StrengeTider_1943-49

Små patrioter 67 Forfatteren Knud Holst har en snes år efterbesættelsen søgt at rekonstruere de mindre børns modtagelighed overfor besættelsessituationen ud fra sine egne erfaringer, hvor han har sat børnenes bevidsthed og følelsesliv icen­ trum: ’Krigens maskineri gjorde sitindtryk, både på den ydre voksenverden og (derigennem) på vor egen. Men også krigens abstraktioner. Tusmørket bag allede forblommede samtaler, man ’hørte”overmiddagsbordet ellerved møder og anden komsammen. Uroen, rygtegrøden. Der boede folk, man skulle gå uden om, op ad én. Visse børn skulle man helst ikke omgås, men undgå”.14 Knud Holst ser de voksnes patos, beredskabsånden, som udtryk forde undertrykte og uudtalte følelser.”Der varjoen voksenpatos, der betog os idet. Havde man givet de syvårige maskinpistoler, som man gav dem ka­ kaoerstatning, havde tyskerneværet ude aflandet inden 44”. Tidens nationale ånd var salvelsesfuld og højtidelig, men når de voksne tog den så alvorlig, så gjorde børnene det også: ’Ikke snakke op, men nok være beredt. På hvad? Det fik man aldrig at vide. Vi tog det mere alvorligt end de voksne anede - måske mere end de voksne selv”.Knud Holst nårfrem til, at børnene havde den samme nationale og patriotiske grundindstilling som de voksne, men ien enklere og klarere form. Hvad han tilgengæld ikke farfrem, det er,at det sandsynligvis erde mere ekstreme vilkåribesættelsens sidste halvandet år, som er indeholdt iberedskabsånden. De første par år af besættelsestiden var dagligdagen på de fleste områder præget afvidtgående normalitet. Når enkelte beretninger med en rekonstruktion afbarnesynsvinklen fal­ der udenfor beredskabsånden eller den nationale grundfortælling, så er det fordierindringen tagerudgangspunkt ide førsteårserfaringer.Ien beretning om opvækst på Christianshavn hedder det om de 10-12-årige drenges leg: ”1 øvrigtvar disse kædehunde (de tyske feltgendarmer) mine idoler.Jegvarjo i lege røvere og soldater-alderen, og flottevar de jo. Det var altid nogle gran­ voksne fyremed blanke stålhjelme og skinnende støvler,og sådetflottehalv­ måneskiltom halsen.Jo nårvidrenge legede,varjegaltid’kædehund”.15Her var der taleo m en familie med en heltalmindelig holdning tildet nationale, og med en storebror, der senere var i Den danske Brigade iSverige. Idenne og iandre beretninger angives, atforældrene istørstmulig omfang ikke talte om krig og dramatiske episoder med deres børn, hvad der gav mulighed for atudvikle alternative ’helte”etstykke tidfrem ibesættelsen. Men også ien ung alderblevderlyttetmed ved de danske udsendelser fra BBC, som etstortflertalafden danske befolkninghyppigt lyttedetil,og som videregav en klar patriotisk holdning. Strejkerne og demonstrationerne fra 1943 og besættelsen ud blev afde flestevoksne tolket nationalt, og det kun­ ne ikke undgås, at børnene overtog synsvinklen. Ibesættelsens sidste årville

Made with