DenKroniskeBolignød

Nogle ville leve med halm på gulvet andre med ægte tæpper, det ene var ikke bedre end det andet. Planlægningen og montagen af boligen blev overladt til beboerne, alt kunne ændres efter skiftende behov,

efter familiens eller gruppens sammensætning, efter beboernes lyster og fornemmelser og økonomi.

Den tidligere uniforme samlebåndsæstetik blev afløst af det ny samfunds lykkelige virvar, facaderne fik lov at udvikle sig frit bag store terrasser og uderum, husenes klædedragt blev frigjort ligesom menneskets, en demokratisk arkitektur begyndte at blomstre. Det ny samfunds mennesker ville skabe boliger til at l e v e i, hvor enhver kunne være sig selv,

eller én med en anden, være én blandt mange, eller én blandt andet.

Fællesskabets interesser skulle kun tilgodeses ved den samfundsejede del af husene: ved udformningen af råhusets bærende dele og ved husenes byplanmæssige indpasning. Arkitekten skulle genvinde sin tidligere frie stilling

som forsker, kunstner og rådgiver for fællesskabet og den enkelte.

Beboerne skulle sammen med arkitekten skabe et kollektivt kunstværk a f masseproduktionens mangfoldige tilbud og menneskets ubegrænsede muligheder.

197