591974343

Carl Muusmann skyder i „Halvfemsernes glade Køben- havn“ tidspunktet noget frem. Ifølge ham er strøgtiden fra klokken i til 3. I den forbindelse erindres, at Johannes i Kierkegaards „Forførerens Dagbog'4 agter at komme fra Østergade til Højbro Plads klokken halv to præcis. Henimod århundredskiftet blev strøgtiden noget senere. Byen var vokset; man havde ikke mere så god tid til at fla­ nere - undtagen på vej hjem fra arbejde. Andreas Vinding sætter da også i „Sorgløse Tider" tidspunktet fra klokken 15 til 17. Det samme gør Carl Muusmann i „Jordbærkælderen". Der var altså formelig et ritual for flanørens tur på Strøget: Et bestemt tidspunkt skulle passes, og en bestemt side af ga­ den var „Strøgsiden". I „Jordbærkælderen" fortæller Muus­ mann : „Paa Østergade „routede" Københavneren helst paa Sol­ siden - for at se og ses." „Solsiden" er den nordlige side af Strøget. At man foretrak denne til promenade kan måske også skyldes, at man her ikke fik den lige strækning afbrudt ved Amagertorv. Det var des­ uden langt op i det 19. århundrede forbundet med besvær at krydse gaden - takket være de dybe rendestene og de mangel­ fulde rendestensbrætter, der holdt københavnernes vrede - og „Politivennen" —i live. Når de unge københavnerindcr yndede en strøgtur, kunne de altid skyde skylden på butikkerne. Det mandlige køn kom der vist mest for at se på de unge damer. Strøget var byens stævnemødegade. Det fremgår til mere end overflod af litte­ raturen lige fra Poul Chievitz til Andreas Vinding. Man havde altid en chance for at møde den udkårne. Ikke blot i digtningen eller i erindringerne forekommer dette. Der findes fra 1867 et brev fra William Faber til Otto Borchsenius, hvori det hedder: