591974343

Det følgende citat stammer fra Poul Chievitz’ „Fra Ga- den“ (1847). Her har den unge flanør, Felix Bearn, to gange mødt den samme unge dame og strejfer nu om i Vimmel- skaftet for eventuelt at se hende igen. Karakteristisk er det, at han anser det for givet, at hun for eller senere må passere forbi der. Det varer imidlertid noget, og han er ved at tabe modet. „Dog ganske vilde jeg ikke overgive mig, jeg gik op til en Konditor paa Ruten og indkvarterede mig der ved Vinduet, til det blev morkt, og jeg altsaa maatte opgive Haabet for den Dag.“ Men naturligvis dukker hun op til sidst. I voldenes København hed Strøget altså Ruten. Særlig po­ pulær synes betegnelsen nu ikke at have været. Det var en flanør-glose. Man talte ligefrem om at „rute“ , d.v.s. spadsere på Strøget. Men i tale og skrift anvendte man langt oftere de enkelte gaders navne. Især blomstrer Østergade i litteraturen. Berygtet blev den skildring, som H. C. Andersens svenske veninde, den berømte Fredrika Bremer, gav af byens popu­ læreste gade i sin bog fra 1849, „L iv i Norden“ . Den ind­ ledes med en karakteristik af danskerne, der slutter: „Fruentimmerne klæder sig med smag og elegance. Man ser en mængde sorte silkeoverstykker eller mantiller, hvide hatte med blomster eller fjer vrimle på „Esplanaden, Lange­ linie" langs sundet, Bredgade, Østergade----Østergade, gru­ somme ihukommelse for hver stille sjæl, som er uvant med trafikken på Københavns gader, og som er kommet i den situation at skulle foretage indkøb af klæder der. Thi hvad du end vil have: hatte, huer, blonder, bånd, sjaler, kjole­ stoffer, parasoller, paraplyer, handsker, strømper, sko - man henviser dig i hvert tilfælde til Østergade. Og kommer du på Østergade morgen, middag eller aften, på hvilket som helst tidspunkt, så finder du hele byen der i forvejen, handlende,