DenKroniskeBolignød

I Københavns nabokommuner, Frederiksberg og Gentofte, var man mere snedige end i hovedstaden. I disse kommuner ville man ikke vide a f slumbebyggelser, som slæbte så mange sociale pro­ blemer med sig. I byggeloven for Frederiksberg og Hvidovre a f 12 .1.18 5 8 h av ­ de man indført nogle bestemmelser om gårdens størrelse (det ubebyggede areal) som v a r langt bedre end de tilsvarende kø­ benhavnske. Det ubebyggede areal skulle efter den frederiks- bergske lov være lige så stort som det bebyggede, og til det ube­ byggede areal skulle gives et tillæg pa en fjerdedel for hver etage, huset v a r over to etager. E ller med andre ord og tal: Det ubebyggede areals størrelse i forhold til hele grunden:

ved to-etagers bygninger 50 °/o ved tre-etagers bygninger 62 % ved fire-etagers bygninger 7 5 % ved fem-etagers bygninger 87 % ved seks-etagers bygninger 100 %

Denne byplanmæssige bestemmelse gjorde i praksis fem- og seks­ etagers byggeri umuligt og forhindrede stort set baggardsbyg- ninger. P å Frederiksberg indførte man også nogle regler, dei forbød helt små lejligheder. Selv om reglen for det fem-etagers byggeri blev lempet lidt, fik Frederiksberg i kraft a f disse be­ stemmelser et middel, der virkede i samme retning som den »Glassenske censur«. I det ydre og i befolkningens sociale sam­ mensætning minder Frederiksberg da også en del om det øster­ broske miljø. I Gentofte førte man ligefrem en boligpolitik, der tog sigte pa at udelukke de lavere klasser fra kommunen. Ved en stor udstyk­ ning i 1880’erne (de Ibsenske grunde) kunne man således i salgs­ betingelserne læse sort på hvidt, at »Udlejning og Salg til Per­ soner a f Arbejderklassen« var forbudt. Også i denne kommune kom man hurtigt ind på at sætte mindstegrænser for grundenes og lejlighedernes størrelse. A lt sammen medvirkede det til at foretage den tilsigtede sociale sortering. 52