VesterbrosPassage

KØBENHAVNS RÅDHUSBIBUOTEK O

^ 3 7 - V& ) 4 tA h j^ T ) -- -P a a A.

S7A...

21 (S . /

Vesterbros Passage Et stykke København mellem Rådhuspladsen og Trommesalen Af Bent Zinglersen

S A M L E R E N S F O R L A G • K Ø B E N H A V N 1 9 7 8

Copyright © 1978 by Samlerens Forlag Typog rafi af Erik Ellegaard Frederiksen ino Sat og trykt i Fyens Stiftsbogtrykkeri ISBN 87-568-0474-1 ISBN 87-568-0476-8 (indb.)

Vi takker følgende institutioner for at have stillet billedmateriale til rådighed Københavns Bymuseum Kgl. Bibliotek Hovedstadsområdets Trafikselskab

DSB museum Indu striråde t Adam T ra n s p o rt Co A/S Tivoli Nutidsfoto af F.Keller

Indhold

Forord side 7

Omkring Frihedsstøtten Landbo re fo rme rne i 1700-tallet. 75 Frihedsstøtten. 76 Frit skudfelt for kanonerne. 77 Trafikale forhold. 78 Det mod e rn e bycenter. 80 Royal. 82 Byens lys. 83 Trommesalen. 84 Fra Trommesalen til Rådhuspladsen Byens opvågnen. 89 Passagen fik ingen kirke. 90 Sukiyaki. 92 Grand Hotel og dets aflæggere. 92 På en bænk ved Vesterport. 94 Lido før og nu. 95 Plaza med Flora Danica. 96 A He re fo rd Beefstouw. 98 Porten til City. 99 Stikordsregister. 103 Navneliste. 107 Litteraturliste. 110 Historiske optog. 86 Passagen i krig. 87

I randen af Tivoli Slukefter, Kisten og Apollo. 39 Begyndelsen til Tivoli. 39 De første bygninger. 42 H. C. Lumbye og hans sønner. 44 De casortiske pantomime r. 45 T o udlændinge om Tivoli. 46 Tivoli i dette å r h u n d r e d e . 48 Schalburgtagen i 1944. 49 Carl Wivel og Petersens Wivex. 51 T ip p e Lumbye og gullaschtid. 52 B rand en i Wivex. 55 Nimb. 58 Wivex efter krigen. 59 Bræddehytten. 61 Skandinavisk Panoptikon. 63 Lysets kælder. 65 Jernbanen i København Københavns første banegård. 67 Den anden banegård. 67 Den gamle godsbanegård. 70 Det rene Klondyke. 71 Boulevardbanen. 74 På begge sider af Bernstorffsgade

På fæstningens grund Vesterbros Passage. 9 Fra acciseboden til Halmtorvet. 9 Befæstningen gennem å r h u n d r e d e r n e . 11 Møllerne på volden. 12 Militæret opgiver fæstningen. 13 Industribygningen fra 1872. 14 København på den anden ende i 1888. 16 Biludstilling i 1902. 21 Restauranter i Indu s tri­ bygningen. 22 Loppestikket. 23 Folkets hus på Rådhuspladsen. 24 Industriens Hus. 25 Fra Paraplyen til Axelborg Paraplyen. 28 Lurblæserne ved Paraplyen. 29

De første lige num re . 29 En bule på glacis’et. 30 National. 31 Scala. 32 National-Scala. 32 Axelborg. 34

mmm

sevi

Forord Det ældste Københavns hjerte var Gammeltorv, markedspladsen i landsbyen, d e r blev den opvok­ sende købstads naturlige centrum. Gammeltorv bevarede d en ne sta­ tus m iddelalderen ud og langt ind i den såkaldte nyere tid. I 1629 gav Christian IV o r d r e til fæstningsanlæggets udvidelse mod no rd , så byen ville blive dob ­ belt så stor, og hele det nuvæ­ rende Adelgade-Borgergade kvarter og tilstødende om råde r mellem Gothersgade og Kastellet ville komme til at ligge inden for voldene. Det med fø rte inden å r ­ hund red e ts udgang, at »det nye kongetorv« ved den nedlagte Østervold, altså Kongens Nytorv, overtog rollen som byens geogra­ fiske c en trum og tillige e fte rh ån ­ den blev d et kulturelle cen trum - i enhver hen seende m id tpunk tet i det pu lserende storbyliv i 1700-og 1800-tallet. Men hen imod midten a f 1800- tallet var de r begyndt at ske af­ gø rende ting ude i det vestlige. Je rn b a n e n havde sin debu t i Danmark, og Københavns første banegård kom til at ligge ud e n for Vesterport. Her havde Georg Carstensen få år fo rinden fået til­

Nytorv var den akse, det hele d r e ­ je d e sig om. Fæstningens fald gav glimrende muligheder for en byudvidelse i forrige å r h u n d r e d e mellem clen gamle by og forstæderne, der var skudt op i passende afstand fra fæstningen. Nye muligheder o p ­ stod, da kvægtorvet Trommesalen blev nedlagt. Så fulgte nedlæggel­ sen a f banegå rd sterrænet mellem Axeltorv og Trommesalen. At disse store frilagte om råde r tæt ved den ældste bykerne blev besat med et primitivt og malerisk r o d ­ sammen af interimistiske bazar- bygninger og skidne værksteds­ skure, var tænkt som en ren t m id ­ lertidig og kortvarig tilstand, mens byplanfolk, arkitekter og kommunale myndigheder fandt ud af, hvordan det tyvende å r ­ hund red e s københavnske bycen­ trum skulle udformes. Det trak i langdrag, og det var måske meget godt. Ellers var Vesterbros Pas­ sage sikkert blevet helt dom ineret af bygninger a f samme type som Hotel Te rm inu s ved den ny bane­ gård, de r var indbegrebet af storbyarkitektur i tiden omk ring dennes åbning, men som kort tid efter blev forældet ved funk tiona­ lismens gennemb rud . Vesterbros Passages historie er beretningen om en fantastisk u d ­ vikling fra en smal, bugtet grusvej

ladelse til at anlægge sit Tivoli på fæstningens glacis, så traditionelle småforlystelser uden for porten blev sat i system, og det forreste Vesterbros status som Køben­ havns store forlystelseskvarter var grundlagt. Byporten blev revet ned, og den første Vesterbros Pas­ sage opstod som et hul i vold­ linien, hvor porten havde stået. Siden blev volden også fjernet og det meste af voldgraven dækket. Det gamle sammenklemte halm­ torv inden for fæstningslinien b redte sig og fik bebyggelse på den modsatte side - Indu s tri­ foreningens domicil, som nu er erstattet af et nyt, og et stort hotel, hvor man nu finder Richshuset. Med Dagmarteatrets opførelse holdt også kulturen sit indtog på Halmtorvet, som blev udset til at være byens kommende centrum, da et nyt rådhus skulle erstatte det gamle inde på Nytorv, som nu fung e re r som stadens domhus. Allerede inden indvielsen af r å d ­ huset havde Rådhuspladsen, som Halmtorvet kom til at hedde i slutningen af forrige å rhun d red e , sammen med Vesterbros Passage antaget karakter af moderne by­ centrum i europæisk storbystil, og det elektriske lys var så småt be­ gyndt at fortrænge de søvnige gas­ lys fra byens i kontinental forstand provinsielle fortid, da Kongens

med græsrabatter ud gennem fæstningen til den største færdsels­ åre i byens mod e rn e centrum . Et strøg, turisterne husker bed re end noget andet - om ikke ande t så i kraft af fotografier og postkort med Tivoli, rådhu se t og Elotel Royal, d e r bevarer mindet om de samlende punk te r i nutidens Kø­ benhavn. De steder, d e r ha r ind ­ taget Det kongelige Teaters og Hotel d ’Angleterres plads som landkend inger i bymidten, som de skiftende rådhu se ved Gammel­ torv var det sammen med Frue Kirke i de første å r h u n d r e d e r af vor bys mere end 800årige histo­ rie. Omgivet af mod e rn e storby står Frihedsstøtten som et enestående m inde fra en tidsalder, da Køben­ havns kommunes nuvæ rende areal var altovervejende landbrugsareal. Vesterbros Pas­ sage har rødd e r tilbage i langt ældre tider end voldens g e n n em ­ b rud , de r skabte begrebet. Udgået fra byens Vestervold, som den er, ha r stedet placeret sig m a rk an t i byens historie helt tilbage fra den første befæstnings tid. H e r havde man stedse den vigtigste udfaldsvej fra byen bag voldene. Og h e r har vi i dag den vigtigste ud faldspo rt fra det gamle city på begge sider af Strøget - hovedgaden i det nye city i 1900-tallets anden halvdel.

I bogen »Vesterbros Passage« bevæger vi os fra acciseboden ved T rommesalen til byporten og Halm torvet i torvebondens hjul­ spor, og vi d rag e r den modsatte vej i nu tiden med talrige tilbageblik for slutteligt igen at befare ru ten fra T rommesalen til Rådhu s ­ pladsen for at repe te re og supple­ re. De sidste sup lementer vil ikke hind re, at der sker ænd ringer, fra sidste ko rrek tu r er læst, til bogen placeres på boghandlerens disk. Sådan er det nu engang i så le­ vende og dynamisk en del af Kø­ benhavn som Vesterbros Passage. Hovedstadens centrum i det ty­ vende å r hun d rede s anden halvdel står aldrig i stampe. København, den 7. september 1978 Bent Zinglersen

På fæstningens Vesterbros Passage Alle københavnere kender navnet Vesterbros Passage og ved, hvad det dækker - og dog er de r ikke tale om noget officielt navn og har aldrig været det. Tvæ rtimod ved­ tog man i 1874 på det daværende rådhu s ved Nytorv, at den ny gade, der afløste den bug tede vej gen ­ nem fæstningsterrænet, skulle hedde Vesterbrogade. Den skulle altså indlemmes i den gade, der efter sin tidlige stenbrolægning bl.a. var blevet kaldt Vesterbro - et navn, der forlængst var overgået til den forstad, de r omgav den. Opkaldelsen a f den ny gade­ strækning kom noget sent, og det holdt h å r d t at få navnet Vester­ b rogade accepteret i daglig tale for strækningen ud gennem voldter­ rænet. Den åbning i Vestervold, som Ve sterport havde efterladt ef­ ter ned rivn ingen af bypo rten i 1857, kaldte man Vesterports Gab eller blot Gabet. I 1867 åbnede man trafikken på en bred dæm ­ ning, de r gik snorlige ud over Stadsgraven langs Ravelinens seks­ kantede ø til erstatning for de to ravelinbroer og fortsatte de få m e ­ ter gennem fæstningens udenvær-

grund ker til Vesterbros dobbeltallé, der stammede fra 1780’erne og var en del af landevejen til Roskilde og Køge, der delte sig i Valby. Denne nye færdselsåre var det, de r fik betegnelsen Vesterbros Passage, omend man nok allerede havde benyttet den sideløbende med a nd re folkelige betegnelser for det gabende hul i volden. Der synes dog ikke at være skriftlige vidnesbyrd om anvendelsen af navnet Vesterbros Passage før denne tid, og den blev i øvrigt længe sideløbende kaldt Vester­ ports Passage, skønt det e fte rh ån ­ den var nogle år siden, byporten var forsvundet. Ved bebyggelsen af passagen og dobbeltalléen få år efter fik beg re­ bet en udvidet betydning. Man regnede nu passagen for at gå ud til Frihedsstøtten eller ind til den brede færdselsåres indsnævring ved Trommesalen og Helgolands- gade. Hele den gamle dobbeltallé blev de rmed indlemmet i Vester­ bros Passage, men altså ikke offi­ cielt. Begrebet benyttes endnu af og til i skrift og tale, skønt myndig­ hederne som nævnt har bestemt, at der ikke er noget, de r hedde r Vesterbros Passage.

Anlæggelsen af den b rede gade havde betydet en ma rkan t udvi­ delse a f det gamle »gab« ved af­ gravning a f volden, og derved u d ­ videdes også Halmtorvet, som h id ­ til havde Ijælet sig mellem volden og den gamle bykernes yderste forpost a f ejendomme fra Vartov til Vestergade. Det havde fået no ­ gen lunde den senere rådhu sp lad s ’ omfang, men var e n d n u i mange år byens halmtorv og bevarede sit gamle navn. Nu gled trafikken lettere ind mod den ind re by; men lad os prøve at forestille os tu ren ind gennem fæstningsterrænet, mens det e nd nu var fuldt intakt. Så får vi nemlig fra starten et udmæ rk e t overblik over hele Vesterbros Pas­ sage, selvom det er dens fortid, vi befatter os med i første omgang. Fra acciseboden til Halmtorvet Som Vesterport var byens f o r ­ nemst udstyrede byport, var Ve­ sterbrogade den store indfaldsvej til Danmarks hovedstad. H e r kørte postvognene med breve, pakker og passagerer og fra 1840’r neog s å de store, mod e rn e omnibusser med firspand, som ikke me re end lige kunne knibe sig ind gennem byportens skumle hvælving. Først og fremmest var h e r dog en vældig trafik a f bøndervogne 9

ydre p e n d a n t til Filosofgangen, som blev til Vestervoldgade. Ved voldgraven slog den smalle vej et knæk til højre og førte ad en bro over til Ravelinen, de r lå u d e i Stadsgraven. Ude på øen knæk ­ kede vejen igen. Herved opnåed e man, at en ang ribende fjende ikke kunne komme til at skyde direkte ind mod byporten. B roerne over graven var naturligvis vindebroer. På Ravelinen stod et lille vagt­ hus, hvor hvert enkelt køretøj igen måtte gøre holdt. Nu skulle pap i­ r e rn e fra acciseboden vises, og en flok konsumtionsbetjente, de så­ kaldte »posekiggere«, gik i gang med at endevende ladningen for at konstatere, om de r nu også kun var de toldpligtige varer, man havde betalt for ud e på den and en side af Frihedsstøtten. Når alt var be funde t i orden , kørte bo nd en videre det sidste stykke over Rave­ linen, til h an blev stoppet af byens bom, hvor de r skulle betales afgift, inden man kørte u d på den sidste bro over voldgraven. Der skulle betales b ropenge for slid på brop lanke rne - en afgift, der kun gjaldt om dagen. Om af­ tenen og søn- og helligdage var den afløst af en e ndnu højere af­ gift, kaldt port- eller passagepen­ ge, som tilfaldt stadens kasse. Med­ lemmer af kongehuset, ministre, generaler og and re høje r angsper-

Vesterport setfr a Halmtorvet inden fo r volden. Midt i billedet den militære vagtbygning.

de, rullede den forreste vogn frem foran acciseboden. H e r skulle der betales skat af næsten alle varer, der blev ind fø rt i staden. H e r a f gik 10 p rocen t til staden København og resten til statskassen. Man opgav selv, hvad der var af afgiftspligtige varer, betalte og fik en seddel på det, hvorpå man kørte videre ind mod byen, passe­ rede Frihedsstøtten i en bue ud en om og kom fra dobbeltalléen ind på en smal vej, der førte gennem det ydre fæstningsanlæg inden voldgraven. He rfra udgik en sti, der kaldtes Kirsebærgangen, en

med varer til byens forskellige to r­ ve. Om mo rgenen, mens bypo rten end nu var lukket, holdt de i lange rækker fra acciseboden ud ad Ve­ sterbrogade med dens mange slag­ terboder og gæstgivergårde på begge sider. Mange bønd e r var kørt ind fra landsbyerne den fo r­ rige efterm iddag og aften og havde sovet nogle få timer på et eller andet herberg, men var stået tidligt op for at være så langt fremme i den daglige kø af a r ­ bejdsvogne som muligt. Når så klokken lød inde fra Vesterports vagt som signal til, at po rten åbne ­

10

nen, og hvor de agtede sig hen. De fleste af b ø nd e rn e skulle vi­ de re ind til a nd re torve; men en del af dem havde kun ærinde på Halmtorvet, hvor de hand lede med hø og halm til de mange kø­ benhavnere, der holdt heste eller kreatu rer. Endnu i 1880’erne var de r så stor handel med disse varer på det nu stærkt udvidede torv, at pladsen var yderst kneben. Derfor beregnede man plads til 200 vogn­ læs på Halmtorvet på Vesterbro, der afløste Rådhuspladsen 1.j a ­ nuar 1888. Befæstningen gennem århundrederne Absalon var fremsynet, da h an lod anlægge en fæstningslinie om ­ kring den beskedne by Havn, som han yderligere gav beskyttelse ved opførelsen af en stærk borg; men i slutningen af m iddelalderen var Absalonsvolden dog temmelig forældet. I Christian I.s regerings­ tid blev der foretaget betydelige forbedringer; men først u n d e r kong Hans fik byen en mere tids­ svarende beskyttelse i form af en svær bymur, der dog nok var kommet en postgang for sent, ef­ tersom artilleriet forlængst var ta­ get i brug. Til m u ren hø rte n a tu r­ ligvis også mu re d e byporte, lige­ som de r e fterh ånd en blev tilføjet 11

Acciseboden ved det nuværende hjørne a f Trommesalen og Vesterbrogade. Foto fr a 1879, da bygningen var omdannet til restaurant.

Når bonden havde betalt sine bropenge, rullede han over broen og ind gennem byporten til Halm­ torvet, hvor den militære vagtbyg­ ning stod umiddelbart til venstre. Her kunne bønd ern e klare den med at hilse på skildvagterne i far­ ten; men alle rejsende skulle melde sig til vagtkommandøren. Når det var postvognen, der var ankom­ met, var det tilstrækkeligt, at postil­ lonen gik ind til sergenten og afle­ verede en nøjagtig liste over passa­ gererne, hvorpå ikke blot navne og adresser stod, men også oplysnin­ ger om, hvor de var steget på vog­

soner, postfolk, ligvognskuske, skraldemænd og adskillige and re kategorier af særligt privilegerede skulle ikke betale nogen form for afgift på dette sted. Lige u d e n for po rten stod det såkaldte postrytterhus, et lille skur, hvori den rid e n d e post kunne hvile sig, til po rten åbnede, hvis han ankom til fæstningen i nattens løb. Det stod netop på det sted tæt ved po rtens gamle plads, hvor man i 1925 rejste P.V.Jensen-Klints nu lpunktsten, hvorfra kilome­ trene u d ad landevejene til Ros­ kilde og Køge måles.

1668 lod Vester-Port, som før laae lige ud e n for Enden af Vester- Gade, flytte lidt længere ned, saa at den kom i Linie med St. Cle- ments-Stræde, nu Fridrichs- bergs-Gade. Derhos blev Volden neden for con tinueret lige frem til Kalleboe, i Steden for at den bøy- ede sig ind mod Byen og endtes ved en Mu u r mod Vandkonsten«. Den ny fæstningsvold var forsy­ net med bastioner, d e r gjorde det muligt også at bestryge graven og voldsiden med skydevåben. Syd for Vesterport lå Gyldenløves Bas­ tion og no rd for po rten Schacks Bastion, opkaldt efter to a f de mest frem træd en d e militære u n d e r fo r­ svaret a f København i den nyligt overståede krig mod Sverige, der berøvede os de østlige landsdele. Møllerne på volden På Gyldenløves Bastion fik borger Hans H o p p e allerede i 1669 tilla­ delse til at op fø re en vejrmølle; men man ved ikke, om han fik den bygget, eller om den senere er brændt. Man ved blot, at bo rger Jiirgen Gosbruch i 1697 fik tilla­ delse til at op føre en mølle samme sted. Den blev skiftevis kaldt La­ vendelstrædes Mølle og Lusemøl- len eller Lucie Mølle. Dette navn menes at stamme fra et hul, hvori der blev kørt dagrenovation, Luses

værk Den Kgl. Residens-Stad Kjøben- havn, hvis fortale er da teret 1760, beskrevet denne ombygning: »Baade Vester og Nø rre-Po rt blev Ao. 1619 zirede med temm e ­ lig høye T a a rn e og Spire, i Steden for at de før havde T a a rn e a f den Facon, som vore Landsbye-Kirker, nemlig med høye Gavle og Kam­ me«. Krigen og belejringen 1658-60 havde, selvom den svenske storm blev slået tilbage, vist, at byens be­ fæstning igen var forældet, og nye fo rbed ringer og udvidelser blev påbegynd t efter krigen. Vester­ vold, på hvis sydligste afsnit ho ­ ved sto rmen var blevet sat ind i fe­ b rua r 1659, blev nu ført helt ud til det sted i fladvandet, hvor Lange ­ bro senere blev bygget, og derved opstod bydelen Frederiksholm. En ny b ro over voldgraven blev anlagt ud for det sted, hvor nu F rederiksberggade går, og straks efter dens indvielse 16. november 1667 gik man i gang med at flytte Vesterport sydpå til denne bro. Det meste af dens pompøse u d ­ smykning blev bevaret trods den besværlige flytning. Vi tyr igen til Pon toppidan, de r skildrer fæst­ ningens omlægning med sin tids verbale kolorit: »Til Høystbemeldte Konges Bemøyelse for Stadens Gafn h e n ­ hø re r e nd nu dette, at han Ao.

en del fæstningstårne som J a rm e rs tårn og Vandmø lle tå rne t på den senere Vartovg rund ved Løn ­ gangsstræde. Vesterport, der lå ud for Vestergade, var i to etager og forsynet med kamtakkede gavle, så den havde en vis lighed med et gotisk kirketårn. Ud en for po rten ses på kort fra omkring 1600 en ravelin, en halv­ m åneforme t ø i Stadsgraven, og på denne ø e nd nu en m u re t po rt, der af forsvarsmæssige g r un d e ikke flugtede med den ind re port. I 1607 b eo rd red e Christian IV en større omlægning og forstærkning a f byens befæstning. På stræknin­ gen fra Vesterport til kysten af Kalveboderne blev bymu ren og den vold, der havde støttet den in­ defra, helt fjernet, og en ny vold blev anlagt på ydersiden a f den gamle grav. Derved blev Vester­ po rt inde ved Vestergade overflø­ dig og er formentlig straks blevet fjernet. Den ydre po rt i d en tidligere r a ­ velin avancerede nu til hovedpo rt, og Lorenz Steenwinckel, der se­ nere var med til opførelsen a f Bø r­ sen, blev sat til at udstyre den med en ny, fo rnem facade af gotlandsk sandsten. Facaden fik skulpturel udsmykning, og po rtbygningen blev forsynet med et højt spii;. Erik Pon toppidan, ho fp ræ d i­ kant og topograf, har i sit store

12

Hul, d e r fo rmend ig er opkaldt ef­ ter en vognmand ved navn Lus el­ ler Luse, et ikke uk e nd t navn i de tider. Lucie er så en forskønnelse af den gamle betegnelse, e fter­ hån d en som m a nd e n er blevet glemt. Lusemøllen var en stubmølle til det sidste, mens Store Kongens Mølle på Schacks Bastion efter en b rand blev op fø rt som en stor hol­ landsk mølle, hvor kun hætten med vingerne kan drejes efter vin­ den. På stubmøllen drejes hele bygningen omk ring en stub, en lodret akse i dens fundamen t. Kongens Mølle b ræn d te hele to gange i 1840’rne, men blev genop ­ ført og stod sammen med den mere standhaftige stubmølle vol­ denes tid ud. Da man nogle år i forvejen be­ gyndte at planlægge den store nordiske udstilling på fæstnings­ terrænet og i Tivoli, havde udstil­ lingskomitéen håbet at kunne be­ vare Gyldenløves Bastion med L u ­ semøllen som et særlig smukt parti i kanten a f det store udstillingsom­ råde; men magistraten krævede som betingelse for at leje arealet ud, at vo ldresterne skulle fjernes. Lusemøllen blev omhyggeligt n e d ­ taget i 1885 og genop fø rt u d e i Kongens Enghave. Adskillige år efter dens b ra nd Sankthans aften 1914 lagde d en navn til d en nuvæ­

rende Stubmøllevej, ved hvilken den lå, da vejen e nd nu var en del af Enghavevej mellem Vesterbro og Gammel Køge Landevej. Kongens Mølle havde i sin sidste udgave på volden en stor, g r u n d ­ mu re t underbygn ing på tre etager, der var indrettet som enk ed ron ­ ning Caroline Amalies Asylskole for Drenge og Piger. Møllen blev flyttet samtidig med Lusemøllen og ligeledes til Valby - Kongens Mølle til den senere Mølle Allé, hvorfra den få år efter måtte vige for bymæssig bebyggelse. Vesterport blev ikke bevaret så længe som de to møller, der flan­ kerede den i byens silhouet, når man så den fra vest. Militæret opgiver fæstningen I 1843, samme år som det lykkedes Georg Carstensen at trænge ind på det militære område med sit Tivoli, indgav magistraten a nd ragende til krigsministeriet om at få udvidet Nørre- og Vesterport på g run d af den stedse øgede trafik og de større og større kollektive trafik­ midler. Militæret afslog bystyrets anmodning. I 1846 foreslog arki­ tekt Herho ld t at grave tunneller gennem volden på begge sider af Vesterport, blot som passage for fodgængere, men også dette blev afslået. Endnu efter den fri forfat­

nings vedtagelse i 1849 og ophæ ­ velsen a f po rtkonsum tionen i 1852 holdt militæret på, at fæstningen skulle forblive intakt. Et par somre midt i 1840’rne havde d e r været ud lagt en p o n ­ tonbro over voldgraven tæt ved Vesterport; men nogle ænd ringe r i selve fæstningsanlægget fik man ikke lov til at foretage. E fte rh ån ­ den blev mod standen mod de snæ­ rende bånd, d e n n e lagde på byens udvikling, dog så kompakt, at mili­ tæret u n d e r det ny folkestyre måtte bøje sig. Mange har siden beklaget, at man ikke havde bevaret blot en enkelt af de gamle byporte; men folkestemningen var i den grad imod den fo rhad te fæstning, at der slet ikke var g robund for sådanne tanker og følelser. Nå r omsider det stædige militær havde givet efter, måtte det hele væk, jo før jo bedre. Det var naturligvis portene, man begyndte med, og deres nedriv­ ning blev fejret som en strålende sejr for det unge folkestyre. Vesterport blev revet ned i 1857, året efter Nø rre po rt og samme år som Amag e rpo rt og Østerport. Det hed sig, at ikke sten på sten blev ladt tilbage. Vesterports f u n ­ dament lod man dog blive og dæk­ kede det til med jo rd og brosten. Så sent som i 1978 blev det nøje u n ­ dersøgt af folk fra Nationalmuse­ 13

imod Tivoli samt omk ring Luse­ møllen var der rejst en mængde interimistiske huse til b rug for u d ­ stillingen, og de var sat i fo rb in ­ delse med Tivoli med en bro over Stadsgraven, de r en d n u strakte sig helt op til den lejede udstillings­ g rund . Fra 1869 var det i øvrigt ikke længere krigsministeriet, man lejede den af, men Københavns magistrat, som staten dette år havde solgt det gamle fæstnings­ terræn til, Tivoli indbefattet, som stadig ligger på lejet grund . U n d e r udstillingen stod i h o ­ vedbygningens forhal Vilhelm Bissens statue af biskop Absalon i gips, som senere kom til at stå i domhusets forhal. Den gav an led ­ ning til en vise, forfattet af p iano ­ fortefabrikant Conrad Møller, hvori forekom linien »... hvor Bis­ sens gipsbisp står så stolt og knej­ ser«. O rd e t »gipsbisp« blev pillet u d og b rug t til spiritusprøve! Efter udstillingen fand t man ikke lige straks frem til den p e r ­ manen te bygnings fremtidige a n ­ vendelse, og et forsøg på at om ­ d anne den til skole førte ikke til noget resultat. I stueetagen blev der indrettet butikker, og i den store udstillingshal ind re ttede man en vinterhave med to kon ­ ditorier, hvor de r blev givet kon ­ certer. Indu strifo ren ingen havde sit

et, da d e r var gadearbejde på ste­ det. Ifølge den stedlige tradition i Hvidovre stammer to kroner af sandsten på Hvidovre kirke fra Vesterport, og et kanon rø r fra portfacadens krigeriske ud smyk­ ning havnede i Rådhushaven. At overhovedet noget blev tilbage af den gamle byport fra 1500-tallet, de r holdt flyttedag i 1668, må vist betegnes som en tilfældighed. København var officielt ophø rt med at være fæstning 30.juni 1856, og de militære vagter ved po rtene var blevet inddraget. Industribygningen fra 1872 Til b rug for sit Tivoli og Vauxhall i 1843 havde Georg Carstensen af militæret fået overladt om råde t helt op til Vesterbros dobbeltallé og derm ed også den del af I n d u ­ stribygningens senere g rund , der ikke var vand eller ø i Stadsgraven. Da graven blev dækket til, hvilket skete tidligere på dette sted end for den øvrige del af Vestervold, fo r­ svandt Ravelinen, og der opstod en fortræffelig byggegrund, som krigsministeriet i 1867 lejede u d til en udstillingskomité, de r var n e d ­ sat af Industrifo ren ingen. Denne forening havde vedtaget at afholde en stor kunst- og in d u ­ striudstilling i 1872, og dertil skulle opføres en særlig bygning

på den nyopståede g r u n d ved Ve­ sterbros Passage. Der blev ud sk re ­ vet en arkitektkonku rrence, men ingen a f de belønnede projekter blev f und e t tilstrækkelig gode. Der blev så nedsat et byggeudvalg, hvo raf arkitekt Vilhelm Klein var medlem. Det end te med, at han selv tegnede en bygning, og den gik man straks i gang med at op fø­ re. Rejsegildet stod i sommeren 1871. Kleins bygning, som blev revet ned i de første måned e r af 1977, dækkede hele den sekskantede r a ­ velin og en del af vandet u d e n om øen samt b r edd en ved Tivoli. Den var oprindelig firfløjet i to etager, kronet med en balustrade, der var smykket med statuer, hvor i de sid­ ste årtier i bygningens historie stod et mægtigt stillads med lysrekla­ mer. I 1879 tilføjede Klein en stor hal, som 1937-38 blev ombygget til biografen Palladium. Udstillingen, som bygningen var op fø rt til, åbnede den 13.juni 1872 og varede til og med 30.august. Det var til d en ne begivenhed, H.P.Holst skabte mottoet: »For hvert et tab de r kan erstatning fin­ des. Hvad ud ad tabtes, det må indad vindes«. Det blev senere ta­ get til indtægt for Det danske H e ­ deselskab, der var stiftet nogle år før. Bag Kleins hovedbygning ind

14

M«r'

Industribygningen fr a 1872, der nu er afløst a f Industriens Hus.

domicil andetsteds i byen, men i 1878 overtog den skødet på g r u n ­ den fra kommunen og gjorde i 1880 bygningen til hovedsæde for foreningen. Stuen lejede man sta­ dig ud, og på førstesalen blev der indrettet kontorer for foreningen, ligesom dens store bibliotek blev installeret her. Ud mod den kom­ mende Rådhusplads blev de r ind ­ rettet en foreningsrestaurant med udsigt gennem kæmpehøje v indu ­ er. En stor foredragssal blev også indrettet i komplekset.

Industrifo ren ingen var g r u n d ­ lagt 12.juli 1838 for at virke til fremme for dansk industri gen ­ nem foredrag, demonstrationer og udstillinger, ligesom den kraf­ tigt støttede den tekniske u n d e r ­ visning. Den blev betragtet som et frisindet og moderne sidestykke til den konservative Håndvæ rkerfo r­ ening, der ønskede de snærende lavsgrænser bevaret, mens den unge industris ledende personlig­ heder ville have dem ophævet. Det fik de også en lille snes år efter.

Sine første lokaler havde den i en bagbygning til Kongens Nytorv 6; men fra 1856 til 1880 havde fo r­ eningen domicil i ejendommen Holmens Kanal 12, hvor man alt­ så forblev, efter at Den danske Landmandsbank købte den i 1872. Det var en meget fo rnem adresse, men den ny, Vesterbrogade 1, skulle i løbet af få år blive lige så eftertragtet.

15

museumsbygning kunn e placeres syd for Halmtorvet, når Vester­ vold var fjernet, eventuelt sammen med en ny bygning til Det konge­ lige Bibliotek. Staten var imidlertid for langsom i optrækket. Der gik mange år, før museet og bibliote­ ket fik deres egne bygninger, og i mellemtiden var den velegnede g run d optaget til a nd e t formål, nemlig Københavns rådhu s. Det ha r vel været med d e n n e mulighed i tankerne, at magistraten efter nogen overvejelse imødekom I n ­ dustrifo ren ingen s anmodning . I n ­ terimistiske bygninger var b e d re at få på dette glimrende te rræn end p e rmanen te statsinstitutioner, sy­ nes man at have ræsonneret. Magistraten stillede dog til u d ­ stillingskomitéens store ærgrelse det krav, at bastionen med Luse­ møllen som tidligere omtalt skulle fjernes. I stedet for, som man havde tænk t sig, at det skulle have indgået som et malerisk islæt i u d ­ stillingen, kom dens hovedbyg­ ning til at stå, hvor bastionen havde ligget. Det er dér, hvor r å d ­ huset få år efter blev påbegyndt. Lusemøllen be fand t sig netop, hvor rådhu sha llen nu befinde r sig. U n d e r navnet Den store nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstil­ ling blev beg ivenheden publiceret lang tid i forvejen, og u n d e r et mildt pres lykkedes det også at få

København på den anden ende i 1888

I god tid før Industrifo ren ingens 50 års jubilæum gik man i gang med at planlægge en udstilling, der skulle sige sparto til alt, hvad man hidtil havde set af den slags i Skandinavien. I 1884 henvendte foren ingen sig til Københavns ma­ gistrat med et and rag end e om i j u ­ bilæumssommeren 1888 at kunne disponere over hele det område, de r lå mellem den nuvæ rende Ve- stervoldgade og Tivoli på den ene side og Halmtorvet og Ny Vester­ gade på den anden. Det var jo vo ld terræn endnu , men kunne let forbindes med Industribygningen samt med Tivoli, hvilket man n a ­ turligvis fra starten havde et vå­ gent øje for. Det blev faktisk sådan, at hele Tivoli kom til at indgå i udstillingsområdet. Tivolidirektør T h r a n e fik et ridderkors for denne imødekommenhed . Kommunen kunne ikke straks udleje arealet, idet staten havde lagt billet ind året før. I en ministe­ riel be tænkning af 24.september 1883 om Nationalmuseets kom­ mende placering hed det, at en ny Tuborgflasken fra 1888-udstillingen. Den eksisterer endnu, men ude på Tuborgs område i Hellerup.

16

Udsigtfr a 1888-udstillingens kuppel, hvor nu Rådhuset ligger. Læg mærke til, at tømmerhavnen i baggrunden går helt op til Tivoli.

17

være pro tek to r - r amm e d e man symbolsk den første pæl ijo r d e n til det, der skulle blive No rden s stør­ ste tømmerkonstruk tion. Det skete i øvrigt i et forfærdeligt vejr, og det nyligt rydd ede og p lane rede vold­ terræn henlå som en arktisk ød e ­ mark. Den ene a f komitéens tre vicepræsidenter, den slagfærdige direk tør Philip Schou fra Alumi- nia, som havde opslugt Den konge­ lige Porcelainsfabrik, fo rmed e med k laprende tænd e r et slagords- agtigt rim: »Hvad i sne vi så, skal i tø opstå«. Komitéens præsident var lens­ greve Krag-Juel-Vind-Frijs, som var chef a f navn, men ikke a f gavn. Primus motor h a r så afgjort været Philip Schou, som var vicepræsi­ den t for industriafdelingen. De to a nd re vicepræsidenter var grev Danneskiold-Samsøe fra la n d ­ brugsafdelingen og Heinrich Hansen fra den kunstneriske a fde ­ ling. Sidstnævnte var veteran fra 1872-udstillingen, hvor han også havde været præsident for kunst­ afdelingen. Man skønnede altså, at Køben­ havn ville få omk ring en million gæster i udstillingssommeren, og i bo rgerrepræsen tationen s sidste møde i 1887 henstillede det æ rede medlem H a r tm a n n til magistraten at sørge for, at Vesterbros Passage fik mere lys. H an sagde, at »som

lande u d e n for Skandinavien inte­ resseret i at udstille, nemlig Rus­ land, England, Tyskland og Itali­ en, så der faktisk blev tale om en europæisk udstilling af noget nær det omfang, man kendte fra and re storbyers verdensudstillinger. Fo rfatteren og journalisten H e rm a n Bang op tråd te som en slags rejsende ambassadør for u d ­ stillingskomitéen i Sverige, vist nok med et udmæ rk e t resultat. Tonsvis a f avispapir blev gennem mange måned e r b rug t til forherligelse af udstillingen og forsikringer om, at en million gæster ville komme til København den eventyrlige som­ mer, da Indu strifo ren ingen s ju b i­ læum faldt sammen med 100-året for ophævelsen a f stavnsbåndet. Det var ikke mindst af denne grund , at man den gang, i m od ­ sætning til 1872, havde taget la n d ­ bruget med. Forberedelserne til »udstillin­ gen«, et ord, de r havde fået slag- ordsagtig karakter, var årsag til, at København fik sine første of­ fentlige nødtørftsanstalter, omend de perm anen te dårlig nåede at blive færdige, inden udstillingen var forbi. Bladene bragte satiriske tegninger af trængende turister, der med et jaget blik i øjet piskede r u n d t i gaderne for at finde et pis­ soir. Når udstillingen ville trække en million mennesker til hoved ­

staden, regnede man naturligvis med, at hele byen ville blive over­ svømmet af turister. Det blev den også. Alene fyrstebesøgene, der omfattede den tyske kejser og den russiske zar, tiltrak en betydelig del a f d en europæiske beau monde. Man havde valgt den 39-årige Martin Nyrop som udstillingens arkitekt. H a n skulle siden på samme g r u n d komme til at opføre Københavns rådhu s, hvor hans sp rud lend e fantasi også h a r givet sig ma rkante udslag, selvom byg­ ningens formål satte visse grænser. Med hovedbygningen til 1888-ud- stillingen kunne h an boltre sig uhæmmet. Nyrop havde besøgt store udstil­ linger i London, Liverpool og Ed inbu rgh, og de r har han nok set ting, som ha r stimuleret den fan ta ­ si, han har haft i rigt mål i forvejen. H an skabte et sandt eventyrslot med tårne og tinder og en mægtig kuppel med flagstang i midten. »Et fépalads« kaldte man det i blade­ ne, og gennem talrige træsnit og fotografier a f både det ydre og det ind re kan vi stadig få bekræftet, at det var et temmelig fantastisk stykke arkitektur, selvom de r kun var tale om en interimistisk byg­ ning a f træ. Den 12.marts 1887 - tre dage efter, at komitéen havde været hos kongen og fået hans tilsagn om at

18

1888-udstillingens hovedbygning ses til højre i billedet og modellen a f Nikolaj kirke til venstre. Udstillingens hovedgade lå, hvor man nu finder H. C.Andersens Boulevard langs Tivoli.

19

Ny Carlsbergs folk fra »Nikolaj« de danskes tørst vil slukke; men øllet f remm e r alle mål, som ædle er og smukke: Mens om befæstningen vi går og skændes hele dagen, står Gamle Carlsbergs fæstning som et værn for forsvarssagen. Vor by er som hin sagnets fugl, de r lig en sejrvinder steg dobbelt skøn og herlig frem af b rænd te fortids minder; men mens man på fugl Fønix så fra fuglens egen aske, må byen Kjøbenhavn kun ses fra Tubo rg s bajerflaske. De stolte ord: »Vi vil h a ’ øl!« ha r g rund lag t Danmarks vælde. Sågar den svenske bancos ånd ej øllets gejst kan fælde! Hist ved fregattens »anker« nu vi fejrer øllets sejr. Og de rm e d slutter visen - je g må hen og h a ’ en bajer! Ny Carlsbergs b idrag til udstillin­ gen var en mægtig model a f Niko­ laj kirketårn, som brygger J acob ­ sen havde til hensigt at genopføre. Gammel Carlsberg havde op fø rt et fæstningstårn, som altså ga \P unch anledning til at bringe forsvarssa­ gen ind i billedet. Der rasede i 80’rne en bitter politisk kamp om

den nuvæ rende Tivolisø. Den gen ­ finder vi i et digt, vittighedsbladet Punch bragte u n d e r overskriften »Vi vil h a ’ øl« - sammen med en række af udstillingens attrakti­ oner: Hvor industriens nye fe har nedlagt trylleskatten, går danskens vej til ros og magt langs Tivoli-fregatten. Man kniber sig i armen , for at tro, at man er hjemme! Og at vor lille by er stor, kan man til gavns fornemme. Hvad er det for en magisk stav, hvis kraft med et ha r manet en storstad frem, hvis herlighed vi ikke selv ha r anet? End nu er staven lige frisk og samme kraft den ejer, thi staven er en humlestav, og kraften er en bajer. Af store, stolte bygninger d e r noksom findes masser, men mindst tre femtedel d e ra f er bajersk-øl-paladser! Ja, selv vor fromme gejstlighed for bajerne må virke: Ny Carlsberg på det bare øl ha r bygget sig en kirke.

terrænet ved Tivoli nu om aftenen ligger oplyst hist og her med en doven magistrats gasflammer, er det en livsfare for f remm ed e og for alle, de r ikke h a r katteøjne. Mørket rug e r over hele terrænet, helt op til Nø rrefarimag sgade og K lampenborg station, helt fra Fri­ hedsstøtten ned til Frederiksberg- gade.« H a n ville have elektrisk lys, som man kendte det fra enkelte and re storbyer: »Tænk, hvor smuk byen ved aften ville blive, svøm­ mende i elektrisk lys med alle de store bygninger her, d e r ju st er be­ regnede på scenisk effekt« (citeret fra Københavnerliv). »Millionen den kommer sikkert til sommer,« var byens re frain i den følgende vinter, og f o rh å b ­ ningerne blev ikke gjort til skam­ me, skønt vejret stort set var d å r ­ ligt. Det havde også fo rå ret og fo r­ sommeren været; men den 18. maj, da udstillingen blev åbnet af grev Frijs til Frijsenborg kl. 13 i overværelse a f bl.a. kongeparret, var det for en gangs skyld strå­ lende solskin. På førstedagen såvel som på de øvrige dage indtil 2. oktober, da udstillingen lukkede, stængede man dø ren e i bygningerne ved mørkets fremb rud , hvorefter p u b ­ likum spredte sig i Tivoli. H e r var den store attraktion fregatten Sankt Georg, som lå i voldgraven,

20

befæstelsen a f København med volde fra Køge Bugt til Utterslev Mose og fo rter i Nordsjælland, og regeringen havde mod folketin- gets flertal sat arbejdet i gang og fået kongens billigelse. Denne kamp havde man fra Venstres og Højres side besluttet at lade hvile i pressen hele sommeren i an led ­ ning af udstillingen! T u b o r g p ræ sen terede den store ølflaske, som efter udstillingen blev tran spo rte re t til Hellerup, hvor den stadig står ved S trand ­ vejen som vartegn. GI. Carlsberg-tårnet stod for end en af den b rede udstillings­ gade midt igennem den nuvæ ­ r ende H .C .Andersens Boulevard, næ rm e re betegnet ud for det sted, hvor nu Dragespringvandet står. Når man så op gennem gaden fra Stormgade, havde man den mæg­ tige kirkeattrap um iddelbart til venstre. Ølflasken stod inde i kan­ ten a f Tivoli. Uden for udstillings­ om rådet havde brygger Carl J a ­ cobsen på d en nuvæ rende r å d ­ husplads ladet op fø re en bygning for en fransk kunstudstilling, hvis værker siden er indgået i Ny Carls­ berg Glyptoteket. I Zakarias Nielsens morsomme fortælling På udstilling skildres fire landsbyfolks besøg i København, hvor gadernes menneskemylder overvældede dem:

»Påvirkningen fra gadelivets skiftende spil var dog for intet at regne mod det sjæleslående in d ­ tryk, de r gennemrystede dem, da de var komne igennem udstil­ lingsbygningens forhal og trådte ud på trappen , der førte ned til det mægtige rum. Lysfaldet fra oven, buernes kirkelige-højtidelige rund inge r, de vrimlende m e nn e ­ skeskarer, den ubeskrivelige sam­ mensmeltning af lys, duft, farver og toner, et tusinde summende lyde - alt dette væltede sig som en uventet eventyr-åbenbarelse over dem alle og frembragte indtryk, der løb isnende gennem alle nerve­ tråde. De blev stående på trapp en en stund. Sidses kinder blev hvidblå, Karen foldede hænd e rn e stille, Jørgen s hage sank ned på brystet, og Niels, der ved sin indtræden havde løftet armen for at give sin næse en lille nødvendig hånd s­ rækning, blev stående med en halvt hævet hånd i stivnet fo r­ tryllelse«. Og det var ikke bare landsby­ folk, der blev grebet af det eventyr- agtige indvortes i det strålende palads - selv blaserte hovedstads­ skribenter og udenland ske jo u r n a ­ lister fand t betaget de store supe r­ lativer frem. Spalte op og spalte ned blev der skrevet om udstillin­ gen hver eneste dag, lige til den

lukkede i begyndelsen af okto­ ber. Straks efter lukningen blev Nyrops store træbygning til kø­ benhavnernes store sorg u d b u d t til nedrivning, og i løbet af kort tid forsvandt hele herligheden. »Udstillingen havde været m e d ­ virkende til at skabe selvtillid, initi­ ativ og fremtidshåb på alle om r å ­ de r i det danske folk,« skriver Carl Muusmann i Firsernes glade Køben­ havn, »men succesen havde samti­ dig været så stor, at den skræmte fra en gentagelse med et muligt ringere resultat. T rod s mange o p ­ dukk end e planer blev udstillingen 1888 den sidste a f sin slags indtil verdenskrigen helt om fo rmede de gamle internationale samkvems­ former«. I nu tiden har man skiftende kæmpeudstillinger året r u n d t i Bellacentret! Biludstilling i 1902 I Indu stribygn ingen fandt den anden danske automobiludstilling sted, og det var kun kort tid efter, at den første var blevet afviklet i Odd Fellow Palæet. Illustreret T i­ dende fastslog, at to udstillinger af denne art inden for en måned ty­ dede på livskraft i bestræbelserne for at indføre det nye »vehikel«. Det skete i 1902. Bladet fortsatte: »Det langt overvejende antal er 21

et københavnsk sidestykke til Operakållaren i Stockholm, og re stauratø ren gav gratis snaps til alle svenske gæster! Køkkenet var svensk, og der var koncert til ma ­ den af et stort orkester. En over­ gang var tyskeren Max Ernst ka­ pelmester. H a n to lererede ikke akkompagnemen t a f kniv og gaffel og skal engang have faret ned fra podiet og stukket en støjende gæst en lussing! Hans musik havde man bare at p åh ø re i andægtig stilhed. Industricafeen lukkede i 1933 og blev afløst af La Rotisserie Fras- cati, de r fik fo rn emme vægdekora­ tioner af fire af tidens kendte ma ­ l e r e - Mogens Lorentzen fra Dan ­ mark, som tillige var digter, Per Krogh fra Norge, Isaac Griine- wald fra Sverige og J o n Stefansson fra Island. Det ene af Mogens Lo­ rentzens motiver måtte males om, da d irek tøren fand t det lige lovlig vovet for datidens københavnske spisepublikum af den bed re klasse. Det forestillede et skovmotiv u d en mennesker, men med to cykler, en herre- og en damecykel, indfil- trede i h inanden ved siden a f en dug i græsset med levninger efter en skovfrokost. Lorentzen måtte male et un g t pa r ind i billedet, så man kunne se, at de op fø rte sig anstændigt! Frascatis fortovsrestaurant nød stor popularitet som mødested og

benzinvogne, men man lægger dog mæ rke til et par elektriske vogne - de betegner sikkert be­ gyndelsen til drømmene s virkelig­ gørelse; thi benz inmo to rerne med deres kunstfærdige og indviklede mekanisme er vist kun en over­ gangsform til d en elektriske krafts mere direkte og enkelt virkende. Den elektriske vogn arbejder næ ­ sten lydløst og ha r ikke tø f-tø f ens ejendommelige og irriterende sit­ ren. Men - og her møde r prob le­ met os - for at arbejde tre timer må en elektrisk vogn b rug e fem til at forny sin kraft, og det er unægtelig en iøjnefaldende mangel ved et køretøj. Dog også d enne h ind ring vil opfindernes rastløse energi vide at ljerne om kort eller længe - og den dag vil komme, da benzinmo­ toren til vognbrug vil være henvist til et fysikologisk museum«. Som bekend t h a r bladet - des­ værre! - e nd nu ikke fået ret i denne optimistiske profeti. U d ­ trykket tøf-tøf, som r e p o rte ren benyttede, var en fordan skn ing af det franske teu f-teu f, som var slået igennem i Paris i stedet for den besværlige betegnelse automobil. Kort efter udskrev dagbladet Poli- tiken en konkurrence om et b ed re kort navn for det mod e rn e køretøj, og de rm ed skabtes udtrykket »bil«. Vesterbros Passage var allerede før d en ne udstilling tråd t ind i

bilismens æra! Allerede i 1901 fand t løjtnant G.H.Jørgensen, h jemkommet fra udlandet, hvor han havde studeret det nye befo r­ dringsmiddel, en række velindret­ tede lokaler i den store nybyggede ejendom Vesterbrogade 9 B og ind re tted e h e r Danmarks første automobilforretning. Lokalerne he r blev senere overtaget af fir­ maet V. Løwener. Den første bil, som J ø rgen s en på sin rejse havde bestilt, ankom en a f de første dage i j a n u a r 1902 fra Neue Automo- bil-Gesellschaft, som havde m e d ­ sendt en tysk instruktør til at op ­ lære en dan sker i kunsten at føre et automobil. Det blev ingeniør Schmitto, som Jø rgen sen havde ansat som teknisk leder. H an blev erklæret som ud læ rt bilist efter en kø retu r ud til Damhussøen og til­ bage, hvor han selv havde styret den sidste halvdel a f vejen! I 1898 åbnede Indu stricaféen i en tilbygning ud imod Rådhu sp lad ­ sen, og en halv snes år senere blev den udvidet med en stor veranda. Den blev senere anvend t som bil­ udstilling og var på det sidste, inden nedrivningen, butik for h å rde hvidevarer. Industricaféen var indrettet som Restauranter i Industribygningen

22

slappe-af sted i kanten a f Rådhu s­ pladsen, og e n d n u mere populær blev den engelske pub i n a tu rtro gengivelse, man lod op fø re på dens plads i forbindelse med en engelsk udstilling i 1964. Dens in­ terimistiske bygning blev alle ti­ ders tilløbsstykke, og man nåede på en måneds tid at betjene mere end en million gæster! Frascati blev nogle år senere afløst af Pizze- ria Bella Napoli, der ikke fik nogen lang levetid på dette sted. Mod Vesterb rogade lå i nogle generationer re stau ran t Stadil, navngivet efter den første vært, der stammede fra landsbyen Stadil i Vestjylland. H e r havde i 1920’rne cabaret’en Bonbonn ie ren til huse, hvor Robert Storm-Petersen, Carl. Fischer og Schiøler-Linck trak fulde huse aften efter aften. Stadils in teriører var især p ræ ­ get a f store spejle om tren t fra gulv til loft efter tidens mode og a f en særdeles velassorteret buffét i loka­ lets midte. I en bestemt krog sad gennem mange år overborgmester H.P.Sørensen med det berøm te skæg en kort stund hver morgen og nød et glas portvin med angu- stura, før han tiltrådte dagens a r ­ bejde på Rådhuset. H an var så punktlig, at den mangeårige ba r­ tender med øgenavnet Kylle k u n ­ ne stille sit u r efter ham. I7.januar 1963 skrev forstander

Poul Biilgreen en kronik i Aktuelt med titlen Gastronomisk vinterrejse, hvori han udtrykte savnet af en be­ stemt slags spiserestauranter i Kø­ benhavn: »I årene mellem krigene havde vi det lettere. Da havde byen en række steder i mellemklassen. Hos Staclil var der ro og god mad uden oppyntet fup, venlige tjenere, der havde serveret for de samme gæ­ ster i mange år. Døden har gjort sit indhug«. Stadil var dog ikke ophø rt med at eksistere i 1963. Det gjorde den førsti 1969, da enken efter caféens grundlægger nægtede en ny ejer ret til fortsat b rug af navnet, der var et beskyttet familienavn. Der blev så udskrevet en konkurrence om et nyt navn, og en masse bidrag­ ydere foreslog navnet Stabil. Der var ingen af de indkomne forslag, der fandt nåde for restauratørens øren, og han fandt så selv på nav­ net Hans Christian Andersens Eventyrkro. De mægtige spejle kom væk og blev erstattet af even­ tyrmotiver. Bufféten i klunkestil blev også fjernet, og en moderne bar blev opsat i stedet. Restauran­ ten holdt nogle år i denne skikkel­ se, men var på det sidste japansk og hed Kyoto. Ved siden af lå Old Britannia Inn, en pe rmanen t afløser af den interimistiske pub fra den engel­

ske udstilling i 1964, indrettet i Wagons-Lits/Cook’s tidligere loka­ ler. Rejsevirksomheden flyttede over på den and en side af gaden, hvor til gengæld en restau ran t var nedlagt. Med indgang fra Palladium lå fra 1936 til 1968 dan se re stau ran ­ ten Giraffen, hvor et af byens po ­ pulæreste orkestre spillede og kendte refrain sangerinde r slog deres triller. Loppestikket Med den gamle Industribygning forsvandt også den såre beskedne nabo Tivoli Caféen - et navn, som kun de færreste kendte og ingen benyttede, skønt det stod med store bogstaver på et antikveret skilt hen over facaden. Loppestikket kendte derimod de fleste køben­ havnere. Navnet skal være lanceret af en direktør for Scala på den an ­ den side a f gaden, da han en dag spurgte efter nogle skuespillere og fik at vide, at de sad ovre i Tivoli Caféen. »Nå, det lille loppestik,« sagde han, og det navn kom hurtig i folkemunde. Det lå nu også i luften, eftersom flere af de bittesmå biografer, der fandtes r u n d t om i byen i filmens barndom , kaldtes Loppestikket. Her var det næppe blot størrelsen, man havde i tankerne, men vel i 23

stamgæsterne gennem årtier, B rand s trup , Arho ff, Gissemand, Poul Henn ing sen for blot at nævne nogle få. I de sidste 18 år var Egon stedets fakto tum - mo rgenmand og tjener om fo rm iddagen og ven med alle de kendte ansigter, der e fte rh ånd e n uddøde . »Da je g begyndte, startede jeg dagen med at fyre op i kakkelov­ nen og i komfuret,« fortalte Egon i et avisinterview kort før stedets lukning. »Nu er de tider forbi, vi ha r fået gasfyr. J eg u n d r e r mig somme tider over, hvad der tiltrak alle disse mennesker, for lokalerne ser jo he rren s ud. Malerierne på væggene er rædselsfulde, men her er en sær gammeldags charme, som ikke findes and re steder. Men nu er de gode dage forbi. De fleste er døde, og stampubli­ kum er noget ømtåleligt noget, fordi de skal passes. Føler de sig ikke hjemme, forsvinder de«. Loppestikket var altså kun en skygge a f sig selv, da der blev stolet op for sidste gang. Caféen var i de sidste pa r år af sin godt 60-årige historie Københavns mindste værtshus.

Folkets hus på Rådhuspladsen Ved siden af Indu stribygn ingen i den modsatte ende a f Loppestik­ ket lå De fo renede Bryggeriers imiterede renæssancepalæ, der havde en fortid som ku n s tindu ­ strimuseum og nu indeho lde r et berøm t vokskabinet. Omk ring 1940 fremkom arkitekt G u nn a r Krohn med en interessant plan om at rive både Indu stribygn ingen og De fo re nede Bryggerier ned - ja, og Loppestikket var vel røget med i købet, hvis planen var blevet gen ­ nemført. På den meget store h jø r­ neg ru nd , de r herved fremkom , ville arkitekten op fø re et mægtigt »kongreshus for danske a rbejde­ re« i stål, glas og aluminium. Krohns forslag blev i 1941 tildelt Kunstakademiets m ind re gu ld ­ medalje. Arkitekten ha r sikkert regne t med, at projektet skulle ta­ ges op efter krigen, for e n d n u i 1944 beskæftigede han sig indg å ­ ende med det i tidsskriftet Arkitek­ ten: »Jeg tænker mig en landsomfat­ tende fo ren ing a f danske arbej­ de re kunn e være interesseret i at bygge et så kæmpemæssigt f o r ­ eningshus ...« Han var dog klar over, at projek­ tet var så kostbart, at end ikke en landsomfattende arbejde rsam ­ menslutning kunne bære det øko­

Transportfirmaet Adam havde til huse i det senere Loppestikket, hvis officielle navn var Tivoli Cafeen. højere grad sammenstuvningen a f mennesker, der skabte ideelle be­ tingelser for udbredelse af lopper. Det lille m u re d e hus havde en fortid som billetkontor for heste­ sporvognen fra F rederiksberg over Vesterbros Passage til B r e d ­ gade og Sankt Annæ Plads. I n d e n restau ran ten blev indrettet, var det i nogle år ekspeditionslokale for Adams Ekspres, hvor man kunne få breve og små pakker brag t ud omgående pr. bud. Som restau ­ ran t blev Loppestikket stamcafé for kunstnere , forfattere og skue­ spillere - ikke mindst dem, de r var knyttet til naboen til den a n ­ den side, Apolloteatret. På væg­ gen i det inderste, meget lille lokale hang fotografier af en række af

24