CajusCassiusTikøb_1922

591971123

101 KØBENHAVNS KOMMUNES BIBLIOTEKER

DEDENROTH -BERG

CAJUS CASSIUS TIKØB

Store Kongens Molle (Volden)

D O T S C H Ø N B E R G S K E F O R L A G

CAJUS CASSIUS TIKØB

D e d e n r o t h - B e r g : CAJUS CASSIUS TIKØB

D E T S C H Ø N B E R G S K E F O R L A G K ø b e n h a v n

Frederik V IISKøbenhavn.

Indhold, i.Del.

Side 1. I de gode, gamle D a g e ................................................................. 9 2. K o k k egad e............................................................................................... n 3. Borgerl i v ................................................................................................... 18 4. Kammerraadens......................................................................................24 5. Assistents K irk e g a a rd ......................................................................... 32 6 . T i v o l i ....................................................................................................... 37 7. Aftenfremmede hos M a jo r e n ............................................................ 43 8. Ø n sk eh a tte n .......................................................................................... 50

I de gode, gamle Dage, d a Aviserne havd e en staaend e R u b r ik : „C opulerede, F ø d te og D ød e.“ D et v ar L ivets D ag so rd en , fastsat af en h ø jere M yndighed. N u tild ag s lav er m an om p aa alting, lav er m otiverede D ag so rd en er, un de rtid en og saa g an ske umotiverede, afsæ tter endog D irig en ten . D e „Co­ pulerede, F ø d te og D ø d e“ p asser ikke rig tig nu. I vor T id komm er Fød slern e ofte først, Æ g te rsk a b e t b ag efter eller slet ikke. K un D ød en er vedblivende fornem , d en komm er altid sidst. H alv tre d sern e v a r en god T id, for m an h a v d e nem lig g od T id, m an havde T id til a t tale m ed V enn er o g B e­ k endte, T id og R a a d til lidt Selskabelighed, T id til a t læse og R a a d til at h ave Kone o g flere Børn. Og Avi­ sern e tog ikke saa m eget af T id en som nu. In d h o ld et var sn a rt læst. M anden læste d et udenrigs- og ind en rig s­ politiske, et P a r Sp alter eller tre. Konen læ ste D ø d s­ falden e og Feuilletonen, „R om an en “, som de plejede a t sige, tit en O versæ ttelse fra F ran sk , m en altid anstæ nd ig . D erfo r fik D ø tren e Lov til at læse den, n a a r F o ræ ld ren e var fæ rd ig e m ed B ladet — „B erlingske T id en d e “ eller „A dresseavisen“ og for de politisk in teressered e „D a g b la d e t“ eller „F æ d re la n d e t“ — m en kun eet af dem ho ld t alm indelige M ennesker. O g de fleste M ennesker v ar d eng ang al­ m indelige. O v erm ennesker v ar et B egreb, m an slet ikke kendte, og ap a rte M ennesker, M ennesk er „h en til en

IO --- S ide“, som de kaldtes, v ar ikke vel ansete. D e t v ar d e t g o d e B o rg ersk ab s T id, S p id sbo rg ere m ang e af dem , m en hæ d erlige, ag tvæ rd ig e o g m eg et solide B o rg ere v ar det. D e levede i d eres lille S tad K øb enhavn, som de m ente v ar en m eget sto r By o g en m eg et køn By tillige, og i d et sidste havde d e ub eting et R et. O g de levede p aa eet S ted i Byen deres m este T id . V a r m an fød t i B o rg er­ g ade, saa døde m an i B o rg ergade, m en L igk isten fik m an fra A delgade, m ed m ind re m an tog den fra R o stru p ved H elliggeistes K irke, og m an fik B ø rster og K oste fra A n ton iestræ d e og Silkevarer fra Ø stergade, thi F a ­ g en e h avd e deres egn e Gader. O g p aa N ø rreg ad e boede P rok u ra to rern e, m en dem havd e m an ikk e m eget at gø re m ed. M an h avd e H a a n d væ rk sb etegn eiser, som m an n u sjæ ldent eller a ld rig hører, f. E k s. B lytækker, K an d e­ støber, K napm ag er, P a ry km ag er, Silke- U ld- og L æ r­ re d sh an d ler og Svæ rdfeger, for ikk e a t tale om d e B lik­ k en slag ern e næ rstaaen d e P latten slag ere, th i Plattensla- g eri v ar ikke d eng ang som i N u tid en „fri N æ rin g “ . Og i de gode, g am le D ag e havde Fo lk T id til at blive fø rst forliebte, saa forelskede, saa forlovede og først sa a gifte. D e r skulde saaled es en hel D el fo rb e­ re d e n d e Øvelser til, som m an n u ud en vid ere stryg er som overflødige. O g d en g an g slu tted e m a n m ed sit H jæ rtes U d k a am e en Kæ rligh ed spag t, m edens m a n nu slu tter en Æ g tep ag t.

Kokkegade. Hvor var Københavns Midtpunkt, dens Midtpunkt i Frederik V I’s, Christian V I I I ’s og Frederik V I I ’s bor­ gerlige Tid? Det var ikke Amalienborg, Residentsens ottekantede Plads, thi skønt Hovedstaden var udpræget loyal og royal, saa var den dog tillige — heldigvis — for borgerlig til at ville flytte sit Tyngdepunkt efter Enevældens Bud, og hverken Kongens nye Torv eller Amalienborg formaaede at danne noget ægte køben­ havnsk Kvarter omkring sig. Endnu mindre var det Til­ fældet med Christiansborg, hvis nyere Historie ikke har andre Mærkedage end Rigsdagens. Vi er ikke som Ma­ drid eller Berlin, der skal have et Residentsslot til Midt­ punkt, thi vi er ikke anlagt af en Konge men — af en Bisp. Og i god Tradition er, eller rettere var Byens Midtpunkt Kvarteret mellem og omkring de tre gamle ærværdige Kirker, Helligaands, Trinitatis og Vor Frue. At de to sidstnævnte i Alder ikke naaede førstnævnte eller den lille Rest af Hans Tausens nærliggende Kirke, forandrer jo ikke Sagen; Vor Frue er, trods al moderne Kritik af C. F. Hansens Kunst, en fuldt vær­ dig Efterkommer af sin Forgænger der paa Pladsen. Her imellem disse Sognekirker, hvor Forretningsbyg­ ningerne nu affolker Territoriet for dets faste Beboere, var endnu saa sent som i Frederik V I I ’s Tid det rig­ tige, det ægte, det gode borgerlige København. Men

-- 12 -- noget særlig kirkeligt Præg havde denne Ramme dog ikke formaaet at give Borgerskabet. Den kirkelige Ind­ ramning formaaede kun at give Borgerstanden netop lige det Præg, Kirken selv havde: den aabenbarede sig kun Søn- og Helligdage og saa selvfølgelig til Borgerstandens Bryllupper og Begravelser; thi borgerlig „Vielse“ , som man fejlagtig kalder det, og Begravelser fra Kapeller, endsige Ligbrænding, kendte man ikke, det var alt en Vederstyggelighed for de gode Borgere. Naar man sled og slæbte de Søgnedage, vilde man nok have lidt Høj­ tidelighed ved de afgørende Vendepunkter i Livet. Sled og slæbte, thi den 8 Timers Arbejdsdag kendtes ikke. Selvfølgelig var der Forskel paa Slidet og Slæbet, Mester skulde ikke arbejde saa meget som Svendene, og kom man udenfor Haandværkerstanden, var Slidet mindre. Ministeriernes Kontortid var fra 12—4, det vil sige Kon­ torchefen kom først Kl. 1, Departementschefen Kl. 2. Men en god Borger ræsonnerede ikke over sligt. Med forskellige Undtagelser og Forbehold, som altid maa tages, a r b e j d e d e s der dog virkeligt. Arbejdet ad­ lede Manden, og Arbejdet p r æ g e d e ham i langt højere Grad, end det sker nu i vor nivellerende Tid. Man kunde straks se paa en Mand, i hvilket Lag, ofte endog i hvilket Laug han hørte hjemme. Arbejdet prægede den københavnske Borger og hans Familieliv; hans For­ nøjelser og hans aandelige Interesser var i høj Grad paavirkede af hans Arbejde og Fag. I Bøger fra forrige Aarhundredes Midte var man stærk i at tegne Fugleperspektiver. Uagtet man ikke kendte Flyvemaskiner — heldigvis, thi ellers havde man vel været endnu videre i den ædle Krigskunst — havde man som sagt megen Forkærlighed for Fugleperspek­ tiver. Hvorledes man fik dem saa forholdsvis gode,

som de blev, er en Gaade, thi man havde vist for vor Bys Vedkommende kun Rundetaam at tage dem fra. For­ modentlig er de tænkte, komponerede. Men smukke og rigtigt tænkt var de, thi Byen var smuk, saa lille den var. Omkranset af den prægtige grønne Vold med de smukke, kuplede Træer, og udenfor den tætbevoksede Stadsgrav, Glacieme og de grønne Marker, var den en Perle i Landskabet. Og cn Idyl. Nansensgade var den­ gang Farimagsvejen, en solrig, støvet Landevej, og paa Glacieme og de smaa Marker mellem Nansensgade og Nørrefarimagsgade satte man Køer paa Græs og slog Græs, saa naar man kørte med Brændevinsbrænderens Karl hjem med et lille Vognlæs til Lavendelstræde, hav­ de man som Dreng en af sine bedste Landfornøjelser. Og man kunde „ligge paa Landet“ paa Nørrebro, for ikke at tale om Frederiksberg. Lad os saa fra et eller andet Punkt, der ikke skal være altfor højt, se ned i det borgerligt arbejdende, borger­ ligt tænkende og borgerligt nydende København. Vi gaar ned i Centrum. „Kokkegade“ staar der paa et Gadehjørne. Det er nuværende Walkendorfsgade, saavidt den gaar langs Hel- ligaandskirken. Resten af Walkendorfsgade fra Kirken op til Købmagergade hed dengang Store Helliggejst­ stræde, og Niels Hemmingsensgade hed Lille Hellig­ gejststræde, dog at det lille Stykke op mod Skinder- gade hed Trompetergangen. Helliggejst blev i daglig Tale som oftest „Helliggæst“ . I Kokkegade op mod Store Helliggejststræde laa lige overfor „Helliggeistes Kirke“ , som dens officielle Navn var, fire gamle røde Huse for Kirkens Funktionærer, og der stod over Gade­ dørene med store Bogstaver, hvem der havde Embeds­ bolig; Kantoren, Klokkeren, Overgraveren og Undergra

— 14 —

veren. I Klokkerboligen boede gamle Ludvig Harboe Phister, Skuespillerens Fader, som var Klokker ved denne Kirke i mange Aar og døde 1869 i en Alder af 90 Aar. A f andre kendte Navne fra denne Gade kan nævnes Snedkermester N. P. Rostrup, Ligkisteforretningens Op­ retter, Fader til „Overretssnedkeren“ , som hans af Jura og Haandværk kombinerede Titel undertiden lød. Lig­ kistesnedkeriet var dengang, hvor det nu er, men om­ fattede dog ikke nuværende Nr. 34, der ligger lige i Hjørnet, i „Hakket“, som man kaldte det. I „Hakket“ boede i 50 erne en god Borger, en Type paa en Klasse af Borgerskabet, en Mand, som man nu vilde kalde en Spidsborger, men som dengang betragte­ des som Normalen, Skomagermester, Kaptajn Andreasen. Nutildags mangler Borgerskabet noget ydre Apparat, som man dengang havde i de krigerske Titler, der for Nu­ tiden lyder komiske, men som man dengang fandt meget passende, ja højtidelige. Man hørte uden at smile Sam­ menstillinger som f. Eks. Oberstlieutenant og Skomager­ mester, Major og Urtekræmmer, Premierlieutenant og Glarmester. Titlerne var Charger for Officererne ved Borgervæbningen, Brandkorpset eller Livjægerkorpset. Forinden Fruetitlen blev almindelig, hvilket den blev i Løbet af 1860 erne, glædede disse borgerlige Korps’ Offi­ cerers Hustruer sig ogsaa ved Fruetitlen, der tilkom dem efter Rangen. Andre, selv ansete Haandværksmestres og Grossereres Hustruer og Døtre, var jo „Madammer“ og „Jomfruer“ . Kaptajn Andreasen var ansat ved Borgervæbningens Infanteri, og hans fredelige Portkammer, hvor han tog Maal af Kundernes Fødder, lignede en Vagtstue eller Kahytten i en Orlogsmand. Portkammeret var tæt besat med Geværer, Bajonetter, Pistoler og andre Vaaben og

— 15 — Krigsredskaber. Paa Nyaarsaften fyrede Kaptajnen med en Pistol ud over Gaden fra Portkammeret — dog med løst Krudt. Imidlertid kom det ny Politi 1863, og det var mere nøjeseende ond det gamle, der ikke gerne generede Borgerskabet i dettes gamle Vaner. Men An­ dreasen vedblev sin gamle Sport, og Politiet lod ham øve den i Fred, da Gaden var noget afsides og folke­ tom; men i de rigtige gode gamle Dage, før 1863, holdt Andreasen selv Justits i Omegnen. Der var en „Tømrer­ kro“, et Svendeherberge lige i Nærheden, hvor det gik vel livligt til ved Lejligheder, til Forstyrrelse for de om­ boende Borgeres Aften- og Nattefred. Ved «saadanne Lejligheder kunde det ske, at Andreasen tog sin Uniform og den trekantede Hat paa og højtideligt indfandt sig i Tømrerkroen og paabød Stilhed — og man adlød, thi Autoritetstroen var stor. Nutildags vilde man have moret sig kosteligt over Kaptajnen og derpaa have baaret ham ud i Triumf. Ud mod Gaarden var der dog især Liv i Tingene, og det generede aldeles ikke, at Gaarden var Værksted for Ligkistesnedkeren. Hans Svende høvlede Ligkiste­ brædderne, saa Spaaneme røg omkring dem, og Drengene samlede Spaaneme op, thi de skulde bruges til at komme paa Bunden i Kisterne under Lagenet, til Underlag for de Døde, deraf kom Udtrykket „at gaa i Spaaneme“ . Men en Del af Spaaneme forærede Svendene til Tjeneste­ pigerne, som gerne vilde have dem til at tænde op med paa Komfuret. Mellem Pigerne og deres Madkærester eller rigtige Kærester var der saaledes en livlig Udveks­ ling af Spaaner og Delikatesser af forskellig Art. Sko­ magerdrengene fløjtede, Malersvendene sang, Snedkerne høvlede, og Pigerne passiarede ud gennem Køkkenvin duerne med Svendene, Lirekasseme spillede, og Lig

— 16 — kisterne gik rask fra Haanden. Ja, der var mere Liv end Død i Nabolaget omkring Ligkistesnedkeriet ved Hellig- geistes Kirke. Efter Formiddagsunderholdningen med Svendene gik Barnepigerne paa Volden og i Kongens Have med Bor­ gerskabets Børn. Voldene var dog mest for de Voksne, især de Ældre og de Gamle, der havde Tid til at spad­ sere, og der kunde man af og til hilse paa den — trods sine iøjnefaldende Mangler — højst populære og alminde­ ligt elskede Konge, Frederik V II, som red der med hele sin Stab, ikke som den senere mere borgerligt ud­ seende, men langt fra saa populære og afholdte Chri­ stian IX, der spadserede og red ganske alene. Paa Voldene tog Pigerne sjældnere op med Børnene, med mindre de var saa smaa, at de blev kørt i Barnevogn, eller hvor Familien da boede ved Volden. „Kongens Have“ , Rosenborg Have var Børnenes almindeligste Spad­ sere- og Legeplads, men den saa rigtig nok langt smuk­ kere ud, end siden alle Portene blev lukket op, alle Portvagterne blev trukket væk, og Haven blev en Gen­ nemgang og et Opholdssted for Proletariatet, medens den ikke blev forskønnet ved Statuerne. I Kongens Have samledes Barnepigerne, Livgardisterne og Soldaterne af Infanteriet; Krigerne var jo kasernerede i Omegnen, Fod­ garden, hvor den endnu er, og Infanteriet, deriblandt det holstenske Kontingent, i Sølvgadens Kaserne. Alle Barne­ piger var i de Tider forelskede i Militærpersoner og indprentede bevidst og ubevidst Borgernes Børn en vis Forkærlighed for Krigsmagten. Og der blev holdt streng Orden i „Kongens Have“ af uniformerede Betjente ved Indgangen og patrouillerende i Haven, navnlig vil alle erindre gamle Alstrup med det graa Fuldskæg. Og endnu den Dag i Dag er der een Betjent, den ældste,

— i 7 — som har tjent her fra før 1864. Blandt andre Medborgere fra Frederik V I I ’s Tid, som endnu er i offentlig Tje­ neste, kan vist kun nævnes nogle faa af Betjentene paa Rosenborg Slot. Ellers er alt fra de Tider gaaet, som Frederik V II sagde, til det evige Østen. Ud mod Klosterstræde boede mange Familier, Høke­ ren i den ene Stueetage, og i Kælderen en Cigar­ handler med mange mærkelige Mærker i Butiksvinduet. Der var „De beeste Tabak unter de Sonne“ , som Pub­ likum dog reducerede til næstbedste Tobak under Solen; der var „Soldatens Lyst til 4“ , nemlig til 4 Skil­ ling, og F. F. Portoriko, som Folk kaldte Fandens fin Portoriko. Men den bedste Kender af Varerne var Cigar­ handlerens Søn, en lang opløben Dreng, der af egen sørgelig Erfaring læste Betegnelsen „Maduro“ som Mad- Uro. Og i Stueetagen boede Barberen, den tyske Müller, der næsten blev historisk, thi det var hos ham, at gamle Kristian Mantzius satte sin Søn ind og lod Drengen klippe, medens han selv aflagde Besøg paa Besties Vin­ stue paa Hjørnet af Klosterstræde og Vimmelskaftet, og Drengen var derfor altid næsten skaldet. Forøvrigt var det for Drenge en Tortur at blive klippet der, da Müller var uhyre langsom, og Adspredelserne var faa, der maatte spares paa dem. Man saa nærmest, saa længe til man blev som hypnotiseret, paa Müllers nederste Vesteknap, der altid var skinnende Metal, fordi Klædesovertrækket var slidt af. Paa 1. Sal boede Snedkermester Birch og hans Søn, der ogsaa var Svend, og som arbejdede hos Faderen. De leverede visse Arbejder til Ligkistesned­ keren, og der var godt Samarbejde mellem disse to For­ retninger. At der ogsaa kom Samarbejde mellem den unge Snedker Birch og Graveren paa Assistens Kirkegaard, vil vi senere faa at se.

C a ju s C a s iiu s T ik ø b .

2

Borgerliv. Det er en Søndag Formiddag i 50 erne. Folk er ved at gaa fra Kirke efter Højmesse. Udenfor Hellig­ gejsts Kirke er en Del Mennesker i Smaagrupper. Por­ tene ud mod Amagertorv og mod lille Helliggejststræde er aabne. Dengang var der store Mure omkring Kirke­ pladsen, og Helligaandshuset var Kirkens Ligkapel, det største i København. Man benyttede Lejligheden til at hilse paa nærmere og fjernere Bekendte, og nogle, navn­ lig Damerne, talte om Prædikenen eller vel snarere om Prædikanten. Det er ikke Sognepræsten, den lærde, men tørre Dr. theol. Kolthoff, men derimod den residerende Kapellan, Dr. phil. Johannes Bloch-Suhr, som har talt. Han havde et vindende Udseende og Væsen, var en udmærket Taler, men rigtignok i den da yndede Stil: blomstrende Talemaader, Lyrik og Pathos. Han var Modepræsten og havde paa det Tidspunkt egent­ lig ikke nogen farlig Konkurrent. Mødrene beundrede ham, og Konfirmandinderne forgudede ham. Saa gik man fra Kirke til det hyggelige Hjem, hvor Bordet stod foran Sofaen, med Chatollet og Sekretæren og de solide Mahogni-Møbler, med Frederik VII, Thor- valdsen, Oehlenschlåger, Fru Heiberg, Napoleon den Store og Krigsbilledeme fra 48 paa Væggen, foruden selvfølgelig Familiebilledeme, hvad enten det nu var i Olie eller som Regel i Daguerreotypier og Fotografier. Og var Horisonten videre, havde man Exner, Lundbye og

de store danske Malere. Paa Bordet Olielampen med det behagelige milde Lys, netop egnet for Øjet, og ved særlige Lejligheder Lys og Lysekrone med Lys. Tæpper paa Gulvet, om muligt en Forhøjning ved det ene Vindue. Bøger, de ældre danske Klassikere og af Datidens Forfattere ganske selvfølgelig Chr. Winther, Paludan- Miiller, H. C. Andersen og Hertz. Endvidere som nød­ vendigt Tilbehør Mdm. Mangors Kogebog. Derimod var Bøger paa Verdenssprogene sjældne, Ordbøger ligeledes, og Konversationslexikon, „den moderne Dannelses Bibel“ , var saa godt som ukendt, indtil Forlagsbureauet udsendte sit Nordiske Conversations-Lexikon i Slutningen af 50erne. Statskalenderen saa man kun bos de velstillede af Em- bedsmændene, og Vejviseren laante man hos Urtekræm­ meren. Forlovede begyndte straks at spare sammen til Udstyr, en Spiseske eller et Par Teskeer ad Gangen, man havde god Tid, Forlovelserne var lange. Man spillede lidt i Varelotteriet, hvor en Dug og sex Servietter var en sædvanlig Gevinst. Særlig søgt var dog Lotteriet til Fordel for Aandssvageanstaiten paa GI. Bakkegaard. Man tog en Seddel i „Idiotlotteriet“ , et „Idiotlod“, en meget passende Begyndelse, inden man spillede i Ægteskabs­ lotteriet. Men hvad man n æ s t e n ikke kendte i et Hjem, var Møbler paa Afbetaling. Og h a v d e man dem paa Af­ betaling, saa b l e v de ogsaa betalt. Og hvad man s l e t ikke kendte, det var Underpant i Møbler, Møbler paa „Lejekontrakt“ eller Veksler, Konkursboer, Hof- og Stads- retsdomme endsige Kriminalretsdomme, maaske lige med Undtagelse af „Varedepotsagen“ og enkelte lignende cele­ bre Sager, der ikke kom hver Dag som i Nutiden, men med mange Aars Mellemrum, kun naar de syv fede Aar blev afløst af de syv magre.

--- 20 --- Man var tidlig oppe og tidlig til Sengs. „Mellem­ europæisk Tid“ , i o Minutter over, kendte man ikke, end­ sige Krigstid og Sommertid. Saa falsk er Nutiden, at man ikke engang kan stole paa Uhret. Kl. 12 var midt paa Dagen, sand Soltid, og saa spiste man til Middag. Var det finere, kunde den blive sat til Kl. 1 eller 2, og var det meget fint til KL 3 eller allersenest 4, men det var nærmest Hoffets Middag. Nu har vi Middag Kl. 7 om Aftenen og til Gengæld ingen Aften. Men i de Tider v i l d e man have Aften. Man vilde nyde sin tarve­ lige Aftensmad, Smørrebrød selvfølgelig, ikke varm Mad, og man vilde nyde den enten i sit Hjem eller hos Familie og gode Venner. At spise med fremmede Folk for Forretningers Skyld var ukendt og vilde med Rette været blevet anset for meget tarveligt. Ligeledes at bede ny Bekendte med til Konfirmation og lignende. Der skul­ de mange Aars Bekendtskab til, før Folk fik Adgang til Familiefester. — Man vilde nyde sin Aftensmad efter Dagens Arbejde, og man vilde samles med Slægt og Venner om Aftenen, ikke om Middagen og ikke om Natten. J. L. Heiberg kunde med Sandhed sige: „Om Aftenen dannes Smagen.“ Man dannede ikke Smagen for 6—7 Retter varm Mad, men for aandelige Nydelser, og var disse end hos det jævne Borgerskab jævne, saa var de dog antagelige og særdeles passende. Her en Spiseseddel, ikke for de æsthetiske Nydelser, men for en jævn borgerlig Middag fra 50 erne; den er taget fra en anset Haandværksmesters og borgerlig Offi­ cers Optegnelser og svarer ganske til det sædvanlige paa denne Linie. Den ene Søndag: Kødsuppe med Peberrodskød, den anden Søndag: Sagosuppe med Steg. Mandag: Vælling og Fisk.

2 1 ----

Tirsdag: Kødsuppe og kogt Kød. Onsdag: Byggrynssuppe og Fisk. Den ene Torsdag: Gule Ærter og Flæsk, den anden Torsdag: Graa Ærter og røget Flæsk. Fredag: Mælkegrød og Fisk eller Bøf eller Banke­ kød. Lørdag: Øllebrød og Spegesild med stuvede Kar­ tofler. Om Sommeren kunde det variere lidt. Til Middagen serveredes selvaftappet „Hvidt 01 Nr. 1 “ . Saa jævnt og saa ensformigt saa det ud i det Lag, der svarer til en større Fabrikants i Nutiden. Og man erindre, at det er i 50 erne og ikke i Frederik V I’s tarvelige og pengeknappe Tid! Og saa det saaledes ud i dette Lag, hvorledes var det saa ikke i de jævnere Borgerklasser, endsige hos Svendene og den egentlige Arbejderklasse. Fornøjelserne var først og fremmest Aftensammenkom­ sterne og smaa Selskabeligheder ved Fødselsdage — thi en Fødselsdag blev altid „holdt“ dengang — og ved lignende Familiehøjtideligheder, og dernæst var der Tea­ tret, mest det kongelige, og om Sommeren Skovturene og Frederiksbergturene. Til daglig var det blot Spadsere­ turene i Byens Gader. Man gik sin Tur en Timestid eller halvanden højst, og det var enten paa Volden eller paa Gaderne med de toppede Brosten. løvrigt var man hjemme. Det var hele den Motion, en Borger fik i de Tider, og hans Kone fik endnu mindre; der var Dage, hun ikke kom udenfor Lejligheden. Og dog var Folk lige saa raske og sunde som i Nutiden. Viste Stati­ stiken, at Dødeligheden var lidt større og Gennemsnits­ levetiden lidt kortere end nu, saa var det vel nærmest,

---- 2 2 ----

fordi man ikke som nu kendte Midlerne til nogenlunde at begrænse de smitsomme Sygdomme. Egentligt Landliggeri om Sommeren kendte kun de mest velstillede. Sommerferie var kun for Børnene. Man kunde nok tage lidt ud til Bekendte paa Landet; men det var ikke Brug at tage ind paa Hoteller, og „Badehoteller“ kendte man ikke ret meget til i Danmark blandt Mid­ delklassen. Og det for Hjemmenes Eksistens mest øde­ læggende, at spise paa Restauranter, var næsten ukendt for Familiers Vedkommende. Det kunde til Nød tillades de ugifte Herrer, men den gifte og hjemfarne Ægtemand, endsige hans Hustru og Døtre kendte slet ikke Restaura­ tionerne. Og saa endte det hele, ligesom det nu ender, paa en af de store Kirkegaarde, dengang mest Assistents Kirke- gaard paa Nørrebro. Den var ikke som nu „kommunal“ , men inddelt i Sognekirkegaarde; hvert Sogn havde sin Del af Kirkegaarden. Derfor kan man endnu saa nogen­ lunde finde de gamle Borgeres Grave, naar man husker, i hvilken Egn af Byen de boede. Vil man finde Uni­ versitetsprofessorerne, saa søger man i det gamle Frue Sogn, vil man finde Silke- og Klædekræmmere og The- handlere, søger man i gamle Helliggejsts Sogn; i Vim- melskaftet, Amagertorv og Østergade boede de jo nær­ mest. Men for at naa dette sidste og største Maal, maatte man have Assistance af to Klasser Medborgere: Præst og Læge, og til ethvert borgeligt Hus hørte der derfor en Præst og en Læge, det var fast ansatte Per­ soner, man løb ikke fra den ene til den anden, men man havde sin faste „Sjælesørger“ og en fast „Hus­ læge“ . Sjælesørgeren var som Regel en af Præsterne ved ens Sognekirke. Man rejste sjældent ud over Sogne

— 23 grænsen efter Præsten, det vil sige, man gik nok i de forskellige Kirker og hørte de mest kendte Prædikanter, f. Eks. Martensen, Grundtvig, Tryde, Munter, Rothe, Fenger og Bloch-Suhr, men man knyttede sig ikke fast til en Udensogns. Sognebaandsløsning ansaas for upas­ sende, for noget grundtvigiansk, som man kunde bruge paa Landet, men ikke i Hovedstaden. Og Præsten var — ialfald i sin ydre Fremtræden — først og fremmest Em­ bedsmanden, Højærværdigheden. Lægen var Huslæge, fast ansat og nøje knyttet til Familien; Specialister kend- tes saa at sige ikke. De mest kendte Lægenavne var Aarestrup, Ballin, O. Bang, Rud. Bergh, Brandes, Dahle- rup, Djørup, Eschricht, Fenger, Hannover, Hornemann, Ibsen, S. E. Larsen, Lehmann, Saxtorph, Sommer, Stein, Svitzer, Trier og Voldby.

Kammerraadens. Paa i. Sal ved Volden boede Kammerraadens. Det var den sædvanlige Betegnelse paa Familien. Det var i de Tider, da det var ret anset at være Kammerraad. Naar vort hjemlige Titel- og Rangvæsens Historie en Gang skal skrives, maa der blive et særligt Kapitel om Kammerraademe. Det er en Titel, som er ligefrem vævet ind i vor Historie. Tænk paa „Kammerraadernes Bænk“ i Roskilde Stænderforsamling, tænk paa de bekendte, ja berømte Mænd, som var Kammerraader, f. Eks. J. C. Drewsen, der altid gik under Navnet „Kammerraaden fra Strandmøllen“ . Det var en Titel, som i Frederik VH ’s Tid var en ganske uundværlig Forbrugsartikel i den dag­ lige Husholdning i vore Ministerier, hvor en veltjent Fuld- mætig altid var sikker paa at faa den, og hvor selv mange Kontorchefer maatte tage til Takke med den, selv om de som Regel havde Haab om at naa Kancelliraadstitlen. Selvfølgelig var Justits- og Kultusministeriet som Aflæg­ gere af det gamle danske Kancelli højere oppe ogsaa i denne Henseende og gav som Regel Justitsraadstitlen til Kontorcheferne, medens Fuldmægtigene ikke blev sid­ dende saa længe, at der var Grund til at give dem nogen Titel, de skulde jo ud i Retsbetjentembeder. Og i vor nationale Litteratur fra Midten af forrige Aarhundrede har vi flere Eksempler paa udmærkede Kammerraader, f. Eks. Erik Bøghs Jonas Tvermose, der som Fuldmægtig

i Ministeriet meget rigtigt bliver Kammerraad, og husker jeg ikke fejl, har Hostrup gjort Birkedommer Krans til Kammerraad. Udenfor Embedskredsene bliver Titlen især anvendt til Proprietærer. Senere synker den i Værdi og bliver nu til Dags brugt til Restauratører udenfor Køben­ havn. Som et Kuriosum noterer jeg, at i Frederik V I I ’s Tid havde Kammerraader — og det endda ikke blot „virkelige“ Kammerraader, men „andre“ Kammerraader — Rang over Borgermestere i København, der var helt nede i 7 de Nr. 9, flere Numre under Premierlieutenanter, ja man tænke sig, et Nummer under „Søværnets Maskin­ mestre og Søminemestre af 2 den Klasse“ ! Og de stak­ kels Borgermestere i København blev siddende forglemt helt der nede, ikke blot i den folkelige Kong Frederiks Tid, men helt op i vor Tid. Det gik med det som med saa mange andre af Samfundets Uretfærdigheder; den gamle Tids Mænd havde hverken Øje eller Hjerte for at afhælpe slige Mangler, det blev først vor egen humane Tid forbeholdt at løse Opgaven. Da Frihedens Morgen­ røde kastede sit lysende Skær ind over vort kommunale Liv, da i 1903—4 den første socialdemokratiske og den første radikale Borgmester blev udnævnt i København, saa — samtidig med at de to Herrer ganske renoncerede paa Ordener, men forbeholdt sig Borgmesteruniformen — fik de udvirket en kgl. Resolution om, at Borger­ mestrenes Rang i denne kgl. Residentsstad fremtidig skal være i 3die Kl. Nr. 3, Etatsraademes Rangklasse. Tiderne forandre sig, og vi forandre os med Tiderne, siger det gamle Ord, ja, heldigvis gør vi det, og ofte forandrer vi os saa grundigt, at vi ikke elr til at kende igen. Kan nogen i Chefen for den og den Administra­ tionsgren genkende den radikale unge Mand fra 70 erne og 8oeme? Eller kan „Partifællen“ fra Blikkenslagernes — 25 —

--- 26 --- Fagforening genkende sin socialdemokratiske Ungdoms­ kammerat i Embedsmanden, der skal til Kongens Taf­ fel? „Ræk mig, o Broder, din barkede Haand!“ — ja, men Hs. Højvelbaarenhed har lidt vanskeligt ved at faa den hvide Handske af. Men tilbage til den gode gamle Tid og til Kammer- raadens. Kammerraad Jensen var Kontorchef i Finans­ ministeriet, han var gift og havde en Datter Hanne, egentlig Johanne, men man brugte dengang de mindre skønne Forkortelser, Slutningen af Navnet, saa Damerne hed Lene, Rikke, Sine, Stine o. s. v. Hanne var ikke blot æsthetisk, hun var, som sjældent hos en dansk Kvinde i den Tid, politisk, og tilmed var hun yderliggaaende demokratisk, paavirket navnlig af Socialisten Frederik Dreiers Skrifter. En Sommeraften er Jensens Neveu, en ung Student, i Besøg hos sin Onkel, vel væsentligst for Kusinens Skyld. „Nu skal vi have en Frederiksbergtur,“ siger Kam­ merraad Jensen, „til Ære for Mdm. Hansen, for det er vel nok sidste Gang, hun kan være ude efter Kl. 9 om Aftenen, i næste Uge lægger jeg hende ind i Vartov.“ „E r det for otte Aar eller for Livstid?“ spørger den kaad- mundede stud. jur.; men det indbringer ham en alvor­ lig Reprimande fra Onklen, som siger, det er en Næs­ vished mod ham og en Latterliggørelse af gamle Mdm. Hansen. Hele Familien Jensen, Neveuen indbefattet, og gamle Mdm. Hansen sætter sig nu i Bevægelse og faar raabt Omnibussen op, i hvilken de tager Plads indvendig paa det ene Længdesæde. Det var de hyggelige gamle Omnibusser, som da var en ny Institution i København. „Victoria“ stod der paa hver Side fra den ene Ende til den anden med store forgyldte Bogstaver. Indvendig var de tapetserede med graat Voksdug, dekoreret med grøn-

malede Vedbendranker. For og bag var halvaabne Ka- leschepladser. Konduktøren ringede ikke til Kusken, men havde et Talerør op til ham, undertiden en Snor om Kuskens Arm. „Vil de holde ved Jernporten,“ var en almindelig Betegnelse for Hjørnet af Frederiksberg og Væmedamsvej, uagtet „Jernporten“ forlængst var for­ svundet. Og Konduktøren blæste i et stort Messingpost­ horn for at avertere Publikum. Men Kammerraadens skul­ de jo helt til Runddelen. Og i Omnibussen, hvor man maa raabe højt, naar man skal høres, fordi Rummelen af de store Hjul paa de toppede Brosten er saa stor, saa Vin­ duerne klirrer, begynder Kammerraaden at fortælle Mdm. Hansen, at nu skal det virkelig være Alvor med hendes Anbringelse i Vartov, nu vil vi have Sagen i Orden. Til stor Underholdning for de øvrige Passagerer og uden at bryde sig det fjerneste om, at de hører paa det, raaber Kammerraaden til Mdm. Hansen, saa han overdøver Vin­ duernes Klirren: „Jeg har en Seng i Vartov, det er bedst, De faar den.“ Men Mdm. Hansen vilde, da det kom til Stykket, alligevel ikke gerne opgive den kære Frihed. „Ja, men De kan jo ikke retirere Dem, Mdm. Hansen, og da jeg som sagt har den Seng, kan De jo lige saa gerne faa den, som at jeg lægger gamle Lauritzen derind, han kan saamænd ogsaa trænge til at faa den Hjælp, men det er ingen Dobbeltseng, saa jeg kan ikke lægge Jer begge to derind, det strider mod Fundatsen af 1789.“ „Gud fri og frels og bevare mig, Hr. Kammerraad, jeg vilde da heller ikke, hvor gammel og svag jeg end er, udsætte mit Rygte for det,“ svarede Mdm. Hansen ivrigt, idet hun rødmede som en ung Pige. Kammerraaden lo, saa han næsten ikke kunde svare. »Nej, Mdm. Hansen, en Dobbeltseng af den Slags er en paa Mands- og en paa Kvindesiden, men min er kun — 27 —

--- 28 --- en Enkeltseng, og som sagt, det strider mod Fundatsen af 1789.“ „Ja det kan jeg da forstaa,“ svarede Mdm. Hansen, som troede, at Fundatsen var det samme som Moralen, mens hun i sit stille Sind undrede sig over, at Moralen ikke var ældre end fra 1789. „Det er det løsagtige vælske Væsen,“ sagde Mdm. Hansen, som hver Søndag hørte Grundtvig og derfor vidste, at vælsk og fransk og Letsindighed var et og det samme. Kammer- raaden gad ikke nærmere retlede hendes Begreber, men affærdigede hende med et bureaukratisk: „Saa er der ikke videre for Dem at foretage, min gode Mdm. Hansen,“ og Kammerraaden lagde i Løbet af faa Uger den gamle Madam ind i sin Seng i Vartov, hvor hun laa rent og pænt med sin Kommode ved Sengens Fodende og en Gyldenlak i Vinduet. Alle sine andre Blomster og selv sin Fugl maatte hun give Afkald paa, ikke fordi Kanarie­ fuglen var af Hankøn, men fordi dens Indlæggelse i Var­ tov ogsaa stred mod Fundatsen af 1789. Og saa gik Passiaren videre, af og til afbrudt ved Indstigning eller Udstigning af en Passager, thi man havde ikke faste Stoppesteder, men holdt, saa snart blot een vilde af eller paa. Og medens Konduktøren var inde i Vognen for at billettere med store Bliktegn for 4 Skil­ ling, overtog en af Passagererne bagpaa hans Rolle og raabte ind i Talerøret til Kusken et „Holdt“ , naar de saa, nogen vilde med Vognen. En Mand, som kørte meget med Omnibussen fra Højbroplads til Frederiks­ berg Runddel, var Premierminister P. G. Bang, som boede i Smallegade og ligesom senere Hall, der boede paa Bakkegaarden, var en jævn Mand, der kørte med Omni­ bussen, hvilket dengang ikke var almindeligt for saa ophøjede Mennesker som Konsejlspræsidenter. Bang hav­ de mærkeligt nok jævnligt til sin civile Dragt en guld

29 —

—

tresset Kasket ligesom en Herredsfoged, og Folk troede saa, han var Konduktør paa Omnibussen og raabte til ham; ja, de ældre Damer kunde falde paa at give ham et Dask i Ryggen med deres Entoutcas’er, noget, han altsammen tog med Ro, idet han parerede Ordre, for han var en velvillig Mand, ikke Spor af bureaukratisk. Alle kendte Hall. Den statelige, smukke Mand med det prægtige Haar og hele nationalliberale Udseende var der ingen, som forvekslede med Omnibuskonduktøren. Hall var den mest populære og i Modsætning til Bang den fuldt ud nationalliberale. Hans Cunctatorpolitik stem­ mede med det danske Naturel. Betegnende for ham er følgende Anekdote. Da han blev S. K., og da han blev R. af E., skulde han komponere sig et Vaaben til Op­ hængning i Frederiksborg Slotskirke og sætte sit Valg­ sprog derunder. Men da hans Valgsprog var: „Hvad man kan opsætte til i Morgen, skal man aldrig gøre i Dag,“ blev det konsekvent aldrig ophængt. Saa naaede man omsider Frederiksberg Runddel og gik ind hos Josty og fik The — „Thevand“ — og Smørrebrød i al Tarvelighed. Til daglig var det dog ikke her, man søgte, men i Schweitzerhuset oppe paa Bakken tæt ved Fasangaarden, thi til Schweitzerhuset kunde man medbringe Smørrebrød og faa „Vand paa Maskine“ og Kopper og Tallerkener. Frk. Hanne sagde noget drillende til Studenten, hvem hun fornylig havde observeret paa Volden, hvor hun troede, han holdt Stævne­ møde med en ung Dame. Men det forholdt sig dog ikke saaledes. Student Jensen havde blot mødt en ham ube­ kendt ung Pige, men hans Hjerte blev ganske vist sat i Brand ved den Lejlighed, hvad han dog ikke fortalte Frk. Hanne. Studenten havde gaaet sin Aftentur paa Volden, og saa gik han ud i Glacierne, og der, midt

— 30 — i alt det grønne, kommer en herlig Kvindeskikkelse, en pur ung Dame, sikkert en Jødinde, med sort Haar, præg­ tige Øjne og en til hele Skikkelsens Farvepragt svarende gul Kjole, ham i Møde. Men ak, han kunde jo ikke tiltale hende, hun vilde kun blive et skønt Syn, der hurtigt vilde svinde, men dog ikke hurtigere, end at hun paa hans Sjæls for den Art Lysindtryk overordentlig føl­ somme fotografiske Plade vilde fæstne sig for evig og just derved blive ham et evigt Savn. Han citerer i Tan­ kerne Heiberg: „Hjerte, du maa ikke klage, selv Na­ turen føler Savn, trøst dig, om du har tilbage, kun et B i l l e d og et Na v n . “ Ja, h a v d e han endda haft et Na v n , saa skulde han nok finde hende, men han havde desværre kun et B i l l ed. Han sagtnede sine Skridt. De faa Øjeblikke, dette okønne Himmellegeme passerede Horisonten, maatte forlænges, selv om det kun blev en Forlængelse i Sekunder. Og Sekunderne fløj, og han var midt for hende, dog endnu et lille Stykke fra hende,, og nu maatte han vige af til højre Side af Vejen, der heldigvis kun var smal, som Vejen til Himmerige altid er. Og, hvilket Under, Himmellegemet, som dog maatte antages at have sin nøjagtige, bestemt afstukne Bane, drejede ogsaa af, over imod Studenten. Hans Blik forvirredes, han turde ikke stole paa sine Sanser, og han veg af mod Vejens vepstre Side. Om faa Sekunder vilde hun være forbi ham, tænkte han, og der er intet at gøre, men — Himmelen vil det anderledes — hun gaar til samme Side og — o Himmel! hun standser og spørger om Vejen til Sølvgadens Kaserne. Og Studenten er, ja, det vilde være misvisende at sige, at han er i den syvende Himmel, thi han vilde ikke være andre Steder, end hvor den elskede var, og hun var jo paa Jorden endnu. Med lette Fjed vandrede hun ved hans Side hen ad

— 3i —

Stien, men han holdt lidt igen, det gjaldt om at trække Tiden ud. Han underholdt hende med alt muligt, men spørge om hendes Navn eller Bopæl, det dristede ingen sig til i de Tider, ialtfald maatte man være adskilligt ældre end vor unge Helt for at have et saadant Helte­ mod. Og Resultatet blev da. at hun forsvandt ind ad Sølvgadens Kasernes- Port, og at hun aldrig forsvandt af den unge Jensens Hjerte, hvor hun endnu bor, hvis Jensen lever, selv om Mindet er lidt blegnet, og selv om den største Plads optages af en anden. — Ja, se det var Kærlighed, gammel Kærlighed, som ikke ruster, ligesom Guldsnittet paa de gamle Bøger holder sig, fordi det var ægte Guld, medens Nutidens Forgyldning ikke holder. Og naar vi saa husker, at dette tilmed kun var det første Trin paa Kærlighedens Sti, at det kun var Forliebelse, hvormed man anstændigvis maatte begynde, og hvorefter fulgte Forelskelse, hemmelig Forlovelse, offentlig do. og Giftermaal, hvad maatte saa ikke sidst­ nævnte, Kærlighedens Superlativ rumme i Frederik den Syvendes Tid! Jeg kan slet ikke beskrive det, thi Pen­ nen vægrer sig ved at nedskrive det, som man sagde i gamle Dage. Og denne den unge Jensens første Forliebelse var endnu saa frisk et Hjertesaar, at han daglig gik den samme Gang henad Volden og Glacieme, som dengang førte ham den gulkjolede, sorthaarede Dame i Møde, haabende, at Skæbnen vilde være ham gunstig paany. Men det er Skæbnen aldrig. Og paa Grund af Sorgen og Savnet blev han slet ikke forliebt, endsige for­ elsket i Kusinen, da de var sammen paa Frederiksberg den Aften. I det grønne sker jo ellers aller snarest saa- danne Underligheder. Ialtfald dengang. Hvorledes det nu er, ved jeg desværre ikke.

Assistents Kirkegaard. Graver, Kancellisekretær Piper er ikke Graver ved en Kirke, men ved en Kirkegaard, altsaa ikke en nærmest titulær Graver, men en rigtig, en ægte Graver. Og han har ikke Stillingen som en Tilfældighed; han er ligefrem født Graver. Hans Fader var Graver ved Kirkegaarden, og han selv er født paa Kirkegaarden og skal dø paa Kirkegaarden og selvfølgelig begraves paa Kirkegaarden. Han er Graver con amore, og han kan slet ikke tænke sig nogen anden Livstilling end den blandt de Døde. De Døde kender han ud og ind, han ved, hvor de ligger, baade Litra og Matrikelnummer og Sogn ved han, Døds- aarsagen kender han, den er efter Dødsattesten noteret i Protokollen, og da han er Personalhistoriker, ved han tillige meget mere om de Døde og forøvrigt om de Levende med. De Døde er han sikker paa, men de Levende holder han som Embedsmand paa Dødens Vegne Øje med, dog ikke fordi han frygter, at de skal und­ slippe hans høje Herre, men fordi han vil vide, om de skal sortere under ham eller under en Kollega ved en anden Kirkegaard. Han føler sig som den i Virkelig­ heden mægtige Embedsmand. Man kan slippe Livet igennem uden Sagfører, naar man da er nogenlunde heldig, man kan rent undtagelsesvis komme igennem uden Læge, men uden om Graveren slipper man ikke. Graveren har Embedsbolig paa Hjørnet af Assistents Kirkegaard. Et hvidt een Etages Hus med en lille Have

paa Hjørnet af Nørrebrogade og Kapelvej, som nu for­ længst er forsvundet. I de smaa hyggelige og pynte­ lige Værelser færdes han med sin Hustru og Datter, men synderligt ud over Graverboligen og Kirkegaarden kom­ mer han ikke. Begravelserne foregik mest fra Kirkerne, undtagelsesvis og kun for de mindre Bemidlede fra et lille Kapel inde paa Kirkegaarden, den lille hvide Byg­ ning midt inde, som nu bruges til Materialhus. Det store Begravelseskapel ved Kapelvej er først opført sidst i Tredserne. Graverens Datter Louise.er en ung, køn Pige paa 18 Aar, livlig og munter, men noget sær og forvænt, som Enebørn er det. Hendes Omgangskreds er ikke stor, men hun kommer i gode Kredse, og hun er aandslivlig, har gode Kundskaber og har faaet en god Opdragelse. Hun hjælper Moderen i Huset og Faderen med Bog­ føringen, hun har ligesom han stor Interesse for Kirke- gaarden og færdes meget paa denne. En lille Slægtnnig var i Besøg hos Graverens, og han var placeret ved Vinduet, thi Børns Yndlingsplads i de Tider var ved en Vindueskarm, som i disse solide gamle Dage var meget brede, hvor man legede saa dej­ ligt, for den var fast og solid, bedre end et Bord, som rystede, og saa kunde man tilmed have Adspredelse ved at se ud. Drengen havde sit Legetøj med, og det hans aller bedste Legetøj, Tinsoldater. Dem købte man hos „Sværdfegeren“ eller Kandestøberen, som dog ikke støbte dem, men fik dem fra Tyskland. „Extrafeine Zinn-Com- positions-Figuren“ fra E. Heinrichsen i Nürnberg, der havde en Silberne Preis Medaille fra den Bayerske Konge, saadan husker de gamle Drenge dem, og de var pragt­ fulde i skinnende Metalfarver og omfattede danske, tyske, kinesiske og alle andre Soldater, som et Drengehjerte Cajus Cassius Tikøb. a

— 34 — kunde begære for 2 Mark pr. 30 Stk. Drengene nutil­ dags maa ikke lege med Tinsoldater, siger man, det er skadeligt for Fredssagen, men man mærkede dog ikke noget til, at de gamle Drenge fra Frederik V IFs Tid blev mere krigslystne paa Grund af dette Legetøj. Dren­ gen havde netop i Vindueskarmen lavet en stor pompøs militær Begravelse med Salver over Graven af luftfyldte Papirsposer, som han knaldede af paa sin flade Haand, og han skulde lige til at lade Præsten gaa ned fra Gra­ ven og til at kommandere sin Deling „Parade Marsch“, da Drengen giver et vildt Hyl fra sig og taber Præsten, saa denne falder ned i Graven, og det at falde ned i en Grav er et slemt Varsel, det er lige saa slemt som at have mødt Helhesten. „Hvad gaar der af Ungen?“ siger Kancellisekretæren, thi i gamle Dage brugte man stær­ kere Ord end i vor blødagtige Tid, og især gik det ud over Børn, navnlig Drenge, som meget let risikerede en Ørefigen, selv af Fremmede. Drengen havde set et Spø­ gelse passere forbi Vinduet ude paa Kirkegaarden, og Spøgelset kom fra en Grav og gik ind ad Døren til Graverens Forstue. I det samme gik Døren op, og ind traadte det formentlige Spøgelse, som ogsaa nok kunde ligne et saadant, thi det var en mager, høj, bleg Kone, som havde en Bestilling, der i hine Tiders Vejviser be­ tegnedes ved „Ophænger Gardiner og pynter Lig“ . Hun kom netop ovre fra Ligkapellet og havde en lang, hvid Dragt i Armen, hun havde ekspederet en Klient, en stille Beboer havde faaet den obligate udhuggede, højhalsede lange Ligskjorte paa, hvide Bomuldsstrømper og do. Hand­ sker. Mdm. Hinckeldai fik at vide, at Drengen havde antaget hende for et Spøgelse, og det morede hende, det var hende næsten en Kompliment. Graveren docerede ud fra sin Fagkundskab for Drengen, at en Mand eller

— 35 — en Kone aldrig er noget Spøgelse, thi et Spøgelse er et Neutrum, er hverken Han eller Hun. Man har altid set „Noget“ , aldrig Nogen. Drengen fortsatte og afslut­ tede sin militære Begravelse, og Tinsoldaternes Parade marscherede hjem til Kasernen, medens Drengen paa en Redekam med et Stykke Papir blæste, ikke en Koral­ melodi, men efter god militær Skik og Brug som en Protest mod Døden og en Hyldning til Livet den nyeste og fornøjeligste Melodi af Lumbye, alt medens den lig­ pyntende Madamme fik sig en Kop af den herlige, op­ livende brune Drik. Louise sad i vaagen Drøm, dog ikke om Spøgelset eller Tinsoldaterne, men om den unge nette Haand- værker, Snedkersvend Birch fra Klosterstræde. Men hun blev afbrudt ved, at en Rustvogn kørte ind paa Kirkegaar- den og holdt foran Graverboligen. Kusken havde høj Hat paa, hvad han ikke altid havde, naar han kørte Rust­ vogn, da han ofte nøjedes med Kasket, men naar han kørte Ligvogn — altsaa til Begravelser — havde han tre­ kantet Hat. Det var som Rustvognskusk efter Ligets Rang og Stand eller øvrige Beskaffenhed, det vil sige, om det var et fedt Lig eller et magert do., at Lars’ Hovedbedækning rettede sig. Et godt betalende Lig gav sig altid, uanset Rangen, Udslag i høj Hat, medens dog et fornemt Lig, selv om det var „magert“, fordrede høj Hat. Lars modtog i saa Henseende Instruks fra den unge Snedker Birch. I Dag var det et magert Lig, og dets sociale Stilling var ikke høj, Skriver i Magistra­ ten, men Snedkeren havde udtrykkeligt givet Ordre til høj Hat, fordi Afdøde var dekoreret med Dannebrogs- mændenes Hæderstegn. Og Kusken og Graverkarlene bar den gamle Skriver ind i Kapellet. Men medens de var beskæftigede der, 3*

var Louise ude ved Rustvognen for i en Fart og ube­ mærket at undersøge Rummet under Kuskesædet; thi der, godt skjult for Kusken, var et lille hemmeligt Rum, hvor den unge Snedker Birch havde anbragt et lille Brev til Louise, som sendte et til Snedkeren paa samme Maade, thi en ung Pige kunde ikke faa Brev pr. Fodpost, uden at Forældrene opdagede det, og kunde selvfølgelig ikke korrespondere med en fremmed Herre. Louise var hem­ meligt forlovet med den unge Snedker, og Kusken paa Rustvognen, Dødens Vogn, var tillige, uden at være engageret dertil, postillon d’amour, men det vidste han nu ikke noget af. Men for at Louise ikke skulde gaa forgæves ud til Rustvognen, thi det vilde let vække Opmærksomhed, om hun hver Gang, den kom, gik ud til Vognen, saa havde de Elskende aftalt, at der kun var Brev med, naar Kusken var prydet med høj Hat. — 36 —

Tivoli. Hvorfor gaar man i Tivoli? Udelukkende for Kon­ certen, vil de fleste svare. Spørgsmaalet er dog ikke helt besvaret dermed. Det kommer an paa, hvem „man“ er. En ældre Herre besvarer det med, at man gaar i Tivoli for de gamle Erindringers Skyld. Se omkring Koncertsalen, det vil sige den gamle Koncertsal, „Glas­ salen“ , som man nu kalder den, dér hvor Direktionen om­ sider standsede lidt af Vandalismen og indrettede Kon­ certsal paany, desværre dog til blæsende Instrumenter, som slet ikke passer i en Sal, men udelukkende hører hjemme under aaben Himmel. Se omkring den gamle Koncertsal og se en enlig Herre eller et aldrende Ægte­ par, der i lang Tid spadserer omkring den Koncertsal, hvor de tilbragte deres Ungdoms bedste Tivoliaftener. Thi de hørte til gamle Lumbyes Tivoli. Dengang var der kun to Centrer i Tivoli: Lumbye og C. C. Møller. Lumbye i sin Koncertsal og Møller med sit aabne Har­ moniorkester. Lumbye dirigerende, ofte med sin Bue som Taktstok, og jævnligt spillende med paa sin Violin, og Møller med sin høje Silkehat i Hjørnet tæt ved Ind­ gangen, hvor nu alt er raseret til Fordel for Spiseriet. Det var i 1858, det var i „Monarkiets“ bedste Aar. Nationalliberalismen regerede i Danmark, ret hensyns­ fuld til alle Sider. Frederik V II paa Tronen, Ministe­ riet Hall ved Kongens højre Side og Grevinde Danner

ved hans venstre, Prins Ferdinand som kommanderende General, Martensen som Sjællands Bisp, Lumbye som Københavnernes Yndling om Sommeren og Fru Hei- berg som deres Herskerinde om Vinteren. Men nu har vi Sommer, og vi gaar i Tivoli.

Kammerraadinde Jensen har inviteret til Kaffe Kl. n — for det er borgerlig Kaffetid Kl. n , da man skal spise til Middag Kl. 2 — og der mødes med militær Præci­ sion. Selskabet er samlet, Vejret er højsommerligt, Stem­ ningen ligesaa, og „hvor herligt smager da den brune Drik“ . Kammerraadinden har udviklet, hvorledes en Em­ bedsmands Liv rinder roligt som en Bæk i den grønne danske Vang, og denne Idyl tiltaler de tilstedeværende Mødre i saa høj Grad, at de ønsker, deres Sønner alle maa blive Embedsmænd i det danske Monarki, Em- bedsmændenes forjættede Land. For Embedsmanden er selv Livet kun en ren Ekspeditionssag. Man „træder ind i det“ , aldrig paa Hovedet, altid paa Benene — skønt mærkeligt nok Naturens Lov er den omvendte — man arriverer i rette lovbestemte Tid, hverken for tidligt eller for sent, faar sin Daabsattest, senere sine Testimonier, tiltræder sit Embede, avancerer efter Tur og Orden, ekspederer sine Sager, sætter sine Børn i Verden, hver Ting til sin Tid, faar omsider sin Afsked paa Grund af Svagelighed i Naade og med Pension og ikke som nu med Ingenting eller med Kongens Tak paa graat Papir, men med en rangforhøj ende Titel, hvorefter Ekspeditionen endes med de eneste Attester, der er ens for alle, Lægens Dødsattest og Præstens Jordpaakastelses do. Hvad saa derefter maatte passere, overlader man til vedkommende kompetente Embedsmand, det vil sige til Præsten ved det paagældende Sogn. Og se — der kommer han spadse­ rende, Hs. Velærværdighed, thi kun Sognepræster i Køben— 38 —

— 39 — havn er ligesom de højere Gejstlighedsgrader Højærvær­ digheder. Pastor, Dr. phil. Bloch-Suhr, iste residerende Kapellan ved Helliggejstes hilser paa Selskabet, og man beder ham tage til Takke med en lille Kop Kaffe, hvil­ ket han nødig siger Nej til, naar da Selskabet er i det rette Niveau, som det er her. Man er ikke trykket af Præstens Nærværelse, thi det lægger ingen Dæmper paa tilladelige Nydelser, det er tilmed en Verdenspræst, en Embedsmand, og det selskabelige er en af hans mange borgerlige Egenskaber. Han har skrevet en Del æsthe- tisk Litteratur, nærmest lig engelske Guvemanteromaner. Han er som sagt Selskabsmand, dog, indenfor de Grænser, Datidens almindelige Dannelse havde afstukket, kunde han nok gøre en lille Forskel paa Selskabsdeltagerne. Ved en Frokost, en Datidens Frokost uden varme Retter, var Pastoren placeret mellem to Damer, til højre en for­ nemmere, til venstre en jævnere. Og Pastoren præsen­ terede et Par Assietter med Paalæg.[ Med sit affable Smil og behagelige Organ til højre: „Ønsker Frøkenen Spegepø l s e ? “ men med Pligtens Alvor til venstre: „Vil De ha’e S p a j e sild?“ Det kunde gaa i de Tider, hvor Uligheden trods Grundloven var meget udpræget, og man tillagde ham ikke Mangel paa Dannelse, men noterede det snarere som en Bureaukratisme, der ikke var uforenelig med gejstlig Værdighed, saavel Højærværdighed som Vel­ ærværdighed. „Tror Doctoren, vi snart faar Afløsere for Søstrene Carey paa Tivolis Pantomimeteater?“ spurgte en af Da­ merne den antagelig alvidende Hovedstadspræst. „Min kære Frue, der findes ikke dygtigere og dertil mere dydsirede Danserinder end Søstrene Carey,“ svarede Smagsdommeren. „Ja, men de er dog ikke mere pur unge, og de er saa evindelige.“ „Det er ikke nyt og