591974343

Østergade. Vældige udløbere fra husenes tagrender over­ sprøjtede i regnvejr de forbipasserende, og rustne jernræk- værker truede fodgængernes sikkerhed. Men først og frem­ mest flød skarnet overalt. I mangel af kloaker var de åbne rendestene alene om at borttransportere det, og da renova­ tionsvæsenet ofte svigtede, mens affaldet fra de enkelte huse, især fra håndværkernes værksteder, bredte sig, var samme rendestene ofte overfyldte og altid stinkende. Det skulle ikke hjælpe, at der i København endnu dengang fandtes store husdyrhold, selv på Strøget. Der meldes 1764 om løsgående svin både på Amagertorv og på Østergade. I alt dette virvar havde bystyret efter branden 1728 for­ gæves søgt at bringe orden. Borgernes konservatisme og mod­ vilje mod nye udgifter sinkede udviklingen, indtil alt stod i stampe. At der kom gang i spadsereturene skyldtes vel først og frem­ mest de forbedrede brolægnings- og rendestensforhold, som gennemførtes i samarbejde med den geniale, fransk-svejtsiske ingeniør Jean Marmillod i århundredets sidste trediedel. Allerede under Frederik V blev Marmillod i 1764 indkaldt til Danmark, og da man 17. december 1765 nedsatte „Trot- toirkommissionen“ , blev han dens vigtigste vejleder. Forhen måtte hver husejer efter evne sørge for sin part af brolægningen, men i 1764 bestemte man, at gaderne skulle brolægges under et fra ende til anden på husejernes fælles bekostning. Derimod skulle anlæg af fortove vedblivende af­ hænge af den enkelte husejer. Ved Trottoirkommissionens nedsættelse blev det ander­ ledes. Man tog fat på at anlægge fortove - til at begynde med i Holmens Kanal. Men det blev en sen død. Riget fat­ tedes - også dengang - penge, og man bestemte da, at den nystiftede fond „Ad Usus publicos“ skulle bekoste fortovene.