591974343

sten“ . „Østergade, poetisk betragtet" hed det. Og et bevis for, hvem det var, der - allerede dengang - befærdede Strø­ get, leveres året efter af Carsten Hauch. I den litterære strid mellem Heiberg og Ochlenschlåger tog Hauch parti for tra­ gediedigteren og hånede „Vaudevillemesteren" i en pjece ved navn „Den babyloniske Taarnbygning i Mignature". Her belærer Heiberg sine elever således:

I maae den nationale Smag studere.

Hele Choret:

V ee ! Skal jeg studere, lidet hialp mig da min Flugt.

Vaudevillemesteren:

Det Studium er ikke vanskeligt, hver Dag, naar I paa Østergade kun spadsere vil, I kan det Nationale da bemærke let.

På Østergade promenerede altså dagens mondæne „løver". Og det fortsatte de med århundredet ud. En af dem var så- mænd H. C. Andersen. 28. oktober 1836 skriver han selv til Henriette Hanck: „Længe har jeg ikke følt mig saa vel som nu; hele Som­ meren var jeg i Grunden syg; nu har jeg begrebet Climaet og klæder mig som en Grønlænder; jeg er i Uldent, saa man vilde gyse ved at høre det gjennemgaaet, og saa har jeg faaet en smuk „Cloke", som jeg kan drapere mig med og lapse mig lid t; thi jeg er ung, føler mig lapseung, nu jeg er rask! Op og ned ad Østergade gaaer man ! „Seer Du, det er Dig­ teren!" hviske Damerne, og saa „skaber man sig"." Gaden var altså populær. Af samme grund opstår der på denne tid et behov for en fællesbetegnelse, gældende alle Strøgets gader under et, og man døbte strækningen „Ruten".