StrengeTider_1943-49

8 Peter Henningsen &Rasmus Manager Har historien om de tyske flygtningebørns skæbner iDanmark ikke været fortalt så ofte, så har tilgengæld fortællingen o m de danske jøders flugt til Sverige og danskernes uegennyttige hjælp til deres jødiske medborgere væ­ ret fortalt igen og igen. Det er, som Sofie Lene Bak påpeger isitbidrag, en kendt og elsket historie, danskerne ikke kan høre ofte nok. I tidens løb har der selvfølgeligværet røster fremme om, at danskerne måske slet ikke var så uegennyttige endda, og samtidig er der blevet stillet spørgsmål ved om be­ sættelsesmagten nu også gjorde en målrettet indsats foratfange de flygtende jøder. Vendte tyskerne blot blikket den anden vej og lod de danske jøder undslippe? Var hjælpeaktionen overhovedet heroisk? Og endelig: tog de dan­ ske bådførere sigikke rigeligt- måske lidtfor rigeligt— betalt for at sejlede danske jøder hinsidan?. Bag solstrålehistorien om de danske jøders rettidige flugt, gemmer sigen anden og mindre flatterende historie. Det eren historieo m fremmede jøder, der søgte lyfor nazismen her ilandet, men som hårdt og realpolitiskkynisk blevsendt tilbage tilden elendighed, de ligevarsluppet ud af.Hvordan man end betragterjødedeportationerne og jødernes flugt ioktober 1943, ændrer det ikke ved, at ihvert fald Københavns Kommune og kommunens social­ tjeneste gjorde et stort og effektivt arbejde for at sikre, atjødernes efterladte ejendomme og ejendele ikke blev udsat fortyveriog hærværk frabesættelses­ magt ellergrådige medborgere. Det er med andre ord ikke dobbeltmoral og griskhed det hele. Der findes ikke kun negative, men også positive, historier om besættelsen, der stadigmangler atblivefortalt.En sådan historiefortæller Sofie Lene Bak for første gang isitbidrag om Københavns Kommunes ind­ satsforathjælpe de danske jøder. Med mange eksempler demonstrerer hun, at de danske myndigheder gjorde etstortarbejde foratsikrejøderne noget atvende hjem til,når krigen ad åre var overstået. I 1943, da den tyske jødeaktion iDanmark fandt sted, var allieredemilitære enheder begyndt at trænge frem iSydeuropa, og derfor forekom det heller ikke længere så entydigt klart, at tyskerne nødvendigvis villevinde krigen. Københavns Kommunes virke viser,atden administrative praksisvarrundet afen reelteksisterende, og erkendt mulighed for,atde dan­ skejøder med tiden villevende tilbage tilderes land og hjem. Besættelsen havde også en hverdag. Det var ikke drama og flugtdet hele. På mange måder levede danskerne videre som o m intet var hændt. I en række stile,som en københavnsk skolelærerefterbesættelsen bad sine drenge-elever skrive om deres oplevelserikrigsårene, fremgår det, atder idagligdagen ikke skete det store. Drengene synes athave haft hang tildramatik og fleregiver i stileneudtryk for,atde syntes, atderskete forlidt— ihvert faldsetmed etpar