591974343

å - så var det lidt for besværligt at sige: „Jeg skal på indkøb på Østergade, i Vimmelskaftet og i Frederiksberggade." Nej, man havde brug for en kort fællesbetegnelse. „Ruten" kunne man ikke så godt anvende, nu da den også kunne omfatte strækningen helt ud til Langelinie. Desuden lød det rimeligvis lidt gammeldags. Et nyt navn, der tilmed gav anledning til fikse brandere i revyerne, lå parat: Strøget. Det er rigtigt at sige „lå parat", for medens det hidtil havde været almindeligt at tale om et eller andet „strøg", hvor man tænkte på en befærdet strækning eller et helt kvarter i byen, så brugtes det efterhånden næsten udelukkende om den mest befærdede strækning, til sidst i bestemt form med udeluk­ kelse af andre gader. I Henrik Hertz’ „Stemninger og Tilstande" fra 1839 an­ vendes det ubestemte udtryk om netop denne gade: „Tjeneren, jeg ringede paa, underrettede mig om, at Ilden skulde være enten paa Nytorv eller i Frederiksberggade, et Strøg, hvor netop Justitsraad L * for nærværende Tid boede." Således kaldtes også Østergade i den ovenfor nævnte tu­ ristvejledning, „Kjøbenhavn ved Dag og Nat" for „Routens meest befærdede Strøg". I Heibergs „En Sjæl efter Døden" (1840) siger Mephi- stopheles: Du veed jo nok, at i mangen Gade, som ligger paa Strøget, man faaer sine Blade vel hele Timer før andre Steder. Her er der tale om et strøg, der omfatter mange gader - ikke blot fire, som Ruten dengang. Det må oversættes: i byens mest trafikerede kvarter. I bestemt form anvendes ordet også af H. C. Andersen - men ikke om denne gade. Da han i 1848 søger lejlighed,