DanmarksLaereHojskole_1856-1906

DANMARKS LÆRERHØJSKOLE 1856-1906 AF

HANS OLRIK MED ET BIDRAG OM TEGNELÆRERUDDANNELSEN AF CARL F. ANDERSEN

»Den sarskilda bildning, som folkskol- liiraren for sitt yrke behofver, fOrutsiilter praktisk lararverksamhet och kan darfor i hufvudsak endast genom fortsatt utbildning vinnas«. Fridtjiw Berg paa det 5te nordiske Skolemøde i Kristiania. 1885. »Adrig løses Mand af Lasre«. Indskrift paa Lærerhøjskolens Talerstol, ved Niels Moller.

K Ø B E N H A V N GYLDENDALSKE BOGHANDEL N O R D I S K F O R L A G 1906

o

TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE (AXEL SIMMELKIÆR)

t ø f

I NDHOL D .

Side I. O p rin d else......................................................................................................................... 1—7 II. Overblik over Udviklingen og L ed elsen ............................................................. 7—51 1. Fjords Tid. 1856—90............................................................................................. 7 -3 1 2. Tidsrummet 1 8 9 1 -9 5 ............................................................................................. 31—34 3. Tiden fra 1895 .......................................................................................................... 3 5 -4 7 4. Skematisk Udsigt over Kursuskontoens Udvikling 1856—1906 . . . . 47—51 III. De Monradske Kursus. 1856—90 ........................................................................... 52—80 IV. Det etaarige Kursus for Realskolelærere. 1889—95 .................................... 80—95 V. Det udvidede etaarige Lærerkursus (siden 1 8 95)........................................... 95—154 1. Forspil: Forhandlingerne om et paatænkt Fortsættelsesseminarium (1893—9 4 ) ...................................................... ............................................................. 95—98 2. Aarskursus’ets Omdannelse og første Udvidelse (1 8 9 5 )....................... 98— 102 3. Oversigt over Fagrækkens Udvikling 1895—1906 .................................... 102—105 4. Læ rerne........................................................................................................................ 105—122 5. U nd ervisn in gen........................................................................................................ 122— 148 6. De studerende............................................................................................................ 148—154 VI. De korte K u rsu s............................................................................................................. 155—246 1. Udviklingen i A lm indelighed............................................................................. 155—175 2. De enkelte F a g .......................................................................................................... 175 —245 Gymnastikafdelingen...................................................................................... 218—222 Sang- og Musik-A fdelingen......................................................................... 222—228 Tegnelærerkursusafdelingen......................................................................... 228—245 Tegneundervisning og Tegnelæreruddannelse gennem 50 Aar. Af Tegneinspektøren .............................................................................................. 240—245 3. Friere Foredrag; ekstraordinære Kursus og Understøttelser.............. 245—246 VII. Slutningsord...................................................................................................................... 247—252 Sagliste.................................................................................................................................. 253—256 Navneliste. Ved Dr. J. P. Jacobsen ................................................................................ 257 — 265 Rettelser og Tilføjelser...................................................................................................... 267

B I L L E D E R .

D. G. Monrad, S. 9. N. J. Fjord, S. 13. L. Feilberg, S. 33. Lærerhøjskolens Byg­ ning, S. 43. Lærerhøjskolens Talerstol, S. 44. Lærerhøjskolens Vægtæppe, S. 45. J. C. Schiødte, S. 61. J. W. V. Listov, S. 65. N.V. Muller, S. 81. J. Kaper, S. 110. Ad. Meyer, S. 117. Lærerhøjskolens Køkkenlaboratorium, S. 140. Et Gymnastikhold i N. H. Ras­ mussens Gymnastiksal, S. 144. H. V. Rasmussen, S. 181, C. Christiansen, S. 197. C. G. Gædeken, S. 206. Vilvorde Havebrugshøjskole, S. 210. Stephan Nyeland, S. 211. Ljoigby Landboskole, S. 213. J. C. la Cour, S. 215. P. E. M. Ramsing, S. 219. A. P. Berggreen, S. 223. Tegnelærerkursus'et, S. 241.

I. OPRINDELSE. F ørste Halvdel af det 19. Aarhund red bragte i saa mange Maader betydningsfuld Udvikling for vort Folk. Men over Læreruddan ­ nelsen stod der ikke nogen lykkelig Stjerne. Oplysningstidens pæda­ gogiske Begejstring sygnede hen. Allerede de fortvivlede økonomiske Forhold var tilstrækkelige til at lamme Handlekraften og hindre Ideerne fra at træde ud i Livet. Men Ulykken forøgedes, da Romantikken med sin Mangel paa Forstaaelse af Samfundslivet og med sin Ringeagt for Oplysningstidens Tanker og Stræben trængte Skolesagen i Bag­ grunden og foretrak at udlevere Skolemesteren til Latteren fremfor at liøjne ham i hans Gerning. Skoleordningen af 1814 var Oplys­ ningstidens bedste Frugt, men altfor silde modnet. Da Loven skulde gennemføres i Praksis, var Interessen for den kølnet; mange af dens gode Løfter blev derfor til intet. Og vel var det indenfor Folkeskolen ikke ju st Læreruddannelsen, som led det værste Skibbrud. Men ses der hen til den samlede Udvikling paa dette Omraade, da er F rem ­ gang og Sejr sjældnere end Stilstand og Nederlag. Seminariereglementet af 1818 betegnede Tilbagegang for de frem­ meligste af Seminarierne. Faa Aar efter lød der stærke Røster om det unyttige i overhovedet at have fast ordnet Læreruddannelse, og mange vilde have Seminarierne nedlagte. Regeringen tog dog mere Hensyn til de vægtige Indlæg til Forsvar for Seminarierne; men den indskrænkede Seminariernes Tal til 4, førte Læreruddannelsen ned til 2 Aar (kun Jon strup beholdt sin 3 Aars Undervisning), bortskar fra Undervisningsstoffet en Række af Fag, der havde største Betyd­ ning for Alméndannelsen, og gav som det slettest mulige Vederlag den maskinmæssige Indøvelse af »den indbyrdes Undervisning«. Naar Seminarieforholdene alligevel var nogenlunde, da var det ikke Statens Skyld. Plakaten af 10. April 1841 lettede vel i nogen Grad Semina­ rierne for det Mareridt, »den indbyrdes Undervisning« voldte, men nedsatte yderligere Kundskabskravene til et rent Lavmaal. Lærer- H. O lrik: Danm. Lærerhøjskole. 1

2 skolerne ydede alligevel langt mere end Staten anordnede. De gav Undervisning i Matematik, Naturfagene, Tegning og Tysk. Men Staten tillod ikke, at Karakteren i disse Fag lagdes til Hovedkarakteren, og afslog alle Andragender om treaarig Læreruddannelse. Kort sagt, der blev ligefrem gjort Modstand mod F rem s k rid te t1). Des mere maa man ære Ludvig Christian Muller, der under saa ugunstige Forhold førte Liv med sig ind i Seminarieverdenen; hvor fjernt man end hidtil havde staaet Grundtvig, kunde nu dog grundtvigsk Aand be­ gynde at gøre sig gældende. Saa kom Omvæltningsaaret 1848. Ogsaa i visse Kredse indenfor Lærerstanden sporedes en ejendommelig Gæring og Higen. Møder og Drøftelser, umodne Reformplaner og tvivlsomme Fremskridtstanker, store og smaa Ønsker, Opløsninger og Nydannelser, alt dette k a rak ­ teriserer denne Tids Skolehistorie, og grundtvigsk Individualisme tager Brydetag med nedarvet Regelbundethed. Men i de brede Lag var der ikke Interesse for Skolesagen og end mindre Forstaaelse af den. Og Treaarskrigen og Forfatningssagen, overhovedet de store politiske Spørgsmaal, lagde i den Grad Beslag paa Kræfterne, at Regering og Rigsdag foreløbig fik liden Lejlighed til at tage sig af Undervisningssager. Der fandtes heller ikke ledende Mænd, der stod færdige til at gennemføre en stor Skolereform. I Martsininisteriet sad Monrad ganske vist som Kultusminister; men Ministeriet havde kun kort Levetid, og hans Efterfølger, Madvig, kom i sin Ministertid ikke til Ende med sine Overvejelser. Det varede derfor længe, inden den ny Tid bragte nævneværdige Skolereformer. I Skoleverdenen blev Gæringsperioden derfor temmelig lang. Med god Grund blev de faa, der var pædagogisk interesserede, tilsidst ret utaalmodige. I den Tids bedste Skoletidsskrift hedder det (1854), at Skoletilstanden er i ægyptisk Mørke, og alt bliver ved det gamle. »Hvad er Aar- sagen til det besynderlige Fænomen, at den pædagogiske Viser saa aldeles staar stille? Mangel paa pædagogisk Indsigt og Overbevis­ ning, en slap pædagogisk Samvittighed«2). Det er strenge Ord, men de er næppe for strenge. Fø rst da der med Ministeriet Ørsteds Fald (Dec. 1854) kom roligere politiske Forhold, lysnede det for de pædagogiske Interesser. Hall blev Ku ltu sm in ister; men den, der indledede en ny Æ ra for Skolesagen, var D. G. M o n r a d . Den 1. April 1855 blev han Chef for det nyoprettede 3dje Departement i Kultusministeriet og Overdirektør for Borger- og Almueskolevæsenet. Havde Arbejdet for Skolen hidtil næsten staaet stille, saa blev der nu taget fat med stor Kraft. J) Joakim Larsen, Den danske Folkeskoles Historie 1818—98, S. 2 IT., 109 ff. 2) Skolens Reform 1854, S. 344 f.

3 Monrads overlegne Personlighed viste sig i Stand til at bringe Ro i Sindene, og det lykkedes ham nogenlunde at føre de viltre Strømme ind i et fast Leje. En anset Præst og Skolemand udtalte ti Aar senere, at Gæringen i Skolevæsenet efter 1848 »let kunde have fremkaldt Revolutioner og vilde Eksperimentalioner, hvis ikke en kyndig og p rak tisk Mand havde faaet med Sagen at gøre og med sikkert Blik og kraftig Haand havde styret de gærende Kræfter«1). Og dog blev Monrads Omdannen af Skoleforholdene langtfra nogen imponerende, helstøbt Pragtbygning, ikke et kraftigt organisk Hele som Ferrys storslaaede Reform af det franske Skolevæsen, men meget mere en stykkevis Udbedring, fjern fra de vidtrækkende Ideers Him- melstræb, men præget af solid og fordringsløs Jævnhed. Monrad er bleven kaldt »Opportunist«3). Det er ikke Stedet her at drøfte, om man ved dette Ord rammer det centrale i Monrads politiske Person­ lighed. Men n aa r Talen er om Monrad som Skolemand, er Beteg­ nelsen træffende. Her gælder det fuldt ud, hvad en samtidig har udtalt om h am : »Hans demokratiske Følelser lod ham ikke glemme at tage Hensyn til det overleverede og andres begrundede Rettig­ h ede r« 3). Selv h a r han vedkendt sig, at det ofte ikke kan nytte at ville opbryde en lukket Dør; »men lad os se, om der ikke skulde være en Laage eller et Vindue, hvorigennem man kunde komme ind, ja skulde man maaske ikke kunne komme ind ad Skorstenen?«4). Visst er det, at Monrad i Skolelovgivningen viste stor Forsigtighed og lempede sig frem paa Grundlag af det bestaaende. Hans »Forslag til Lov 0111 nogle forandrede Bestemmelser for Borger- og Almue- skolevæsenet i Købstæderne og paa Landet« røbede straks ved sit Navn, at det ikke var hans Hensigt at bygge paa ba r Bund, og baade han og Hall erkendte, at deres Maal væsenlig havde været at forbedre Lærernes Løn — Loven af 8. Marts 1856 blev endda kun til liden økonomisk Fremgang for Landsbylærerne — og ændre Kal­ delsen ved at give Kommunerne større Indflydelse, medens Tanken om indre Reformer i Skolen afvistes. Da Grundtvig i Folketinget ankede over, at Lovforslaget indskrænkede sig til at røre lidt ved Skolens Udenværker, svarede Monrad: »Naar der virkelig skal komme en forøget og forstærket Virksomhed i Skolesagen, maa det væsenligst bero paa den Aand, som gaar igennem Bestyrelsen (Grundtvig: J a ) ; ja ! men Bestemmelser herom lader sig ikke optage i et Lovforslag, og derfor h a r jeg ikke kunnet fremsætte noget i saa Henseende«5). x) Krarup-Vilstrup i Dansk Maanedsskr. 1865, I 355. 2) Th. Graae: D. G. Monrad, S. 23. 3) Dansk biogr. Leksikon XI, 450. 4) Graae: D. G. Monrad, S. 24. 5) Rigsdagstidende, Folketing. Forh. 1855—56. Skolens Reform 1856, S. 14. 1*

4 Selvfølgelig er det et Spørgsmaal, om denne Synsmaade, hvor meget den end i og for sig er berettiget, kunde fritage Monrad for at søge at faa Skoleundervisningen højnet ogsaa ad Lovgivningens Vej. Men det viser i alt Fald, hvor varsomt han gik til Værks. Den samme forsigtige og stykkevise Omdannen gør sig gældende i Monrads Bestræbelser for Læreruddannelsen. Men Seminarieloven af 15. Febr. 1857 og Monrads øvrige Arbejde for Læreruddannelsens F remme kom dog paa sit Omraade til at betyde mere end Skoleloven. Reformen er ubetinget større. Detle staar i Forbindelse med, at den hidtil saa temmelig over­ sete Lærerstand havde hans Hjerte. Han havde hævet sig over den gængse akademiske Fordom, og da Folkeskolens Lærere under Rigs- dagsforhandlingerne 1855—56 maatte døje haarde Angreb, tog Monrad dem kraftig i Forsvar. Han sagde bl. a.: »Jeg maa tilstaa, at efter mil Kendskab saavel til Seminarielærerne som til Skolelærerne ha r jeg blandt dem fundet særdeles mange dygtige og samvittighedsfulde Mænd, der ofte har vakt m in Beundring ved det, de har kunnet ud ­ rette, og vakt min Agtelse ved den Taalmodighed og Udholdenhed, hvormed de ha r udrettet deres stille og møjsommelige Gerning«. Og dertil korn, at Monrad havde en levende Forstaaelse af, hvad Kundskaben er for en Samfundsmagt i Lærerens Person. Den kraf­ tigste offenlige Udtalelse i den Retning falder ganske vist først senere. Det var i Feb ru a r 1864, da Danmark var i Fare, og alles Sind var betagne af Stillingens Alvor. Monrad var den Gang Konsejlspræsi- dent og Finansminister, men ikke Kultusminister. Og dog fandt han Lejlighed til i Rigsdagen at bryde en Lanse for Lærernes Videre­ uddannelse. Da var det, at h an udtalte Ord, der til alle Tider kan være Lærerhøjskolens Løsen: »De Kundskaber, en enkelt Mand ha r til sin egen Glæde og Fornøjelse, kan have sin Betydning for ham, men ikke saa meget for and re ; men den Kundskab , man giver Lærere , er en Kilde, der strømmer til andre, en Kapital, der straks bærer Rente for mangfoldige « 1). At Monrad mente det samme i 1856, det viser h ans hele Færd og Gerning. Saaledes er den historiske Baggrund for Lærerhøjskolens T il­ blivelse. Sjælden er vel nogen Institution bleven til paa saa stilfærdig Maade som Lærerhøjskolen. Det er sket næsten lydløst og umæ rke ­ ligt. Ingen Drøftelser gaar forud, ingen Tidsskrift- eller Avisartikkel indleder Sagen, ingen Forhand ling i Folketing eller Landsting hilser *) Rigsdagstidende 1863—64, Folketinget, Sp. 1502. Jfr. »Udtalelser om Biskop Mon- rads Virksomhed for Skolevæsenet«. Af —d (o: N. J. Fjord) Kbhvn. 1865, S. 13, 16.

5 Barnet ved dets Fødsel. En Anmærkning til Seminarieforslaget om noget, man havde tænk t paa, men atter opgivet, og dernæst et lille Bogstav paa Finansloven, — det er det hele. Et Lyspunk t i den, pædagogisk sét, saa golde Tid var det, at der opstod »højere Borgerskoler« trind t omkring i Købstæderne; Regeringen havde nogen Del i delte Opsving, idet den ved et Cir­ kulære af 14. Febr. 1838 havde opmuntret til Oprettelsen af den Slags Sko ler1). Monrad var straks paa det rene med, at Lærere med almindelig Seminarieuddannelse ikke kunde gøre Fyldest i flere af disse Skolers Undervisningsfag. Han satte sig for at afhjælpe denne Ulempe og gav derved Stødet til Oprettelsen af de Kursus, der kom til at bære hans Navn. Det kunde her have ligget nær at oprette et særligt Seminarium for Købstadlærere; allerede i Aarhundredets Begyndelse havde man haft saadanne Planer med Jon strup Sem ina rium2). Det ses da ogsaa, at denne Mulighed ha r foresvævet Monrad. Men han h a r snart været paa det rene med, at en anden Vej var at foretrække. Tiden var saa visst heller ikke til Oprettelse af ny Statsseminarier. Under Folketingets Forhandlinger om Seminarieloven viste der sig den største Uvilje mod disse Institutioner. Fo r Grundtvig var Semina­ rierne et Onde, for Tscherning var de uheldige Maskinfabrikker. Skoleinspektør F rø lund og Lærer Rugaard, der begge var uddannede paa Jonstrup, krævede alle Seminarier nedlagte, og Provst Vallentin stemte i m e d : de, der skulde synes at være nærmest til at værne om Seminarierne, angreb dem allerheftigst, saa at Monrad havde nok at gøre med overhovedet at opretholde de bestaaende Lærer­ skoler. Og de radikale Angreb fandt Genlyd hos Lærerstanden. Da Frø lund forelagde Sagen for Lærermødet i Slagelse 1856, viste det sig ved Afstemningen, at Flertallet var stemt for Nedlæggelse af Seminarierne, i hvis Sted man blot vilde have en Anordning om Lærereksamen og overlade til de vordende Lærere selv at sørge fol­ deres Uddanne lse3). Der var saaledes ikke J o rdbund for noget Køb­ stadseminarium. Og det var godt. Ved et saadant Seminarium vilde Lærernes Videreuddannelse aldrig have faaet det Omfang, den F r i­ hed og den Kraft, som den nu opnaaede. Men i Spørgsmaalet om Købstadlærernes Uddannelse var der allerede for lang Tid siden peget paa en anden Vej. Dette Vink blev den Gang uænset, men nu kom Øjeblikket, hvor det gode Raad kunde rejse sig af Dvalen og gøre sig gældende med større Styrke.

*) Joakim Larsen, Den danske Folkeskole 1818—98, S. 99 fT. 2) Joakim Larsen, Den danske Folkeskole 1784—1818, S. 274 f. 3) Skolens Reform 1856, S. 10 ff. 192.

6 Da de andre Medlemmer af den store Skolekommission i 1814 foreslog Jon strup Seminarium udvidet, saa det blev en Læreanstalt for vordende Købstadlærere, blev denne Plan skarp t kritiseret af et enkelt Medlem, Grev C h r is t ia n D i t l e v F r e d e r i k R e v e n t l o w . Han vilde i Modsætning til de andre give udvalgte Seminarister fra alle Seminarier en Fortsættelsesuddannelse i København. Landboreformernes store Forkæmper, Skovbrugets fremsynede Talsmand, Skoleforbedringens ypperste Organisator er saaledes den, der først ha r givet Tanken om Lærernes Videreuddannelse b rugbar Form. I denne Sag maa Christian Reventlow nævnes ved Siden a f D. G. Monrad. To af vore største historiske Navne indleder saaledes Lærerhøjskolens Historie. Den Plan, Reventlow havde staaet saa ene med, var i Grund ­ trækket den samme som den, Monrad fik gennemført 42 Aar senere. Tanken om Læreres Videreuddannelse træder første Gang frem i en Anmærkning til Seminarie-Lovforslaget, som forelagdes i Folke­ tinget December 1855. Det hedder nemlig her saa lede s*): »Det var oprindelig paatænkt at forøge dette Lovudkast med en Para­ graf af følgende Indhold: Der skal indrettes et Undervisningskursus i København i det Øjemed at give de fortrinligste a f dem, der har bestaaet Dimissions-Eksamen enten ved Seminarierne eller i København, for saa vidt en saadan samme Steds maatte blive indrettet for Privatister, en større Udvikling, navnlig ved at tilvejebringe Lærere, der kan fyldestgøre Købstædernes Tarv. I det Øjemed bevilges 5000 Rdl., hvoraf Halvdelen kan anvendes til Stipendier for dem, som deltager i samme Kursus. Intet Stipendium kan overstige 250 Rdl. om Aaret. I ikke faa Købstæder er det nemlig forbundet med store Vanskelig­ heder at faa fagkyndige Lærere i Tegning, Engelsk, Tysk, Matematik, Naturhistorie. Teologiske Kandidater kan ingenlunde altid afhjælpe dette Savn, og det vil i Reglen være uopnaaeligt at vinde for Købstædernes Skoler Mænd af anden videnskabelig Dannelse, At oprette et eget Semi­ narium, beregnet paa Købstæderne, vilde være forbundet med større Be­ kostninger, og det var i alt Fald ønskeligt, at dets Indretning kunde støtte sig paa Erfaringer, der vilde vindes ved Gennemførelsen af et saadant Forslag. Dersom det blev billiget, og Planen lykkedes, haabede man til­ lige at tilvejebringe den fornødne Lærerkraft for en videregaaende Under­ visning for Haandværks- og Handelslærlinge. Muligvis vilde ogsaa den af Lovgiveren i Anordningen for Købstæderne af 29. Juli 1874 § 74 udtalte Hensigt at tilvejebringe i Købstæderne en i det mindste forberedende Undervisning i Styrmandskunsten derved kunne opnaas, om end paa en noget anden Maade, ligesom ogsaa saadanne Lærere, der havde faaet Lej­ lighed til at gennemgaa et højere specielt derpaa beregnet Kursus, for­ mentlig fortrinlig vilde egne sig til Ansættelse ved højere Bondeskoler. Omendskønt der vel intet vilde være til Hinder for, at disse unge Mænd *) Tillæg til Rigsdagstidende, Lovforslag 1855, Sp. 233 ff. Optrykt i Rigsdagstidende 1894—95, Tillæg R, Sp. 301 ff.

7 faar Adgang til Universitetet og den polytekniske Skole, som de med Nytte kan følge, saa antages det dog nødvendigt, at de i alt Fald ved Siden heraf faar en særskilt, udelukkende paa dem beregnet Undervisning. Over- skoledirektøreu burde formentlig i det mindste foreløbig føre Tilsynet med, at den saaledes aabnede Adgang til at erhverve flere Kundskaber af ved­ kommende rigtig benyttedes. Efter endt Kursus vilde der være at meddele dem en Attest. Da man imidlertid for Tiden ikke saa sig i Stand til at meddele mere end disse Antydninger og ikke kunde gøre Udkast til nogen almindelig Plan, eftersom denne væsenlig burde modificeres efter den enkeltes Anlæg og Tilbøjelighed, Kundskab og Udviklingstrin, saa har man anset det for rettest at indskrænke sig til gennem Finansloven al søge at faa bevilget 2500 Rdl. for Halvaaret fra 1. Oktober 1856 til 1. April 1857«. Folketingets 5-Mands Seminarie-Udvalg tog kølig paa selve Lov­ forslaget — som da heller ikke blev Lov før i næste Rigsdagssamling og først maatte undergaa væsenlige Forandringer —, men sluttede sig ubetinget til Monrads Plan om Læreres V ide reuddannelse1): »Udvalget haaber, at Ministeriet fastholder den her udtalte Tanke om et Undervisningskursus og træffer de fornødne Foranstaltninger til dens Udførelse«. Som Følge heraf sættes paa Forslaget til Finanslov for 1856—57, § 10, VIII (Seminariefonden og Seminarierne) Nr. 12; Til Uddannelse a f fortrinlige Seminarister ved et Undervisningskursus i København for vordende Købstadlærere: 2500 Rdl. Dette vedtoges uden Drøftelse. Dermed var de ny Kursus oprettede. I Aug. 1856 mødte de første »Monradister« i København for af Monrad at faa Vejvisning til det Studium, der skulde begynde. Deres Tal var ringe; men Grundvol­ den for Lærerhøjskolen var lagt. II. OVERBLIK OVER UDVIKLINGEN OG LEDELSEN. 1. Fjords Tid. 1856—90. Paa Finanslovforslaget for 1857—58 blev Summen til de ny Kursus sat til 3000 Rd l.; men ved Skrivelse af 13. Dec. 1856 forlangte Ministe­ riet et yderligere Tilskud paa 1800 Rdl. af Sorø Akademis M id le r2). Dette gik Finansudvalget ind paa, og de 4800 Rdl. blev derefter staaende som de saakaldte Monradske Kursus’ers Normalbudget. Først langt senere forhøjedes Kontoen af Hensyn til de korte Kursus, der imidlertid havde begyndt at udvikle sig stærkere, og af Hensyn til Læreres og Folkehøjskolers Forsyning med Læremidler.

x) Rigsdagstidende 1855—56, Till. R, Sp. 362—68. 2) Rigsdagstidende 1856—57, Till. R, Sp. 59 f.

8 Der blev straks indrettet faste Kursus paa 21/2 Aar, væsenlig i Naturfagene, Matematik, Engelsk, Oldnordisk og Tegning. Valgfrihed var der næsten ikke; k un Tysk var valgfrit Fag. I nogle Tilfælde blev Undervisningen dog meddelt de enkelte i forskelligt Omfang. Snart blev den imidlertid ens for alle, og der indførtes senere kun enkelte Lempelser. Den bebudede Hensyntagen til Elevernes Anlæg og F o r k un d ­ skaber va r der altsaa ikke meget af ved de faste Monradske Kursus. Men Monrad havde en anden Udvej: Enkelte Lærere — først af alle Fjord — antoges til længere Studier a f friere Art, og for andre Lærere indrettedes korte Undervisningskursus i enkelte Fag. Men ingen kunde ane, hvor mægtigt sidstnævnte smaa Lejlighedskursus vilde vokse. Der var altsaa tre Formaal med den samlede Institution: a. Uddannelse af begavede Seminarister til Lærere ved højere Borgerskoler (»Monradister«). b. Friere Uddannelse af yngre Folkeskolelærere — en kort Tid ogsaa Højskolelærere — i enkelte Fag, med delvis Adgang til »Mon- radisternes« Kursus. c. Dygtiggørelse af Lærere, der allerede en Del Aar havde været i Embede, ved korte Kursus i et enkelt Fag ad Gangen. Snart toges der særligt Hensyn til dem, der gjorde sig fortjente ved Aftenskole- v irksomhed eller andet Arbejde for den konfirmerede Ungdoms Væk­ kelse og Oplysning. Som Overdirektør for Folkeskolen ledede M o n r a d selv den ny Kursusinstitution. Her mærkedes det, i hvor høj Grad Lærerne havde h ans Kærlighed. Særlig tog han sig af de egenlige »Monradister«. Han fulgte dem med største Interesse i deres Studier, og han over­ værede deres Eksamen fra først til sidst. Men han var endnu mere for dem. De ældste Monradisthold var han som en faderlig Ven. Undertiden sendte han de unge Lærere Billetter til Det kgl. Teater, og hyppig var de Gæster i hans Hjem paa K ristian shavn ; mangen en Sommeraften ha r de ogsaa tilbragt paa hans skønne Landsted Hummeltofte ved Lyngby Sø. Der er Grund til at minde 0111 slige Smaatræk. Monrad ha r nemlig ellers faaet Ord for at være kold og indesluttet; endog efter gamle Venners Dom var han saa optaget af Ideerne og det saglige, at det personlige blev h am for ringe1). Des mere Vægt h a r det, at han netop traadte i personligt Forhold til de unge Monradister. De næste Hold af Monradister kom vel ikke Monrad saa næ r som de første. Men saa længe han var Overskoledirektør, hjalp han r) Vilh. Birkedal, Personlige Oplevelser I, 129. P. V. i Tilskueren 1904, S. 379 f.

9 dem med Raad og Vink, ja han fortsatte endog dermed i sin ny Ministertid, selv da h an ikke var Kultusminister. 5. Hold blev dog det sidste, der nød godt af hans Paavirkning. Krigen 1804, der ogsaa rystede Kursus’ets Ro, tilintetgjorde Monrads politiske Stilling, saa han efter kort Tids Forløb drog til Egne, saa fjernt fra Danmark som muligt. Og da han vendte tilbage til sit Fædreland for atter at stille sine rige Evner til dets Tjeneste, kom han ikke i nogen Stilling, hvori han kunde virke for sin Yndlingsdatter, de rask op­

voksende Lærerkursus. Men for alle stod han som denne Insti­ tutions Skaber og Mester, og langt ned i Tiden knyttede man gerne hans Navn til Kursus’et. Den daglige Ledelse af de ny Kursus havde Monrad imid­ lertid straks overladt til en anden. Det kunde maaske synes underligt, at denne Sted­ fortræder til Begyndelse selv var Elev paa Kursus’et, for saa vidt han af Kursusmidlerne havde Understøttelse til poly­ teknisk Studium og tillige del­ tog i enkelte af de Monradske Kursus. Men ved nærmere Eftertanke kan denne Ordning ikke overraske nogen. Den unge Lærer, som blev Inspek­ tør for sine Kammerater, var nemlig N ie l s J o h a n n e s F j o r d .

Efter Fotografi 1859.

Fjord, der er født 27. April 1825 paa Holmsland ved Ringkøbing, var typisk Vestjyde. Han var bred og djærv. Bravhed og Retsind, Flid og Udholdenhed, Nøjsomhed og Jævnhed, det var hans Væsens­ træk. Dertil havde h an et rigt, men altid behersket Følelsesliv, en klar Forstand, fast Virkelighedssans, sund t Omdømme og dyb Alvor* der dog altid fortonede sig i et hyggeligt Lune. I Arv fra sin Fade r havde han faaet de særlige Anlæg, der skulde gøre ham selv til en saa fremragende Mand. Jesper Nielsen Fjord (1795—1849) var nemlig ikke blot en fortrinlig Skolelærer, men tillige en særdeles dygtig Landmand : sin Skolelod og en tilkøbt Gaard gjorde han til et Mønsterbrug, og med Hensyn til Planteavl var han Foregangsmand.

10 N. J. Fjord blev Faderens Efterfølger baade i Landbrugs- og i Skole­ interesserne. Det var dog først senere, at hans landøkonomiske Genialitet kom til Gennembrud; men hans pædagogiske Lyst og Snille var udviklet fra Drengeaarene, og da »den rare Johannes« havde fyldt de 15 Aar, begyndte han sin Skolemandsgerning, idet han blev Omgangslærer paa Stadilø. Ved Bispevisitats 1841 fik den saare ungdommelige Lærer megen Anerkendelse, og da han i 1845 forlod Lyngby Seminarium med Karakteren »Udmærket duelig« og med glimrende Vidnesbyrd, laa Verden aaben for ham. Efter et Par Aars privat Lærervirksomhed blev han (1847) Lærer ved den a lm in ­ delige Borgerskole i Aarhus. Det følgende Aar gik han med i Krigen som Frivillig og tjente sig op til Sergent, men vendte saa tilbage til sin Lærerplads og blev i denne, indtil han 1853 blev Lærer ved Byens højere Borgerskole. Derfra var det, at han drog til Køben­ havn og brød sig nye Baner. Naar en Mand h a r liaft stor Betydning, knytter der sig en viss Interesse til Spørgsmaalet om, hvem der først ha r »opdaget« ham. Æren for Opdagelsen af Fjord tilkommer den jævnaldrende P. P. Freuchen (1827—94), senere Fjords Embedsbroder ved Landbohø j­ skolen. Freuchen tog 1852 Eksamen i anvendt Naturvidenskab ved Polyteknisk Læreanstalt og blev s. A. Adjunkt ved Aarhus Katedral­ skole. Ivrig for Oplysningens Sag begyndte han offenlige Foredrag over Naturlære, og mange af Folkeskolens Lærere tog mod Tilbudet, blandt dem Fjord, der i disse Aar ihærdig arbejdede paa sin videre Uddannelse. Saaledes kom Fjord i Forbindelse med Freuchen, og da det snart maatte mærkes, at Fjord var en Elev af ualmindelig Art, førte Bekendtskabet til nærmere Omgang. Freuchen, der var overordenlig elskværdig, gav redebont sin Kollega i Folkeskolen Undervisning i Matematik og indpodede ham Tanken om at fort­ sætte sin Uddannelse ved Polyteknisk Læreanstalt. Hertil krævedes Kundskaber i Tysk og Engelsk, og Fjord begyndte nu at lægge sig efter disse Sprog. De næste, der hjalp Fjord frem til det afgørende Skridt, var Universitetsprofessorerne Madvig og Holten. Da de i Sommeren 1855 kom til Aarhus som Censorer ved Studentereksamen, talte Freuchen den unge Borgerskolelærers Sag hos dem. Fjord fremstillede sig dernæst personlig for dem og vand t straks deres Hjerte, saa de lovede at virke for, at han med Statsunderstøttelse kunde studere ved Polyteknisk Læreanstalt. Samme Aar var Monrad bleven Over- skoledirektør, og de to ansete Professorer henvendte sig nu til ham om at tage sig af Fjord. Saaledes kom Fjord i Forbindelse med den Mand, der fik størst Indflydelse paa hans Løbebane. Da Bevil­ lingen til fortrinlige Seminaristers Videreuddannelse blev givet (1856),

11 tilbødes der Fjord en Understøttelse af denne Sum, og trods nogen Betænkelighed tog han imod Tilbudet, imod at hans Embede i Aarhus maatte forbeholdes ham i to Aar. Denne vestjydske Forsig­ tighed skulde dog snart vise sig overflødig. Fjord vendte aldrig til­ bage til sin Lærerplads i Aarhus. En større Gerning ventede ham i København. I Fo raaret 1856 ordnedes Fjords Forhold. Som Vederlag for Statsunderstøttelsen forpligtede han sig til efter endt Uddannelse at arbejde i 5 Aar i det offentlige Borger- og Almueskolevæsens Tjeneste eller i en Virksomhed, der skønnedes at opfylde Hensigten med den ydede Understøttelse, og dernæst begyndte han sine Studier ved Polyteknisk Læreanstalt. Da de Monradske Kursus begyndte i August, deltog han ogsaa i Kursusundervisningen i flere Fag, især Engelsk; men snart maatte han dog indskrænke sig til sine Hovedstudier, som han nu fremskyndede med des større Kraft, skønt Sorgen over en Broders Død en Tid nedbrød ham. I kort Tid naaede Fjord langt frem. Allerede i Juli 1857 kunde Prof. Holten fremhæve, at han drev sine Studier i Fysik med »en ganske usædvanlig Selvstæn­ dighed«, og prise den Klarhed, hvormed han forstod at gengive det lærte; »jeg maa anse ham som den dygtigste Lærer i Fysik, der i lang Tid er udgaaet fra den polytekniske Læreanstalt, ligesom han utvivlsomt er den dygtigste Elev, jeg nogensinde h a r haft. Det skulde derfor være mig særdeles kært, om hans Dygtighed og Samvittigheds­ fuldhed kunde skaffe ham en vel lønnet Lærerpost, hvortil de i saa høj Grad gør ham sk ikket«1). Naar Fjord nøjedes med at tage en partiel Eksamen i Fysik, Kemi, Matematik og Tegning, da var det fordi han hurtigst muligt skulde overtage Pladsen som Docent i Fysik og Meteorologi ved den nyoprettede kgl. Veterinær- og Landbo ­ højskole. Til denne Post, der blev Fjords anden store Livsgerning, udnævntes han fra 1. Juli 1858 at regne. Spørgsmaalet var nu, om h an kunde siges at have fyldestgjort den Forpligtelse, han havde indgaaet inden sin Studietid; men ved Skrivelse af 14. Ju li 1858 til­ kendegav Kultusministeriet ham, at han ved sin Virksomhed som Inspektør og Lærer ved den unge Kursusinstitution tilfulde opfyldte, hvad han havde lovet. Det tillidvækkende og hjertevindende, som altid udmærkede Fjord, havde straks gjort Ind tryk paa Monrad; han blev hans Be­ skytter og Ven. Da de Monradske Kursus begyndte, blev Fjord sine medstuderendes Lærer i Matematik og tillige Inspektør ved disse Kursus; som Inspektør var han tillige Kasserer og foretog alle Ud­ betalinger. Noget stort Vederlag havde han ikke for sin Administra- *) P. Storgaard Pedersen, N. J. Fjord (Kbhvn. 1904), S. 21 f,

12 tionsvirksomhed. Det hedder i Ministeriets første Beretning til Folke­ tingets Finansudvalg om de ny Kursus: »Der er givet den af Stipen- diarerne, der assisterer Overskoledirektøren ved Tilsynet med Under­ visningen, en aarlig Godtgørelse af 50 Rdl«. Oprindelig var Fjord da ogsaa k un antaget af Monrad personlig. Men snart opnaaede han større Fasthed i Stillingen, idet Ministeriet ansatte ham. Den 17. Ju li 1857 havde Fjord ansøgt derom, og den 22. Oktober s. A. udgik Ministeriets imødekommende Svar. Fo r sin Virksomhed som Inspektør og Matematiklærer (6 Timer ugl.) skulde »Seminarist« F jord have 400 Rdl. om Aaret. Da der indrettedes særlige Kursus for Lærere ved højere Bondeskoler (o: Folkehøjskoler), resolverede Ministeriet (19. Okt. 1859), at Docent Fjord for Ordningen og Ledel­ sen af disse Kursus skulde have 200 Rdl., og da disse Kursus snart gik ind, forhøjede Ministeriet (29. Maj 1860) hans faste Honorar til 500 Rdl. Paa Forslaget til Finanslov for 1862—63 søgtes Kursus­ kontoen forhøjet med 200 Rdl. »som Tillæg til den Mand, der fører Tilsynet med de Seminarister, der nyder Understøttelse«, men Bevil­ lingen blev ikke givet. F ra 1863 fik Fjord sin Inspektørvirksomhed lønnet særlig med 300 Rdl. (1863 tillige 50 Kr. for de slesvigske Lærere), og 1869, da han opgav at være Matematiklærer, forhøjedes Honoraret til 400 Rdl. 1873 blev Lønnen sat til 1000 Rdl. (2000 Kr.). Desuden ydedes Godtgørelse for Udlæg til Kontorhold m. m . ; denne sidste Post sattes fra 1878 til 820 Kr., fra 1887 til 1100 Kr. I Begyndelsen førte Fjord Tilsynet i Overskoledirektørens Navn, men efter faa Aars Forløb, i det mindste fra Maj 1859, da Monrad blev Minister, svarede hans Stilling som » Knrsusinspektør « til en virkelig Forstandergerning. Monrad bevarede imidlertid sin levende Interesse for den Kursusinstitution, han havde skabt, og da der af det 4de Hold »Monradister« (1860—63) kun var 1, som bestod Ek sa ­ menen, foreholdt Ministeren Fjord det. Fjord mente, at det kunde han ikke gøre for, men Monrad svarede: »Jo, det kan De netop«. Det var en Bebrejdelse; men Fjord tog tillige Monrads Ord som en Tillidserklæring, der gav ham Ret til kraftig Indgriben, naa r det be­ høvedes *). Man maa da heller ikke paa nogen Maade tage Monrads strenge Ord som noget Mistillidsvotum til Fjord. Ministeriet maatte tvært­ imod ære og agte den dygtige Kursusleder, under hvis Haand Lære­ anstalten voksede op til et betydningsfuldt Led i den danske Lærers Uddannelse, og hvis Indstillinger og Erklæringer røbede baade den højt begavede og den rettænkende Personlighed, der lagde sin Sjæl i Arbejdet. *) Storgaarcl Pedersen, N. J. Fjord, S. 29 f.

13 Paaskønnelsen udeblev da heller ikke. Det var saaledes efter KuZføsministeriets Indstilling, at Fjord i 1872 blev Ridder af Danne­ brog og i 1879 Dannebrogsmand (Ridderkorset af St. Olafs Orden og Kommandørkorset af Dannebrog fik Fjord 1887 og 1888 for sine landøkonomiske Fortjenester). Og da Revisor, Justitsraad A. T. W. Bang, i 1860 ankede over, at Docent Fjords Kursusregnskaber i de mange friere Fordelinger af Midlerne manglede regnskabsmæssig

Hjemmel, stillede Mini­ steriet sig paa Fjords Side. Bestandig ses det, a t Fjords Indstillinger fuldt ud blev lagt til Grund for Ministeriets Afgørelser. Kun da Fjord i sine sidste Aar gjorde en ligefrem lidenskabe­ lig og ret uforklarlig Modstand mod Kursus i Sundhedslære, gik Mini­ steriet slet og ret imod ham, og ligeledes fulgte man h am ikke, da han vilde hindre eller dog ud ­ sætte Omdannelsen af Tegnekursuset. Derimod lod man ham have sin Vilje, da han samtidig liaardnakket modsatte sig Kursus i Historie og Pædagogik, og det skønt man misbilligede hans Holdning og blot ventede

paa Lejlighed til at fremme disse berettigede Ideer. Men netop dette viser den Hensynsfuldhed, man mente at skylde den fortjente Mand. Overfor de Lærere, der havde Kursus, kom Fjords bedste Egen­ skaber til smuk Udfoldelse. Gerne vilde han gøre det saa godt for dem som muligt. Den enkeltes Ønske om Særundervisning i et eller ande t Emne imødekom h a n ofte, skønt det medførte forholdsvis stor Udgift. Og Deltagerne i Feriekursus gav han særdeles rundelige Rejse­ penge; hans Ord om, at de saa kunde faa Raad til at købe sig en ny Hat, er ligefrem blevne berømte. Særlig tog han sig i den ældre Tid af de egenlige Monradister, hvem han ogsaa en Tid lang unde r­ viste i Matematik. Det Monradske Kursus var efter hans Mening af

14 overordenlig Betydning for Landets Skolevæsen i dets Helhed. De Monradske Seminarister skulde, som han udtrykte sig, løfte de andre op. Men derfor skulde de ogsaa strengt holdes indenfor Seminari­ sternes Ramme. I fast Overbevisning om, at dette var det ene rette, kunde han her blive en Smule haardhændet. En af de sidste Mon­ radister skildrer Mødet med Fjord saaledes: »Docent Fjord holdt med sin kraftige, jydske Stemme en kort Tale til os, som ikke skulde tjene til at hæve vort Humør: han betonede stærkt, at det var Slid og Slæb, vi havde i Udsigt, og at vi efter endt Uddannelse ikke havde Ret til at vente nogen Løn, hverken i social eller økonomisk Henseende; vi maatte arbejde for Arbejdets Skyld«. Vaktes der videnskabelig Lyst og Fo rhaabn ing hos nogen, var Fjord straks rede til at slaa det ned. Maaske gik hans Ord i den Anledning lidt videre end hans Hjertens Mening. Men for øvrigt naaede man virkelig her til Begrænsningen af hans ellers saa rige Personlighed. Professor Emil Chr. Hansen vidner saaledes: »Det stødte os flere Gange, naar Fjord kom til at tale om alminde- ligere Emner, da at mærke den Disrespekt og Mangel paa Forstaaelse, der fandtes hos ham overfor teoretisk Videnskab og Videnskabelighed«. Skal man tegne et Billede af Fjord, maa man overhovedet ind ­ rømme, at han trods al Storhed kunde have sine Fo rdomme, og grundærlig, som han var, skjulte han dem ikke. Talende i saa Hen ­ seende er hans Modstand mod Kursus i de pædagogiske Fag og Hi­ storie. Han hævdede bestandig, at Lærerne havde mere Gavn af en populær historisk Haandbog end af et historisk Kursus, og han paa­ stod, at man ved at give Lærerne Kursus i Sundhedslære gjorde dem til »Kvaksalvere med halvt officielt Stempel«. Men slige Udtalelser fremkom i den bedste Mening. Han vilde Lærerne det saa inderlig godt. Fjord var i det hele fremfor alt en Mand med Hjertelag. Det er vanskeligt at udmaale, hvo r meget han h a r været for de ældre Monradister. Den ene efter den anden ha r vidnet om, hvorledes han tog sig af dem i alle deres Forhold. Over­ lærer A. Hammershøy kalder ham saaledes »en sjælden trofast, fader­ lig Ven . . . . nærmest som en ældre Broder, til hvem vi henvendte os med vore Bekymringer, altid visse paa at finde Forstaaelse og Hjælp i Raad og Daad«. Fjord tog Del i Monradisternes Glæder og Sorger, og med sin udprægede Personlighed og sit elskværdige Lune vand t han som Regel baade deres Beundring og deres Hengivenhed. Naar Ku rsu s’et var til Ende, tabte han dem heller ikke af Syne, men viste dem bestandig varm Interesse; med flere af dem plejede han Venskab lige til sin Død. Efterhaanden som Fjords Tid blev saa stærkt optaget a f anden Gerning, maatte h an selvfølgelig personlig komme til at staa Mon- radisterne og overhovedet Lærerkurserne mindre nær. Han ophørte

15 at give Undervisning paa de lange og de korte Kursus, og til k am ­ meratligt Samliv med de unge Lærere var der ikke længer Lejlighed. Men betegnende er det, at da Fjord nu fik en Medhjælper, søgte han denne næsten udelukkende b landt Monradisterne, og disse Hjælpere viste han i høj Grad Tillid. Direkte fik nu de Lærere, der havde Kursus, lidet at gøre med ham eller slet intet. Det kunde endog ske, at de senere Hold Monradister kun saa ham den Dag, de gav Møde paa Kursus’et, og ikke oftere i de halvtredje Aar. Men hans Medhjælper var et Bindeled mellem ham og Kursusdeltagerne i det daglige Liv, og allerede derigennem mærkedes det, at den travle Mand, de landøkonomiske Forsøgs berømte Leder, baade havde Hjerte og Tanke for Lærerne. End mere vejede dog hans hele Ar­ bejde for Kursusinstitutionens Udvikling, den store Værdi, som hans sikre Overledelse havde, og den Troskab, hvormed han omfattede denne Gerning lige til sin Død, skønt det maatte synes uoverkom­ meligt paa Grund af det større Livskald i Landøkonomiens Tjeneste. Alt dette sikrede h am Lærerstandens dybtfølte Taknemmelighed. Og havde han af og til smaa Sammenstød med en eller anden kursus- søgende Lærer, saa druknede slige Skærmysler i den almindelige Anerkendelse og Beundring af den fremragende og varmtfølende Skolemand. I hele Skoleverdenen føltes hans Død da ogsaa som et ualm in ­ delig stort Tab. At han i den sidste Tid ikke havde samstemmet med pædagogiske Ønsker og Krav, der blev baarne frem af Lærer­ standens brede Lag, kunde ikke svække Billedet af en Virksomhed, der havde været Skolens Mænd til rig Udvikling og mangfoldig Gavn. Det skønnedes, at han som faa havde fremmet den danske Lærer­ stands aandelige Interesser. Og var det væsenlig Landbrugets Repræ­ sentanter, der rejste ham den store Statue foran Landbohøjskolens Forsøgslaboratorium, saa var det Lærerne, som gik i Spidsen for Indsamlingen til det Mindesmærke, der rejstes ved hans Fødested, Gammelsogns Skole paa Holmsland. »Det er ikke for meget sagt, at det var en lykkelig Stund for det danske Folkeskolevæsens Udvikling, da Monrad og Fjord fandt h inanden ; thi Betydningen af disse to Mænds Samarbejde for Folke­ skolesagens Fremme h a r sikkert været meget sto r«x). De faste halvtredjeaarige Kursus fortsattes jævnt siden 1856. Ved Siden heraf afholdtes 1859 særlige Kursus for Lærere ved »højere Bondeskoler«, men da man vilde fortsætte dem i 1860, viste *) V. Storch, Docent N. J. Fjords Liv og Virksomhed (Kbh. 1891), S. 8.

16 de sig allerede at være døende* og senere toges de ikke op. Udgif­ terne til disse Kursus bestredes for øvrigt af de til højere Bonde­ skoler (o: Folkehøjskoler) bevilgede Midler. Der blev imidlertid ogsaa givet andre ekstraordinære Understøttelser, og særlig havde Lærer Rasmussen i Tarm gentagne Gange Kursus i Kemi for hjemme at gøre sine Studier frugtbringende. Men desuden opstod der straks korte Sommerferiekursus for Lærere i Embede, først nogle ganske enkelte, senere flere, og det skønt Op­ rettelsen af saadanne Kursus ikke havde været nævnt i den oprinde­ lige Plan. Det maa dog bemærkes, at Monrad allerede i Anmæ rk ­ ningerne til Forslaget til Finanslov for 1857—58 paa Ministeriets Vegne havde udtalt, at der maatte være en viss Frihed i Anvendelsen af Midlerne: »Efter alt hvad der ovenfor er udviklet, maa man i øvrigt anse det for en Selvfølge, at man maa ønske at have frie Hænder over de Summer, som maatte blive bevilgede til Undervis­ ningen«. Og dette hævdede han ogsaa senere ved anden Lejlighed, saaledes da Folketingets F inansudvalg ikke vilde bevilge Forhøjelsen af Kontoen med 200 Rdl., som fra 1862—63 skulde være Tillæg til Docent Fjords Honorar: han frafaldt sit Forslag, men hævdede, at Ministeriet altid havde haft fuld Raadiglied over hele den bevilgede Sum og derfor kunde anvende saa meget, det selv vilde, til Inspek­ tion, Undervisning osv., og at Nægtelsen af de 200 Rdl. ikke gjorde Fo randring h e r i 1). Saaledes voksede den tregrenede Kursusinstitution op i Frihed, og den synes hurtig at have vundet almindelig Velvilje. Midlerne var i en Aarrække de samme: 4800 Rdl., som bevilge­ des paa Finanslovens § 10 VIII (Seminariefonden og Seminarierne) som Sorø Akademis Bidrag til Seminariefonden og Seminarierne. Et væsenligt Tillæg kom dog til i 1862; for at sønderjydske Lærere kunde optages baade paa de korte Kursus og det Monradske Kursus ydede det slesvigske Ministerium Kursuskontoen et Tilskud paa o rdi­ nært 1000 Rdl. og ekstraordinært 1000 Rdl., der imidlertid i 1863 for­ mindskedes til 1000 Rdl. og i 1864 selvfølgelig bortfaldt. Ministeriets Skrivelse til Docent Fjord om det første Tilskud er dateret 22. November 1861, og lyder saaledes: »Ifølge modtagen Meddelelse fra Ministeriet for Hertugdømmet Slesvig har det paa Sammes derom nedlagte allerunderdanigste Forestilling under 8. f. M. behaget Hans Majestæt Kongen allernaadigst at bemyndige det nævnte Ministerium til af det i Hertugdømmets Budget for indeværende og følgende Finansaar under Kontoen »til overordenlige Udgifter til Kirke- og Undervisningsvæsenet« opførte Beløb indtil videre at yde et aarligt Tilskud af 1000 Rdl. til Fremme af de af Ministeriet for Kirke- og Under- x) Rigsdagstid. 1856, Till. R, Sp. 59 ff. 1861, Folketinget, Sp. 2749, 2757.

17 visningsvæsenet trufne Foranstaltninger til fortrinlige Seminaristers videre Uddannelse saaledes, at det overlades til Ministeriet for Hertugdømmet Slesvig ved Forhandling med dette Ministerium at trætte en Ordning, hvorved der sikres Seminarister fra Hertugdømmet en forholdsvis Adgang til den nævnte Dannelsesanstalt. t Henhold hertil har Ministeriet for Hertugdømmet Slesvig anmodet delte Ministerium om at ytre sig angaaende, hvorvidt det maatte være villigt til ved Hjælp af et saadant Tilskud at give den omhandlede Insti- tution en tilsvarende Udvidelse, samt i bekræftende Fald udbede sig en Meddelelse om, hvorledes det hele Forhold formenes at burde ordnes. 1 saa Henseende har det nævnte Ministerium bemærket, at det, som det ogsaa findes udtalt i den for Hans Majestæt Kongen nedlagte Fore­ stilling, ikke har været dets Tanke at gøre Fordring paa, at et vist Antal Slesvigere hvert Aar skulde nyde godt af Institutionen, idet det fuldt vel har indsét, at det let vilde kunne hæmme det hele Foretagende, at en Slesviger, blot fordi han var Slesviger, skulde foretrækkes for en mere dygtig Seminarist fra Kongeriget, ligesom det ogsaa i denne Sag stadig har haft for Øje, at den bestaaende Institution i og for sig har Betydning for Hertugdømmet paa Grund af den med Kongeriget stedfindende Reci­ procitet, hvad Adgangen til Skolelærerembeder angaar. Derimod turde det efter bemeldte Ministeriums Formening findes hensigtssvarende, 0111 Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet vilde give det Lejlighed til at ytre sig over de Andragender, der indgives af Slesvigere om Adgang til de ommeldte Kursus, eftersom saavcl dette Ministerium derved vilde kunne erholde saadanne nærmere Oplysninger, som maatte ønskes, som ogsaa Ministeriet for Hertugdømmet paa den Maade vilde faa det ønskelige Overblik over den Udstrækning, hvori Slesvigere søger Adgang til Insti­ tutionen. Med Hensyn til den pekuniære Side af Sagen har Ministeriet for Hertugdømmet Slesvig udbedt sig meddelt, om det ikke vilde være hen­ sigtsmæssigt, at Hertugdømmets aarlige Tilskud af 1000 Rdl. og det ved Kongerigets Finanslov bevilgede Beløb danner eet fælles Fond, hvis mulige Overskud fordeles mellem Kongeriget og Hertugdømmet i Forhold til deres Indskud, en Ordning, der vilde medføre Nødvendigheden af, at der ved ethvert Finansaars Slutning blev tilstillet fornævnte Ministerium en Afskrift af Regnskabet for det samlede Fonds Anvendelse i det forløbne Aar. Denne Ordning vilde da kunne træde i Kraft fra Begyndelsen af Finansaaret 1862— 63. Hvad indeværende Finansaar angaar, har oftnævnte Ministerium erklæret sig villigt til, saafremt delte Ministerium skulde se sig i Stand til endnu inden dets Udløb at bringe en Udvidelse af Institu- tionen i Stand, da at lade udbetale saa stort et Beløb af det normerede Tilskud, som den trufne Foranstaltning for Hertugdømmets Vedkommende maatte kræve. Forinden dette Ministerium meddeler Ministeriet for Hertugdømmet Slesvig nogen Udtalelse angaaende den saaledes under Forhandling bragte Sag, skulde man tjenstligst udbede sig Hr. Docentens god'e Tanker des- angaaende behageligst meddelte«. Fjords Erklæring gik ud paa, at man med Glæde burde mod ­ tage Tilbudet. I indeværende F inan saar kunde man ikke udvide Undervisningen, men man tog gerne imod et fuldt Tilskud paa 1000 H. O lrik : Danra. Lærerhøjskole. 2

18 Rdl., da der allerede var en Tønder-Seminarist blandt Deltagerne og en, der havde Tysk til Modersmaal, medens to af de allerede u d ­ dannede var ansatte i Sønderjylland. Dette opnaaedes ganske vist ikke; men Fo rhandlingen foranledigede Fordobling af Tilskudet for næste Finansaar. Dog, det hele fik sørgelig kort Varighed. Med Krigen og med Tabet af Sønderjylland var Sagen bortfalden. Samtidig med at det slesvigske Ministeriums Bidrag bortfaldt, truede et Uvejr den unge Kursusinstitution. Af Folketingets F inan s­ lovudvalg foreslog Flertallet i Feb rua r 1864, at Kontoen nedsattes med 800 Kr., idet man — lidet forudseende — tænkte sig, at de korte Ferieku rsus kun var en midlertidig Nødhjælp, og at deres Be­ tydning nu maatte være til Ende, ligesom man saa hen til den Fremtid, da den hele Kursusinstitution atter maatte forsvinde. Bag­ grunden for dette Angreb var Grundtvigianernes og den Tscherning- W in therske Gruppes fornyede Stormløb mod Statsseminarierne og Statens Uddannelse af Lærere; Bevægelsen va r begyndt i 1859 og naaede under Finanslovforhandlingen 1864—65 saa vidt, at Høgsbros Forslag om at nægte Statstilskudet til Seminarierne vedtoges ved F inanslovens 2den Behandling for dog atter at forkastes ved 3dje Behand ling1). Selvfølgelig var det de samme Retningers Mænd, der foreslog Kursuskontoens Formindskelse. Drøftelsen i Folketingssalen viste snart, at det for adskillige af Forslagsstillerne drejede sig om noget mere end et ubetydeligt Bevillingsspørgsmaal; det mærkedes, at bag det lille Forslag om Besparelse dæmrede det ulige vigtigere Spørgsmaal, om Kursusinstitutionen skulde være eller ikke være. Skønt Monrad ikke var Kultusminister, men Konsejlspræsident og F inansminister, ilede han straks frem til Forsvar for sit Hjertebarn, og hans kraftige Ord i Forbindelse med de Indlæg, som Pastor H. H. Licht fra Hundborg, Rotwitt og Kultusminister Engelstoft fremkom med, førte Kursusinstitution uskad t ud af Krisen. Der knytter sig megen Interesse til disse Forhandlinger, ikke mindst til Ordskiftet mellem de to store Førere, der havde siddet ved h inandens Side i Martsministeriet. Her viste det sig saa klart som nogensinde, hvo r forskellige Monrad og Tscherning va r; men det viste sig lige saa klart, hvem af dem der forstod sig bedst paa Skolens Tarv. 1 Finanslovbetænkningen hedder det: »Udvalgets Flertal vil ikke nægte, at der ad denne Vej kan være ud­ bredt nogen god og hensigtsmæssig Kundskab, men antager, at det samme maatte kunne meddeles paa en mindre kostbar Maade i en By, hvor der meddeles saa megen og saa forskelligartet Undervisning, at den hele For*) Rigsdagstid. 1864—65, Folketinget, Sp. 1603 f., 2150 f.