndelsen af tresserne kom et nyt opgør med fortiden, også denne gang i forbindelse med en udvidet demokratisering af samfundet. 1 dag er det, som om der åbner sig et større perspek­ tiv. Hele menneskehedens eksistens er langsomt ved at blive ind­ draget i en ny bevægelse. En af de alvorligste hindringer for, at denne nye proces skal få et lykkeligt udfald, er den menneske­ fjendtlige måde, v i har indrettet os på i vore boliger og byer. Disse problemer kan ikke ordnes isoleret, men hænger sammen med målsætningen for demokratiets fremtid. 1 sin kerne er dette et spørgsmål om, hvad vi v il med os selv og hinanden og med den lille plet af jorden, som v i tror v i ejer, men i virkeligheden blot har lejet os ind på. Skulle læseren støde på et eller andet, som synes at falde uden for bogens emne, bør hun eller han ikke lade sig irritere, men betænke, at ordet b o er beslægtet med det engelske to be. Nis Nissen, Helsingør 1970 .

11

1. AFSNIT

H V A D E R B O L I G N Ø D ?

En beskrivelse af bolignøden og et mislykket forsøg på en definition af dette begreb

Det er som om begrebet bolignød ikke lader sig indkredse i en kort og rammende beskrivelse. Der er noget utilnærmeligt ved det hele. V i tror vi kan forklare bolignøden ved at fortælle om vore boligers fejl og mangler eller fremlægge tal og tabeller om bolignødens omfang. Men ofte skaber vi blot en distance mellem den skræmmende virkelighed og de billeder vi danner ved hjælp af ordene og tallene. Sproget synes at mangle dækkende udtryk for bolignødens mangfoldige problemer. Hver gang vi tror vi har fat på noget væsentligt, åbner der sig blot nye sammen­ hænge, og vi oplever hvorledes problemerne siver bort mellem hænderne på os. Hvordan skal vi da komme ind på livet af bolignøden? Hvor­ dan skal vi fastholde dette problem i vor bevidsthed og i vor samvittighed? V i vil i det følgende lytte til nogle autentiske ud­ 13

sagn om bolignøden, som måske kan bringe os i et mere intimt forhold til bolignødens virkelighed. Hvad er mere naturligt end at gå til børnene først for at høre, hvad de kan fortælle om bolignøden. Det er ikke børn fra slum­ kvarterer, vi vil spørge. Børn, der er opvokset under elendige boligforhold, bemærker det måske slet ikke. De affinder sig med den snævre gård og dens skarnkasser og lokummer. Måske bliver de syge, men de ved ikke, hvorfor de bliver det. Hvorfor skulle de savne solopgangen, hvis de aldrig har oplevet den? Men børn, der bor sundt og godt, bliver rystet, når de stilles over for bolignødens virkelighed. Det er ikke helt det samme som at læse om det i Dickens’ romaner eller i aviserne. Lad os lytte til en båndoptagelse fra en 3 . klasse, der har opsøgt bolig­ nøden i året 1 9 6 9 . Det er fire børn på ti år, som fortæller:"' »Det første sted, vi skulle ind, kunne vi alligevel ikke komme ind, for de var syge. Det var en mand og en dreng, som boede der, men de var altså syge. Der var en lillebitte gård, hvor solen aldrig skinnede. Børnene kunne kun lege på fortovet i gaden. Det næste sted, vi kom ind, boede en far, en mor og fire børn, der var 2V2 værelse. Dér, hvor børnene sov, var der uldtæpper for vinduet, for der var store huller i det. Der var meget mørkt. Børnene var næsten aldrig hjemme, de var næsten altid på hospi­ talet, og så kom de på julemærkehjemmet, for moderen sagde, at hun kunne ikke få dem raske i den lejlighed. V i var også ude i gården og se deres W. C. - uh, det var så ulækkert, og der var fire, nej fem familier om ét W.G. I en anden gade var vi inde i en lille halvanden værelses le j­ lighed. I den boede der far, mor og tre børn. Lige da vi kom ind, kom vi ind i køkkenet, der stod en potte fuld af tis, og så kom vi ind i en stue, hvor der sad to mænd. Så kom vi ind i et lille værelse, der sad to børn, de var helt blege, de så helt sløve ud, de sad bare og så ud ad vinduet, der var slet ikke plads til at kunne lege. V i spurgte faderen om, hvorfor børnene ikke var i børne­ have, og så sagde han, at to forskellige opdragelser det skulle hans børn ikke have, for det var ikke godt for dem. I en anden lejlighed boede en ældre dame i en et værelses lej - 14

lighed. Ja , hendes datter og svigersøn og tre børn havde boet hos hende i tre måneder, for de havde ikke noget sted at bo. Og da­ men sagde, at hun kunne ikke have dem gående på gaden, så hun var nødt til at have dem boende hos sig. Den allermindste af børnene sov på bordet. Den dame var også syg, for der var så fodkoldt. I en tom lejlighed traf vi en dame, som skulle ind og bo i den lejlighed. Vi spurgte, hvorfor hun var så glad for, at hun skulle bo her, og så sagde hun, at hun havde ikke noget andet sted at bo. Hun havde to børn, og hun havde boet hos mange forskellige mennesker, men nu havde hun et sted, som helt var hendes eget. Vi sa også deres W. C., et lillebitte et, som hun skulle dele med mange andre, men hun syntes, at det var så dejligt, at hun havde fået en lejlighed. I et hus hørte vi noget om at sanere. En mand sagde: Hver gang man siger, nu skal det hus rives ned, så flytter folkene ud, sa siar man brædder for vinduerne, men straks kommer der nogle andre mennesker, som ikke har noget sted at bo, så flytter de ind, og sadan bliver det ved. Når de bygger nye huse, kommer der folk fra helt andre steder ind og bor i dem. De mennesker har jo heller ikke råd til at betale så mange penge til at bo.« L ad os nu høre, hvordan de voksne oplever bolignøden. V i læ ­ ser nogle breve, som i 1969 er sendt som svar på en annonce, der tilbød en ældre lejlighed på 2 værelser og kammer i det indre København. Der blev i annoncen gjort opmærksom på, at le jlig ­ heden trængte stærkt til istandsættelse. Over 500 svarede på dette tilbud om en ikke særlig attråværdig bolig. Je g gengiver nogle a f brevene i uddrag:* Et ugift par med et barn på halvandet år skriver: »Min hustru og jeg har de sidste syv måneder boet adskilt, da det har været mig umuligt at finde en lejlighed. Min hustru og søn bor hos mine svigerforældre ovre i Jylland, men da dette ikke kan blive ved med at gå, især tænker jeg på min søns opdragelse og vort familieliv, er det mig magtpåliggende at finde en bolig, og hvis De kan være os behjælpelig, vil vi være Dem meget taknem­ melig.« 15

E t ungt par skriver: »Det v il glæde mig og min kone, hvis vi bliver de heldige lejere a f Deres lejlighed. De v il forstå vores glæde, når De ved, at vores lille datter på halvandet år er på børnehjem, og at vi først kan få hende hjem, nar vi har faet et sted at bo. V i bor i øjeblikket hos mine forældre, der i forvejen ikke har meget plads til sig selv. V i venter med håb.« Et ungt par hvor manden læser til ingeniør skriver: »Vi er et ungt ægtepar, som på grund af boligmanglen bor til leje pa et mindre værelse hos min kones mormor, som selv kun har en 2 værelsers lejlighed, men har været umådelig sød at stille det ene værelse til rådighed for os, indtil vi selv får en lejlighed.« En enlig mor skriver: »Jeg er 22 år, ugift, og har en lille dejlig datter på et halvt år. Desværre har vi ikke en lejlighed, hvor vi kan hygge os sammen. V i har faktisk intet sted at bo. For tiden bor vi midlertidigt hos min mor, som kan have os i nogle mane­ der, indtil min yngre søster igen kommer hjem. Min datter er på vuggestue, og jeg selv arbejder som kontorassistent.« Et ungt par, som har søgt lejlighed i lang tid, skriver: »Vi er et ungt par, der begge kommer fra Århus, men har i halvandet år boet her i København i en halvanden værelses lejlighed på Frederiksberg til 1 0 3 0 ,0 0 kr. mdl. V i har desværre været nød­ saget til at opsige vort lejemål på grund af, at den var for dyr for os, idet min mand har læst i seks år, og som følge deraf har vi en temmelig stor studiegæld at slås med.« En ugift dame på 4 0 år som er assistent på et laboratorium skriver: »Jeg har boet på værelse indtil 1 9 5 8 , hvor jeg fik en 1 værelses lejlighed med fælles toilet for syv personer og intet bad. Er meget ked af kvarteret og ville gerne herfra, men da mine forbindelser m. h. t. at få noget andet er ret mangelfulde, er det ikke lykkedes mig. Jeg håber derfor meget, at De kan hjælpe mig.« En enlig mor skriver: »Da jeg er en enlig mor med en dreng på otte måneder og står uden bolig den 1. august, vil jeg her­ igennem søge lykken, da jeg har prøvet alt forgæves. På for­ hånd tak.« En nordmand, gift med en dansk pige og far til en »liten gutt« på halvandet år, skriver: »For tiden bor vi hos noen venner av 16

oss her i København, men så kommer de tilbake fra ferie snart og da må vi ut. Kanskje vi snart finner en annen lejlighet å låne for en tid, men vi begynner iallfall å føle oss litt desperate. Hvis vi ikke snart får noe for oss selv, må vi iallfall sende fra oss guttungen.« Et par, der fortæller hvordan de uden resultat har svaret på halvtreds lignende annoncer, skriver: »Som De vil kunne læse af ovenstående oplysninger, vil det være en meget stor lykke, såfremt vi fik mulighed for overtagelse af lejligheden.« Alle disse breve er skrevet i 1 9 6 9 , i det år, da der boede tre­ kvart million mennesker i boliger uden w.c. og håndvask, da der landet over fandtes over 100.000 saneringsmodne boliger, og da de københavnske kartoteker omfattede 3 0 .0 0 0 boligsøgende borgere, som i de sidste tre år havde fornyet deres ansøgning om lejlighed. En boligkø, som sikkert modsvarer 100.000 perso­ ner. Hertil kommer den skjulte bolignød, som ingen kender størrelsen på, fordi den omfatter personer, der simpelt hen har opgivet at ulejlige myndighederne med deres boligproblemer. Blandt disse findes utallige ældre, som har boet på lejet værelse en meget stor del af deres liv, utallige familier i slumlejligheder, utallige unge som må bo hjemme i overbefolkede lejligheder, utallige familier som betaler over evne for en elendig bolig i et fidusbyggeri, utallige mødre som er tvunget ud på arbejdsmar­ kedet for at tjene til huslejen og som derfor må op en time før andre for at kunne aflevere deres søvnige unger på spædbørns­ hjem og vuggestuer. Hvordan oplever myndighedspersonen bolignøden? Der tænkes her på den lovgivende politiker eller på embedsmanden, som er sat til at administrere vore mange boliglove: lejeloven, loven om regulering af boligforholdene, loven om lejevurdering, om ejer­ lejligheder, om boligtilsyn, om byudvikling og byfornyelse, om sanering o. s. v. Lad os lytte til nogle udtalelser fra eksperter på alle disse områder. Det er citater hentet fra interviews, kronik­ ker, foredrag og udtalelser til pressen?1''

17

2 Den kroniske bolignød

Boligministeren 1 9 6 3 ser ingen løsning på boligmangelen: »Der må fortsat vises mådehold i byggeriet.« Og: »Om det kan lade sig gøre at øge byggeproduktionen, kan kun byggeerhvervet sva­ re på.« Om jungleloven siger han noget fornuftigt: »Vi må bygge os ud af bolignøden, men det gøres ikke ved blot at bygge los. Jeg mener, det er forkert med det boligbyggeri, der står tomt, fordi ingen kan betale det. Alle, der har den opfattelse, at vi kan klare bolignøden ved liberalisering, altså ophævelse af re­ striktioner og frigivelse af huslejen, de går ind for jungleloven. Der bliver ikke én entrédør mere, selv om huslejen gives fri.« Om boligkøerne siger han: »Vi ved faktisk ikke, hvor mange boligsøgende der er. V i ved ikke, hvor mange der er uden le j­ lighed, og hvor mange der blot søger anden lejlighed. På bag­ grund af folke- og boligtællingen i 1 96 0 er Statistisk Departe­ ment ved at udarbejde en oversigt, som formentlig vil give et begreb om boligbehovet.« Den fungerende boligminister 1 9 7 0 tror på kræfternes frie spil på boligmarkedet: »Det, der kræves for at få forholdene i orden, er, at byggeriet bliver frigjort og forpligtet til at stå på egne ben.« Og: »Den fundamentale fejl er, at nybyggeriet i den forløbne tid er blevet stadig dyrere, og at der derfor stadig og i stigende grad bliver tale om væsentligt højere huslejer for nye lejere på boligmarkedet end de, der gælder for dem, der alle­ rede har etableret sig som lejere gennem længere tid. Der fin­ des desværre næppe nogen anden vej til rimelige forhold på dette område end at få konkurrencens hårde vilkår til at gælde også i byggeriet, så den, der bygger for dyrt, ikke kan sælge eller leje ud uden selv at måtte tage en del af tabet.« Statsministeren 1 9 7 0 mener øjensynlig, at der er boliger nok til alle. Han siger: »De fleste af os kender mennesker, som ikke er rede til at betale 6 0 0 kr. i månedlig husleje for et hjem, hvor hele familien skal kunne trives. Men de samme mennesker er villige til at ofre 6 0 0 kr. om måneden på en bil, der står ube­ nyttet de 22 timer af døgnets timer.« Formanden for Københavns Boligkommission 1 9 7 0 føler sig magtesløs over for boligspekulanterne: »Men det hele strander dels på, at vi ikke får nogle anmeldelser, dels på, at vi ikke kan 18

få gjort vore krav gældende over for ejeren a f lejlighederne.« Og: »I stedet vil vi hellere prøve, om vi ikke kan gøre de sani­ tære forhold lidt bedre. Men spørgsmålet er, om vi må foretage forbedringer på ejerens regning ... men på boligkommissionens næste møde v il v i drøfte sagen endnu en gang.« Københavns socialborgmester 1 9 6 9 om kommunens husvilde- asyl: »Jeg vil gerne udtale, at jeg i alle de år, hvor jeg har været socialborgmester, hellere end gerne har villet lukke dette husvildeasyl og anvende det til opgaver, der passer bedre til mo­ derne socialpolitik. Når det ikke har kunnet ske, skyldes det simpelt hen bolignøden. Så længe mødre med børn, af den ene eller anden grund, står på gaden og er i den situation, at de ikke med det samme kan få en almindelig familielejlighed, har jeg fundet det rigtigst at opretholde husvildeasylet ud fra den be­ tragtning, at det er bedre end ingenting - og i øvrigt er kommu­ nen af lovgivningen forpligtet til at kunne tilbyde en nødløsning som denne. Ulykken er, at der ikke kan skaffes anden bolig så hurtigt, som vi gerne ville - og her må man jo gøre sig klart, at de pludseligt husvilde ikke er de eneste, der rammes a f bolig­ nøden. V i har en ordning med kommunens beboelsesejendomme, der jo er ude for et væ ldigt pres, ikke mindst fra de forskellige so­ ciale myndigheder, og uden hvis hjæ lp vi slet ikke kunne klare nødstedte klienters boligproblem i det omfang, vi faktisk gør det. Men den ordning forudsætter, at vi inden for den sociale sektor prioriterer boligønskerne, og det betyder, at vi ikke kan trække fra husvildeafdelingerne alene. Husvildeboligerne skulle i princippet kun være beregnet til kortvarigt ophold, og det er urimeligt, at der er beboere, som sander til i dem ... Jeg synes, at det ville være udmærket, om man koncentrerede sig om boligproblemet og til gengæld lod andre mere luksus­ betonede opgaver ligge. Je g har gang på gang spurgt, om man ikke kunne ofre lidt mindre på bilismens alter og mere på boliger, plejehjem, daginstitutioner etc. Hvorfor er tanken om ratione­ ring og restriktioner utænkelig, når det gælder bilismen og tek­ niske velsignelser i det hele taget, men accepteres som et nød

vendigt onde, når det gælder boliger, plejehjem , vuggestuer, børnehaver o. s. v. Og det er jo reelt det, der sker, eftersom alle med blot den mindste indsigt i samfundsforhold og økonomi ved, at hverken penge eller arbejdskraft rækker til begge dele, og at der må træffes et valg. Husvildeboliger er en nødløsning. En egnet familiebolig bur­ de være en menneskeret, men det forudsætter, at vi får en bety­ delig større boligproduktion end hidtil, dels at lejen bliver til at betale - også for enlige mødre ...« Formanden for »Boligfondet for enlige mødre« skriver i fon­ dets beretning 1 9 6 9 om en fraskilt rengøringsassistent med to børn, som blev hjulpet af Boligfondet. Historien viser, at det ikke i vort samfund er en selvfølge, at enlige mødre har deres egen bolig, og at det kun er nogle mødre, det »er værd at hjælpe«: »... Hun var blevet separeret efter ni års ægteskab og boede med sine to børn på otte og fire i en kold lille kvistlejlighed med et toilet i nabohusets kælder, som deltes med ti andre familier. A lt var råddent, vandet sivede ned til naboen, om vinteren var der is på væggene, hele familien var konstant syge, og hun ernærede sig kummerligt med rengøringsarbejde på en fabrik. Det yngste barns børnehaveleder troede på, at familien kunne hjælpes med godt resultat, mens fam ilievejlederen frarådede det. Hun mente ikke, at den enlige mor »ville kunne klare det«. Det lykkedes Boligfondet at skaffe en moderne 21/2 værelsers lejlighed gennem selskabet Lejerbo. Huset var frit beliggende med sydvendt altan og alle bekvemmeligheder. Man lånte hende 5 4 4 kr. til flytning og andre udgifter. Familien var lykkelig. E fter nogen tid følte den enlige mor sig så styrket, at hun fik mod på en uddannelse. Med økonomisk støtte fra sin arbejds­ giver gennemførte hun at tage handelsskoleeksamen og har i dag en god indtægt på den virksomhed, hvor hun før havde sit ren­ gøringsjob. D a vi besøgte hende i september, kunne vi næsten ikke kende hende igen, så strålende glad og sund så hun ud. Hun gjorde fam ilievejlederens ord til skamme, børnehavelærerinden og Bo ­ ligfondet havde set rigtigt, da v i mente, at hun v a r værd at hjælpe.« 20

Boligfondet har i 1969 behandlet 496 sager. Ved henvendelse til boligselskaber blev der skaffet 3 19 mødre med tilsammen 4 19 børn et bedre sted at bo. Over halvdelen a f mødrene v a r under 2 1 år. Men hvad kan læger og sundhedsmyndigheder fortælle om vore usunde boliger? I Boligministeriets betænkning nr. 187, a f­ givet den 1. oktober 1957, findes en interessant redegørelse a f oktober 1937 fra Sundhedsstyrelsen om boligforholdenes ind fly ­ delse på beboernes sundhedstilstand. Den slutter således: »I det foregaaende er der givet en Fremstilling af, hvorledes Boligernes Kvalitet kan medvirke ved Opstaaelsen a f en Række Sygdomme og Sundhedsmangler hos Beboerne. Men dette er kun et lille A fsn it a f Boligens Betydning for Befolkningens Sund­ hedstilstand. Hele Befolkningens hygiejniske Standpunkt afhæn­ ger i Virkeligheden a f dens Boligforhold. Den indirekte Betyd ­ ning a f Boliger og Bebyggelse for Sundheden er langt større end den direkte. Utiltalende og overfyldte Boliger frister til at søge bort til Værtshuse og modarbejder Fam ilieliv, men begunstiger løse Forbindelser. Baade Alkoholisme og Udbredelse a f Køns­ sygdomme kommer derved i Forbindelse med Boligspørgsmaalet, og en belgisk Hygiejn iker (René Sand) har endog skrevet, at Moral til dels er et Spørgsmaal om Kubikrum i Beboelseslejlig­ heder. Gode Køkkener og Spisekamre bidrager til sunde Ernæ ­ ringsforhold, Adgang til Bade forhøj er Velbefindendet, L eg e­ pladser i Solen, H aver og Parker skaber Frilu ftsliv og større Sundhed. N aa r Hygiejnikerne mener, at Boligforholdenes Ind­ flydelse paa Befolkningens Sundhedstilstand er meget stor, saa er der al Grund til at tro, at de har Ret. Men Indflydelsen lader sig i Øjeblikket kun meget ufuldstændigt maale og kan ikke an­ gives i præcise statistiske Tal.« Sundhedsstyrelsen giver i et andet bilag et referat a f Vagn Chri­ stensens doktordisputats fra 1956 om »Boligforhold og bøme- sygelighed«,* der indeholder en sammenlignende undersøgelse a f børnesygelighed og -dødelighed i slumkvarterer og i tilfreds­ stillende boligområder (i det følgende benævnt som boligkom­ 21

missionens område og Emdrupområdet). Sundhedsstyrelsen op­ lyser om bl. a. følgende resultater a f Vagn Christensens under­ søgelser: »Gennemsnitlig dobbelt så stor indlæggelse fra boligkommis­ sionens område findes for akutte og kroniske luftvejslidelser, visse mave-tarmsygdomme, nyfødtes sygdomme (d. v. s. for tid­ lig fødsel, indre blødninger i hovedet, medfødt svaghed, med­ fødte deformiteter), blegsot og engelsk syge. Gennemsnitlig tre, fire gange så stor indlæggelse findes ved lungebetændelse, mellemørebetændelse (navnlig spædbørn, hvor der er fire gange så mange indlæggelser), hjernehindebetændelse (navnlig hos børn under to år, hvor det er otte gange så hyppigt), mæslinger (navnlig hos børn under to år, hvor det er fire, fem gange så hyppigt), kighoste, akutte mave-tarmsygdomme og for­ brændinger (navnlig hos børn under to år, hvor det er tre, fire gange så hyppigt). A f polio indlægges fire gange så mange spædbørn, medens de øvrige aldersgrupper viser samme ind­ læggelseshyppighed fra de to områder. Hudsygdomme er i alle aldersklasser fire, seks gange så hyp­ pigt årsag til indlæggelse. Diagnosen »miseries«, som vel nærmest kan oversættes ved »elendig tilstand«, er anvendt ti, tyve gange hyppigere på børn under fire år. Antallet a f dødfødte i boligkommissionens område v a r 1,5 gang så stort som i Emdrup, en forskel, der svarer nøje til for­ skellen på de hospitalsindlagte med »nyfødtes sygdomme«, d. v. s. for tidligt fødte, medfødt svaghed og medfødte misdannelser. A f spædbørn (0 -1 år) døde 1,8 gang flere a f »nyfødtes syg­ domme«. A f infektionssygdomme1 , respirationssygdomme2 (børnesyg­ domme), hjernehindebetændelse, mave-tarmsygdomme og polio (børnelammelse) døde 3,6 gange så mange spædbørn. Dr. Vagn Christensen har ved hjemmebesøg hos ca. 90 fam ilier i to værelsers baggårdslejligheder på Vesterbro og i rækkehusbe­ byggelse i Emdrup indhentet oplysning om, hvilke børn med 1 Betændelsessygdomme (smitsygdomme). 2 Åndedrætssygdomme. 22

væsentlige sygdomme der blev behandlet i hjemmene. Der fand­ tes 9 gange så mange sygdomsbehandlede i hjem på Vesterbro som i Emdrup. Det drejer sig især om luftvejssygdomme. Undersøgelser om beboelsestæthed og overbefolkning tyder på, at grænsen for sundhedsskadelig overbefolkning ligger under to personer pr. værelse og er lavere, jo mindre lejligheden er.« Hvorledes skal man nu fortolke disse rent faktiske undersøgel­ sestal? Sammenfattende kan je g sige, at undersøgelsen viser, at dødeligheden og sygeligheden blandt børn er betydeligt større! under dårlige boligforhold end under gode. Men det er også blevet bevist, at børn, der fødes under dårlige boligforhold, lige fra fødslen er mere syge og mindre modstandsdygtige end børn fra gode boliger. D a sygelighed og svagelighed er mest udbredt blandt de økonomisk dårligst stillede (som er henvist til de rin­ geste boliger), kan den større sygelighed tilsyneladende med lige så fuld ret føres tilbage til fattigdom som til dårlige boligforhold. Årsagskæden skulle altså starte med fattigdommen - eventuelt også den fattigdom, som er fremkaldt a f én eller flere sygdomme hos forsørgeren. Sådan er det imidlertid ikke. E t a f de vigtigste resultater a f Vagn Christensens undersøgelser er det bevis han fører for, at boligfaktorerne — boligens størrelse og kvarterets og boligens kvaliteter - har større betydning for børnesygeligheden end for­ sørgerens indkomst. Han skriver yderligere dette: »det må være berettiget at drage den konklusion at når man under ensar­ tede økonomiske forhold kan se boligens betydning for hospitals­ indlæggelsen a f børn, må denne være større, hvor flere uheldige milieufaktorer virker sammen.« Elan bekræfter herved en tilsva­ rende amerikansk undersøgelse fra 1925 (Woodbury), hvor man fandt: »at også i grupper med ensartet indtægt er der dobbelt så stor bømedødelighed under dårlige boligforhold som under gode.« Og at det samme gælder, hvis indkomsten beregnes pr. familiemedlem (ved korrektion for forskelle i familiens størrelse). T il dette kunne je g føje, at det måske er en påstand, at ens­ artede indtægter er et udtryk for »ensartede økonomiske for­ hold«, idet det snarere er familiens evne til at administrere ind­ 23

komsten, der er det afgørende for familiens større eller mindre »fattigdom«. Den »selvforskyldte« fattigdom (som v i bl. a. har hørt statsministeren tale om i forbindelse med bilkøb) kunne f. eks. optræde sammen med manglende evne til at passe børnene samt trangen til at søge dårlige (billige) boliger. V i ville så være tilbage ved teorien om »fattigdommen« som den egentlige årsag til den store børnesygelighed og ikke de dårlige boligforhold. Je g er ikke bekendt med undersøgelser, der arbejder med den­ ne fortolkning a f fattigdommen i forbindelse med børnesygelig­ hed, men i Vagn Christensens afhandling er der en undersøgelse, som måske kan tale imod en årsagssammenhæng som den nævnte: Vagn Christensen har undersøgt antallet a f indlagte børn a f en­ lige mødre, opdelt efter graden a f moderens indtægt og ude­ arbejde, og fundet, at »mødrene til de hospitalsindlagte børn gennemgående har større indtægt end enlige mødre i gennem­ snit ...« Her er det altså ikke fattigdommen, som hænger sammen med manglende evne til at passe børnene, og det er endog for­ bavsende, at de flittigste mødre skulle være de ringeste til at passe deres børn. På den anden side kan tilhængerne a f »fattig- domsteorien« med nogen ret hævde, at det her drejer sig om no­ get helt andet, nemlig at mødre med større indtægt arbejder hårdere og derfor ikke er i stand til at yde børnene tilstrækkelig omsorg. Dette skulle imidlertid opvejes ved, at enlige mødres børn i stort tal kommer på vuggestue og i børnehave (27 °/o a f enlige mødres børn kom på institution 1953). Nu viser det sig i begge de undersøgte områder, at der blandt de indlagte børn a f enlige mødre findes overvægt a f børn, der sendes i institutioner. I den forbindelse kan man opstille det spørgsmål, om det ville være bedre for udearbejdende mødres børn at blive passet (i små grupper) ved deres bolig, selv om den er elendig, i stedet for i institution. F. eks. på den måde, at der blev ydet privat eller offentlig støtte til hjemmearbejdende ko­ ner, som ville passe naboernes unger. Hvorom alting er, ser det ud til, at institutionsbørn er mere udsatte for sygdomme end »hjemmegående« børn. Men også dette er vel en forhastet slutning ud fra en videnskabelig tanke­ gang. Det kan jo være at institutionsbørn er mere svagelige og 24

sygdomsdisponerede end hjemmegående børn. Hvis dette nu er tilfældet, kan man igen spørge, om fattigdommen (den indtægts­ bestemte eller den »selvforskyldte«) er det igangsættende led i den årsagskæde, som er skyld i den større børnesygelighed, eller om der gør sig helt specielle forhold gældende blandt enlige mødre, der sender deres børn på institution. Man kan også påstå, at syge voksne (af en eller anden grund?) søger dårlige boliger, selv om de ikke er blandt de økonomisk dårligst stillede. Dette skulle så bevise, at de ikke er blevet syge a f at bo under dårlige boligforhold, men har været syge i for­ vejen. Je g kender ingen undersøgelse, som beviser en sådan på­ stand, men kan ikke afvise den. Tro mig eller ej. Hele denne diskussion, som udelukkende byg­ ger på formodninger og påstande, er ikke skrevet for at forvirre eller langt mindre for at skabe tvivl om Vagn Christensens un­ dersøgelser. Debatten om sygelighedens afhængighed a f dårlige boligfor­ hold eller a f fattigdom er ældgammel. Den er lige så gammel som påstanden om, at de dårlige boligforhold skulle være resul­ tatet a f fattigdom, og at fattigdommen skulle være selvforskyldt (f. eks. et udslag a f dovenskab). Hvis man har levet tilstrækkeligt længe, vil man huske, at visse politikere under den store krise i trediverne fandt ud af, at megen arbejdsløshed skyldtes, at en mængde mennesker var arbejdssky. E fter at vi siden har været nede på en arbejdsløshed under en procent, ved alle i dag, at påstanden v a r løgn. Vender vi tilbage til boligspørgsmålet, har vi i 1970 hørt den trivielle påstand gentaget, at bolignøden er selvforskyldt. I gamle dage var årsagen drikfældighed, i dag må vi høre, at en mængde mennesker køber unødvendige biler i stedet for at skaffe sig en bedre bolig. I den forbindelse er det interessant at tænke på, at mange fam ilier, som sælger bilen og skaffer sig en bedre bolig, er tvunget til at købe en igen, fordi de offentlige transportmidler er for elendige. 25

Hvis nu der i dag var gode, sunde, billige og menneskevenlige boliger til alle, ville det være interessant at konstatere, hvor mange der foretrak en sådan bolig frem for en bil. Måske ville de »dumme« bilejere forsvinde på samme måde som de »arbejds­ sky« fra trediverne. Men det kan også tænkes, at vore velfæ rds­ politikeres velmente målsætning for os alle - enfamiliehus, bil, sommerhus, farvefjernsyn og hvad deraf følger - skulle være trængt så dybt ned i folkesjælen, at mange på forhånd har op­ givet at leve op til disse drømme, men at nogle få har vist deres gode v ilje ved at starte med at købe den bil, som skulle bringe dem ud til en fje rn omegn, til enfamiliehuset eller sommerhuset. E fter denne udredning forstår man måske bedre, hvorfor bolig­ spekulanter og byggespekulanter i mere end hundrede år med rolig samvittighed skaffede de fattige og mindrebemidlede så tarvelige boligforhold. De forsøgte jo blot at dække folks tarve­ lige behov. Man forstår også, hvorfor alle politiske ønsketænkere siden 1849 med ro i sindet har kunnet se bolignøden brede sig: folk ønskede det ikke bedre og ville ikke betale for noget, der v a r bedre. Og alt det, som visse læger og hygiejnikere påviste om dårlige boligforholds indflydelse på legeme og sjæl, kunne jo slet ikke bevises, eller var i bedste fald a f tvivlsom karakter. Det var i hvert tilfæ lde ikke noget, man kunne bygge videre på. Ganske vist gjorde Em il Hornemann dette, da han sammen med andre forstandige mennesker fik opført »Lægeforeningens boliger«"' i 1853. Her kunne fattige mennesker få en bolig, som var ca. 30 °/o billigere end huslejen i andre meget ringere boliger. Men da borgmesteren hørte om dette, blev han så forarget, at han måtte påtale det offentligt - til stor forbavselse for Horne- mann.* I dag vækker de samme boliger også forargelse i borg­ mesterkredse. De ligger nemlig på en grund, som kan bruges til en virkelig god byggespekulation, til boliger for velhavere. I dag er der dog langt flere end dengang, som ikke forstår, at disse boliger kan forarge nogen. Kære læser, hvad kan vi lære af alt dette? Kan vi egentlig lære andet, end at den menneskelige tankes træghed er ufattelig stor? E fter denne sørgelige konklusion ville det have været på sin plads at afslutte bogen her og gemme den væk i en skuffe. Je g 26

tænkte også på det, men bestemte mig til forinden at skrive til doktor Vagn Christensen for at høre hans mening om de van ­ skelige videnskabelige fortolkningsproblemer vedrørende bolig­ nødens skadelige virkning. F ra Vagn Christensen fik je g imid­ lertid et brev, der gav mig mod til at fortsætte. Han skrev blandt andet: »Debatten om, hvor videnskabeligt holdbart de fundne resulta­ ter er, er jo ikke ny. Je g har hele tiden under denne debat haft en fornemmelse af, at det egentlige problem var, at man opstillede videnskabelige kriterier1 , der var uden relation til det, man ville måle. Som det måske er Dem bekendt, er ungdomsoprøret inden for lægeverdenen i væsentlig grad social-medicinsk orienteret og anklager den traditionelle videnskab for at skære enorme syns­ områder væk, hvorefter man få r et begrænset »videnskabeligt«, men for så vidt alligevel falsk billede frem.« E fter at have omtalt nogle statistiske undersøgelser om bolig­ forhold og sygelighed (Woolf og Waterhouse, 1925), skriver Vagn Christensen videre: » Je g tvivler på at man ved statistiske eller »tal-sociologiske« metoder kan få det rigtige billede frem. Svend Heinilds »digt«, Sangen om Grethe, i »Den virkelighed barnet lever i«,* side 257, giver måske et langt mere beskrivende indtryk af, hvordan boligen griber ind i afgørende livsperioder. Her må man jo omvendt sige, at tre gange lungebetændelse er en ringe gene i forhold til den ødelæggelse for hele livet, der i væsentlig grad må ses som en virkning a f tidlig frustration2, fordi Grethe i de første 2 - 3 år ikke kunne være hos sin moder, - ingen bolig, sygdomme, rekreation o. s. v. ... Maximum for virkningen a f fysiske sygdomme findes i 1- 2 års alderen - for øvrigt ligesom hos grise og kyllinger (dér er man ikke i tvivl om betydningen a f gode stalde). Over ti års alderen kan man sjældent påvise virkningen, undtagen hos g ra­ vide kvinder (belastningssygdomme, beskrevet a f Teit Kærn).* Sammenhængen mellem boligforhold og psykiske lidelser er nok 1 Kendetegn, her i betydningen, videnskabelige krav til en undersøgelse. 2 Her i betydningen, sygelighed, fordi de naturlige behov ikke tilfredsstilles. 27

også vanskelig at vise, også fordi opvækstforhold spiller så stor en rolle for den voksnes reaktionsmåde.«

Hele denne indviklede problematik viser hvor kompliceret og sammensat det bolighygiejniske spørgsmål er. V agn Christensen afslutter da også sin doktorafhandling med følgende ord: »Ende­ lig må man rejse det spørgsmål, om befolkningen i de undersøgte områder er sammenlignelig, eller om de fundne forskelle til dels beror på personlige, evt. konstitutionelle (arvemæssige) egenska­ ber. - Adskillige undersøgere har vist, at den enkelte faktor, der synes at være a f størst betydning for et barns trivsel og dermed dets sygelighed, er moderens evne til at passe barnet. Flere af disse undersøgere har været inde på, at denne evne bl. a. er en funktion af en række ydre forhold. Spørgsmålet om moderens tilstrækkelighed eller utilstrækkelighed afhænger dels a f mode­ ren selv, hendes legemlige og sjæ lelige kræfter, viden o. s. v., dels a f de forhold hun lever og har levet under, således at under gode forhold vil mange mødre være i stand til at passe deres børn godt, men med tiltagende belastning stiger antallet a f insuffici- ente1 mødre. ... I sidste instans bliver vel viden om de belast­ ninger, der her gør sig gældende, afgørende for ens indstilling til, om dette alene kan forklare de fundne forskelle, eller om der er grund til at antage konstitutionelle forskelle. Forfatteren me­ ner personligt, at den belastning, som fam ilier under dårlige bo­ ligforhold er udsat for, er så stor, at det nærmest er påfaldende, at ikke flere mødre er insufficiente i denne opgave, og at der således næppe er grund til at søge forklaring i andre forhold.« E fter dette må det konstateres, at med den begrænsede eksakte viden, vi i dag har om menneskets påvirkning a f såkaldte »gode« og »dårlige« boligforhold, kan der næppe føres noget akademisk bevis for betydningen a f den ene eller den anden egenskab ved en bolig. Det er således ikke svært at give vore boligspekulanter og afmægtige boligpolitikere »gode« argumenter i hænderne, som kan sætte spørgsmålstegn ved hele grundlaget for vore sa­ neringsbestræbelser og ved alle velmente forsøg på at finde frem til en ny boligpolitik. I diskussionen om vore boligproblemer må 1 Som ikke kan klare opgaven (magtesløse). 28

man tage denne risiko, ja måske endog bevidst provokere alle »modargumenter« frem. Man skal blot hele tiden have for øje, at tvivlen, usikkerheden og den mangelfulde viden om bolig­ spørgsmålet skal komme bolignødens ofre til gode. Og ofre for bolignøden er vi næsten alle, direkte eller indirekte. Indtil vi har samlet mere sikker viden, må vi derfor støtte os til alle de mennesker, som til daglig har bolignøden inde på livet, og til fagfolk, der ved praktisk socialt og lægeligt arbejde har førstehåndskendskab til boligforholdenes »formodede« ulykke­ lige eller lykkelige virkninger på mennesket: socialrådgivere, fa ­ milierådgivere, sindssygehospitalernes læger, gynækologer, prak­ tiserende læger, medlemmer a f bolignævn og boliganvisningsud­ valg o. s. v. V i kunne også prøve at granske i børns og unges og voksnes og ældres inderste ønsker og dristigste tanker om at bo. Men ikke ved hjæ lp a f normale forbrugerundersøgelser eller markedsanalyser, for de er ofte svindel. Mærkeligt nok har ingen endnu forsøgt at beregne, hvad bo­ lignøden koster samfundet, og hvad det vil koste at få den be­ kæmpet.* E t sådant regnestykke måtte dog være et nærliggende udgangspunkt for enhver diskussion om vore boligproblemer og for arbejdet med en boligpolitisk målsætning. Hvis beregningen skulle udføres på et sandfærdigt grundlag ville det kræve en om­ fattende viden om alle de økonomiske, tekniske og menneskelige problemer, der er knyttet til bolignøden. En sådan viden har vi slet ikke i dag, men gjorde vi et ærligt forsøg pa at indsamle oplysninger til dette arbejde, kunne v i samtidig afsløre alle bo­ lignødens direkte og indirekte virkninger på mennesket og sam­ fundet. En skønne dag kunne vi så skrive til boligministeriet for at spørge: Hvad er bolignød? Kort tid efter ville vi modtage den ministerielle svarskrivelse, der går på den sædvanlige formel, hvor alle sætninger begynder med ordet, at —vel nok den ældste form for prosadigt, der kendes her i landet. L ad os lytte til det bureaukratiske digt om bolignøden:

29

A t b o l i g n ø d e n

at bolignøden er nabohusets skygge væggenes kulde og fugt og stanken fra gårdens toilet at bolignøden er brand farlige menneskefælder arnesteder for kirtelsygdomme og nervøse lidelser

at bolignøden er legende børn blandt biler unge som ikke få r lov at larme og gamle som ubemærket ligger og dør at bolignøden lusker omkring i parker og gader står og hænger i porte og gange og sidder og sover på kaffebarer at bolignøden søger febrilske glæder på pulterkamre dyrker ynkelige laster i kælderhalse og køber trøst i kummerlige sidegader

at bolignøden er uregerlige børn i skolen

voksne som ligger og snorker på sofaer og fam ilier i lange bilkøer om søndagen

at bolignøden drikker sig fuld hver torsdag tyranniserer konen og børnene og forgifter fam ilielivet

at bolignøden er farlige drengebander vilde engles cykelkæder og hadet til alle de andre

at bolignøden er den farlige vej til skolen trængslen i overfyldte busser og søvnige og aggressive bilister at bolignøden er indlogerede fam ilier opmagasinerede møbler og børnehjem med glemte børn

at bolignøden er ensomme på usle kamre med adgang til toilet og en kedel vand, hvis det ikke forstyrrer at bolignøden er husreglementer vedr. løst og fast og dit og iflg. hvilke det synes forbudt at leve i disse efter sigende menneskeskabte boliger

at bolignøden er grådige spekulanter

moderatfascistiske inspektører og børnefjendske viceværter

at bolignøden er pulvermisbrug narkotika og stoffer og illegale aborter

at bolignøden er patienter i hospitalets senge sensible og sindsforvirrede på anstalter og fanger bag fængslernes mure

M e n b o l ig n ø d e n e r o g s å ...

Men bolignøden er også moderne avanceret slum med parkeringslandskaber, hvor der tidligere var utilgængelige græsplæner.

Med startende og accelererende biler under tillukkede sovekammervinduer, som tidligere lukkede natteluften ind. Med fræsende motorvejstrafik hvor tidligere generationer færdedes ad

fredelige gang- og cyklestier. Såkaldte fam ilievenlige boliger,

hvor man kan høre naboen på toilettet mens man sidder ved middagsbordet. E lle r boliger med alle støjende installationer omhyggeligt grupperet omkring soveværelset. Med radio- og TV -la rm og trappestøj, der forplanter sig igennem husets mange etager. Med kæmpevinduer, der altid må afskærmes mod nysgerrige blikke - eller for at sløre en deprimerende udsigt. M iljøer uden fællesrum og udenomsplads for samvær med andre, for leg og aktivt liv eller for stille meditation.

Disse monumenter for kedsomheden,

32

ligegyldigheden, middelmådigheden, dilettanteriet og den hellige, almindelige boligspekulation. For ikke at tale om familiehøjhuse. Disse skamstøtter for den ukrænkelige jordspekulation. Men bolignøden er også rationelle boligreservater for alle de kategorier, som vi elsker at sortere vore medmennesker i: unge og gamle, barnløse og børnerige, ubemidlede og velhavere, studerende og ustuderede, intellektuelle, kommunalansatte, militære embedsmænd og sygekassefolk. ugifte mødre, handicappede,

Med bange anelser spørger vi: hvornår få r vi reservater for fremmedarbejdere og homofile, alkoholikere og stofmisbrugere, evnesvage og psykisk afvigende eller mennesker med positive psykiske afvigelser, hippier, provoer, oprørere og revolutionære.

Den kroniske bolignød

E fter alle de mange udsagn om vore boligproblemer må det kon­ stateres, at bolignøden er så omfattende et begreb, at den slet ikke kan rummes i en kortfattet definition; alligevel har det na­ turligvis været forsøgt, således prøvede en akademisk skolet herre engang at give følgende karakteristik a f bolignøden. »Bolignøden er boligmangel og mangelfulde boliger.« En anden har udtrykt det samme på denne måde: »Bolignøden er alle de boliger, som ikke findes, og alle de bo­ liger, som ikke burde findes.« »Og det er ikke engang løgn,« som de siger på B laagaards Plads. Men bliver man klogere a f det? Onde tunger hævder, at vi bygger os mere og mere ind i bo­ lignøden.

34

2. AFSNIT H V A D E R B O L I G S P E K U L A T I O N ?

En oversigt over boligspekulantens profitmuligheder og en definition af begrebet boligspekulation s* 35

Ligesom bolignøden er boligspekulationen et forsømt emne i vor faglige litteratur. I betragtning a f de store værdier og interesser, der er knyttet til boligspekulationen, må dette undre. Men fo r­ klaringen er måske den, at vore boligspekulanter hører til de stille i samfundet, mennesker der nødigt meddeler sig, trods den store interesse der er i befolkningen for deres arbejde. Dette er naturligvis uheldigt. Så længe der ikke er åbenhed omkring bo­ ligspekulantens gøremål, v il der opstå allehånde gisninger og mytedannelser i forbindelse med hans person. Som det er i dag, kan man endog i universitetskredse træffe folk, som forlener bo­ ligspekulanten med et skær a f romantik og eventyr, specielt hvor hans virke er knyttet sammen med kulturelle interesser og filan ­ tropi. Men hvor skal man da søge oplysninger om boligspekulantens indbringende erhverv? De offentlige biblioteker er blottet for brancheoplysninger a f enhver art, og erhvervsvejledningen sy­ nes helt at have glemt spekulanten i registeret. H eller ikke i me­ moirelitteraturen kan man hente viden om vore kendte storspe­ kulanters liv og virke. Trods denne mangel på baggrundsviden skal je g i det følgen­ de forsøge at trænge ind bag kulisserne og fortælle lidt om ideo­ logien og mekanismerne bag boligspekulationen. M in fremstil­ ling kan naturligvis ikke blive fyldestgørende, da endnu store områder inden for boligspekulationen er utilgængelige for forsk­ ning. Overalt venter v i på grundige videnskabelige undersøgel­ ser, der kan belyse den sociale, socialøkonomiske, psykologiske, juridiske og historiske baggrund for boligspekulantens virke. Men måske kan de følgende små studier inspirere nogen til at gå i gang med dette store kulturhistoriske emne. Boligspekulationen har mange ansigter. I sin klassiske form er den blot en bolighandel med profit for øje, idet spekulanten for­ søger at udnytte konjunkturbevægelseme 1 inden for boligpro­ duktionen og ejendomspriserne. I denne form ligner den en varespekulation, hvor varen skifter ejermand, uden at der fore­ går hverken produktion eller distribution2. Man kan kalde denne 1 Forandringer i de økonomiske forhold. 2 Forsendelse af en vare. 36