StrengeTider_1943-49

Indtil de vender hjem

21

Reaktionen på Socialtjenestens virke Socialtjenestens medarbejdere syntes fra starten usikre på omverdenens og andre offentlige myndigheders forståelse og accept afderes nye opgave. Den 13. oktober følte Overlederen for Socialtjenesten sig således foranlediget til at informere samtlige institutionschefer under Københavns Kommune. Her begrundede han hvordan og hvorfor Socialtjenesten havde påtaget sig arbej­ detmed atbeskyttejødernes efterladtelejlighederog bohave. Det førsteskete naturligvis med henvisning tilUdenrigsministeriets og Socialministeriets an­ modning, det sidste med begrundelsen, atSocialtjenesten her - ”tiltrods for atdet drejer sig om en opgave, som iog for sigligger uden for det egentlige formål med Socialtjenesten (...)kunne gøre en indsats afhumanitær artved at sikre de pågældendes forladte lejlighed, bohave m.v. mod tyveri ellerfor­ ringelse”.Overlederen ønskede atundgå enhver misforståelsemed hensyn til karakteren afSocialtjenestens hjælpevirksomhed, mens han samtidigt oply­ ste, at ’Socialtjenesten inden forvisse rammer vilkunne overtage de pågæl­ dendes forpligtelser,f.eks.med hensyn tilbetalingafhuslejeog lign.,idetSo­ cialministeriethargivettilsagnom indtilvidereatvilleyde fuldrefusion afde med de her omhandlede foranstaltninger forbundne udgifter”.26 Socialtjenestenanbefalede selv,atarbejdetmed omsorgen forjødernes lej­ ligheder blevholdt skarptadskiltfraforsørgelsesvæsenet, idetman påpegede, atder var betydelige forskelle på disse sager. For det førsteblev der ikke gen­ nemført og underskrevet en tvangsafhøring. For det andet var modtagerne afhjælpen ikke selv tilstede, og man var tilen vis grad ude afstand tilat ef­ terprøve og kontrollere de foreliggende oplysninger, som ofte blev afgivet af tredjemand uden strafansvar. Socialtjenesten kunne derfor ikke udelukke, at der blevydet hjælp tilpersoner, der ikke ilovens forstandvar ’trængende”. Hertil kom, at de tredjemænd, der blev afhørt, ofte mødte Socialtjene­ sten med stor mistro, og undertiden ville de først give oplysninger, når de var overbevist om, at Socialtjenesten intet havde med forsørgelsesvæsenet at gøre.27 Socialtjenestens embedsmænd pegede her på et væsentligt problem ideres arbejde. Hjælpen tilde flygtede jøder var ikke blot en ny opgave for Socialtjenesten, den repræsenterede også en anden slagsoffentligforsorg,end man hidtilhavde kendt til.Retrospektivt kan vi betragte hjælpen tilde jødi­ ske flygtninge som en forløber fordetvelfærdssystem, der skulle bliveudvik­ let iløbet af 1950’erne og som mellemkrigstidens socialreformer havde lagt kimen til. Overalt hvor de kom, blev Socialtjenestens medhjælpere mødt afstorre­ spekt og tjenstvillighed, og det tiltrods for deres forespørgslers ofte nærgå­ ende og insinuerende karakter. Respekten for autoriteter og embedsmænd vardog heltanderledes almindelig, og tilbøjelighedentilatefterkomme auto