DenKroniskeBolignød

på grund a f brand er spærret inde i en gård a f den nævnte stør­ relse. Hvis v i ser bort fra det værste tilfælde a f overbefolkning og kun regner med 50 personer i bygningen er situationen no­ genlunde som i figu r A . Efter bygningsloven af 1856 skulle ethvert nyt lokum være fjernet mindst tre alen (1,88 m) fra vandpost eller brønd og indeholde mindst ét sæde for tyve beboere. Men nogle steder manglede gården, så lokummet måtte anbringes under trappen, med det resultat at stanken forplantede sig op i alle lejligheder­ ne. Flere steder var der kun ét sæde for 40-60 mennesker, sva­ rende til to sæder i vort tilfælde. Regner vi med, at hver tiende beboer er trængende, kan figur A illustrere trængslen foran går­ dens to lokummer. Under sådanne forhold blev mange tvunget til at sætte sig udenfor, noget som børnene især benyttede sig af, fortæller datidens læger. Disse forhold gav naturligvis an­ ledning til en udbredt sygelighed blandt beboerne. Ved en un­ dersøgelse fra et fattigkvarter på Christianshavn, omfattende 3900 personer, blev det konstateret i 1855 og 1856, at ca. 40 % havde været syge og ca. 20 % havde været ramt af epidemiske sygdomme. Et a f de største tilbageskridt ved loven a f 1 871 v a r den ud­ videde adgang til fritagelse for de gældende regler. De såkaldte dispensationer, som blev givet ved »særlige omstændigheder, ved stilen, ved stedlige forhold, væsentlige bygningsforandrin­ ger, bygningens ydre« o. s. v. Endvidere de mange upræcise be­ greber som loven arbejder med: »forsvarlig«, »tilstrækkelig«, »fornøden«. Altsammen noget, der aldrig kom beboerne til gode, når disse ord skulle fortolkes a f spekulanterne og myndighe­ derne.

78