DenKroniskeBolignød

vendigt onde, når det gælder boliger, plejehjem , vuggestuer, børnehaver o. s. v. Og det er jo reelt det, der sker, eftersom alle med blot den mindste indsigt i samfundsforhold og økonomi ved, at hverken penge eller arbejdskraft rækker til begge dele, og at der må træffes et valg. Husvildeboliger er en nødløsning. En egnet familiebolig bur­ de være en menneskeret, men det forudsætter, at vi får en bety­ delig større boligproduktion end hidtil, dels at lejen bliver til at betale - også for enlige mødre ...« Formanden for »Boligfondet for enlige mødre« skriver i fon­ dets beretning 1 9 6 9 om en fraskilt rengøringsassistent med to børn, som blev hjulpet af Boligfondet. Historien viser, at det ikke i vort samfund er en selvfølge, at enlige mødre har deres egen bolig, og at det kun er nogle mødre, det »er værd at hjælpe«: »... Hun var blevet separeret efter ni års ægteskab og boede med sine to børn på otte og fire i en kold lille kvistlejlighed med et toilet i nabohusets kælder, som deltes med ti andre familier. A lt var råddent, vandet sivede ned til naboen, om vinteren var der is på væggene, hele familien var konstant syge, og hun ernærede sig kummerligt med rengøringsarbejde på en fabrik. Det yngste barns børnehaveleder troede på, at familien kunne hjælpes med godt resultat, mens fam ilievejlederen frarådede det. Hun mente ikke, at den enlige mor »ville kunne klare det«. Det lykkedes Boligfondet at skaffe en moderne 21/2 værelsers lejlighed gennem selskabet Lejerbo. Huset var frit beliggende med sydvendt altan og alle bekvemmeligheder. Man lånte hende 5 4 4 kr. til flytning og andre udgifter. Familien var lykkelig. E fter nogen tid følte den enlige mor sig så styrket, at hun fik mod på en uddannelse. Med økonomisk støtte fra sin arbejds­ giver gennemførte hun at tage handelsskoleeksamen og har i dag en god indtægt på den virksomhed, hvor hun før havde sit ren­ gøringsjob. D a vi besøgte hende i september, kunne vi næsten ikke kende hende igen, så strålende glad og sund så hun ud. Hun gjorde fam ilievejlederens ord til skamme, børnehavelærerinden og Bo ­ ligfondet havde set rigtigt, da v i mente, at hun v a r værd at hjælpe.« 20