CajusCassiusTikøb_1922

— 74 —

anlagde derfor Injuriesag mod Redaktøren, der blev dømt til 4 Maaneders Fængsel. I de gode gamle Dage var Taksten kun 3 Maaneders simpelt Fængsel, men alt er jo nu blevet dyrere. Og den Dag, den stakkels Redaktør vandrede i Fæng­ sel, stod Bispen og prædikede i Landets Hovedkirke. Og ban talte om, hvor godt der var i Helvede, og hvor elendigt der var oppe paa Jorden. Verden var fuld af alskens Daarlighed, thi der var vendt op og ned paa alle moralske Begreber. Hvad der i Helvede var sandt, det var usandt paa Jorden, og omvendt. Selv Bisperne der­ oppe sagde Sandhed og kun Sandhed. Og Bispens Til­ hørere, de sølle smaa Djævle, blev rørte og sad i Kirken og græd. Men Bispen var en kærlig og varmtfølende Mand, som ikke vilde bedrøve sine Tilhørere, og da han saa ud over Forsamlingen og saa, at den sad og græd, sagde han: „Naa, naa, græd ikke, Børn, hvem ved, maaske er det Løgn alt sammen.“ Da vi havde kigget saa langt ind i Underverdenen, blev det Cajus, som var træt af Rejsen og af Dagens Besværligheder og Skuffelser, lidt for varmt, og han foreslog, at vi skulde se at vende hjem snarest. Jeg var dog noget i Tvivl, om vi burde. Nu da vi engang var her, var det dog et Spørgsmaal, om vi ikke havde det bedre her. Men da jeg maatte indrømme, at her vilde vi ialfald ikke finde Ellen, saa maatte jeg kon­ sekvent vende med min Ven tilbage til de overjordiske Forhold, hvor der udenpaa Porten dog ikke stod skrevet, at alt Haab maatte lades ude, men hvor der kun stod skrevet: „E j blot til Lyst.“ Og vi vendte om. Men en Cerberus ved Udgangen, der var den samme som Ind­ gangen, spærrede os Vejen. Herfra vender ingen tilbage, sagde han paa Embeds Vegne. Cajus søgte forgæves