StrengeTider_1943-49

En krig varer længere end den periode, hvori der finder aktive krigshandlinger sted. Forud for krigen går ofte hektiske diplomatiske forhandlinger og efterfølgende skal skårene klinkes. Der skal gøres op og betales bod - og de diplomatiske forhandlinger er endnu en gang intense. I denne bog fortælles om begivenheder, der fandt sted i København under og efter den tyske besættelse 1940-45, og som illustrerer denne pointe. Bogen bringer bidrag fra en række forskere, som hver især belyser ellers kendte temaer på en ny måde: Der er bidrag om hidtil ubeskrevne omstændigheder ved de københavnske jøders flugt i oktober 1943; om begivenhederne under folkestrejken i 1944; om københavnske skolebørns oplevelse af ”de fem forbandede Aar”, og om forholdene i de tyske flygtningelejre på Kløvermarken og Kastrupfortet. Til sidst redegøres der for, hvorfor der i det hele taget var tyske flygtninge i efterkrigstidens Danmark.

Historiske Me

3814615803

3814615803 så i Københavns Kommune. 151 Bibliotekerne.

Strenge tider København i krig og fred 1943-49

Københavns Stadsarkiv 2006

www.Absalon.nu I samarbejde med Københavns Hoved­ bibliotek og Københavns Bymuseum har Københavns Stadsarkiv i septem­ ber 2006 lanceret en fælles søgeportal til Københavns historie på internettet. Der er tale om en portal, hvor man kan søge direkte i de tre institutioners databa­ ser over københavnshistorisk litteratur, museumsgenstande og arkivalier. Det er meningen, at portalen med ti­ den skal rumme al hidtil udgivet kø­ benhavnshistorisk litteratur i digitalise­ ret søgbar fuldtekst, ligesomder vil være billeder af Bymuseets bevarede genstan­ de, og fra museets omfattende samling af fotografier fra København. Stadsarki­ vets database vil man selv kunne gå på opdagelse i hjemme i stuen. Søgeportalen rummer desuden et histo­ risk leksikon over København, en tids­ linie med københavnske begivenheder fra middelalder til nutid og en kartogra­ fisk søgefunktion, hvor man kan gå på opdagelse i et digitalt bykort. På www.absalon.nu kan man allerede nu finde samtlige årgange af Histori­ ske Meddelelser om København 1907- 2004 publiceret i søgbar fuldtekst. Søgeportalen er under opbygning og stadig udvidelse.

Strenge tider København i krig og fred, 1943-49

Redigeret a f Peter Henningsen &Rasmus Mariager

Københavns Stadsarkiv og Københavns Kommune

Historiske Meddelelser om København 2006. 99. årgang. Red.: Peter Henningsen & Rasmus Mariager. Ansv.: Henrik D. Gautier, stadsarkivar.

Sats og tryk: Øko-tryk I/S, Aastrup pr. Skjern. Omslag: Peter Henningsen & Julian Gudmundsson. Copyright: Københavns Stadsarkiv og forfatterne.

Printed in Denmark ISBN 87-89457-25-0

Historiske Meddelelser om København udgives af Københavns Kommune ved Københavns Stadsarkiv. Årbogen er udkommet siden 1907 og bringer artik­ ler om alle sider af hovedstadens historie. Årbogen er medlemsskrift for Sel­ skabet for Københavns Historie. Abonnement på årbogen eller køb af enkelteksemplarer kan ske ved henven­ delse på Stadsarkiv@kff.kk.dk eller til Flemming Vind på tlf. 33662377. Æl­ dre årgange kan rekvireres sammesteds. Årgangene 1907-2004 findes (med enkelte undtagelser) digitalt publicerede i søgbar fuldtekst på www.Absalon.nu Historiske Meddelelser om København henvender sig til alle, der arbejder med og interesserer sig for hovedstadens historie. I årbogen bringes artikler af både historikere, etnologer, arkæologer og andre historisk interesserede skribenter. Artikelforslag bedes sendt elektronisk til Peter Henningsen på Pehenn@kff. kk.dk. Alternativt på diskette, som sendes til Københavns Stadsarkiv, Rådhu­ set, 1599 København V, att.: Peter Henningsen. Skrivevejledning kan rekvi­ reres hos redaktøren på ovenstående e-postadresse eller på tlf. 33662333.

Forsidebilledet:

Erik 77 Jensen var hele sit liv en ivrig cyklist og et aktivt udendørsmenneske. Under Folke­ strejken i København, sommeren 1944, cyklede han byen rundtfo r at se, hvad derforegik. Det oplevede blev efterfølgende minutiøst nedskrevet (foto fra ca. 1941 i privateje).

Indhold

1. Indledning.................................................................................................. 5 Peter Henningsen &Rasmus Mariager 2. Indul de vender hjem............................................................................11 Københavns Socialtjeneste og de danske jøder 1943-45 Sofie Lene Bak 3. Da byen slog fra sig................................................................................. 44 ErikT. Jensens optegnelser om folkestrejken i København 1944 Niels ErikJensen (udg.) 4. Små patrioter............................................................................................61 Københavnske skolebørns erindringer om besættelsen Palle Roslyng-Jensen 5. Midt i en mørketid..................................................................................88 Tyske flygtninge på Kløvermarken 1945-49 U lfKyneb 6. Kastrupfortet........................................................................................... 120 En interneringslejr for tyske flygtningebørn 1945-47 Kirsten L yllojf 7. Forhaling og forhandling..................................................................... 155 Danmark, Storbritannien og de tyske flygtninge Rasmus Mariager

B idragydere .............................................................................................. 176

1 Indledning

P e t e r H e n n i n g s e n & R a s m u s M a r i a g e r

Den tyske besættelse af Danmark i årene 1940-45 fylder meget i historie­ skrivningen om det 20. århundredes danmarkshistorie. Besættelsesårene be­ skæftiger til stadighed historikerne, og der kommer hele tiden nyt for dagen. Men hvorfor er besættelsen så interessant, og hvorfor forekommer den stadig så vedkommende her mere end 60 år efter dens ophør? Det er der flere for­ klaringer på, men især er det vigtigt, at de fem år under tysk besættelse leverer nogle væsentlige brikker til vor selvforståelse og vor viden om, hvordan dan­ skerne som folk reagerede i en kritisk situation for kun fa årtier siden. Det er ikke altid kønne ting, der dukker op, når besættelsesårene studeres, for hvordan var det nu, at Danmark reagerede, da den tyske besættelsesmagt i 1941 krævede Danmarks Kommunistiske Parti forbudt? Og hvordan var det, at Folketinget reagerede, da besættelsesmagten krævede danske statsbor­ gere interneret med den begrundelse, at de var førende medlemmer af DKP? Plvordan reagerede Danmark, da tyske jøder i 1930’erne flygtede hertil for at undslippe nazistisk hate speech og voldsudgydelse? Og hvordan reagere­ de man, da tyskerne i 1943 krævede danske jødiske statsborgere arresteret og deporteret til Tyskland? Og hvordan reagerede Danmark, da krigen var overstået, og en strøm af ulykkelige tyske flygtninge, hvoraf mange var børn, strømmede til landet i panisk flugt fra sovjetiske militære enheder i det østlige Tyskland? Man kan tillige spørge, hvilke drivkræfter og motiver, der lå bag de danske frihedskæmperes modstandskamp? Var de alle lige ædle og uegennyt­ tige? Kæmpede de alle for demokrati og mod diktatur? I denne bog oprulles forskellige sider af livet i København under besæt­ telsen. Selv om ikke alle disse sider har fundet vej til skolebøgerne og til dan­ skernes kollektive erindring om besættelsen og tiden der fulgte, så er de ikke desto mindre en del af den tid og den erfaring, det var, at være i krig. Fælles for bogens bidrag er, at de skildrer en kritisk periode i Danmarks og i Kø­ benhavns historie, og for nogle af de behandlede emners vedkommende også begivenheder, vi helst vil fortrænge. Det gælder ikke mindst den danske stats

6

Peter Henningsen &Rasmus Manager behandling afde tyske flygtninge, som idag forekommer såkritisabel. En krigvarerlængere end den periode, hvori der finder aktive krigshand­ linger sted. Forud for en krig finder der ofte hektiske diplomatiske forhand­ lingersted,og efterfølgendeskalskårene klinkes. Der skalgøres op og betales bod. De tyske flygtninge, der i takt med sovjetiske troppers hastige frem­ march på østfronten allerede var strømmet her tillandet før krigens afslut­ ning, og de mange, der siden ankom, kom tilat betale prisen for det tysker­ had, dervarblevetopsparethos den danske befolkning ide fem ”forbandede” år. Det erkedeligehistorieratblivemindet om, når man gernevilbefinde sig på ”det godes” parti, men det er på den anden side også psykologisk forstå­ eligt, atman handlede, som man gjorde. Og det er nok et åbent spørgsmål, om ikke Danmark villereagere på samme måde idag. Den tyske civilbefolkning, der havde hjulpet Hitler tilmagten, blev selv ofrefornazismens ugerninger, og forsejrmagternes opgør med nazismen. Og den pristyskernemåtte betale, blevpå mange måder ligesåhøj, som den pris jøderne og slaverne idet besatteØsteuropa måtte betale: millionerafdøde, et udbombet land og sjæleligesår,der næppe lodsighele. Læg dertil,attyskerne iårtierefterkrigsafslutningen blevlagtforhad over altiEuropa, iRusland og iUSA. En gæld, der stadigafdrages på her efterårtusindskiftet. De tyske flygtninge blev ofre fordanskernes kollektive tyskerhad. Et had, der kun sjældentgav plads tilatbetragte den enkelte tyskersom etmenneske med menneskelige behov. Stuvet sammen iflygtningelejre, iskoler, ihaller og isærligt indrettede lejre, måtte flygtningene tåle omgivelsernes uvilje og dog være lykkelige fortrods altatvære sluppet ud afdet sønderbombede Va- terland. Som Kirsten Lylloffog UlfKyneb viserdet ideres bidrag, betalte de tyskeflygtningeiDanmark en oftehøj prisforderes nationalebaggrund. Det gælder isærde små børn, der afmangel på ordentligog tilstrækkeligernæring bukkede under for ellers ordinære sygdomme, der nemt kunne have været behandlet itide. Men viljen var ikke tilstede. Hvorfor skulle disse tyskere, der havde været skyld iså mange ulykker, have særbehandling, når også det danske folkled mangel på basale levnedsmidler? Det er først og fremmest lægen Kirsten Lylloff, der siden har taget en ph.d.-grad ihistorie ved at undersøge de tyske flygtninges forhold iDan­ mark, der har satdenne ubelejlige problematik på dagsordenen. Det har tid­ ligereværet en fremherskende opfattelse, at de tyske flygtninge blev behand­ letgodt ide danske flygtningelejre. Slet så enkelt er billedet ikke. Det viser Kirsten Lylloffikke alene isinemange tidligerebidrag tilde tyske flygtninges historie, men også isin artikel idenne bog, der handler o m børnelejren på det nedlagte militære fort ved Kastrup på Amagers østside. Kirsten Lylloff

Indledning

7

Barakker i Kløvermarkslejren. Hen over sommeren 2006 har Kløvermarken varet et omdiskuteret om­ råde i forbindelse m ed overborgmester Ritt Bjerregaards planer om her at opføre en rakke billige boliger tilgladefo r folk m ed ordinare indkomster. I givetfa ld bliver det ikkeførste gang, at der ligger boligerpå Kløvermarken. I den sidste halvdel af1940’em e rummede Kløvermarken således tusindvis a f flygtninge fra det østlige Tyskland (Københavns Bymuseum). viser bl.a., hvordan f.eks. uledsagede børn, der ingen andel havde ikrigens gru, måtte bøde for forældregenerationens ugerninger. Ulf Kynebs grundige undersøgelse afforholdene iden største tyske flygtningelejrafdem alle- lej­ ren på Kløvermarken, ogsåpåAmager — bekræfterLylloffsundersøgelse: Den danske statsbehandling afde tyskeflygtninge, og isærafderes børn, var ikke såmoralsk forsvarlig, som eftertiden har villetgøre det til. I sit bidrag redegør Rasmus Mariager for, hvorfor der overhovedet var tyske flygtninge iDanmark, og han anskueliggør, hvorfor flygtningene blev her sålænge. Bag spørgsmålet om flygtningenes fortsattetilstedeværelsefrem tilslutningen af1940’erne skjulersigetudenrigspolitiskspil,samtidens dan­ skerevar uvidende om. Den danske regeringbrugte således flygtningespørgs­ målet til at presse briterne iforbindelse med udsendelse af danske tropper tildet besatteTyskland. Disse to spørgsmål havde iteorien ikke nogen sam­ menhæng, men det fik de ikke desto mindre iden politiske praksis. En væ­ sentlig politisk beslutning med international rækkevidde -beslutningen om at Danmark skulle tage del ibesættelsen afTyskland -fiksåledes forbindelse tilså nært et emne, som spørgsmålet om de tyske flygtninges fortsatte tilste­ deværelse iDanmark.

8 Peter Henningsen &Rasmus Manager Har historien om de tyske flygtningebørns skæbner iDanmark ikke været fortalt så ofte, så har tilgengæld fortællingen o m de danske jøders flugt til Sverige og danskernes uegennyttige hjælp til deres jødiske medborgere væ­ ret fortalt igen og igen. Det er, som Sofie Lene Bak påpeger isitbidrag, en kendt og elsket historie, danskerne ikke kan høre ofte nok. I tidens løb har der selvfølgeligværet røster fremme om, at danskerne måske slet ikke var så uegennyttige endda, og samtidig er der blevet stillet spørgsmål ved om be­ sættelsesmagten nu også gjorde en målrettet indsats foratfange de flygtende jøder. Vendte tyskerne blot blikket den anden vej og lod de danske jøder undslippe? Var hjælpeaktionen overhovedet heroisk? Og endelig: tog de dan­ ske bådførere sigikke rigeligt- måske lidtfor rigeligt— betalt for at sejlede danske jøder hinsidan?. Bag solstrålehistorien om de danske jøders rettidige flugt, gemmer sigen anden og mindre flatterende historie. Det eren historieo m fremmede jøder, der søgte lyfor nazismen her ilandet, men som hårdt og realpolitiskkynisk blevsendt tilbage tilden elendighed, de ligevarsluppet ud af.Hvordan man end betragterjødedeportationerne og jødernes flugt ioktober 1943, ændrer det ikke ved, at ihvert fald Københavns Kommune og kommunens social­ tjeneste gjorde et stort og effektivt arbejde for at sikre, atjødernes efterladte ejendomme og ejendele ikke blev udsat fortyveriog hærværk frabesættelses­ magt ellergrådige medborgere. Det er med andre ord ikke dobbeltmoral og griskhed det hele. Der findes ikke kun negative, men også positive, historier om besættelsen, der stadigmangler atblivefortalt.En sådan historiefortæller Sofie Lene Bak for første gang isitbidrag om Københavns Kommunes ind­ satsforathjælpe de danske jøder. Med mange eksempler demonstrerer hun, at de danske myndigheder gjorde etstortarbejde foratsikrejøderne noget atvende hjem til,når krigen ad åre var overstået. I 1943, da den tyske jødeaktion iDanmark fandt sted, var allieredemilitære enheder begyndt at trænge frem iSydeuropa, og derfor forekom det heller ikke længere så entydigt klart, at tyskerne nødvendigvis villevinde krigen. Københavns Kommunes virke viser,atden administrative praksisvarrundet afen reelteksisterende, og erkendt mulighed for,atde dan­ skejøder med tiden villevende tilbage tilderes land og hjem. Besættelsen havde også en hverdag. Det var ikke drama og flugtdet hele. På mange måder levede danskerne videre som o m intet var hændt. I en række stile,som en københavnsk skolelærerefterbesættelsen bad sine drenge-elever skrive om deres oplevelserikrigsårene, fremgår det, atder idagligdagen ikke skete det store. Drengene synes athave haft hang tildramatik og fleregiver i stileneudtryk for,atde syntes, atderskete forlidt— ihvert faldsetmed etpar

9

Indledning

Talrige københavnske skoler var i krigens sidste tid, og i en tid derefter beslaglagt til husning a ftyskeflygt­ ningefra Østpreussen — tilstor utilfredshedfo r store dele a f den københavnske befolkning, der ikke havde megen medlidenhed m ed defordrevne tyskere. Her sesflygtningenes sovesteder i en gymnastiksalpå Skolen ved Sundet i Sundbyøsterpå Amager (Københavns Bymuseum).

efterkrigstidsøjne. PalleRoslyng-Jensen har gennemgået stilenefra3.frimel­ lem på Strandvejsskolen på Østerbro fra 1946, og han viser, hvordan krigen påvirkede -og ikke påvirkede -drengenes dagligdag. Med sitbidraggiverhan os ny viden om etafde aspekter afbesættelsesårene, som vived mindst om, men som heltoplagt har fyldtallermest: hverdagen og opinionsdannelsen. Skønt 1940’ernes københavnere det meste aftiden levede en almindelig dagligdag uden de store dramatiske begivenheder, ændrede det sigisomme­ ren 1944, hvor den københavnske folkestrejke brød ud. Her var der drama nok. Der blevskudt efterfolk, bygninger blev ødelagt, værnemagere overfal­ det og deres butikker plyndrede og satibrand. Blandt sin farsefterladte ejendele fandt Niels ErikJensen for nogle år til­ bage en række minutiøse optegnelser o m faderen ErikJensens oplevelseride kaotiske dage under strejken. Optegnelserne er ført iet registrerende, noget embedsmandsagtigt sprog, men ind imellem, som når faderen beskriver et maskinkanonangreb på en ejendom iEwaldsgade på Nørrebro, fornemmer man de underliggende spændinger, farenog dramatikken ide hektiskejulida­ ge 1944. Det er en strengt saglig og pragmatisk iagttager, vi møder idenne tekst, men også hos den nøgterne ErikJensen fornemmer vi trods altnoget afden uro og angst, der som en dyster og skæbnetung underlægningsmusik

10 Peter Henningsen &Rasmus Manager forplantede sig tilden københavnske befolkning idisse dage, og som siden gav deres erindringer herom sin særlige mørke tone. For andre, såvel iKøbenhavn som ude iEuropa, var der imidlertid tale om andet og mere end bare underlægningsmusik.

Redaktørerne

2 Indtil de vender hjem

Københavns Socialtjeneste og de danske jøder 1943-45

Sofie Lene Bak

I begyndelsen Natten mellem den 1. og 2. oktober 1943 gennemførte den tyske besæt­ telsesmagt iDanmark en razziamod de danske jøder. Efter mere end tre års besættelse var Endldsung derJudenfrage - den endelig løsning afJødespørgs­ målet- blevetudvidet tilogså atomfatte mønsterprotektoratet Danmark. På dette tidspunkt havde de tyskejøderværet udsat formere end 10 årschikane og terrorisering og siden legaliseret diskrimination og forfølgelse. De første deportationer fraVesteuropa var begyndt iHolland 2 Vi år forinden og først nu etårefterdeportationen afde norske jøder blev også Danmark inddraget iden storstiledenazistiskeplan forat”rense”Europa forjøder. De danske jøder havde ganske vistværet en del afden nazistiskeplanlæg­ ning siden den berygtede Wannsee-konference ijanuar 1942, hvor de prak­ tiskedetaljer omkring masseudryddelsen afEuropas jøder blev fastlagt, men af hensyn til samarbejdet mellem de danske og tyske myndigheder var en aktion imidlertid talrige gange blevet udskudt. Med samarbejdspolitikkens sammenbrud den 29. august 1943 bortfaldt værnet om de danske jøder. Få dage efterbegyndte besættelsesmagtens detaljerede planlægning afen masse­ arrestation. Historien om den spektakulære advarsel tilden danske jødiske menighed ervelkendt og elsket.Advarslen kom fraen afden tyske rigsbefuldmægtigede Werner Bestsnærmeste medarbejdere, gesandtskabets skibsfartskyndige G. F. Duckwitz - hvis ikke fra Best selv- og muliggjorde den fabelagtige redning afde danske jøder. Da tyske politibataljoner, assisteret afdanske nazister og østfrontsfrivilligepå orlov,den 1.oktober kl.21 kørte ud iKøbenhavns gader foratarresterejøderne, fandt de ilangt de flestetilfælde deres boliger forlad­ te. Henover de næste tre uger blev henved 8000 mennesker med danskernes hjælp og velviljetransporteret isikkerhed iSverige. Kun medbringende hvad de kunne bære ideres arme, ellerhvad de ialhast havde fået omsat tilkon

12 Sofie Lene Bak tanter ellerafsat tilvenner og slægtninge. Bag sig efterlod de deres hjem og ejendele, jobs, forretninger, ja,deres hele tilværelseog dagligdag. Dette erberetningen om, hvad der skete med altdet, jøderne lod bag sig ideres paniske flugt for at redde livet. Som beretningen o m redningen afde danske jøder bærer også denne del afhistorien vidnesbyrd om både skyggesi­ der og altruisme, og fortællero m forholdet mellem majoriteten og minorite­ ten, og ikke mindst o m de offentligemyndigheders afgørende rollesom både formidler og forsoner. En lilleenhed under Københavns kommunes social­ forsorg fik afgørende betydning for de levevilkår og muligheder, der mødte de danske jøder, da de imaj 1945 vendte tilbage tilderes hjemland efter 20 måneders eksil iSverige. Men kildematerialet efter Københavns Socialtjene­ ste leverer også stoftilet opgør med hårdnakkede myter o m jødernes egen partiflugten ioktober 1943, og om danskernes spontane reaktionerpå deres pludselige forsvinden. I den israelske historiker Leni Yahils standardværk o m de danske jøders flugtioktober 1943 hævdes det, atde danske jøder var passive ofre forbegi­ venhedernes gang, at de trods integration og assimilation idet danske sam­ fund var frarøvet indflydelse på eget liv og velfærd. Det hedder således hos Yahil, at”retbesetvar og forblevjøderne iDanmark etobjekt- etobjekt for forfølgelse og et objekt for redning, et objekt for andres politiske afgørelser - tyskernes afgørelser og danskernes afgørelser”.For Yahil illustrerede begi­ venheden dermed, at integration og assimilation ikke var løsningen for det jødiske folk. Kun staten Israel kunne garantere jøderne sikkerhed og råderet over egen skæbne.1 Det bevarede kildemateriale fra Københavns Kommunes socialforsorg fortællerimidlertiden anden historie-en historieo m beslutsomme og hand­ lekraftige mennesker, der trafaktive afgørelser for at redde deres liv,ligesom materialetafslørervigtigheden afetsocialtnetværk ide kvarterer, hvor de bo­ ede. Her findes med andre ord stoftilfortællingen o m jødernes integration i det danske samfund.2 I udrykningens tegn Den 2. oktober 1943 modtog Overlederen for Socialtjenesten iKøbenhavns Kommune efterhenstilling fraUdenrigsministeriet en udsædvanlig henven­ delse fra Socialministeriet. Ministeriet anmodede Socialtjenesten om, som det hed sig, atvaretage omsorgen for de flygtende jøders efterladte ejendele. Anmodningen kom naturligvis ”som følge af de af de tyske myndigheder mod jøderne iDanmark iværksatte foranstaltninger”,som Udenrigsministe­ riet og landets øverst fungerende myndighed, departementscheferne, havde haftkendskab tilsiden 28. september. Det præcise omfang afpågrebne jøder

Indtil de vender hjem

13

Billedmaterialefra flugtens dage i oktober 1943 er a fgode grunde meget begrænset. Det er endda blevet dokumenteret, at defleste a fd e optagelser, man tidligere troede var autentiske, siden har vist sig at være re­ konstruktioner Tilsvarende var Socialtjenestens arbejde a fså hemmelighedsfuld en karakter, at man ikke efterlod sig noget billedmateriale i arkivet. I deforkerte hænder kunne et sådant materiale være til livsfare fo r de implicerede personer. Billedet, derforestillerjødiskeflygtninge på vej til Sverige, er en rekonstruk­ tion fra film en “Detgælder din Frihed”fra 1946 (Det Kongelige Bibliotek). var endnu ikke kendt, ligesom hverken Socialministeriet eller Københavns Kommune havde nogen systematiske oplysninger om antallet afjøder, end­ sige oplysninger om deres adresser. Datidens myndigheder havde med an­ dre ord ikke indsamlet oplysninger, som diskriminerede borgere efterreligiøs overbevisning eller etnisk oprindelse. Og det tiltrods for, at de tyske myn­ digheder og danske nazister ellershavde presset på for en sådan registrering. Socialtjenesten havde dermed intetpræcist billede afopgavens omfang, dens karakter og økonomiske omkostning. Hvordan skulle de gribe sagen an? Socialtjenesten var blevet oprettet iforåret 1943 med det formål atvare­ tage indkvartering og forplejning for personer, hvis boliger blev ødelagt eller måttes rømmes midlertidigt pga. krigsmæssige begivenheder, dvs. først og fremmest luftangreb. Endvidere lå katastrofeplaner for masseevakueringer, vandforsyning og bespisningsordninger inden for Socialtjenestens ressort.3 Formelt setvar den nye opgave således relaterettil’rømning afbeboelseslej­ ligheder pga. krigsmæssige begivenheder”,omend omsorgen ikke angik per­ soner, men deres bohave.

14 Sofie Lene Bak Socialtjenestens medarbejdere kastede sigud iopgaven ad hoc og med krum hals.Idagene efterden 2.oktobermodtog man talrigehenvendelser fradansk politi og privatpersoner, typisk fraviceværter, der meldte o m ulåste lejlighe­ der og forretninger, der enten var eller formodedes at være forladt afderes indehavere. Som oktober måned skred hen, modtog Socialtjenesten ligeledes henvendelser fra Skattevæsenet, fra Inspektoratet for Omsætningsafgifter og fraforsikringsselskaber, som reagerede på manglende indbetalinger. Socialtjenestenspersonale fraForsørgelsesvæsenet blev engageret tilopga­ ven. En sekretær fraForsorgskontoret blev frastarten sat tilat modtage rap­ porter og forhandle med relevante privatpersoner og myndigheder. Der gik ikke mange dage, før sekretæren ikke længere kunne overkomme arbejdet i kontortiden, og hun selvog en anden sekretær måtte derfor arbejde med sa­ gerne efternormal arbejdstid. Derudover engageredes både distriktsledereog medarbejdere tilarbejde ”imarken”.Også de sledidet uden forkontortiden, men blevellers’fritagetforderes daglige arbejde ifornødent omfang”,når de idagtimerne var nødsaget tilatopsøge forskelligepersoner og adresser.4 Når Socialtjenestenmodtog en anmeldelse o m en rømmet bopæl, sendtes vagthavende personale fraSocialkontoret ud på adressen. Undersøgelsen be­ stod altidiatskaffe adgang tillejlighedenved hjælp afassistance fravicevær­ ter eller andre, som opbevarede nøgler. Måske skulle der tilkaldes låsesmed ellervagtselskab. På adressen udførte personalet en summarisk registreringaf indbo: ”Det påhviler iforbindelse med denne registrering den pågældende tjenestemand atgøre sineiagttagelsermed hensyn tilden stand, ihvilken bo­ ligen befinder sig,navnlig med hensyn tilspørgsmålet om, hvorvidt bohavet eller genstande måtte være fjernet fra beboelsen”,for derefter ”at skaffe sig klarhed over, om uvedkommende har haft adgang tillejligheden”.5Socialtje­ nesten var frastarten indstilletpå risikoen for tyveri og rapseri. Ofte rekvirerede personalet bistand fra Lottekorpset eller fra rengørings­ personale, som stod for oprydning, rengøring og udsmidning af fordærve­ de madvarer. Hvad der fandtes afspiseligt, skænkedes tilvelgørende formål. Hvis personalet fandt værdisager, sparekassebøger ellerkontante penge, blev de taget iforvaring af Socialtjenesten og opbevaret ipengeskab eller boks, omhyggeligt mærkede, ’såledesatdens ejerlettilsintidvilkunne identificere den”.Socialtjenesten drog afsluttende omsorg for, at boligen aflåstes forsvar­ ligt: ”Har man formodning om, at nøgler er hos uvedkommende, har man ladetsætte ny låspå; det samme er foretaget, hvis man har ment, atdet låse­ tøj, der sad på døren, ikke var tilstrækkeligt”.I nogle tilfælde var det endog nødvendigt at lade døre, der var itusprængte ellerødelagte ved indbrud eller bombesprængning, reparere.6 Efterfølgende indgav den pågældende medar­ bejder en rapport tilafsnitsledelsen med anbefalingero m evt.behov foryder

Indtil de vender hjem

15

ligerebistand ellerundersøgelser.7 Anbefalingerne gik først og fremmest på spørgsmålet om, hvorvidt boli­ gen skulle opretholdes. Fandt socialtjenesten forhold, som begrundede be­ varing, skulle der træffes dispositioner for fortsættelse aflejemålet, f.eks. om betaling afhusleje. Socialtjenesten udredte ikke alene huslejen, men sørgede også foratordne brand-, tyveri- og vandskadeforsikringer forindboet. Alter­ nativt kunne man lade bopælen bevogte afprivate vagtselskaber.8Socialtje­ nesten mente sigogså bemyndiget tilat godkende eventuelle logerende eller fremlejereide rømmede boliger,og man såuhyre kritiskpå de improviserede ordninger, som man stødte på overaltibyen. København led afboligmangel, og det vejede tungt iSocialtjenestens overvejelser, navnlig når der kun var få møbler ilejligheden, som med fordel kunne opbevares ietlagerrum istedet. Undertiden fandt Socialtjenestenlejemåletfordyrt elleranbefalede, atboha­ vet skulle opbevares mere forsvarligt, og tjenesten varetog både opsigelsen af lejemålet samt organiserede og betalte udgifter til flytning og opmagasine­ ring. Ofte opstod der problemer iforbindelse med spørgsmål o m betaling af skyldig husleje og præmie for indbo- og livsforsikringer. Belysningsvæsenet og telefonselskabetblevialletilfældeunderrettetog bedt o m ataflæsemålere og fjerne telefonapparater, mens Socialtjenesten lukkede forvand og gas. Det erværd atnotere sig, at Socialtjenesten ikke skelede til,hvad de evt. måtte vide ellerkonstatere om de flygtede beboeres sociale status.Tjenesten aflagdesåledes besøg både ivillaer,herskabslejligheder og uslekælderlejlighe­ der. Iden forstandvarSocialtjenesten ikke en socialforanstaltning, skønt det ipraksisvistesigatvære de dårligststillede,som mest trængte tilhjælp, mens bedre stillede familier gerne havde sikretderes ejendele ved juridiske værger, forretningsførere ellertjenestestab. Socialtjenestens arbejde hvilede ivid udstrækning på etindividuelt skøn. Til gengæld blev opgaven løstned tilmindste detalje: Kommunens embeds- mænd fjernede fordærvede madvarer, de sørgede for atafleverebiblioteksbø­ gerog de togsågaropvasken. Selvnår Socialtjenestenmåtte opgive atkomme tilbunds ien sag - man ankom f.eks. tilen tom eller genudlejet lejlighed, men måtte opgive atskaffe oplysninger om, hvor de tidligerelejeresejendele befandt sig-sikrede man sigidet mindste, atforholdene såvidt muligt blev bragt iorden: Man bestiltef.eks.vinduespudser, glarmester ellerlåsesmed ef­ terbehov. En særligsag udgjorde opsigelsen aflejemålet for den jødiske menigheds ejendomme iNy Kongensgade og Krystalgade. INy Kongensgade ryddedes 12 lejligheder og indboet blev sendt tilopbevaring hos et privat flyttefirma. IKrystalgade blev plejehjemmets 21 lejligheder ryddet: ”Der var stjåletme­ get,eftersågodt som altvar gennemrodet efterrazzia”.Indboet frade mange

16 Sofie Lene Bak lejlighederblev sendt tilopbevaring ietlagerlokale, der stilledes tilrådighed afDen Kgl. Grønlandske Handel iStrandgade på Christianshavn. Socialtje­ nesten bestilte og betalte tyveri- og brandforsikring for det opmagasinerede. Dertil lejede Socialtjenesten et lagerlokale ”itilfælde af, at det skulle blive nødvendigt pludseligtatrydde etstørreantallejligheder”.Lejlighederne iNy Kongensgade og Krystalgade blev efterfølgende udlejettilKøbenhavns kom­ munes husvildeforsorg, der franovember 1943 tiljuni 1945 benyttede dem tilboliger for hjemløse. Troessamfundets administrationsbygning blev deri­ mod udlejettilpolitiet. O m en anden, noget speciel, sag berettersekretæren ved Socialtjenesten i juni 1946: ”Den 3. oktober 1943 var Socialtjenesten blevet alarmeret tilSy­ nagogen iKrystalgade 12. Den havde aftyskerne været benyttet tilomsam­ lingsstedunder jøderazziaen og bar stadigpræg deraf, idetde hvide bedesjaler varslængthen overstolesæderne og forskelligebønnebøgervarspredt ud over gulvet. I højsædet flød gulvet med nedtrampede cigaretstumper og forstan­ derskabetshøjehatte, der ellersblevopbevaret ietskab iforhallen, havde væ­ retbenyttetsom fodbolde og var sparket ud over gulvet og ind under bænke­ raderne. Socialtjenesten fjernede derefter, hvad man skønnede havde værdi, en del toraruller, forskelligesølvgenstande og nogle bøger. Disse effekterblev tilligemed nogle kasser med effekter fra Mosaisk Troessamfunds Museum i Ny Kongensgade 6 ved bistand afBymuseet opbevaret ikrypten under en af Københavns gamle kirker. Herfra blev de efter kapitulationen udleveret til repræsentanten forMosaisk Troessamfimd”.9 Der var taleo m Trinitatis kirke, og historien om evakueringen aftorarul­ lerne frasynagogen ervelkendt fralitteraturen,10derimod har det ikke hidtil været kendt, atdetvar kommunens folk, som påtog sigopgaven. Sekretæren oplyser i sin rapport videre, at Socialtjenestens repræsentant tilfældigt op­ holdt sig iTroessamfundets bygning iNy Kongensgade 6, da to Gestapo- mænd aflagdebesøg. Gestapofolkene tog eteksemplar afTalmud og en gam­ mel lysestage med sig,da de forlod bygningen. Socialtjenestens mand indbe­ rettede sagen tilsin forestående, som oplyste Troesamfundets administrator, højesteretssagfører H.H. Bruun, om det passerede. Sagen blev anmeldt til politiet, hvorefter, som det hedder iSocialtjenestens rapport, ”det stjålne i løbet affådage blev tilbageleveret”.1 Beretningen om den respektløsebehandling afsynagogen vækker mindel­ serom den tyske besættelsesmagts fremfærd overforjødisk ejendom og jødi­ ske helligdomme overaltiEuropa. Men de to eksempler fortællerogså o m de helt særlige besættelsesforhold, der herskede iDanmark, og som ikke tillod ødelæggelser ellertyveri afjøders ejendom. Tyskernes utraditionellefremfærd bekræftes afetdekret, som blev udstedt afWerner Best iforbindelse med ak

Indtil de vender hjem 17 tionen mod de danske jøder. Heri forbød han indbrud ijødernes lejligheder samt ødelæggelse og tyveri afderes ejendom.12At dekretet ivid udstrækning blev respekteret fremgår afSocialtjenestens optegnelser, hvor det almindelig­ visanførtes: ”Ved besigtigelsen aflejligheden gjorde denne ikke indtryk afat Rygtet om Socialtjenestens virke spredtes iKøbenhavns kvarterer. Det skete derfor ikke sjældent, atpersoner henvendte sigog hævdede, atde var ibesid­ delse afen mundtlig ellerskriftligfuldmagt tilatvaretage en bestemt flygt­ nings interesser. Ihvert enkelt tilfælde foretog personalet en vurdering afsa­ gen og måtte ofte konstatere, at ”det kun er etganske ringe antal afde fuld­ magter, der har været forevist, der har opfyldt de krav, man ialmindelighed stillertilen fuldmagt. Har fuldmægtigen gjort et troværdigt indtryk, og har man ikke været itvivl om underskriftens ægthed”,blev ansvaret overladt til den befuldmægtigede.14Som tiden gik, henvendte flereværger sigistigende grad foratforhøre sigom muligheden for,atSocialtjenestenvilleyde økono­ misk bistand tilbevaring elleropmagasinering afde flygtedes bohave. Social­ tjenesten måtte konstatere, at det kun var de færreste, der havde efterladtsig tilstrækkeligtmed midler tilatafholde den slagsudgifter. I tilfælde hvor den fraværende drev forretning, ejede fast ejendom eller hvor Socialtjenestenskønnede, atdervilleblive taleom mere vidtgående dis­ positioner, blevder beskikket en værge. Det sketesåledesogså itilfælde,hvor der udelukkende skulle varetages en enkelt disposition på den fraværendes vegne, f.eks.ved udleveringafbeklædningsgenstande indleverettilreparation hos en skrædder.151andre tilfælde opdagede Socialtjenesten, atværgerne var uduelige ellermåske tidligerestraffede, hvorefter man beskikkede en ny. Et særligt problem repræsenterede virksomheder, der var ejet afjødiske flygtninge. Socialtjenesten fandt det bedrøveligt, at ”det kun eretretlillean­ talforretningsdrivende, derhar nåetatordne deres forholdbetryggende”.Ty­ piskhavde ejerneialhastudformet en fuldmagt tilen ekspedientellersvend i forretningen, som Socialtjenestennu ansattesom bestyrerafforretningen. En ikkeuvæsentligdelafSocialtjenestensvirkebestod iatyde juridiskbistandog vejledning isådanne tilfælde, hvorved man opnåede ”en ensartet praksisved udøvelse afde forskelligeværgemål fordisse borteværende personer”.16 Forhandlingerne med diverse myndigheder kunne visesigomstændelige, men fandt som regel deres løsning. Således lykkedes det at opnå en ordning med Assurandørsocietetet og senere også med Forsikringsrådet. Socialtjene­ sten tilbød at betale præmier, således at brand-, tyveri- og vandskadeforsik­ ringerforindbo og livsforsikringerkunne fortsætte.Assurandørsocietetet ud- have været genstand forundersøgelse ellervold”.13 Juridisk og administrativ krisehåndtering

18

Sofie Lene Bak

Rekonstruktionfra filmen “Det gælder din Frihed” fra 1946. Billedserien a f flygtninge, der hjælpes frem fra deres skjul i fiskekutterne, er anvendt i tal­ rige bøger om de danskejøders flugt til Sverige. Billederne blev imidlertid taget under en ud­ flugt i sommeren 1945 flor tid­ ligeremedlemmera fden danske modstandsbevægelse (Det Kon­ gelige Bibliotek).

sendte ligefrem etcirkulære, hvor man gjorde medlemmerne opmærksomme på, atde ved henvendelse tilSocialtjenesten inogle tilfældekunne fåpræmi­ en betalt. Socialtjenesten søgte således at sikre, at størstedelen afdet indbo, som varitjenestensvaretægt,var behørigt forsikret, men man fortolkede kun sine forpligtelsersom en videreførelse afde flygtedes egne dispositioner. Var det pågældende indbo ikke iforvejen forsikret, fandt Socialtjenesten sigikke forpligtettilattegne forsikring.17 Med belysningsvæsenet aftaltes henlæggelse afregninger ”indtil videre”, mens efterladte rationeringsmærker blev returneret tilhhv. StatistiskKontor og Brændselsudvalget mod en kvittering, som gav ejerne løfteom udlevering afnye mærker ved deres tilbagekomst. Bohave købt på afdragsordning blev enten returneret tilforhandleren mod udbetaling afden allerede betalte sum eller deponeret hos forhandleren, mens købekontrakten opbevaredes afSo­ cialtjenesten. Hensigten var, som tilfældet også var det med andre aftaler, at sikre,atejerenkunne generhverve genstanden, ”som o m derikkehavde været nogen afbrydelse”.18

Indtil de vender hjem

19

Hjælpens omfang og finansiering Mod slutningen afoktober 1943 havde Socialtjenesten beskæftiget sig med 450 sager. Iapril 1945 var talletsteget til 1970.19Talletudtrykker antalletaf anmeldelsertilSocialtjenestenog dermed antalletafiværksatteundersøgelser. Det var dog langt fraalleanmeldelser, som krævede yderligere indsats, enten fordi de bortrejste ikke var afjødisk herkomst, eller fordi deres forhold var ordnet på betryggende vis ellerafviklet på en måde, der ikke levnede hand­ lemulighed for Socialtjenesten. Ved befrielsen imaj 1945 opgjordes antallet af lejligheder, bevaret ved Socialtjenestens mellemkomst, til 97, mens ialt 350 bohaver opbevaredes ved Socialtjenestens foranstaltning. Det erværd at notere sig,atanmeldelserne dækker over hele familierog dermed over etsted mellem 4000 og 8000 personer. Det samlede antal personer, som var poten­ tieltomfattet afSocialtjenestens arbejde, udgjorde på landsplan 8387. Langt den overvejende delvar bosat iKøbenhavn og Socialtjenesten kom dermed i berøring med hovedparten.20 Socialtjenestens opgave antog faste former og rapporterne o m arbejdet blev mere og mere systematiske og detaljerede. Man etablerede også et nært samarbejde - ’under løfte o m streng diskretion” - med Rigsregistraturen, idet tjenesten modtog listerover personer, der blev optaget iRigsregistratu­ rens kartotek over bortrejstejødiske personer.21 Det betød også, at Socialtje­ nesten efterhånden oparbejdede det overblik over målgruppen -personer af jødiskherkomst -som man havde manglet såhårdtved arbejdets start. Efterhånden som Socialtjenesten fikhånd om opgaven, blev spørgsmålet om finansiering af arbejdet og udgifterne forbundet med husleje og opbe­ varing presserende. Såfremt den flygtede havde modtaget alders- eller inva- liderente afholdt man udgifterne ved hjælp afde opsparede udbetalinger af renten. Hvis lejemål blevophævet ved Socialtjenestens mellemkomst, indgik tilbagebetalt husleje ligeledes som indtægter, tjenesten kunne disponere over og det samme gjaldt udbetalt huslejehjælp frakommunen. Indtægterne blev registreret individuelt, men indgik kollektivt iregnskabet, dvs. at indtægter fraén familie medvirkede tilden samlede finansiering for allefamilier. Deri­ mod blev evt. leje fralogerende deponeret og opsparet, ligesom indestående på bankbøger og kontante midler fundet ilejlighedenblevopbevaret iSocial­ tjenestens bankboks med henblik på ejerens tilbagevenden. Det formelle grundlag for finansieringen afSocialtjenestens særlige virke var faldet på plads den 25. oktober 1943 med en lovanordning og et cirku­ lære itilknytning til§ 281 ilov om offentlig forsorg. Paragraffen, som sæd­ vanligvis omhandlede hjælp tilpersoner, der ekstraordinært var indkaldt til militærtjeneste, var forud med en vis kreativitet fra Socialministeriets side blevet anvendt iforbindelse med interneringen afde danske kommunister i

20 Sofie Lene Bak juni 1941. Dermed var ”et antal medborgere”,som det hedder iSocialmini­ steriets departementschef H.H. Kochs beretning, ’blevet berøvet mulighe­ den foratforsørge deres familier”.§ 281 åbnede mulighed foren hjælp, som var mere omfattende end den almindelige kommunale hjælp, og som ikke indebar dennes tilbagebetalingspligt og evt. retsligevirkninger.22 Den 24. februar 1944 aflagde Socialtjenesten regnskab for ’varetagelsen afjødiske interesser”: Figur 1 Regnskab 2. oktober 1943 til 24. februar 1944 Udgifter tilhusleje, inkl. 2 forretningslokaler 26.064,40 Udgifter tilopbevaring, månedlig 8.719,30 Diverse betalteregninger og udlæg 13.792,57 Samlede udgifter 48.576,27 Administration (excl.honorar og anskaffelser) 1.258,72 Indtægter 10.060,63 Total 39.774,36 De månedlige udgifter til husleje, inkl. to forretningslokaler beløb sig til 5.212 kr., mens de månedlige udgifter tilopbevaring var 1.743 kr.23 Udgif­ terne vedrørte husleje mm. tilialt91 lejligheder og opbevaring af72 boha­ ver.Huslejenvarieredemellem 18 kr.og 120,60 kr.pr.måned. Ved udgangen afmarts 1945 var de samlede omkostninger ved arbejdet steget til 150.508, 94 kr.24Til sammenligning var Københavns Kommunes sociale budget (so­ cialforsikringog offentligforsorg) gennemsnitligt på 112 mio. kr.iperioden 1939-40 og 1943-44.25 Iløbet af1944 ændrede Socialtjenestens arbejde karakter. Det opsøgende arbejde, antalletafanmeldelser og besøg på formodede forladtebopæle fyldte ikke længere såmeget, og indsatsen fikmere administrativ karakter. Huslejer skulle fortsat betales og løbende sager med forsikringsselskaber, skattevæsen og belysningsvæsen ordnes, ligesom der fortsatvar en del arbejde forbundet med administrationen af lejemålene iStrandgade, hvor de mange bohaver blev opbevaret. Samtidigt førtes løbende kontrol med de mere eller mindre selvbestaltedeværgers overtagelse og videreførelse afde flygtedes interesser.

Indtil de vender hjem

21

Reaktionen på Socialtjenestens virke Socialtjenestens medarbejdere syntes fra starten usikre på omverdenens og andre offentlige myndigheders forståelse og accept afderes nye opgave. Den 13. oktober følte Overlederen for Socialtjenesten sig således foranlediget til at informere samtlige institutionschefer under Københavns Kommune. Her begrundede han hvordan og hvorfor Socialtjenesten havde påtaget sig arbej­ detmed atbeskyttejødernes efterladtelejlighederog bohave. Det førsteskete naturligvis med henvisning tilUdenrigsministeriets og Socialministeriets an­ modning, det sidste med begrundelsen, atSocialtjenesten her - ”tiltrods for atdet drejer sig om en opgave, som iog for sigligger uden for det egentlige formål med Socialtjenesten (...)kunne gøre en indsats afhumanitær artved at sikre de pågældendes forladte lejlighed, bohave m.v. mod tyveri ellerfor­ ringelse”.Overlederen ønskede atundgå enhver misforståelsemed hensyn til karakteren afSocialtjenestens hjælpevirksomhed, mens han samtidigt oply­ ste, at ’Socialtjenesten inden forvisse rammer vilkunne overtage de pågæl­ dendes forpligtelser,f.eks.med hensyn tilbetalingafhuslejeog lign.,idetSo­ cialministeriethargivettilsagnom indtilvidereatvilleyde fuldrefusion afde med de her omhandlede foranstaltninger forbundne udgifter”.26 Socialtjenestenanbefalede selv,atarbejdetmed omsorgen forjødernes lej­ ligheder blevholdt skarptadskiltfraforsørgelsesvæsenet, idetman påpegede, atder var betydelige forskelle på disse sager. For det førsteblev der ikke gen­ nemført og underskrevet en tvangsafhøring. For det andet var modtagerne afhjælpen ikke selv tilstede, og man var tilen vis grad ude afstand tilat ef­ terprøve og kontrollere de foreliggende oplysninger, som ofte blev afgivet af tredjemand uden strafansvar. Socialtjenesten kunne derfor ikke udelukke, at der blevydet hjælp tilpersoner, der ikke ilovens forstandvar ’trængende”. Hertil kom, at de tredjemænd, der blev afhørt, ofte mødte Socialtjene­ sten med stor mistro, og undertiden ville de først give oplysninger, når de var overbevist om, at Socialtjenesten intet havde med forsørgelsesvæsenet at gøre.27 Socialtjenestens embedsmænd pegede her på et væsentligt problem ideres arbejde. Hjælpen tilde flygtede jøder var ikke blot en ny opgave for Socialtjenesten, den repræsenterede også en anden slagsoffentligforsorg,end man hidtilhavde kendt til.Retrospektivt kan vi betragte hjælpen tilde jødi­ ske flygtninge som en forløber fordetvelfærdssystem, der skulle bliveudvik­ let iløbet af 1950’erne og som mellemkrigstidens socialreformer havde lagt kimen til. Overalt hvor de kom, blev Socialtjenestens medhjælpere mødt afstorre­ spekt og tjenstvillighed, og det tiltrods for deres forespørgslers ofte nærgå­ ende og insinuerende karakter. Respekten for autoriteter og embedsmænd vardog heltanderledes almindelig, og tilbøjelighedentilatefterkomme auto

22

Sofie Lene Bak riteternes vilje, en ganske anden end idag. Af og til stødte Socialtjenesten dog på forhindringer, f.eks. når de involverede afviste enhver indblanding fra de offentlige myndigheders side. Dette skyldtes dog ikke så meget uvilje mod medhjælpernes konkrete opgaver ellerspørgsmål, som det skyldtes uvil­ jemod socialforsorgen og forsørgelsesvæsenet. Nervøsiteten forkontakt med de sociale myndigheder var da heller ikke ubegrundet. Selvom sanktionerne mod modtagere af offentligt hjælp var blevet betydeligt lempet ved social­ reformerne i 1930’erne kunne stemmeretten fortsat fratages modtagere af fattighjælp og — hvad der ikke var uvæsentligt for en del afmålgruppen for Socialtjenestens særlige opgave - at modtage offentlig hjælp kunne betyde, at man ikke kunne opnå dansk statsborgerskab.2*Det var stadigsocialt stig­ matiserende atvære under offentlig forsorg: Det stred mod arbejderklassens moral o m atyde efterevne og nyde efterbehov, og mod familiefaderens ideal om atforsørge sine egne. På etbestemt område vistefrygten fordet offentliges indblanding sigvel­ begrundet. Undersøgelsen afflygtningenes personlige forhold resulterede for en række sagersvedkommende imistanker o m socialtbedrageri, da detviste sig,atden flygtedehavde arbejdet uden gyldigarbejdstilladelse. En mistanke, der især ramte de tyske og østrigske flygtninge, som under storevanskelighe­ der havde opnået tåltophold iDanmark i1930’erne, men som ikke var ble­ vet tildeltarbejdstilladelseog dermed mulighed foratforsørge sigselv.29 Andre reagerede mistroisk affrygt for, at oplysninger om de flygtede jø­ der skulle falde iforkerte hænder, elleratde selvskulle komme ibesættelses­ magtens søgelys. Frygten forværnemagtens ellerdettyskepolitisindblanding var ikke uforståelig. En tilfældig kunde, som havde handlet hos en nu flyg­ tet skræddermester, havde således købt hele familiens indbo og hævdede at være blevet anholdt afden tyske værnemagt, da han villeafhente møblerne. Han blev ført tilDagmarhus, hvor det blev meddelt ham, at man vidste, at han var ibesiddelse af familiens møbler, samt at man ønskede oplysninger om, hvorfra han havde dem. Køberen søgte over for det tyske politi atsløre, hvordan han havde faet adgang tilindboet, men måtte slutteligtunderskrive ”en erklæring”,hvorefter han blev frigivet. Da Socialtjenesten blev inddraget isagen, var han derfor først meget mistænksom over for tjenestens motiver og krævede oplysninger om, hvordan Socialtjenesten havde fåetkendskab til sagen, og ihvilke hænder rapporten om sagen villeende.30 Der ernæppe tvivlom, atde tyskemyndigheder havde etvistkendskab til Socialtjenestens arbejde. Det var f.eks.her man henvendte sig,da man retur­ nerede de nøgler, som var udleveret afviceværter og portnere under aktionen mod de danske jøder 1.og 2. oktober, ellersom man havde indsamlet blandt de deporterede tilTheresienstadt.31Det var også hos Socialtjenesten, at det

Indtil de vender hjem

23

Der Reichsbevollmächtigte in Dänemark Der Befehlshaber der Sicherheitspolizei und des SD IV B 4 - 2 9 38 /4 3

Kopenhagen. * » 22 .Novem ber 4 3 .

An H errn S o z ia ld ir e ic to r N .P.N l e i s e n , K o p e n h a g e n . V B e r n s t o r ffs g a d e 17-

In d er A n lage ü b ersen d e ic h Ih n en ein en '/ohmm gs= 3 c h lü s s e l f ü r d ie Wohnung d e s festgen om m aaen Ju d en | w ohnhaft ln K openhagen, B v e j H r. 5 0 ,2 .

c

Im A u fträ g e

MODTAGET l * MV.045 k. x

'

f

l&éU /v7

Of/

Det er et karakteristisk trak vedjødedeportationerne under 2. Verdenskrig, at man forsøgte at opretholde et skar a f normalitet og udviste en forbløffende sansfo r detaljer. Den tyske besattelsesmagt bekymrede sig således om, hvad der skete med de deporteredejøders hoveddørsnøgler. Defo r henvendte man sig til Kø­ benhavns Kommune fo r at ja hjalp, og man sendte også nøglerne hertil, når man da ikke, som i dette tilfalde, desvarre glemte at vedlagge nøglen (Socialtjenestens arkiv, Københavns Stadsarkiv).

24

Sofie Lene Bak

tyskepolitihenvendte sig,da de førstebreve fraTheresienstadt skullefordeles iDanmark (senedenfor). Alligevel var Socialtjenesten meget påpasselig med atsløredetkonkrete indhold aftjenestensarbejde.Arbejdet foratsikreog be­ vare jødernes ejendom og ejendele var ihimmelråbende uoverensstemmelse med besættelsesmagtens bestræbelser på at skabe et judenrein Danmark, al den stund tjenestensvirke netop sigtede mod atjøderne skullevende tilbage. Alle meddelelser tilandre danske myndigheder blev derfor stemplet fortro­ ligt,og affrygtforen razziafraGestapo tilintetgjordeSocialtjenesten ijanuar 1944 størstedelen afde optegnelser, man havde gjorto m de forskelligelejlig­ heder. Samtidig forsøgte man at overbevise flygtningenes nervøse bekendte om, atSocialtjenestenvillegøre altforatundgå, atoplysninger fratjenestens virke kom ibesættelsesmagtens hænder. Til trods herfor kan man i det bevarede kildemateriale se, at flere be­ kendte tiljøderne oplevede at blive opsøgt og midlertidigt interneret afdet tyske politi.Årsagen hertil var, at forfølgelsen afjøderne ivisse tilfælde fort­ satte efter aktionen den 1.- 2. oktober. Skønt der ikke var nogen indbyrdes sammenhæng imellem besøgene, kunne naboer og bekendte således opleve atblive opsøgt afbåde Socialtjenesten og Gestapo med etpar dages mellem­ rum. Inogle tilfældekunne naboerne endda navngive den tyske politiofflcer, som havde foretaget afhøringer ikvarteret:32 SS-Oberscharfiihrer (overser­ gent) Fritz Renner gjorde tjenesteved det tyske sikkerhedspoliti iafdelingIV- B-4, der havde ’jødespørgsmålet” som sagsområde. Her samarbejdede han med den danske nazist Paul Hennig, der også havde gjort sigbemærket som lønnet medarbejder ved det antisemitiske skrift Kamptegnet, og ved sin delta­ gelseirazziaen mod Mosaisk Troessamfunds sekretariatiNybrogade den 31. august 1943, hvorTroessamfiindets medlemslister blev beslaglagt.33 På trods afalle forsikringer oplevede Socialtjenestens medarbejdere ofte, at naboer og bekendte nægtede ethvert kendskab tilden flygtede familie og at have deres private ting stående. Medarbejderne var imidlertid forstående og forklarede gerne afvisningerne med ”den ikke ualmindelige mistro tilSo­ cialtjenestens arbejde”.34Hvis Socialtjenestenvurderede, atder var berettiget grund tilbekymring, rettede de henvendelse tilpolitiet og bad o m en afhø­ ring tilpolitirapport. Det var ofte nødvendigt,35da der jævnligt opstod kon­ flikterang. rettentilatvaretage flygtningenes interesser.En herre, som mente sig berettiget tilat disponere over en flygtetkvindes ejendele, og som havde truet lejlighedens nye logerende, ’vistesigatvære særdeles ubehagelig og ar­ rogant itonen og straksafvisende; dervar ingen grund tilposekiggeri, dervar ingen, der havde haft bud efter Socialtjenesten tilat fejeop idenne sag, der var ordnet på bedste måde”.36