DanmarksLaereHojskole_1856-1906

8 Der blev straks indrettet faste Kursus paa 21/2 Aar, væsenlig i Naturfagene, Matematik, Engelsk, Oldnordisk og Tegning. Valgfrihed var der næsten ikke; k un Tysk var valgfrit Fag. I nogle Tilfælde blev Undervisningen dog meddelt de enkelte i forskelligt Omfang. Snart blev den imidlertid ens for alle, og der indførtes senere kun enkelte Lempelser. Den bebudede Hensyntagen til Elevernes Anlæg og F o r k un d ­ skaber va r der altsaa ikke meget af ved de faste Monradske Kursus. Men Monrad havde en anden Udvej: Enkelte Lærere — først af alle Fjord — antoges til længere Studier a f friere Art, og for andre Lærere indrettedes korte Undervisningskursus i enkelte Fag. Men ingen kunde ane, hvor mægtigt sidstnævnte smaa Lejlighedskursus vilde vokse. Der var altsaa tre Formaal med den samlede Institution: a. Uddannelse af begavede Seminarister til Lærere ved højere Borgerskoler (»Monradister«). b. Friere Uddannelse af yngre Folkeskolelærere — en kort Tid ogsaa Højskolelærere — i enkelte Fag, med delvis Adgang til »Mon- radisternes« Kursus. c. Dygtiggørelse af Lærere, der allerede en Del Aar havde været i Embede, ved korte Kursus i et enkelt Fag ad Gangen. Snart toges der særligt Hensyn til dem, der gjorde sig fortjente ved Aftenskole- v irksomhed eller andet Arbejde for den konfirmerede Ungdoms Væk­ kelse og Oplysning. Som Overdirektør for Folkeskolen ledede M o n r a d selv den ny Kursusinstitution. Her mærkedes det, i hvor høj Grad Lærerne havde h ans Kærlighed. Særlig tog han sig af de egenlige »Monradister«. Han fulgte dem med største Interesse i deres Studier, og han over­ værede deres Eksamen fra først til sidst. Men han var endnu mere for dem. De ældste Monradisthold var han som en faderlig Ven. Undertiden sendte han de unge Lærere Billetter til Det kgl. Teater, og hyppig var de Gæster i hans Hjem paa K ristian shavn ; mangen en Sommeraften ha r de ogsaa tilbragt paa hans skønne Landsted Hummeltofte ved Lyngby Sø. Der er Grund til at minde 0111 slige Smaatræk. Monrad ha r nemlig ellers faaet Ord for at være kold og indesluttet; endog efter gamle Venners Dom var han saa optaget af Ideerne og det saglige, at det personlige blev h am for ringe1). Des mere Vægt h a r det, at han netop traadte i personligt Forhold til de unge Monradister. De næste Hold af Monradister kom vel ikke Monrad saa næ r som de første. Men saa længe han var Overskoledirektør, hjalp han r) Vilh. Birkedal, Personlige Oplevelser I, 129. P. V. i Tilskueren 1904, S. 379 f.