DenKroniskeBolignød

ligt, om bolignøden skulle være en slags indbildning, et spøgelse fremmanet af besværlige og kontrære personer. Ens temperament, fantasi eller politiske opfattelse har frit spillerum. Spørgsmålet har nemlig aldrig været underkastet en alvorlig undersøgelse. Måske fordi ingen såkaldte ansvarlige er interesseret i resultaterne af en sådan undersøgelse. Ofrene for bolignøden er trods alt et mindretal uden større politisk indfly­ delse. Men en skønne dag er tiden vel inde til et eller andet kom­ missionsarbejde om vore boligproblemer. V i venter pa en hand­ lekraftig politiker, der har mod til at stå op og f. eks. foreslå, at vort udmærkede byggeforskningsinstitut indledningsvis gar i gang med forberedelserne til en forundersøgelse af muligheder­ ne for etablering af et organ til indsamling og registrering af statistiske oplysninger om befolkningens formodede boligbehov. Hvis et sådant arbejde kom i gang, kunne vi få ro om bolig­ problemerne endnu en række år! Ad åre fik vi sa maske lidt kendskab til omfanget og karakteren af vort boligbehov, og vi kunne gå videre med den praktiske løsning af spørgsmålet. D.v.s. problemerne om byggeriets effektivitet og vore boligers kvalitet. Men også her støder vi på vanskeligheder. Vor boligminister mener nemlig ikke, at det er en samfundsopgave at undersøge mulighederne for en effektivisering af byggeriet. Vi citerer igen ministeren fra hans tale den 2 6 . august 1 9 6 3 : »... om det kan lade sig gøre at øge boligproduktionen, kan kun byggeerhvervet svare på.« Vi må spørge: Har nogen spurgt byggeerhvervet? Og i be­ kræftende fald: Hvad har man svaret ?1 Mens vi venter på svaret, kan vi spekulere lidt over, om disse problemer ikke burde være en forskningsopgave inden for vort byggeforskningsinstitut. Hvad om vi ofrede blot 2 millioner pa løsningen af de teoretiske problemer ved byggeriets effektivise­ ring? Det er lige, hvad 1 00 0 TV-apparater koster. Hvis vi sa var 1 Året efter, i 1964, nedsatte regeringen et udvalg, der skulle undersøge pro­ blemerne vedrørende »den mulige forøgelse af boligbyggeriet« (betænkning nr. 364, 1964). Man fandt ud af, at boligbyggeriet frem til 1970 kunne for­ øges til 50-60.000 lejligheder årligt. 187