StrengeTider_1943-49

Indtil de vender hjem

31

og den formodede befuldmægtigede— en værtshusindehaver— iforsøgetpå at sikreen forladtbolig med indbo, anså de sigikke forpligtede tilatundersøge viceværtens udsagn om, at ”etudøbt barn henligger ietkøbenhavnsk hospi­ tal”.55O m forældrene kunne det kun oplyses, atde nu var iSverige. Ien anden sag noteredes lakonisk: ”En 18 årigimbecil datter er istilhed indlagtpå Kommunehospitalet”.Da Socialtjenestensmedarbejder havde sik­ retsig,atder blevførtjævnligttilsynmed ægteparrets boligkunne ’Socialtje­ nestens medvirken formentlig anses for afsluttet”.56Ietandet tilfældehavde etægtepar efterladt deres lillepige hos en nabo. Naboen blev nøje instrueret afSocialtjenesten o m hvad der skullegøres med hensyn tildet flygtede ægte­ pars indbo, hvorimod det helt blev overladt tilnaboen at tage sig afbarnet. Naboen kunne senere oplyse Socialtjenesten om, ”at [familiens] lillepige er blevethentet d. 10/12 1943 og nu befinder sigiSverige hos forældrene”.57 Såfremt Socialtjenesten havde betragtet det som deres opgave at vareta­ ge omsorgen for de efterladte børn, var der faktisk ressourcer tilstede, men det krævede en anden social instans’inddragelse. I én sag blev alle børnene ved forældrenes bortrejse f.eks. anbragt via Børneværnet.58Antallet afsager i det fragmentariskbevarede arkivmateriale efterSocialtjenestensvirkeviser,at ogsådanske jødiskefamilierpå flugtibetydeligtomfang måtte efterladederes børn hos venner og bekendte.39 Aktive ofre Skønt det er indlysende, at Socialtjenestens arbejde opfyldte et behov, gi­ ver materialet eftertjenesten også talrige eksempler på, hvordan de forfulgte selvforsøgte atsikrederes ejendom og ejendele, og o m hvordan de på meget kort tid skaffede de nødvendige likvide midler tilderes flugt. At ordninger var etableretihast og ikke altidmed pålideligepartnere, ændrer ikke ved det overordnede indtryk: De danske jøder var ikke passive ofre for besættelses­ magtens overgreb. De handlede selv. Som tidligere omtalt forblev den ’ariske” part af et ægteskab jævnligt i Danmark foratordne familiensforhold, hvorefterhan ellerhun rejstetilSve­ rige for at blive genforenet med ægtefællen. Det kan synes mærkværdigt, at sådanne ægtefællergjordesiganstrengelserforatbevise,atde varaf”ren arisk afstamning”,men det kan muligvis skyldes usikkerhed o m Socialtjenestens motiver og eventuelle relationer tilde tyske myndigheder. Men også sviger­ familie,venner, naboer og bekendte lod sigengagere foratsikre, atde flygte- des forhold blev ordnet på betryggende måde. Faktiskopstod ’bureaukratisk uro” kun, når flygtningene selvpå bedste vis havde søgt at sikre deres efter­ ladte ejendom, ellernår flerepersoner meldte sigmed mundtlig ellerskriftlig fuldmagt ellergikfejlafhinanden. Mistilliden, derherskede mellem sådanne