591974343

EN TU R PÅ STRØGET

EN T U R PÅ S T R Ø G E T

V ED

H e n n i n g V a l e u r L a r s e n

/ * ■ % 1 ^ 1 °e .c .c s^

1855 G. E. C. GAD 1955

..rfp p if, Brc

jrie .,— ,u iin i., . u.

R. A. M eyer Jt So n ,’ Østergade Nr. 58.

Undertegnede begynder idar en Boghandel I Vininiclskaftet Nr. 15, ved Klosterstrædc,

æfnit.

■kraacs fo r Adrrvsccontolrrt,

hvorpaa jeg tillader mig at henlede Opmærksomheden. Kjobenhara den 31te Oclober 1855. _ _ _ _ _ _ _ _ Gottlieb ErnstClausenGad.

«b, 19.

S O fa d it th ?

For G. E. C. Gad den 3 1. oktober 1855 - for 100 år siden - åbnede sin boglade i Vimmelskaftet, var der folk, der frarå­ dede ham at lægge den her. Beliggenheden var for afsides. Det lyder utroligt i 1955 og ville have lydt utroligt i 1755, men det er alligevel en kendsgerning, der karakteriserer et vist stadium i Strøgets udviklingshistorie. Hvad ligger der egentlig i betegnelsen „Strøget" ? Svaret findes i den store, danske ordbog: „Den strækning i en by, der i særlig grad befærdes af spadserende og folk på indkøb." Altså i København den bekendte rute fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen - og kun denne. Man har aldrig brugt navnet om andre strækninger i byen. Men Strøget har ikke altid været Københavns vigtigste færdselsåre, alene af den grund, at det er blevet til i etaper. Nygade blev først anlagt i 169 1, Frederiksberggade i 1729 - og Østergade betød ikke noget videre for Kongens Nytorvs anlæggelse i 1670 ; egentlig blev den forst stroggade omkring 1750, da „Frederiksstaden" voksede op. Vimmelskaftet er derimod Strøgets kærne og har altid væ­ ret det. Gadens popularitet ses af den bekendte replik i Hol­ bergs »Jacob von Tyboe" : „Ach, det er forunderligt, Herren seer ud bag til, ligesom den var giort efter Vimmelskaftet. Herrens Rumpe er Amager-Torv, Faldet i Ryggen Vimmel-

Jesper Oldfux synes, at Jacob von Tyboes Ryg minder ham om Vim- melskaftet. (Holberg: Jacob von Tyboe. Actus II, Scen. 2). Tegning af Wilhelm Marstrand.

skaftet." I „Labyrinten" taler Baggesen om sin „vimmel- skaftede" rejse - og i vore dage kalder Storm-P. sin lille, typiske københavner for Peter Vimmelskaft. Denne strøggade dannede forbindelsesled mellem torvet — vort nuværende Gammeltorv - og slottet, nu Christiansborg. Fra to af by­ portene løb Nørregade og Vestergade ned mod torvet, og i Vimmelskaftet mødtes strømmen herfra med den fra Øster­ port, der da lå for enden af Østergade. Da senere Nørreport rykkede hen for enden af Købmager- gade, således at trafikken nordfra strømmede mod Amager­ torv, vedblev Vimmelskaftet at være forbindelsesled mellem de to torve, selv om strækningen fra nord til syd gennem Køb- magergade-Højbrostræde nu blev en jævnbyrdig konkurrent. Det var først, da Frederiksstaden blev anlagt, at Vimmel-

Amagertorv, set mod Nikolaj Kirke. Ca. 1745. Højbro Plads er endnu ikke anlagt. Efter Thurah: Hafnia hodierna.

skaftet for 150 år detroniseredes fra sin førsteplads. Nu tog Østergade teten —især da Hojbrostræde forsvandt efter bran­ den i 1795 til fordel for Højbro Plads. Men der var andre ting end selve beliggenheden, der be­ stemte Strøgets udvikling. Der hører nemlig ikke blot handel til en gade af denne art, men også spadserende, og i den ret­ ning ydede Kobenhavns gader kun dårlige vilkår før i tiden. Det kan man læse om i Hugo Matthiessens bog „København­ ske Gader 17 2 8 -17 9 5 “ . Ikke blot var de snævre og slet bro­ lagte, men der fandtes ikke engang ophøjede fortove før 1 765, og da de omsider dukkede op, var de både smalle og fyldt med handelsbodemes kram. Bislag og brede stentrapper skød sig frem foran husene; afviserpæle og kælderhalse betød en konstant fare på grund af den yderst mangelfulde gade­ belysning. Endnu i iygo’erne klagedes der i pressen over de farlige, åbentstående kælderlemme på Amagertorv og på

Østergade. Vældige udløbere fra husenes tagrender over­ sprøjtede i regnvejr de forbipasserende, og rustne jernræk- værker truede fodgængernes sikkerhed. Men først og frem­ mest flød skarnet overalt. I mangel af kloaker var de åbne rendestene alene om at borttransportere det, og da renova­ tionsvæsenet ofte svigtede, mens affaldet fra de enkelte huse, især fra håndværkernes værksteder, bredte sig, var samme rendestene ofte overfyldte og altid stinkende. Det skulle ikke hjælpe, at der i København endnu dengang fandtes store husdyrhold, selv på Strøget. Der meldes 1764 om løsgående svin både på Amagertorv og på Østergade. I alt dette virvar havde bystyret efter branden 1728 for­ gæves søgt at bringe orden. Borgernes konservatisme og mod­ vilje mod nye udgifter sinkede udviklingen, indtil alt stod i stampe. At der kom gang i spadsereturene skyldtes vel først og frem­ mest de forbedrede brolægnings- og rendestensforhold, som gennemførtes i samarbejde med den geniale, fransk-svejtsiske ingeniør Jean Marmillod i århundredets sidste trediedel. Allerede under Frederik V blev Marmillod i 1764 indkaldt til Danmark, og da man 17. december 1765 nedsatte „Trot- toirkommissionen“ , blev han dens vigtigste vejleder. Forhen måtte hver husejer efter evne sørge for sin part af brolægningen, men i 1764 bestemte man, at gaderne skulle brolægges under et fra ende til anden på husejernes fælles bekostning. Derimod skulle anlæg af fortove vedblivende af­ hænge af den enkelte husejer. Ved Trottoirkommissionens nedsættelse blev det ander­ ledes. Man tog fat på at anlægge fortove - til at begynde med i Holmens Kanal. Men det blev en sen død. Riget fat­ tedes - også dengang - penge, og man bestemte da, at den nystiftede fond „Ad Usus publicos“ skulle bekoste fortovene.

Brudstykke af Marmillods plan til brolægning af Strøget. 1771. Efter kort i Stadsarkivet.

Under Struensee tog en ny Trottoirkommission fat, og for den atter ophævedes i juni 17 7 1, var adskilligt arbejde i gang. Marmillod havde udarbejdet forskellige planer; blandt andet godkendte kongen 2. maj 177 1 et projekt angående brolægning af hele Strøget - med indretning af fortove. Selv gav hans Majestæt 6000 rigsdaler, mens staden skulle udrede resten. I juli 17 7 1 var Østergade i orden, den følgende sommer resten. Efter Struensees fald smølede man videre med den øvrige by. At det så varede til langt ind i næste århundrede, førend alle gaderne kom i orden, er en anden historie. Et gammelt kort i Stadsarkivet viser Marmillods plan til en brolægning af den største del af Strøget. Et brudstykke af denne plan er her gengivet. Det forestiller — fra venstre - gaden fra nuværende Niels Hemmingsensgade til Kloster­ stræde, altså Amagertorv, men af Marmillod benævnt Vim- melskaftet. Herom senere. Teksten lyder: Plan over de gader, man foreslår at brolægge i 17 7 1, fra Østergade til Vesterport i detailleret målestok. 29. april 17 7 1. Marmillod.

å -k Med hensyn til spørgsmålet om at spadsere på byens gader er det pudsigt at sammenstille to udtalelser, der omhandler forholdene, som de var med en snes års mellemrum. Den ældste af disse er Holbergs epistel 189 fra 1749. Den begynder således: „Min Herre takker mig for min sidste Skrivelse, og siger, at hans Frue haver ogsaa læset Brevet med Behag: alleneste, at hun ikke bifalder, hvad jeg haver skrevet om Vognes A f­ skaffelse, saasom det i hendes Tanker var ikke andet end at indespærre Folk, sær Fruentimmer, hvilke heller stedse vilde holde sig inden deres fire Vægge, end traske igiennem K jø­ benhavns skidne Gader, for at blive overstænkte og for­ trængte af gemene Folk paa Gaderne.“ Han fortsætter: „Jeg vil gierne tilstaae, at det vilde blive besværligt for vore Stands-Personer, helst Fruentimmer, at giøre Visiter til Fods igiennem Staden, helst, saasom de udi mange Aar, ja fast fra Barndommen, ikke have været vante til at bruge deres Fødder, og denne Stads Gader gemeenligen ere skidne. “ Holberg synes dog, de bør gå i godt vejr „for nogenledes at bevise, at de have Fødder". Desuden er gaderne ikke altid skidne og i hvert fald ikke snævrere, end at damerne —de brede skørter tiltrods - kan passere dem. Udlandets stæder har gader, der ganske anderledes vrimler af mennesker, og dog spadserer folk der. Holberg slutter: „Jeg ønskede, at nogle fornemme Fruer eller Jomfruer vilde giøre en Begyndelse dermed, saa vilde andre strax giøre sig en Ære af at følge deres Exempel. Intet Exempel kunde have bedre Virkning end hans egen gode Frues, efterdi hun be­ rømmes saavel af hendes Forstand som anstændige Leve- maade. Overtal hende først at trippe til Fods igiennem en stakket Gade, for at vænne sine Fødder til Gade-Stenene, og

for at vænne andre til at see hende; siden igiennem en læn­ gere Gade, og endelig fra een By-Ende til en anden, for at overbevise alle Vantroende, at Gade-Stenene ere ikke saa haarde og vanskelige at betræde, som foregives, men at Van­ skeligheden haver allene bestaaet udi de kiælne og uvante Fødder.t£ Holberg mener altså, at dersom en fornem dame blot vil lægge for, vil andre følge efter. Morsomt nok skete det netop på denne måde. Den fornemme dame blev dronning Caroline Mathilde, og det begyndte i året 1768. Dronningen hyldedes stærkt i samtiden, fordi hun som den første dame prome­ nerede - mindre vel i gaderne end på volden, i Filosofgan­ gen eller i Kongens Have. Muligvis har dronningen her fulgt Rousseaus dengang helt nye parole: Vend tilbage til naturen. Det var dog ikke alle i samtiden, der begejstredes. I den anden af de omtalte udtalelser - Jacob Gudes optegnelser fra ca. 1808 (udgivet 19 18 i serien „Memoirer og Breve” ) - hedder det: „Fra Sommeren 1768 og 1769, da Caroline Mathilde, som jeg selv ofte har set at gaa fra Friderichsberg igennem Wi- gantsgade, kun med sin Kammerfrøken Piessen, i ganske sim­ pel Dragt med en sort Silke-Saluppe, og en Løber efter sig, kan man egentlig regne den Tidsalder i Kjøbenhavn, da Fruentimmer af alle Stænder og næsten til alle Tider be­ gyndte at vandre paa Gaderne. Dette var vel en ganske uskyl­ dig Handling af Dronningen, men ikke tænkte hun paa, at hun derved skulde foranledige noget, som med Tiden vilde have saa vigtige Følger for det huslige Liv i Hovedstaden, hvor endog syedes, spandtes og vandtes mere, end Forbere­ delserne til de daglige Spadsereture, disse selv og de Adspre­ delser, som Fruentimmer derved faar, siden har levnet Tid

til; ikke at tale om den Luxe og Forfængelighed, som derved er bleven udbredt, da enhver vil lade sig se i alle Slags Pynt efter Moden og med bestandige Afvexlinger. Ikke vil jeg her­ med sige, at Fruentimmer, helst i en vis Alder, skulle hen­ bringe al deres Flid som i et Spindehus; et alt for meget stille­ siddende Liv vilde vel ogsaa have physisk slette Følger for dem, især for de Unge; men i et Hus, hvor Kvindekønnet iagttager alle huslige Arbejder, vil Senge-Reden, Rengørelse, Spinden, Vinden, Vadsk og Tøjets ydermere Behandling med flere quindelige Sysler vel kunne forskaffe Fruentimmer, som vita sedentaria iøvrigt vel er mere passende for end for Mandfolk, saa meget at røre sig ved, at én ugentlig Spasere- tur kunde være nok. Saaledes levede Fortidens Koner og Piger, kendte ikke nær saa meget som de nuværende til Va- peurs, Krampetilfælde, og hvad alle de andre Svagheder hedder, som det smukke Køn har eller troer at faa, naar de ikke bestandigen sværmer om med deres Syposer og Ridiculer paa Gaderne og Spaserestederne, og hvorfra de altfor ofte komme tilbage som Dina fordum, da hun var gaaet ud for at se Landets Sønner - med forvildede Sæder og et fordærvet Hjærte, om ikke med en tabt Uskyldighed, idetmindste den moralske.” Ikke sandt ? I vore dage var han blevet lynchet. - Hvorom alting er: Det er tydeligt, at man henved 1770 er begyndt at promenere på gaderne. Lysten hertil skyldtes måske Rous- seau; at det i praksis lod sig gennemføre, må man derimod nok give Marmillod æren for. Der var nok at se på i disse gader. Man fandt her

„al Børsens Kram med Fløyl og Taft og al den Stads, som Vimmelskaft i sine Boder eyer,”

G. E. C. Gads Boghandel i Vimmelskaftet. Ca. 1860.

som Wadskiær sang. Men man spadserede her ikke blot, man levede og virkede i disse snævre gader. Fra gammel tid havde håndværkerne delt Strøget imellem sig. Således holdt på Hol­ bergs tid farverne til i kvarteret omkring nuværende Frede- riksberggade, medens Vimmelskaftet - som det vil ses af Wadskiærs vers - især beboedes af galanteri- og klædekræm­ mere. Endnu 100 år efter havde Louise Rasmussen, den senere grevinde Danner, modeforretning her. Men i helt gam­ mel tid var det skomagerne, der dominerede denne gade. Det mærkes af navnet Skoubogade, der stammer fra sko-boderne. Også Vimmelskaftets navn lugter af håndværk. Folk i kvar­ teret sammenlignede den bugtede gadelinie med et stykke værktøj, de kendte: Skaftet på et vimmelbor. I det 18. år­ hundrede var skomagerne dog fortrængt til Klosterstræde, medens vintapperne holdt til på Amagertorv.

Helt op til tiden efter voldenes fald var det skik, at man boede i det hus, hvor man havde sin forretning eller sit værk­ sted. Endnu G. E. C. Gad boede gennem mange år i hus med sit firma - på et par år nær lige fra starten til 1897. På det tidspunkt var affolkningen af Strøget ellers i fuld gang. Den kostbare leje, den tiltagende merkantilisering, vel også gadestøj og manglende moderne bekvemmeligheder her for­ drev folk til forstæderne. Det viser statistikken. Inklusive Gammeltorv-Nytorv havde Strøget 1. februar 1880 3732 „indbyggere". 1. februar 1921 var tallet dalet til 957, medens det 5. november 1954 var 222. På næppe 75 år er befolk­ ningstallet således dalet til knap V10 af det oprindelige. Og det skønt trafikken snarest er i fremgang. Strøget har fuld­ endt løbet og er nu ren forretningsgade. Dog -1 i „guldalderen" boede man altså endnu herinde. Selv digterne kunne finde ro til at virke her. Henved en snes af de klassiske navne har i kortere eller længere tid haft bolig på Strøget. Således Holberg, der i i73o ’eme skrev et epigram om sin bolig på Gammeltorv, og P. A. Heiberg, der i 1790 - som nygift med Thomasine Buntzen - rykkede ind i huset Østergade 55 og der skrev sin berømte „Indtogsvise". Selv Grundtvig boede midt i sin højskoleperiode 10 år på hjørnet af Vimmelskaftet og Knabrostræde (18 4 1-5 0 ). Et billede viser ham stående i vinduet, medens borgerrepræsentationen i 1848 går til Christiansborg. I øvrigt har både Ochlenschlå- ger og Poul Møller, Henrik Hertz, Carl Ploug og Gold- schmidt boet på Strøget. Og ikke mindre end fire af vore største skribenter er ligefrem født her. Måske er det lidt af en tilsnigelse at tage Johannes Ewald med. Han fødtes gan­ ske vist i Vajsenhuset på Nytorv - der hvor nu domhuset findes - men på den tid spærrede Københavns rådhus for adgangen til Strøget. Da Søren Kierkegaard kom til verden

Hjørnet af Nytorv og Frederiksberggade. 1907. I det andet hus fra hjørnet boede Søren Kierkegaard på 1. sal. Nationalmuseet.

18 13 på Nytorv i nr. 27, var dette rådhus brændt, så han er altså et ægte Strøg-barn - ligesom Holger Drachmann, født på Amagertorv i 1846. Mindeplader i murene markerer, hvor disse to berømtheder så dagens lys, medens et bekendt firma­ navn på et blåmalet plankeværk, rejst i 1. sals højde over et kæmpemæssigt udstillingsvindue på Østergade, erstatter den manglende mindeplade på det sted, hvor Georg Brandes så lyset og henlevede sin barndom. Strøgets betydning skyldtes dog først og fremmest veksel­ virkningen mellem butikshandelen og de promenerende. Spadsereturene tog, som sagt, fart i den sidste trediedel af det 18. århundrede i forbindelse med gadernes brolægning.

Kræmmerbod på Amagertorv. Slutningen af det 1 8. århundrede. Rekonstruktion. Bymuseet.

Der blev i øvrigt også lagt fliser på Østergades fortove i 17 7 1. Men nu kom der desuden gang i butikshandelen. Tidligere i tiden var butikkerne kun til at skelne fra almindelige lej­ ligheder ved skiltene og lidt vareprøver i vindueskarmene. Gradvis forandredes nu dette forhold. Der kom direkte ad­ gang fra gaden, spejlglasvinduer, udstillingskasser og meget mere. Indendørs fandt man loftsbelysning, diske, reoler og skabe samt skillerum med store ruder. I 1804 skrev „Nyeste Skilderi af Kiøbenhavn“ , at „en af de Ting, der udmærke det nye Kiøbenhavn fra det gamle, er Boutiquer", og i 1806 hedder det sammesteds: „ I det Øjeblik en Kræmmer, en Modehandler eller en anden Handlende nedsætter sig, saa anser han Østergade for den directe Vej til Lykkens Tem­ pel." Der fandtes næppe „en Rønne, hvor der ikke er an­ bragt et Hul, som et eller andet handlende Væsen har bygt

Østergade ca. 1 850 med udsigt mod „Hesten“ på Kongens Nytorv. Nationalmuseet.

sin Rede i“ , siger bladet. Og lejen steg. 500 rigsdaler kostede en butik på Østergade i 1804. Allerede nu er altså Strøget byens absolutte hovedgade. Det kommende århundrede skulle bringe Østergades kul­ mination. Der er adskillige vidnesbyrd herom. I 18 19 søgte man således om tilladelse til anlæggelse af et større gasværk, der skulle belyse Strøget helt ud til Vesterport. Det var den første gadebelysning i København, og selv om den ganske vist strandede i første omgang, viser ideen, at Østergade med fortsættelse ansås for Københavns vigtigste færdselsåre. At man i 1824 begyndte med vinduesudstillinger på Øster­ gade og indførte større butiksvinduer satte naturligvis yder­ ligere gang i udviklingen. Så populær var denne gade nu, at den unge H. C. Ander­ sen 29. marts 1829 besang den i et digt i „Kjøbenhavns-Po-

sten“ . „Østergade, poetisk betragtet" hed det. Og et bevis for, hvem det var, der - allerede dengang - befærdede Strø­ get, leveres året efter af Carsten Hauch. I den litterære strid mellem Heiberg og Ochlenschlåger tog Hauch parti for tra­ gediedigteren og hånede „Vaudevillemesteren" i en pjece ved navn „Den babyloniske Taarnbygning i Mignature". Her belærer Heiberg sine elever således:

I maae den nationale Smag studere.

Hele Choret:

V ee ! Skal jeg studere, lidet hialp mig da min Flugt.

Vaudevillemesteren:

Det Studium er ikke vanskeligt, hver Dag, naar I paa Østergade kun spadsere vil, I kan det Nationale da bemærke let.

På Østergade promenerede altså dagens mondæne „løver". Og det fortsatte de med århundredet ud. En af dem var så- mænd H. C. Andersen. 28. oktober 1836 skriver han selv til Henriette Hanck: „Længe har jeg ikke følt mig saa vel som nu; hele Som­ meren var jeg i Grunden syg; nu har jeg begrebet Climaet og klæder mig som en Grønlænder; jeg er i Uldent, saa man vilde gyse ved at høre det gjennemgaaet, og saa har jeg faaet en smuk „Cloke", som jeg kan drapere mig med og lapse mig lid t; thi jeg er ung, føler mig lapseung, nu jeg er rask! Op og ned ad Østergade gaaer man ! „Seer Du, det er Dig­ teren!" hviske Damerne, og saa „skaber man sig"." Gaden var altså populær. Af samme grund opstår der på denne tid et behov for en fællesbetegnelse, gældende alle Strøgets gader under et, og man døbte strækningen „Ruten".

&

3 Shirwhoørårralrnrlliiaiii^lcsmffetfliff Imrliniirs riHJiroltjafsaanrl fmr som simplr5r»l.msaf iimnt irlikfl

Butiksvindue i Vimmelskaftet. Ca. 1850. Nationalmuseet.

Oprindelig dækkede denne betegnelse kun afsnittet fra Kongens Nytorv til Gammeltorv. Indtil århundredskiftet var Kongens Nytorv byens centrum. Herfra udgik Ruten, og den aftog i betydning, jo nærmere den kom Halmtorvet, byens vestgrænse. Senere blev betegnelsen mere omfattende. Den store, danske ordbog belyser udtrykket ved et par hen­ visninger. Den ældste er fra Carl Bernhards „Et Aar i Kjø- bcnhavn“ (18 34 ), hvor der omtales en bestemt slags men­ nesker, som „. . . findes i Mængde paa Østergade og sees i alle Condi- tor- og Billardvinduer „paa Routcn“ , det vil sige: paa Veien fra Hesten paa Kongens Nytorv til Vandspringet paa Gam­ meltorv. Du maa ikke troe, at vi staae tilbage for de london- ske Dandys i Modeudtryk, de haves her i Mængde, men man maa gribe dem i Luften, thi de blive sagte hen i Taa- get. „Paa Routen“ lærer man Dette og meget Mere.“

Det følgende citat stammer fra Poul Chievitz’ „Fra Ga- den“ (1847). Her har den unge flanør, Felix Bearn, to gange mødt den samme unge dame og strejfer nu om i Vimmel- skaftet for eventuelt at se hende igen. Karakteristisk er det, at han anser det for givet, at hun for eller senere må passere forbi der. Det varer imidlertid noget, og han er ved at tabe modet. „Dog ganske vilde jeg ikke overgive mig, jeg gik op til en Konditor paa Ruten og indkvarterede mig der ved Vinduet, til det blev morkt, og jeg altsaa maatte opgive Haabet for den Dag.“ Men naturligvis dukker hun op til sidst. I voldenes København hed Strøget altså Ruten. Særlig po­ pulær synes betegnelsen nu ikke at have været. Det var en flanør-glose. Man talte ligefrem om at „rute“ , d.v.s. spadsere på Strøget. Men i tale og skrift anvendte man langt oftere de enkelte gaders navne. Især blomstrer Østergade i litteraturen. Berygtet blev den skildring, som H. C. Andersens svenske veninde, den berømte Fredrika Bremer, gav af byens popu­ læreste gade i sin bog fra 1849, „L iv i Norden“ . Den ind­ ledes med en karakteristik af danskerne, der slutter: „Fruentimmerne klæder sig med smag og elegance. Man ser en mængde sorte silkeoverstykker eller mantiller, hvide hatte med blomster eller fjer vrimle på „Esplanaden, Lange­ linie" langs sundet, Bredgade, Østergade----Østergade, gru­ somme ihukommelse for hver stille sjæl, som er uvant med trafikken på Københavns gader, og som er kommet i den situation at skulle foretage indkøb af klæder der. Thi hvad du end vil have: hatte, huer, blonder, bånd, sjaler, kjole­ stoffer, parasoller, paraplyer, handsker, strømper, sko - man henviser dig i hvert tilfælde til Østergade. Og kommer du på Østergade morgen, middag eller aften, på hvilket som helst tidspunkt, så finder du hele byen der i forvejen, handlende,

Butikshandel på Østergade. 1860’crnc. Nationalmuseet.

å -k sjakrende, talende og råbende. Og er du i den skrækkelige stilling at måtte skynde dig gennem Østergade for at komme ud til den anden ende af byen, så - arme, uerfarne vandrer - befal din sjæl i Guds hånd, og find så din vej, om du kan! Thi straks i begyndelsen, just som du vil sætte farten op, så spærres vejen for dig af tre madammer og fem piger - alle med kurve på armene, - og når du vil bøje udenom til højre, så kommer der en række matroser styrtende frem, og når du prøver på at komme til venstre, så svinger to herrer i højeste „fjong“ , med cigarer i munden, ud foran dig der, syv hand­ lende damer kommer i det samme mod dig, og just som du vil gå imellem dem, hindres du af en herre med sin kone, der går arm i arm, som var de ikke blot viede, men smedede sam­ men ; skare følger på skare; du kan ikke se de enkelte mere, og når du standser, fordi du ikke vil træde et lille barn ned eller kvæle det, nu da det er kommet ind mellem dig og de andre, så flyver en kræmmerdreng ud fra en bod, hen over hovedet på dig og ud på gaden, så tæt forbi din næse, at du forundres over, den ikke bliver knust, og en gammel herre træder dig i hælene bagfra. Viger du fra fortovet ud på ga­ den, så mødes du der af nye flokke af mennesker, af vogne, som rasler afsted med bedøvende larm, af kærrer, som spær­ rer vejen ; og kommer du lykkeligt gennem det, så lykke til det samme arbejde hele den lange gade udefter, gennem Vim- melskaftet og til Gammeltorv! Og alt imens gør det køben­ havnske „uhyre“ , blæsten, alt sit for at rive kappen, hovedet eller i det mindste hatten af d ig ! Ja, jeg vil oprigtigt bekende for hele København, at jeg hader dens Østergade og alle mennesker, som går der (N.B. kun så længe de går der) ; at jeg anser Østergade for en slags Helvede, og vandringen der­ igennem for en skærsild, man må gennemgå for sine synders skyld. Østergade stemmer mig komplet menneskefjendsk,

Sådan så Østergade ud en halv snes år efter Fredrika Bremers besøg i København. Retning mod Amagertorv. Illustreret Tidende 1 861 .

Østergade ville jeg gerne se udslettet af de københavnske gaders tal, eller også fordelt på flere, Østergade ønsker jeg aldrig at gense. Østergade forlader jeg nu - antagelig for stedse." Dengang så lidt som nu yndede københavnerne kritik af deres by. Fredrika Bremers omdømme blev ikke det bedste i

a ■k Østergades omegn. Vore egne digtere skildrede samme gade mere godmodigt, om end med satire. Her vandrer i H. C. Andersens eventyrkomedie fra 1850, „Ole Lukøje“ , den „af­ døde dagdriver" rundt og leder efter den „Livets Perle, han tabte her". A f en lignende dagdriver - om end særdeles levende - giver Erik Bøgh en rammende karakteristik i en af de viser, der har givet „Herr Grylle og hans Viser" dets titel (1852 ). Finest er dog den vittige skildring, Goldschmidt i „Ravnen" (1867) giver af en nyforlovet skuespiller, der i 1848 for første gang skal præsentere sin kæreste for Øster­ gades beaumonde. Alt imens hører man dog også om Strøgets andre gader. Paludan-Miiller, der i „Ivar Lykkes Historie" (1869) næv­ ner „den livlige Frederiksberggade, hvorigjennem hele Byen passerer", bevæger sig i denne bog hyppigt på disse kanter, nærmest vel fordi helten logerer i Kattesundet. Af borger­ repræsentationens tog til Christiansborg gives her en skil­ dring, medens troppernes indtog efter treårskrigen forekom­ mer både i „Johannes Johnsen" af Henrik Hertz (1859) og - fyldigere - i „Ravnen". Lidt efter lidt gik „Ruten” i opløsning. Den bredte sig ud over sine oprindelige grænser, ja, blev undertiden identisk med hele københavnernes yndlingspromenade ud til Lange­ linie. En udvikling havde fundet sted. Skulle man tidligere spadsere, valgte man enten Strøg-turen eller vandrede om søndagen på Langelinie ad Bredgade — således som det i 40’erne skildres af J. L. Hciberg i hans digt „Bredgaden” eller af Søren Kierkegaard i „Forførerens Dagbog" : „Såvidt jeg ved, er det Skik, at Ægtefolkene den første Søndag efter Brylluppet gaa i Kirke, de forlovede derimod paa Langelinie."

En „driver” i funktion på Østergade. Ca. 1850. Nationalmuseet.

Robert Watt forklarer forholdet lidt nærmere i sin bog fra 1867, „København-Melbourne-Paris“ , hvor det hedder: „Om Vinteren florerer Driveriet saa at sige udelukkende paa Østergade. - Om Sommeren derimod fortsættes Driveriet fra Østergade og ned gjennem Bredgade til Grønningen og Langelinie. “ Allerede Fredrika Brcmcr slår imidlertid de to promenader sammen til een, og flere følger efter, for eksempel Vilhelm Topsøe i tidsskriftet „Sværmere" fra 1863, bl. a. i en artikel om „D rivere": „Driverne er en eiendommelig Menneskerace, der kun forefindes i Kjøbenhavn, London, Paris og andre store Stæ- der, - en Driver i Roeskilde, Middelfart eller Nibe er ikke alene utænkelig, men en komplet Umulighed, - og selv i Byer som Kjøbenhavn er deres Forekomst indskrænket ikke alene til visse Steder, men endogsaa til bestemte Tider. Dri-

verne trives kun fra Gammeltorv til Esplanaden og fra Klok­ ken to til Klokken fire." Men når de to promenader således forenes, er det naturligt, at „Ruten" bliver en betegnelse for hele strækningen, og i 1866 anvender Bergsøe den da også med denne betydning i „Fra Piazza del Popolo", hvor det om Bredgade på en trist dag hedder: „Der var ingen flanerende Drivervrimmel paa den sæd­ vanlige Route til Langelinie." En turistvejledning fra 1872, „Kjøbenhavn ved Dag og Nat", fortæller, at Ruten strakte sig fra Bredgade til Frede- riksberggade, og fortsætter således: „Efter denne Forklaring af Begrebet slentre vi paa Maa og Faa ned „ad Routen" og begynde i Bregade." Sidstnævnte stavemåde er vel en trykfejl, men angiver den gammel-københavnske udtale af gadenavnet. Derefter hed­ der det: „Paa Hjørnet af Torvet og Østergade ligger: Gianellis Kafé, der ligesom a Portas paa Torvet høre til Schweitze- rierne af første Rang. Pladserne ved dens talrige Vinduer ere altid fuldt besatte med Gjæster, og navnlig søges de ud til Østergade meget stærkt. Er man blevet træt af at promenere „paa Routen" og dog har Lyst til at følge- dens Spadserende og dens brogede Liv, kan man nemlig umulig opnaae sin Hensigt paa nogen bedre og lettere Maade end ved at placere sig i et af Gianellis Vinduer. Her har man fra første Haand et Overblik over Routens meest befærdede Strøg, man har endogsaa ligefor sig dens „skarpe Hjørne", hvor Alt og Alle nødvendigvis maa passere forbi, selv naar Vindstødene pibe om dette „skarpe" Hjørne, jager Regnen i Ansigtet paa de Spadserende og tillader sig temmelig kaade Friheder med de ulykkelige Damers Kjoler."

,Adrcsse-Avisen“ i Virnmclskaftet. 1904. Bymuseet.

Skønt „Ruten“ hos mange andre skribenter stadig har sin oprindelige udstrækning, er der tydeligvis ved at gå inflation i begrebet, så at man havde brug for et andet til at karak­ terisere den egentlige hovedgade. Men der var også andre årsager til dette nye navn. Fra tiden omkring voldenes fald i 1857 voksede byen som besat - især mod vest. Dette førte atter til, at København et halvt århundrede efter denne be­ givenhed så at sige skiftede centrum. Endnu i 1859 var Kon­ gens Nytorv så betydningsfuld en plads, at stadskonduktør Krak forud for den første husnummerering i byen foreslog den ordning - som i øvrigt gælder den dag i dag, - at hus­ numrene i byens hovedgader altid begynder i den ende af gaden, der er nærmest Kongens Nytorv. Dog motiverede

Krak det blot med, at Kongens Nytorv var den plads, hvorfra der udgår de fleste hovedgader. Men i det almindelige om­ dømme var Kongens Nytorv noget nær verdens navle. Så­ ledes hedder det i en turistvejledning, „Sommeren 1888 i Kjøbenhavn“ : „ I geografisk Henseende er Kongens Nytorv ingenlunde Byens Midtpunkt. Men i Henseende til Liv og Færden har det i lange Tider hævdet sin Forrang fremfor Byens andre Torve og Pladser, og der er ingen Tegn til, at nogen Kon­ kurrent vil kunne voxe frem og gjøre det Rangen stridig. “ Men allerede en snes år efter læser man i en pjece af H. M. Whitte, „Fra Storkespringvandet til Syvstjernen“ (1909) : „Kjøbenhavns Storstadsfornemmelse vækkes, da Raad- huset flytter Byens Centrum herhid fra Kongens Nytorv, kaarer Raadhuspladsen til Hjertefelt for Borgernes Raad og Byens Velfærd, til Knudepunkt for Stadens Færdselsaarer med krydsende Sporvejsnet i alle Retninger, med dumdristig Automobilfart og ilsom Sprøjteudrykning, med Centralpa­ villon og Telegramhal. “ Om de stærkt divergerende meninger med hensyn til be­ grebet „Københavns centrum“ kan i øvrigt læses i tidsskriftet „Byplan" (19 5 1 og 52). Men hvorledes nu end dette for­ holder sig: Byen voksede mod vest, og folk flyttede væk fra den gamle bykerne. I Eddie Salicaths bog, „Omkring Gustav Wied" læser man: „Langsomt var den Udvikling ved at fuldbyrdes, at de velstillede i den indre By flyttede deres Bo­ liger længere bort, adskilt fra Virksomheden, som forblev herinde." Dette er efter Salicaths mening årsagen til café Berninas grundlæggelse og opblomstring i 1880’eme som frokostkafé: Man boede ikke mere herinde. Men når man boede udenfor byen og skulle tage derind på indkøb - og det foregik som oftest i de her omtalte gader

å - så var det lidt for besværligt at sige: „Jeg skal på indkøb på Østergade, i Vimmelskaftet og i Frederiksberggade." Nej, man havde brug for en kort fællesbetegnelse. „Ruten" kunne man ikke så godt anvende, nu da den også kunne omfatte strækningen helt ud til Langelinie. Desuden lød det rimeligvis lidt gammeldags. Et nyt navn, der tilmed gav anledning til fikse brandere i revyerne, lå parat: Strøget. Det er rigtigt at sige „lå parat", for medens det hidtil havde været almindeligt at tale om et eller andet „strøg", hvor man tænkte på en befærdet strækning eller et helt kvarter i byen, så brugtes det efterhånden næsten udelukkende om den mest befærdede strækning, til sidst i bestemt form med udeluk­ kelse af andre gader. I Henrik Hertz’ „Stemninger og Tilstande" fra 1839 an­ vendes det ubestemte udtryk om netop denne gade: „Tjeneren, jeg ringede paa, underrettede mig om, at Ilden skulde være enten paa Nytorv eller i Frederiksberggade, et Strøg, hvor netop Justitsraad L * for nærværende Tid boede." Således kaldtes også Østergade i den ovenfor nævnte tu­ ristvejledning, „Kjøbenhavn ved Dag og Nat" for „Routens meest befærdede Strøg". I Heibergs „En Sjæl efter Døden" (1840) siger Mephi- stopheles: Du veed jo nok, at i mangen Gade, som ligger paa Strøget, man faaer sine Blade vel hele Timer før andre Steder. Her er der tale om et strøg, der omfatter mange gader - ikke blot fire, som Ruten dengang. Det må oversættes: i byens mest trafikerede kvarter. I bestemt form anvendes ordet også af H. C. Andersen - men ikke om denne gade. Da han i 1848 søger lejlighed,

skriver han i et brev, at han ikke vil bo i „Collins Gaard“ , fordi der er for skummelt. Dog tilføjer han: „Strøget var imidlertid fortræffeligt." Med andre ord: Kvarteret omkring Collins gård, der ikke lå på vort „Strøg". Omtrent sin nuværende betydning har ordet fået i „Fra Piazza del Popolo", hvor Bergsøe lader den gamle kunstner sammenligne de skandinaviske turister i Rom med forskellige slags fugle: Sangfugle, selskabsfugle osv. Et enkelt magert år kom der ikke mange til Rom. „De Fleste vare unge, mig ube- kjendte Kunstfugle, og Resten meget fornemme, meget ade­ lige og meget kjedelige Strøgfugle." Udtrykket var altså på trapperne. Men det er først i i87o’eme, det træffes fuldt færdigt, gældende den nuværende strækning. Man ved forskellige steder fra, at det endnu sidst i 70’erne ikke anvendtes i almindelighed. „Strøget - der den­ gang [netop i i87o’erne] kun hed Østergade", siger Carl Hansen Fahlberg i „Et Barn blev korsfæstet" (19 37 ). Og i sin bog fra 1877 om Søren Kierkegaard omtaler Georg Brandes „hin „Rute", der er den mellemfine Verdens Corso i Kjøbenhavn," men retter i 2. udgave, fra 1899, „Rute" til „Strøg". Den sproglige ændring har fundet sted i mellemtiden. Og når man i provinsen vil skildre det københavnske strøg som begreb, så har man endnu i 1877 ikke det rigtige ord ved hånden. I „Aalborg Byraads Forhandlinger" omtaler man derfor i dette år Bispensgade ikke som byens „strøg" eller „rute", men som dens „Østergade". Altså: I 1877 var udtrykket i hvert fald endnu ikke blevet populært. Det er derfor sandsynligt, at man kan finde frem til nav­ nets første forekomst i sproget. Måske er det et lille vers, som her skal drages frem af glemselen.

db

. KGL. HOF BLOM STERHANDLER C.W. KN IPSCHI LDTS EFTERFOLCER (B.GWOLFF.)

F R E D E R i K S B E R G G A D E ' 5 . K l O B E N H A V N /> Klunketiden erobrer Stroget. Ca. 1870. Det kgl. Bibliotek.

Det stammer fra sommerrevyen 1876, „Rejsen til Maa- nen", den første store sejr i denne genre her i København. Den opførtes på Frederiksberg Morskabsteater, d.v.s. den nuværende Allé-Scene, og var forfattet af to populære skue­ spillere: Carl Wulff, hovedstadens forgudede farcør, og Vil­ helm Petersen, kendt som „Peter Vilh“ fra sin senere direk­ tørtid på Nørrebros Teater. De to gjorde revyen til en fast tilbagevendende sommerbegivenhed. - I „Rejsen til Maa- nen“ optrådte bl. a. en dame, der var udstyret med lænker om benet og en musikmappe foran på maven. Man spørger hende om, hvad den mappe betyder, og hun svarer: A a ! Du skal ej lægge Betydning deri; den er et Slags Dække for vort Driveri. Naar vi er i Tøjet og blot har den paa, saa kan vi paa „Strøjet" saa rolige gaa, o.s.v. Både stavemåden og citationstegnene viser, at „Strøjet" er et lidet anvendt ord. Dersom det faktisk er første gang, navnet er anvendt, bør den skuespillerinde vel nævnes, der lancerede det. Hun hed Julie Claesen og blev senere svigermoder til redaktør Ernst Brandes, Georg og Edvard Brandes’ broder. Citatet er imidlertid en enlig svale. Først syv år senere træffes navnet igen. I mellemtiden blomstrede Ruten videre, om end kun som jargon. De rigtige gadenavne anvendtes - som sagt - langt oftere. Både Schandorph og Henrik Pontoppidan omtaler Ruten, og det stokkonservative vittighedsblad „Punch" næv­ ner den hyppigt, bl. a. i følgende citat fra 12. oktober 1882:

Hvad fylder vel Kjobenhavnernes Sind? Mon Dagmarteateret, hvor i Tunnelens Dyb ved Lampernes Skin kun Tomhed og Tavshed der bor? Hvor Schønheyders Veto kom som en Torpedo og sprængte det skjønne Projekt, hvor Hansen, skjønt vældig, har været uheldig med Tunnelens Fremtidsprospekt? Ej fængsles af Sligt Kjøbenhavnerens Blik, forleden paa Ruten, der fik han jo Kig paa Bojesen, Bojesen, paa Bojesens nye Butik.

Kommentarer er overflødige. De findes nemlig i Herman Bang’s „Stuk“ , hvor både Dagmarteatret - med den uheldige „Tunnel“ -restaurant, bygmesteren „Hellig“ -Hansen og Ernst Bojesens nye Butik i Nygade forekommer, om end i let for­ klædning. Meget i dette bind af „Punch“ danner i det hele taget baggrund for „Stuk". Ifølge politivedtægt af 22. juni 1883 blev det forbudt at cykle på Strøget. Denne forholdsregel havde længe været diskuteret, og allerede 6. april 1882 kunne „Punch" bringe en parodi på forslaget til vedtægten. Temmelig fæl for resten - i denne stil: „Kjørsel med Børnevogne er kun tilladt i Tiden mellem 2-4 om Middagen paa Fortovene paa Østergade, Amager­ torv og den øvrige Rute." Parodien hjalp ikke. Vedtægten gik igennem, og en måneds tid efter dens fremkomst - i juli 1883 - havde en ny revy premiere. Den hed „Sweizerens Kurér", i stil med „Kejserens

Kurér'", der i foråret havde haft premiere på Casino. I denne revy optrådte en kvindelig velocipederytter med følgende vise: Jeg var iforfjor en fornøiet og flot Bicykle-Amatør, men at vi strøget blev paa „Strøget" har rent spoleret mit Humør. At „Strøget" her er identisk med vort „Strøg" vides altså fra politivedtægten. Ordet anvendes som en brander, hvad der rimeligvis har bidraget til dets popularitet. Allerede året efter - 1884 - optræder de to betegnelser, Ruten og Strøget, sammen i en artikel, der i øvrigt først blev trykt i 1908 i „Historiske Meddelelser om København". For­ fatteren var kaptajn A. Wolff. Han siger: „ I Aarenes Løb tiltog Butikkernes Antal, og især efter at den udenbys Bebyggelse var begyndt, gik der en stadig Men­ neskestrøm igennem Frederiksberggade, Vimmelskaftet og videre. „Ruten" opstod eller „Strøget", hvor Butikkerne snart blev betalte med overdrevent høje Priser og næsten hvert Hus blev Butik fra Kælder til Kvist." Endnu er „Strøget" dog den mindst anvendte betegnelse. Den forekommer åbenbart ikke i 1885, hvorimod „Ruten" bruges både i „Politiken" og i „Punch". Et af citaterne her giver imidlertid et lille fingerpeg om, i hvilken retning ud­ viklingen gik. 17. december bringer nemlig bladet en satirisk oversigt over de københavnske aviser. Heri står bl. a . : „Endelig har vi paa højre Side af Routen den paa Hjørnet af Læderstræde liggende en gros Handel „ Dagbladet".“ Det er måske lidt hårtrukkent at gøre opmærksom på det - men at Læderstræde ligger på Rutens højre side vil sige, at man kommer fra Halmtorvet og går mod Kongens Ny-

Vimmelskaftet i bilernes barndom. Endnu benyttes dog heste­ omnibusserne. 1913. Bymuseet.

torv. Fra Arilds tid var spadsereturen ellers gået i modsat retning. Men København vokser, og centrum er ved at skifte plads. I de følgende år forekommer de to betegnelser skiftevis. Også „Strøget" nævnes nu i „Punch", og i „Stille Eksisten­ ser" (1886) bruger Herman Bang som det første større navn i litteraturen denne betegnelse. I bogens første novelle, „Min gamle Kammerat", drøfter to mænd en fælles ungdomsbe­ kendt fra København: „Og Ramsay - den blonde —husker du, hvor er han? Husker du ham - Huen paa Sned over Lokkerne, Stokken i Lommen - et Blik paa Skraa til hver Dame paa Strøget - Naa, der var ikke Plads til ham paa Fortovet saa stolt gik han og erobrede en Verden ved hvert Skridt . . . " Det er den mondæne flanør fra firsernes, eller snarere fra halvfjerdsernes Østergade, Bang skildrer. Den omtalte person har de talende kendt for otte år siden. I „Stuk" fra det føl­ gende år forekommer ikke „Strøget", men „Ruten". Fra nu af går det rask. „Strøget" vinder indpas i aviser, turistvejledninger og revyviser. Eksemplerne er mange. Kun enkelte af de mest karakteristiske skal anføres. 7. juli 1887 er vi midt i „sædelighedsfejden", og Georg Brandes polemiserer kraftigt i „Politiken" mod Elisabeth Grundtvig: „Hvis Frk. Grundtvig, der lever i de høje Regioner, blot en eneste Eftermiddag, en eneste Aften, vilde gaa ned ad STRØGET her i Kjøbenhavn og lukke sine Øjne vel op, saa vilde hun erfare, at ingen Mand behøver at kræve Samfunds­ ordenen omdannet af den Grund, hun er saa elskværdig at fastslaa, selv om han, en dobbelt Herkules, skulde ønske at gøre et helt hundrede unge og velklædte Kvinders nære Be­ kendtskab paa en eneste Dag."

a -k 2. maj 1888 fortæller „Dagbladet4*, at Kvindelig Læse­ forening er „flyttet hen paa „Strøget4, hvor den har faaet en Række elegante Lokaler4 —på Amagertorv 10. Her nævnes - vist for første gang - et sted udenfor Østergade som lig­ gende på Strøget. „Ariadne-Traaden4 af C. Aistrup (1888) forlænger Strø­ get helt ud til „National44: „Har man Tiden til sin Raadighed og vil som det hedder „drive lidt44, er det ganske morsomt at foretage en Tour gjennem Strøget fra Kongens Nytorv til „National44.4 Netop på „National4 opførtes fra 10. august 1889 sommer­ revyen „Mellem Himmel og Jord4, hvis forfatter, Axel Schwanenflugcl, i mindst tre viser omtaler Strøget. En af per­ sonerne hed ligefrem „Strøyberg4 og dannede rimeligvis sidestykke til „Ruttenberg4, en figur i den konkurrerende revy på Morskabsteatret - „Muntre Musikanter4 af Axel Henriques og Anton Melbye. I „Mellem Himmel og Jord4 foregik en af akterne på toppen af det dengang splinternye Eiffel-tårn. Her optrådte bl. a. en københavnsk opvarter, der sang: Paa Østergades Flise

skal lægges Asfalt tommehøj fra Hirschsprung ned til Riise, for der er Ruten sløj.

Fra Egholm op til Giese skal Strøget ha’ et Strøg. Hey kom faldera fy føj. Jeg syn’s De sa’e, jeg lø j!

I dette vers når navneforvirringen toppunktet. Alle tre be­ tegnelser for en og samme strækning forekommer. Men des­ uden angives grænsen for flanørens rute: Fra Hirschsprungs

cigarfirma nær Kongens Nytorv ad det nordlige fortov ned til fotograf Riise på Amagertorv og tilbage ad det modsatte for­ tov fra isenkræmmer Eegholm på hjørnet af Højbro Plads op til Gieses boghandel. Her er tale om Østergades asfaltering, ved hvilken lejlighed flanøren fik et nyt navn: Asfaltier. Den 30. marts 1890 fandtes i Ove Rodes „København4 en temmelig gnaven artikel om Strøget, underskrevet „Dry44. Heri hedder det bl. a . : „ I det latterlige Storhedsvanvid, som er vor By egen, finder de [københavnerne] Strøget henrivende, dette STRØG , som man har givet 6 forskellige Navne for at skaffe Byen saa mange flere Gader og Torve - thi naar det udvider sig saa meget, at tre Vogne kan passere hinanden, kaldes det et Torv.4 Forfatteren berører her et interessant, lille problem, idet han dels omtaler Strøgets mange navne, dels spotter dets torve. Det må være Amagertorv, han mener. Åbenbart tæn­ ker han ikke over, at disse gadenavne er opstået til forskellig tid - og at der har været endnu flere navne. Hvad Amagertorv angår, er vist kun få mennesker helt klar over, hvor det - ganske præcist - ligger. På Marmillods kort benævnedes strækningen forbi Helligåndskirken „Vim- melskaftet44. Samme fejltagelse begår mange senere Køben­ havnskort, bl. a. et fra 1876. I sin bog „København-Melbourne-Paris4 skriver Robert Watt: „ I Byen spredes Tivolis Gjæster, og ikke Faa forsvinde ned i en velbekjendt Kjælder i Vimmelskaftet, i hvis Dør man hele Aaret rundt næsten hver Dag kan see en lille undersætsig Mand i Skjorteærmer. En Sommeraften paa Tivoli er for

db

G. E. C. Gads boghandel i Vimmelskaftet. Set mod Amagertorv. 1930. Efter maleri af Alfr. Larsen.

Mange ikke fuldstændig tilendebragt uden et Besøg hos „ J ordbær-Andersen “ .“ „Jordbærkælderen “ ligger - og lå - som bekendt ikke i Vimmelskaftet, men på Amagertorv.

i -k Lige fra den tid, da de første egentlige husnumre blev ind­ ført i 1860, har man af praktiske grunde nummereret Vim- melskaftet under eet med Amagertorv. Der findes den dag i dag ikke noget, der hedder Vimmelskaftet 1 , 3 , 5 eller 2, 4> 6 o.s.v. At der fra gammel tid har hersket forvirring i „græn­ sespørgsmålet" her ses klart af gadenavnene. Oprindelig hed den smalle del af Amagertorv „Fisketorvet". Senere benæv­ nedes den snart - sammen med Vimmelskaftet - „Tyske- mannegade", snart Amagertorv. Endelig vandt en ny beteg­ nelse indpas, idet man indtil 1732 hyppigt opkaldte stræk­ ningen efter tolv små huse syd for Helliggeistes kirke og gav den navnet „Stenboderne". At man samtidig kaldte den Amagertorv ses af citatet fra „Jacob v. Tyboe" (17 2 3 ). Da nu Stenboderne forsvandt, opstod der et stykke „ingen­ mandsland" overfor kirken. Geddes kort fra 1757 har ingen betegnelse for det. At det så - ret naturstridigt - faldt ind under Amagertorv skyldtes vel, at gadens sydside indtil Hyskenstræde ligesom torvet horte til Strand-kvarter, og at de to strækninger altid er blevet matrikuleret sammen, og skønt der mod nord fandtes en fortræffelig grænse ved nu­ værende Niels Hcmmingsensgade, var den sydlige husrække ubrudt. Hvor skulle man her anbringe grænsen? Resultatet ses den dag i dag. Endnu omkring 1890 havde Strøget altså - ligesom det kære barn - mange navne, men fra da af går det tilbage med „Ruten", samtidig med at Strøgets vestende genvinder sin gamle betydning. Selvfølgelig løb man sur i de gamle be­ tegnelser. „Før og Nu" opgør forholdet sådan, at „Ruten" var beaumondens promenade fra Vesterport til Grønningen, medens „Strøget" var handelsmandens virkefelt, der løb fra Vesterbro til Kongens Nytorv. Alligevel meddeler „Asfalten" for 25. januar 1897, at:

„Ved „Strøget" forstaas som bekendt her i København i snævrere Forstand Strækningen imellem Kongens Nytorv °g Nygade; i udvidet Forstand forstaar man ved „Strøget" hele Vejen fra Raadhustorvet lige indtil Esplanaden, Lange­ linie inklusive." Her har Strøget altså samme udstrækning som Ruten. Det samme gælder i et citat fra tidligere tid. I „Henrik Ibsen på Ischia og „Fra Piazza del Popolo". Erindringer fra xAarene 1863-69“ (1907) skriver Vilhelm Bergsøe: „Han [Frederik Ahlgreen-Ussing] stod et Øjeblik stille, tænkte sig om og sagde saa pludselig: „Har du noget imod at gaa ned ad Strøget med mig under Armen, lige fra Ama­ gertorv til Langelinie og hjem igen?"" Situationen er denne: Bergsøe har fornærmet Ahlgreen- Ussing ved at skildre ham som skurken, Brandt, i „Fra Piazza del Popolo". Nu kræver Ahlgreen-Ussing bemeldte ejen­ dommelige satisfaktion af forfatteren. De skal ses sammen af hele byen - og altså på netop denne strækning. Bedre bevis for, hvor byens vigtigste promenade lå i 6o’erne, kan næppe tænkes. At Ahlgreen-Ussing antagelig har sagt „Ruten" - ikke „Strøget" - har Bergsøe glemt i 1907. Imidlertid blev det betegnelsen „Strøget", der klarede sig. Det skyldes vel især, at Bredgades betydning - også som promenade - tog af, medens strømmen nu gik vestpå. I 9o’erne blomstrede Vimmelskaftet op, måske takket være „Bernina", der dog på sin side nød godt af sin beliggenhed i den tidligere Tuteinske gård. Her samledes bohemen, de intellektuelle, unge forfattere og journalister. Mangfoldige er skildringerne af denne café. Bl. a. har Christian Krohg, Gustav Wied og Johannes V. Jensen (Digtet: Ved Frokosten) leveret bidrag. Sidst, men ikke mindst, Agnes Henningsen.

Vimmclskaftct, set fra Skoubogade. „Bernina“ s hjorne ses i ejendommen til hojre ved siden af biografen. Ca. 1910. Det kgl. Bibliotek.

Ved århundredets slutning gælder betegnelsen „Strøget“ for hele strækningen. „Einar Elkær d rev ------ ned forbi Frue K irk e .------- Han gik tværs over Strøget og videre nedefter, slentrede rundt i Tusmørket ved Børsen", siger Johannes V. Jensen i 1898. Her tales der slet ikke om Østergade. Og Jakob Knudsen sætter ligefrem punktum for denne gades overherredømme ved i „Afklaring" fra 1902 at skrive: „Kjøbmagergade og Østergade var for Karl hele det første Aar Hovedruten igjennem Kjøbenhavn, først senere opda­ gede han „ Strøget".“ Her ligger „Strøget" altså ligefrem udenfor Østergade, hvad der turde være lidt af en misforståelse, al den tid samme gade 90’erne igennem var Strøgets mest elskede. Jakob Knudsen- citatet er kun et memento.

<&

Hjørnet af Gammcltorv og Nygade. Ca. 1910. Det kgl. Bibliotek.

Tilsammen giver alle disse udpluk af litteraturen et billede af Strøget som flanørgaden. Her holder den glade ungdom til - mellem klokken 2 og 4. Der er lidt uenighed om „Strøg- tiden'^ rette varighed. De fleste siger: fra klokken 2 til 4. Erik Bøgh, Vilhelm Topsøe, Georg Brandes og „Punch" angiver tidspunktet således i samtidsskildringer, spændende fra 1852 til 1883. Goldschmidt mener derimod, at det er fra 2-3 („Ravnen"). Ligeså Viggo Schiørring i „Hyggelige gamle København" - og en revyvise fra 1889 skildrer flanø­ rens tilværelse sådan:

Lidt gode Klæ’er paa og et Par ny Glacé, en Port’monix med et Par Kroner i, og saa en Tur paa Strøget mellem 2 og 3 - se det er Kjobenhavnerpoesi!

Carl Muusmann skyder i „Halvfemsernes glade Køben- havn“ tidspunktet noget frem. Ifølge ham er strøgtiden fra klokken i til 3. I den forbindelse erindres, at Johannes i Kierkegaards „Forførerens Dagbog'4 agter at komme fra Østergade til Højbro Plads klokken halv to præcis. Henimod århundredskiftet blev strøgtiden noget senere. Byen var vokset; man havde ikke mere så god tid til at fla­ nere - undtagen på vej hjem fra arbejde. Andreas Vinding sætter da også i „Sorgløse Tider" tidspunktet fra klokken 15 til 17. Det samme gør Carl Muusmann i „Jordbærkælderen". Der var altså formelig et ritual for flanørens tur på Strøget: Et bestemt tidspunkt skulle passes, og en bestemt side af ga­ den var „Strøgsiden". I „Jordbærkælderen" fortæller Muus­ mann : „Paa Østergade „routede" Københavneren helst paa Sol­ siden - for at se og ses." „Solsiden" er den nordlige side af Strøget. At man foretrak denne til promenade kan måske også skyldes, at man her ikke fik den lige strækning afbrudt ved Amagertorv. Det var des­ uden langt op i det 19. århundrede forbundet med besvær at krydse gaden - takket være de dybe rendestene og de mangel­ fulde rendestensbrætter, der holdt københavnernes vrede - og „Politivennen" —i live. Når de unge københavnerindcr yndede en strøgtur, kunne de altid skyde skylden på butikkerne. Det mandlige køn kom der vist mest for at se på de unge damer. Strøget var byens stævnemødegade. Det fremgår til mere end overflod af litte­ raturen lige fra Poul Chievitz til Andreas Vinding. Man havde altid en chance for at møde den udkårne. Ikke blot i digtningen eller i erindringerne forekommer dette. Der findes fra 1867 et brev fra William Faber til Otto Borchsenius, hvori det hedder:

Made with FlippingBook - professional solution for displaying marketing and sales documents online