CajusCassiusTikøb_1922

— 3i —

Stien, men han holdt lidt igen, det gjaldt om at trække Tiden ud. Han underholdt hende med alt muligt, men spørge om hendes Navn eller Bopæl, det dristede ingen sig til i de Tider, ialtfald maatte man være adskilligt ældre end vor unge Helt for at have et saadant Helte­ mod. Og Resultatet blev da. at hun forsvandt ind ad Sølvgadens Kasernes- Port, og at hun aldrig forsvandt af den unge Jensens Hjerte, hvor hun endnu bor, hvis Jensen lever, selv om Mindet er lidt blegnet, og selv om den største Plads optages af en anden. — Ja, se det var Kærlighed, gammel Kærlighed, som ikke ruster, ligesom Guldsnittet paa de gamle Bøger holder sig, fordi det var ægte Guld, medens Nutidens Forgyldning ikke holder. Og naar vi saa husker, at dette tilmed kun var det første Trin paa Kærlighedens Sti, at det kun var Forliebelse, hvormed man anstændigvis maatte begynde, og hvorefter fulgte Forelskelse, hemmelig Forlovelse, offentlig do. og Giftermaal, hvad maatte saa ikke sidst­ nævnte, Kærlighedens Superlativ rumme i Frederik den Syvendes Tid! Jeg kan slet ikke beskrive det, thi Pen­ nen vægrer sig ved at nedskrive det, som man sagde i gamle Dage. Og denne den unge Jensens første Forliebelse var endnu saa frisk et Hjertesaar, at han daglig gik den samme Gang henad Volden og Glacieme, som dengang førte ham den gulkjolede, sorthaarede Dame i Møde, haabende, at Skæbnen vilde være ham gunstig paany. Men det er Skæbnen aldrig. Og paa Grund af Sorgen og Savnet blev han slet ikke forliebt, endsige for­ elsket i Kusinen, da de var sammen paa Frederiksberg den Aften. I det grønne sker jo ellers aller snarest saa- danne Underligheder. Ialtfald dengang. Hvorledes det nu er, ved jeg desværre ikke.