591974343

a ■k Østergades omegn. Vore egne digtere skildrede samme gade mere godmodigt, om end med satire. Her vandrer i H. C. Andersens eventyrkomedie fra 1850, „Ole Lukøje“ , den „af­ døde dagdriver" rundt og leder efter den „Livets Perle, han tabte her". A f en lignende dagdriver - om end særdeles levende - giver Erik Bøgh en rammende karakteristik i en af de viser, der har givet „Herr Grylle og hans Viser" dets titel (1852 ). Finest er dog den vittige skildring, Goldschmidt i „Ravnen" (1867) giver af en nyforlovet skuespiller, der i 1848 for første gang skal præsentere sin kæreste for Øster­ gades beaumonde. Alt imens hører man dog også om Strøgets andre gader. Paludan-Miiller, der i „Ivar Lykkes Historie" (1869) næv­ ner „den livlige Frederiksberggade, hvorigjennem hele Byen passerer", bevæger sig i denne bog hyppigt på disse kanter, nærmest vel fordi helten logerer i Kattesundet. Af borger­ repræsentationens tog til Christiansborg gives her en skil­ dring, medens troppernes indtog efter treårskrigen forekom­ mer både i „Johannes Johnsen" af Henrik Hertz (1859) og - fyldigere - i „Ravnen". Lidt efter lidt gik „Ruten” i opløsning. Den bredte sig ud over sine oprindelige grænser, ja, blev undertiden identisk med hele københavnernes yndlingspromenade ud til Lange­ linie. En udvikling havde fundet sted. Skulle man tidligere spadsere, valgte man enten Strøg-turen eller vandrede om søndagen på Langelinie ad Bredgade — således som det i 40’erne skildres af J. L. Hciberg i hans digt „Bredgaden” eller af Søren Kierkegaard i „Forførerens Dagbog" : „Såvidt jeg ved, er det Skik, at Ægtefolkene den første Søndag efter Brylluppet gaa i Kirke, de forlovede derimod paa Langelinie."