BispebjergHospital_1913-38

te s

591978586

101 KØBENHAVNS KOMMUNES BIBLIOTEKER

HOSPITALSTIDENDE Bind 81 Supplement 1938

FESTSKRIFT

I ANLEDNING AF

BISPEBJERG HOSPITALS 25-AARS j u b i l æ u m

19 . S E P T E M B E R 19 3 8

REDIGERET AF CHR. I. BAA STRU P OG ER IK MOGENSEN

N Y T NORDISK FORLAG • ARNOLD BU SCK

M i I '

U D G I V E T A F H O S P I T A L E T S L Æ G E R M E D S T Ø T T E A F K Ø B E N H A V N S K O M M U N E

INDHOLD Wessel C.: E t Tilbageblik ....................................................................................... g Alsted, Gunnar: Exogen perniciøsA n æ m i.............................................................. 20 Andersen, Oluf: Undersøgelser over V irkningen af Paraffinolieindgift p aa A -V itam inets R esorption hosM en n e sk er................................................. 29 Baastrup, Chr. I.: D iagnostik og R øntgenterapi af visse F o n n er af L um bago.................................................................................................................. 42 Foged, Jens: Operativ B ehandling af P ro g e n i.................................................. 55 Gregersen, N. Fr.: G aldestensileus......................................................................... 84 Krarup, N iels B .: Undersøgelse over V irkningen af Syreindgift p aa M aveindholdets A ciditet ved A c h lo rh y d ri..................................................... 93 Lassen, H. Krieger og Christiansen, Harald: Cholecystografiske U ndersø­ gelser af cholecystostomerede P a tie n te r ......................................................... 107 Meulengracht, E.: Ik teru s interm itten s ju v e n ilis.............................................. 1 1 7 Mogensen, Erik: B lodlegemediam etrenes Fordelingskurver ved perniciøs Anæmi ......................................................... 127 Povisen, Olaf: C y sto m e tri........................................................................................... 137 Rasmussen, K . A.: Nogle R etningslinier ved B ehandlingen af de »rheu- matiske« Sygdomm e.................................................................................................. 157 Retlev-Abrahamsen, H.: Den transureth rale Resection af P ro s ta ta 168 Schiødt, E.: Forsøg p aa a t frem skynde Blodregenerationen efter Hæ- m atem ese eller M elæ na........................................................................................... 18 P Secher, Knud: Sanocrysinbehandlingen fra 1923— 1938 .............................. 188 Thune Andersen, W .: Nogle Undersøgelser over Adipositas m ed H en ­ blik p aa Indikationerne for H o rm onb eh andlin g......................................... 210 Thygesen, Jørgen E.: Calcinosis in te rstitia lis ..................................................... 218 Winge, M. og Clausager-Madsen, L ili: Om Prontosilbehandling ved fe­ brile A b o rte r...................................... 229 Worsaae, Ellen: Bispebjerg Hospitals Bade- og Massageklinik gennem 25 Aar ........................................................................................................................... 235 Zacho, Alfred: Undersøgelser over U rinens D iastaseindhold ved k iru r­ giske P ankreassyg dom m e....................................................................................... 239 Videnskabelige A rbejder udgaaede fra Bispebjerg H ospital 1913— 1938 249

Side

Bispebjerg H ospital 1913— 1938.

ET TILBAGEBLIK A f fhv. Overkirurg, Professor C. Wessel.

Henimod det sidste Aarhundred-Skifte blev det mere og mere indlysende,, at København indenfor en nærmere Fremtid maatte have et forøget Antal Hospitalspladser. Siden Kommunehospitalet toges i Brug i 1863 var der vel tilkommet en Del Hospitalspladser, dels ved Opførelse a f Hospitaler til specielle Sygdomme, dels ved Ind­ retning (og Udvidelse) af bestaaende Bygninger til mindre Hospi­ taler. Omkring Aar 1904 kunde man regne med ca. 4,200 disponible Hospitals-Sengepladser i København, hvis Folkemængde da var ca. 410 . 000 , altsaa omtrent 10 Senge for hvert 1000 Indbyggere, men selve Københavns Kommune raadede heraf kun over ca. 3000 . Byen var i stærk Væxt, og allerede i nogle Aar havde man maattet tage sin Tilflugt til forskellige private Hospitaler og Kliniker. Den samlede Magistrat besluttede derfor i December 1899 at nedsætte en Kom­ mission til at tage Spørgsmaalet om Opførelsen af et nyt større Hospital under Overvejelse. Denne Kommission kom til at bestaa af: Borgmester, Konferentsraad Borup, (Formand), Raadmand, Etatsraad Wassard (Viceformand), Borgerrepræsentanterne: Forret­ ningsfører B. P. Daugstrup, Direktør Hagemann, Læge Wandall og Prof. Ørum. Endv. Overlæge Prof. Dr. med. Sørensen, Overkirurg, Dr. med. Tscherning samt Stadsarkitekt Prof. Fenger, konst. Stads­ ingeniør Voigt, Stadslæge, Etatsraad Hoff og Hospitalsdirektør, Ju- stitsraad GrecLsted. Denne Kommission afholdt sit første Møde d. 13 . Januar 1900 og afsluttede sin Virksomhed d. 6. Januar 1903 . Dens Beretning blev underskrevet d. 17 . Januar s. A. og tilstilledes der­ efter Magistratens 2 . Afdeling. Kun faa Dage herefter døde For­ manden, Borgmester Borup. Den nye Borgmester, J . Jensen, maatte have Tid til at sætte sig ind i den afgivne Beretning, og kunde derfor først den 12 . December 1904 tilstille Borgerrepræsentationen den af­ givne Kommissionsbetænkning, efter at den samlede Magistrat i alt væsentligt havde sluttet sig til den. Borgerrepræsentationen nedsatte da d. 16 . Januar 1905 et Udvalg, som afgav en Indstilling, der blev vedtaget i et Møde d. 13 . Juni 1905 . I Henhold til denne nedsatte Magistraten d. 19 . Oktober 1905 en administrativ Kommission, bestaaende af: Borgmester Jensen (Formand), Stadslæge, Etatsraad Hoff, Prof., Overlæge Sørensen, Prof., Overkirurg Tscherning, Prof., Overlæge Rosenthai, Raadmand H. Hage, Hospitalsdirektør, Justitsraad Gredsted og Inspektør, Ju-

6

■stitsraad Meyer, — for at øve Indflydelse paa de Tegninger og P la­ ner, som Magistraten havde overdraget Prof. Martin Nyrop i For­ ening med Stadsingeniøren, repræsenteret ved Afdelingsingeniør Karsten, at udarbejde. Denne Kommission begyndte sine Møder d. 31 . Oktober 1905 , og afgav d. 6. Juni 1907 en Betænkning (ledsaget a f de udarbejdede Planer, Overslag over Udgifter, m. m.), som tilstille­ des Borgerrepræsentationen d. 18 . Jun i 1907 , og endelig kunde Kom­ munalbestyrelsen i sit Møde d. 2 . Marts 1908 vedtage Opførelsen a f det planlagte Hospital paa den a f Kommissionen foreslaaede Grund, den saakaldte Bispebjærg Bakke, nordvest for Byen, hvor man til Raadighed havde et Terrain paa ca. 20,7 ha, købt a f Magistraten i 1894 for ca. 131,000 Kr., hørende til Store- og Lille Bøllemosegaard.*) Hospitalets Opførelse paabegyndtes i Sommeren 1908 . Strax i de første Aar anlagdes og beplantedes forskellige Anlæg og Alléer. Det kostede en Del Anstrængelse at blive saa nogenlunde færdig til den projekterede Indvielsesdato, d. 19 . September 1913 , en Dag, man havde valgt, fordi Kommunehospitalet den Dag kunde fejre 50 Aars-Dagen for sin Indvielse. A f Hensyn til mulig Regn, (det blev dog det smukkeste Sommervejr) havde man i Terrainets Midte, bagved de opførte 6 Sygebygninger, rejst et stort Telt, som kunde rumme flere Hundreder siddende Personer. Her foregik Hospitalets Indvielse smukt og højtideligt i Overværelse af en repræsentativ Forsamling fra Stat og Kommune, med Kongeparret i Spidsen. Studenter-Sangforeningen sammen med kgl. Operasanger Nissen og kgl. Operasangerinde Nørregaard-Hansen afsang en af L. C. Nielsen forfattet Kantate, hvortil August Enna havde skrevet Musiken, som Komponisten selv dirigerede. Taler holdtes af Borgmester J . Jensen, af Hospitalsdirektør K. M. Nielsen og Overkirurg Carl Wessel. Derefter blev Hospitalet beset under en Rundgang, Om Afte*) Angaaende Oprindelsen til N avnet Bispebjærg, h a r jeg søgt Oplysning for­ skellige Steder, uden a t finde noget sikkert. Den n u u dtørrede Lersø (tidligere Leyersø) v ar i gam le Dage en re t stor Sø, som havde 2 Afløb, Rosbæk til S un­ det forbi gamle V artov, og et sydligt Afløb, som passerede H yltebroen (ved Nørrebrogade) ved Løgten og blev til en Del af L adegaardsaaen, idet den løb gennem en større Eng. Om denne vides, a t dens gamle N avn v a r Gieveholm (Navn af samme R od som Gevn = Gefion, i gammel Tid m aaske et helligt Sted). Denne Gieveholm, i lange T ider Byens rigeste og eneste Vandforsyning, va r oprindelig en Sø, blev senere til en Mose, og endnu senere til en Eng. Den hørte til U tterslevgaardene, blev i 1561 givet til Bispestolen, m en i 1623 blev den af S taten — for Ganløse Konge-Tidende — k øb t af Bispestolen og tillagt den nye Ladegaard. D en kaldtes paa den Tid for Bispeengen, udgjorde 34 Læs Hø. I regnfulde Somre v ar den ofte helt oversvømmet, da Aaen ikke kunde tage alt Vandet; den blev u d tø rret i 1813. D et synes ganske rim eligt a t antage, a t det, a t den h ar tilh ø rt Bispestolen, h ar givet Anledning til N avnet Bispe- eng, Bispens Eng, og det tilgrænsende B akkeparti h a r det saa m aaske væ ret nærliggende a t kalde Bispebjærg. H er paa denne B akke synes i ældre T ider a t have væ ret Galgebakke, m aaske laa det gam le Støvnæs Thing her. K arl Gustav havde m indre Skanser liggende foran Lejren, fra Bellehøj og over til og paa B ispebjærg Bakke. (H istoriske Medd. o. K bhvn. I, H , III, IV , V III 2. 1. IV, V).

nen var der Fest paa Raadhuset, hvor man navnlig fejrede Kommune­ hospitalets Jubilæum med Gentagelse a f en Del af den om Formid­ dagen afsungne Kantate, med forskellige Taler, bl. andre bragte Professor Rovsing det jubilerende Hospital en Tak fra Universitetet for, hvad det i Aarenes Løb havde betydet for Lægers og Studenters Uddannelse. Indvielsesdagen indlagdes de første Patienter paa de to medicin­ ske Afdelinger. Den kirurgiske Afdeling var endnu ikke færdig, det var særlig Operationsafdelingen, som det ikke lykkedes at faa fuld­ ført før midt i Oktober Maaned, saaledes at Ptt. paa denne Afdeling først kunde modtages d. 19 . Oktober; den 25 . Oktober udførtes den første Operation paa den saakaldte »lille Forbindsstue« i Pv. I I I Salen. De store Operationsstuer toges i Brug første Gang d. 18 . November med Udførelsen af en Gastro-Enterostomi for en fibrøs Py lorus-Stenose. Hospitalet fik en fortræffelig Beliggenhed. Man havde, som alt anført, valgt som Byggegrund det saakaldte Bispebjærg, et lidt ure­ gelmæssigt bakkeformet Terrain nordvest for Byen, overfor den tidligere, nu helt udtørrede Lersø, et i forrige Aarhundredes Midte, a f Botanikere meget skattet Parti, p. Gr. af de mange dér voxende sjældnere Planter. Den første Plan var at anbringe Hospitalet med Facaden mod Tagensvej. Det blev dog hurtigt opgivet til Fordel for den nuværende, hvor Facaden med den store Administrations­ bygning kom til at vende mod Sydøst, ud mod Lersøpartiet — pro­ jekteret som et frit og luftigt Parkparti — , og hvor Sygebygningerne bagved blev placerede paa en Skraaning, hvilket medførte en betjMe- lig Udgift til den deraf følgende Afgravning og Planering. Ifølge det vedtagne Program skulde Hospitalet anlægges efter Pa­ villon-Systemet, hver Pavillon paa 2 Etager. To Pavilloner skulde danne en Afdeling, hvilket med det projekterede Sengeantal gav hver Afdeling 176 Sengepladser, »hvad under normale Forhold vil svare til en noget mindre effektiv Belægning, nemlig 150 Ptt., idet Sygestuernes Udluftning, Rengøring m. v. vil foranledige, at nogle Sengepladser staa ubenyttede«. »150 Sengepladser vil formentlig være det maximale Antal, overkommeligt for een Overlæge, med den for­ nødne efter Forholdene afpassede Bistand«. Der havde i Kommissionen været stor Diskussion om, hvorledes Sygestuernes Fordeling og Størrelse skulde være. Saavidt jeg erin­ drer blev den nuværende Plan i sine Hovedtræk foreslaaet af Inspek­ tør Meyer, hvorved man fik en Række Stuer, med fra 1—6 Senge, til begge Sider for den centralt beliggende store Opholdsstue, og for Enden af hver Sygegang en større Stue paa 12 Senge. Dette blev foreslaaet af Kommissionen (dat. 6. Juni), men i en Skrivelse af 7 . Juni meddelte Nyrop og Karsten, at det var muligt, uden Forøgelse af Udgifterne, at indrette 12 -Sengs-Stuerne til 16 Senge, hvorved

s hver Afdeling altsaa vilde faa 208 Senge. Adspurgte svarede Kom­ missionens Læge-Medlemmer, at de »mente det forsvarligt at gaa med til en saadan Størrelse, under Forudsætning af, at der blev givet Overlægen den fornødne Medhjælp«. Magistraten mente, »at en 16 -Sengs-Stue vil være ligesaa hyggelig som en 12 -Sengs-Stue.« Som en Følge a f dette forøgede Sengeantal (32 for hver Afdeling) mente Magistraten, at man kunde nøjes med foreløbig at bygge 6 Sygebygninger (Komm. havde foreslaaet 8), men man var klar over, at man som Følge af Befolkningens sandsynlige Tilvæxt, »meget hurtigt«, »i Løbet a f nogle Aar«, vilde blive nødt til at fortsætte Hospi­ talets Opførelse til dets fulde Størrelse (12 Sygebygninger). De opførte 6 Pavilloner blev delt mellem 3 Afdelinger, som be­ nævnedes A, B og C, og som altsaa officielt hver fik 208 Sengepladser. Dette Antal blev dog hurtigt overskredet. Til hver 16 -Sengs-Stue var der tilbygget en Slags Veranda, beregnet for oppegaaende Pati­ enter, men det faldt meget naturligt at belægge disse Verandaer med 4 Patienter, hovedsagelig Rekonvalescenter eller meget kronisk Syge (Tub. o. lign.), saaledes, at hver Afdeling paa denne Maade fik sit Sengetal forøget med 32 , hvorved Afdelingerne blev paa 240 Patienter. Hertil kom i Aarenes Løb den stadige Mangel paa Hospi­ talsplads, som særlig i travle Perioder krævede Opstilling a f »Extra- senge«, ganske almindeligt 4 paa hver 16 -Sengs-Stue, hvilket gav yderligere hver Afdeling en Tilvæxt paa 32 Senge, — altsaa ialt 272 Senge pr. Afdeling, og i ganske særlig travle Perioder maatte der yderligere opstilles Extrasenge ogsaa paa andre Stuer, og herved kunde Afdelingernes Sengetal komme op paa henved 300 . Rent galt blev det for de medicinske Afdelinger i den strænge Influenza-Periode i 1918 , hvor ogsaa de centralt beliggende Opholdsstuer maatte be­ lægges; til Gengæld maatte den kirurgiske Afdeling i denne Tid stoppe for al ikke absolut nødvendig Tilgang p. Gr. a f Faren ved operative Indgreb. Selvfølgelig var Afdelingerne bievne for store, og i 1927 fratog man derfor hver Afdeling en Sygebygnings Halvdel, og a f de derved frigjorte 3 Halvdele oprettedes en ny 4 . Afdeling, D, som blev kirurgisk. Hvad man i Komm. havde frygtet og talt meget imod: at have 2 Afdelinger i samme Bygning, har vist sig at gaa ud­ mærket. Det officielle Sengetal pr. Afdeling er derved blevet ca. 180 , som med en eventuel Opstilling a f Extrasenge paa ca. 20 % giver noget over 200 Senge, et Antal, som maaske ikke er for stort for en enkelt Chef, men som alligevel noget maa forandre den mere personlige Behandlingsform, som vore Patienter i »gamle Dage« var vante til. I det Parti af Pavillonerne, hvor Indgangen med Trappen findes, og hvor ogsaa de saakaldte Thekøkkener har deres Plads, fik de medi­ cinske Overlæger indrettet en Undersøgelsesstue, hvilket foranledigede den kirurgiske Overlæge til at faa indrettet tilsvarende Forbinds

9

stuer, een i hver Sygebygning, og hertil benyttedes de Rum, som oprindelig var tiltænkt en overordnet Sygeplejerske som Bolig. For den kirurgiske Afdelings Vedkommende fungerede disse Forbinds­ stuer eller »smaa Operationsstuer«, kun i nogle Aar: de viste sig ikke at være helt praktiske, de var vanskelige og kostbare at benytte, da det kom til at skorte baade paa Læger, Sygeplejersker og Por­ tører, man opgav dem da helt og har siden ikke savnet dem. Mellem de to første Pavilloner opførtes paa hver Side af Terrainet en »Operationsbygning«, en vestre og en østre. A f disse henstod den østre i »raa«, ufærdig Tilstand indtil der i 1927 indrettedes en ny kirurgisk Afdeling. Den vestre, som altsaa først blev helt færdig en Maaned efter Hospitalets Indvielse, har fungeret for Afdeling A, og den har gennemgaaende fungeret godt. Selve Operationsstuerne virkede for 25 Aar siden overmaade imponerende. Arbejdet kom jo hurtigt til at ligge saaledes, at der maatte opereres samtidigt paa 2 Lejer i samme Stue, og hertil var der Plads nok. Ventilationen gjorde til at begynde med mange Knuder, men det blev rettet saa nogenlunde. En stor Gène har det altid været, at Instrumentkog­ ningen foregik i selve Operationsstuen, ligeledes var der i mange Aar Vanskeligheder med at faa en god kunstig Belysning. I vore Dage vilde man vel nok gøre Operationsstuerne langt mindre og helt undgaa at kunne operere paa 2 Lejer i samme Stue. Men selv­ følgelig hengaar der ikke 25 Aar uden at der indhøstes Erfaringer, der er jo Udvikling i alt, — hvad der i vore Dage synes at maatte ændres var vel helt udmærket for 25 Aar siden. Men det har alt i alt været udmærkede Forhold at arbejde under, selv om der, som Aarene gik, opstod en Del Vanskeligheder og indtraadte Forhold, som ikke altid gjorde Arbejdet saa let, som det var til at begynde med. I Operationsbygningens Parterre-Etage anbragte man Røntgen- kliniken. Man var ikke klogere den Gang, end at man syntes, at det var udmærket. Skal Sygestuerne være rummelige og luftige, saa gælder det i endnu højere Grad for de Lokaler, hvori der skal drives Virksomhed med Røntgenstraaler. Men i disse i Virkeligheden meget skumle og lavtloftede Lokaler er der drevet en gennem Aarene meget tiltagende udmærket Virksomhed, saa stor nu, at den ganske truer med at sprænge de Rammer, der for 25 Aar siden syntes ikke alene forsvarlige men meget tilfredsstillende. Da der blev Tale om at forbinde Operationsbygningen med de to nærmeste Pavilloner, byggede Nyrop en Bindingsværk-Korridor, som p. Gr. af Terrainets Stigning naturligt kom til at føre fra Salen i Pv. I (II) til Stuen i Pv. I I I (IV). Det blev en enkel, meget smuk og karakteristisk Konstruktion, som kom til at danne en stilfuld, naturlig Sidebegrænsning for de to Pavilloners Haveanlæg, — den

1 0

viste Nyrop ’s sikre Ævne som Tømrer, saa velkendt allerede fra B yg ­ ningen af Udstillingen i 1888 . De projekterede Isolationsbygninger blev aldrig byggede, og de har heller aldrig været savnede. De 6 Syge-Bygninger, det centrale i hele Hospitalet, frembød allerede fra første Færd forskellige Mangler, som jeg ikke skal komme nærmere ind paa ved denne Lejlighed. Der kan næppe være Tvivl om, at den meget smukke Beliggenhed og Gruppering, som Pavil­ lonerne fik opad »Bjærget«, med de smukke Havepartier og de om- grænsende Munkestensmure, med de indbydende, stærkt virkende Trappepartier, der er næppe Tvivl om, at alt dette i høj Grad har virket ind paa de enkelte Bygningers Udseende. Naar man sagde til Nyrop, at den Udbygning, som indeholdt Skyllerum, m. m., var altfor lille, svarede han altid: den kunde ikke være større, saa var Bygningernes Udseende blevet helt ødelagt. Nyrop gik til sin Opgave med en glødende Ildhu. Det var hans Maal at skabe et smukt Hele, som kunde staa i vort Klima, og samtidig yde Patienterne al den Hygge og Skønhed, som mulig kunde mildne deres Ophold herude. Meget karakteristisk skriver han i sin Beskrivelse a f Forslaget: »Byg­ ningerne have ingen særlig Udsmykning. Naar Vindueskarmene og Lufthætterne holdes hvide, vil det forhaabentlig lykkes med et Minimum af ydre Vedligeholdelse at skaffe Bygningerne det Præg a f Velholdthed og Benlighed, som er tilstrækkeligt til at faa f. Ex. hollandske Bygningers Hygge til at falde i Øjnene.« Helt gode, næsten fuldt tilfredsstillende har vel nok baade Bade­ bygningen og det pathologiske Institut (med det lille tilbyggede Kapel) været. De blev begge planlagte af Læger med speciel Indsigt paa disse Omraader {Jansen og Scheel) og de synes i alle Henseender gennem Aarene at have fungeret udmærket. Den store Administrationsbygning voldte Nyrop mange Bryderier under Udarbejdelsen. Den kom til at indeholde, foruden Kontorer til Administrationen, en Optagelsesafdeling for Patienterne, en Poli- klinik (kirurgisk), og en Mængde Boliger for forskellige Funktionærer. Til at begynde med fik alle tre Overlæger og Beservelægerne Bolig herude. Overlægernes var vel nok de mindst gode, men hertil maa dog bemærkes, at de oprindelig var bestemt for en Slags Afdelings­ læger. Øst og Vest for Administrationsbygningen var planlagt en Villa, for en Overlæge og Inspektøren, men disse Boliger blev dog aldrig byggede. Hospitals-Kandidaterne installerede man i et Væ­ relse med et Sovekammer, en den Gang helt ukendt Bolig for en Kandidat. Til at begynde med boede Kandidaterne ogsaa herude, og der fandtes paa Kandidatgangen et L iv og en Samling, som min­ dede om gamle Tiders Kandidatliv paa baade Det kgl. Frederiks Hospital og Kommunehospitalet. Det varede dog kun nogle Aar, saa rykkede de nye Tider frem, Kandidaterne giftede sig, havde

11

Kone og Børn andre Steder, deres Værelser paa Kandidatgangen blev kun Vagtstuer, og kun paa de Dage, hvor de skulde være ved Afdelingerne. Kandidaternes Antal forøgedes ogsaa gennem Aarene, det begyndte derfor at knibe med at skaffe dem alle Boliger. Administrationsbygningens Kælderetage blev for største Delen op­ taget af Funktionær-Boliger og Magasinrum. I den vestre Side an­ bragte man en Frisør- og Barber-Stue samt Apoteket. Nyrop kælede meget for dettes Indretning og tegnede en smuk Apothekerkrukke, som blev udført paa den kgl. Porcellæns Fabrik. Virksomheden, som ikke var de gamle Hospitalers Dispensationsanstalter, men et virkeligt Apothek, underkastet Eftersyn p. p., blev efterhaanden meget omfattende med Levering af Medicin til en Bække a f Kommu­ nens andre Hospitaler, og det har gentagne Gange maattet have Ud­ videlser for at kunne efterkomme de store Krav, der i Tidens Løb er blevet stillet til det. For Sygeplejerskerne var der bygget en stor Bygning mod Vest; den indeholdt 140 Værelser; men der hengik ikke mange Aar, før den viste sig at være for lille. Man har maattet indlogere Sygeplejerskerne mange andre Steder, i den østre Operationsbygnings Parterre-Etage, i Administrationsbygningen o. a. St., og helt galt er det jo blevet i de senere Aar, hvor man har indført 8-Timers Arbejdsdagen. I Kommissionens Plan var der i hver Sygebygning anbragt en Bolig paa 2 Værelser for en ældre Sygeplejersker. De for 25 Aar siden til­ trædende Overlæger mente, at dette ikke var hverken nødvendigt eller ønskeligt, man ønskede ikke at have Funktionær-Boliger i Sygebygningerne, baade af Hensyn til Patienter og Funktionærer, og der var desuden god Brug for de derved indvundne 2 Værelser. De planlagte »accessoriske« Bygninger, Kedel- og Maskin-Hus, Vaskeri og Køkkenbygning blev naturligvis alle opførte i deres fulde Størrelse, d.v.s. beregnet for det fuldt udbyggede Hospital. Vaskeri­ bygningen udvidedes i de lange Krigsaar og omdannedes til et for alle Kommunens Hospitaler fælles Vaskeri, som med Rette vakte alle de mange udenlandske Besøgendes store Interesse og Beundring. Alle de forskellige Bygninger var under Jorden forbundet med et Net af Tunneler, en ganske nødvendig Kommunikations-modus for et stort Pavillon-Hospital, og som da ogsaa har været af største Be­ tydning ved Transporten af Patienterne, baade ved Indlæggelsen og ved Flytning fra en Pavillon til en anden, navnlig i et saa ustadigt og uvenligt Klima, som vi oftest har herhjemme. Alt i alt maa man sige, at Hospitalet har en overmaade skøn Be­ liggenhed. Det er et Fund at kunne bygge et Pavillon-Hospital paa en saadan Skraaning, med Facaden vendende mod Sydøst. Fra Vejen fører en ret stor aaben Plads ind mod Hovedporten i Administra­ tionsbygningen. Paa hver Side a f denne Plads staar 3 Ælmetræer, som i ret voxen Stand blev flyttet herud fra Nørre Boulevard. Gaar

1 2

man gennem den noget dystre Port med de to ejendommelige Log- giaer, som Nyrop havde tænkt sig skulde benyttes a f den vagt­ havende Læge til derfra at betragte de ankommende Patienter, kom­ mer man ind paa en bred aaben Plads, fra hvis Midte et stort T rappe- parti fører op til Pavillonerne. Foran disse staar paa begge Sider en Række Pyramide-Popler ligesom Soldater paa \ agt. Paa denne Plads er plantet to kanadiske Popler; jeg saa dem blive plantede i 1908 eller 1909 som to spinkle Væxter, der i en Række Aar maatte tøj res for at modstaa Stormene herude; nu er de paa Vej til at blive det, som Nyrop ønskede: to af vore største Træer, staaende hver midt i en cirkelrund Græsplæne, kantet med nogle af de store Sten, som fandtes i Grunden ved Udgravningen. Nyrop fik anlagt et firkantet Bassin paa hver Side af Adgangen til det første Trappeparti, de blev kantede med Sten hvorimellem forskellige Planter. Meningen var, at de skulde beboes af Guldfisk og være til Glæde for de oppe- gaaende Patienter. Det blev dog ikke til noget og efter nogle Aars Forløb blev de sløjfede. Man havde i sin Tid haft Vanskelighed ved at placere Kommune­ hospitalet, dette a f H. C. Hansen for 75 Aar siden opførte Bygnings- komplex, endnu saa mærkeligt ungt, saa fuldt anvendeligt, næsten mønsterværdigt, og da man endelig vedtog at opføre det paa de saa- kaldte Sortedams Agre ved Farimagsvejen hævede der sig Stemmer mod denne fra Byen fjærne Beliggenhed, det var jo udenfor baade Vold og Stadsgrav, men Tiden har anbragt det meget centralt i Byen. Ogsaa Bispebjærg Hospital syntes ved sin Opførelse at ligge langt udenfor Byen, men dennes stærke Udvikling i de nu forløbne 25 Aar har placeret det saaledes, at Vejen hertil fra Byens Centrum ikke falder lang med de moderne Befordringsmidler, ja det ligger nu i en stærkt befolket Bydel. Men for os, som boede herude i de første Aar, var det nu alligevel langt fra Byen. Var det besværligt at komme til Byen, (Sporvogn Linie 10 endte dengang ved Hejm- dalsgade) var det endnu besværligere at komme hjem om Aftenen, og det blev ikke bedre i de kort efter indtrædende Krigsaar, hvor man ikke kunde faa de faa Automobiler eller de endnu dengang existerende Hestekøretøjer til at køre saa langt ud. Snefog, Regn, Storm gjorde Vandringen hjem ad de øde, lidet oplyste Veje yderlig ubehagelig. Saa blev Sporvognslinien forlænget helt herud, og efter- haanden som Folk lærte Hospitalet at kende, gik det bedre. Hospi­ talet laa til at begynde med i meget stille og rolige, helt landlige Omgivelser, men dette har jo i Aarenes Forløb forandret sig ikke saa lidt. Men var man først herude, var her dejligt, og det enten det var Sommer eller Vinter. Giæsel havde allerede under Bygningernes Op­ førelse forestaaet Tilplantningen af det store Hospitalsterrain, saa­ ledes at man i Løbet af nogle Aar havde smukke Træer, Buske og

Hække. Meget smukke blev efterhaanden de to Alléer, paa hver Side af Midterpartiet, bagved de opførte 6 Pavilloner, tilplantet med Hørsholm-Ælme, hvoraf Borgmester Jensen plantede det første, nærmeste Træ paa højre Side. Desværre er vel disse Alléer døds­ dømte ved fremtidig Bebyggelse a f Terrainet. I Løbet af nogle Aar havde vi ved Pinsetider det skønneste Flor a f Syren, Guldregn, Rødtjørn m. m., senere paa Somren dejlige Rosenpartier o.s.v. Ter­ rainet var udlagt saaledes, at de fleste af de paa Hospitalet boende Funktionærer fik en større eller mindre Have, hvori der som Regel var en Del Frugttræer. Dette gav jo af og til om Efteraaret en vel­ kommen Frugthøst, men navnlig om Foraaret et prægtigt Syn, naar de alle stod i Blomst. En ganske speciel Idyl var den lille Park, som laa helt bagtil i Terrainet, bag det dominerende hvide Vandtaarn. Foran dette staar der endnu et Par gamle Træer; disse stod i Gaar- den til Store Bøllemosegaard, hvis Længer endnu stod, da Hospi­ talet var under Opførelse og som da benyttedes til Marketenderi. Gaarden blev givet i Entreprise til Nedrivning, men Dagen før denne skulde paabegyndes, afbrændte den pludselig, hvilket gav Anled­ ning til det foruroligende Rygte i Byen, at det nye Bispebjærg Ho­ spital var kommet i Brand. Det hvide Vandtaarn kom for Marinen til at erstatte det gamle Søpejlingsmærke, som indtil de sidste Aar havde sin Plads i den vestre Side af den store Frugthave, som plan­ tedes sammen med Hospitalets Anlæg, ud mod Emdrup, og som mærkeligt nok var omgivet a f en flere Meter høj Hæk, modsat alle andre af Hospitalets kilometerlange Hække af Avnbøg, som blev holdt nede omtrent i Brysthøjde. Efter den oprindelige Plan skulde der endnu være Plads til 6 Pavilloner, men Tiden er vel nok løbet fra denne Plan. Bagtil paa Terrainet er der nu paa 25 -Aars-Dagen rejst en stor 3-Etages-Bygning til Sindssygdomme, og bagved de to sidste Pavilloner (V & VI) er der projekteret en lignende 3 -Etages-Bygning. Der er da heller ingen Tvivl 0111, at det endnu ubebyggede Terrain kan udnyttes langt bedre end ved Opførelsen af 6 2 -Etages-Pavilloner. Omkostningerne ved Hospitalets Opførelse har beløbet sig til*): Uden at man kan drage nogen direkte eller nøjagtig Sammenligning mellem de to Hospitaler, skal dog anføres, at i de første 24 Aar, hvorom Beretning paa 25 -Aars-Dagen foreligger, havde: **) Kommunehospitalet (Sengetal fra 844 — 967 ) 170,236 udskrevne, 16,866 døde ( 9,01 %). *) Bispebjærg Hospital (Sengetal 724 ) 177,750 udskrevne, 17,146 døde ( 8,80 %). *) Opgivet af Hosp.-Kontoret. **) K b hn.’s Kommunehosp. 1863— 1888. Byggesum ...................................... Kr. 6 , 263,871 Montering...................................... - 838,806 Ialt, foruden Grunden............... Kr. 7 , 102,677

14

Naturligvis havde man ved Hospitalets Start sine Vanskeligheder med at faa det fornødne Antal vel kvalificerede Sygeplejersker, men det gik, og vi fik samlet et godt og udmærket Korps. Overlægerne foreslog strax, at man afskaffede den gamle Plej emoder-Stilling, at man istedetfor ansatte paa hver Sygegangs Halvdel en Oversyge­ plejerske, som, foruden at have Overopsynet, tillige deltog i selve Sygeplejerske-Arbejdet ved at passe et mindre Antal Patienter, paa 3 - og 1 -Sengs Stuen. Det viste sig ret hurtigt, at det ikke var et godt virkende System, ikke mindst fordi den kvindelige Psyke ikke lod sig forene dermed. Man gik da resolut over til det gamle hævd­ vundne System, og ansatte en Oversygeplejerske for hele Sygegan- gen, og det var denne Udvikling, som bevirkede, at hun ikke kom til at kaldes Plejemoder, men fik den, iøvrigt mere naturlige, Titel af 0 versygeplejerske. Den energiske og dygtige Forstanderinde, som Hospitalet havde det Held at faa knyttet til sig, fik ændret den gamle Sygeplejerske- Uniform paa de kommunale Hospitaler paa tiltalende Vis; bl. a. af­ skaffedes det tunge Gummiforklæde og erstattedes med et mere let af Linned; hun indførte endvidere en Hovedkappe, som til at begynde med vakte en Del Modstand, men den har sejret overalt, dels fordi den er klædelig og dels fordi dens rette Anbringelse og Pleje giver sin Bærer et Præg af Soignering og Tække, hvilket var den egentlige Hensigt. Der blev endvidere oprettet en Sygeplejerske-Skole, som til at begynde med havde Lokale i selve Sygeplejerske-Boligen, senere maatte den p. Gr. af Pladsmangel søge over i Køkkenbygningen. De oprindelig paatænkte Afdelingslæger blev aldrig ansatte. I- stedetfor ansattes 2 Reservelæger ved hver Afdeling tilligemed 3 Kandidater. Efterhaanden som Arbejdet øgedes fik man endvidere ansat 1 å 2 kliniske Assistenter, og i de senere Aar har flere Afde­ linger faaet ansat 3 Reservelæger. Kandidaterne udgik i de senere Aar for de flestes Vedkommende fra den Kreds af unge Læger, som søgte Turnus-Uddannelse, og i de sidste Aar har endvidere 2 island­ ske unge Læger gjort Kandidattjeneste ved 2 af Hospitalets Afde­ linger. Endelig har i de forløbne Aar en Del unge Kvinder været knyttede til de forskellige Afdelinger, dels som Journalførersker, dels som Laboranter ved de paa alle Afdelinger betydelig udvidede Laboratorier. Den kirurgiske Poliklinik, som sammen med den ret store Op­ tagelsesafdeling havde sin Plads i Administrationsbygningen, havde i de første Aar ikke stort at bestille, men med den tiltagende Bebyg­ gelse af Omegnen steg Arbejdet jævnt gennem Aarene. Til at begynde med lededes Polikliniken a f 1 ste Reservekirurg paa Afdeling A, fra 1934 blev det nødvendigt at ansætte en speciel Chef. I Løbet af de 25 Aar har følgende været ansatte i ledende Stillinger:

15

Inspektør: V. Johansen fra 19/9 1913 — 31/3 1919 . L. Lambertsen fra 1/4 1919 — fung. Overlæger: Afdi. A: C. Wessel fra 19/9 1913 — 31/5 1937 . J . Foged fra 1/6 1937 — fung. Afdi. B: V. Scheel fra 19/9 1913 — 17/12 1923 . E. Meulengracht fra 1/9 1924 — fung. Afdi. C: S. Bang fra 19 / 9 ' 1913 31/7 1916 . H. Bing fra 1/8 1916 — 30/4 1921 . K. Secher fra 1/5 1921 — fung. (konst. 1/7 1920 — 30/4 1921 ). Afdi. D: H. Abra- hamsen fra 1/3 1927 — fung. Røntgenklinik: J . F. Fischer fra 19/9 1913 — 14/2 1922 . Chr. Baa- strup fra 1/7 1933 — fung. Bade- og Massage-Klinik: H. Jansen fra 19/9 1913 — 30/6 1933 . K. A. Rasmussen fra 1/10 1933 — fung. Prosektorer: V. Ellermann fra 19/9 1913 — 24/9 1924 . Sv. Hansen fra 1/1 1925 — 31/3 1927 . Poul Møller fra 1/4 1927 — 31/12 1928 . B. Vimtrup fra 1/1 1929 — fung. Kirurg. Poliklinik: E. Thomsen fra 1/5 1934 — 31/10 1937 . Chr. Rovsing fra 1/11 1937 — fung. Øjenlæger: S. Schou fra 1/1 1914 — 1/2 1927 . E. Holm fra 1/1 1927 — 1/3 1929 . O. Blegvad fra 1/4 1929 — 31/12 1933 . J . Brøns fra 1/1 1934 — fung. Øre-Halslæger: P. Tetens Hald fra 1/1 1914 — 31/12 1917 . S. H. Mygind fra 1/1 1918 — 1/3 1920 . A. Thornval fra 1/3 1920 — 1/6 1927 . R. Lund fra 1/6 1927 — 1/9 1933 . J . Jessen fra 1/10 1933 — fung. Apotheker: S. S. Marcussen fra 19/9 1913 — 5/3 1925 . Normann-Jensen fra 1/6 1923 — 30/6 1937 . K. Pedersen-Bjergaard fra 1/10 1937 — fung. Forstanderinde: Ch. Munck fra 19/9 1913 — 28/7 1932 . Inge Funding fra 1/10 1932 — fung. Hospitalet fik ved sin Start en ganske fortræffelig Forstanderinde for Sygeplejen i Charlotte Munck. Udgaaet fra et meget kultiveret Hjem valgte hun Sygeplejen som sit Livserhverv, blev knyttet til det nye Rigshospital, hvorfra hun overtog Stillingen herude. Hun gik op i sin nye Gerning med største Iver og Interesse og fik Syge­ plejen herude organiseret paa udmærket Maade. Det hele skulde jo bygges op fra Grunden, alle Sygeplejersker antages mange Steder fra, et helt ideelt Virkefelt for en saa ivrig og initiativrig Person­ lighed. Til Hospitalet knyttedes en Sygeplejerske-Skole, som vel nok blev hendes Kælebarn, hvem hun ofrede megen Tid, et stort Arbejde og som hun søgte at give sit særlige Præg; hun høstede da ogsaa den Løn, at man, det tør siges næsten overalt i Verden, modtog de fra denne Skole udgaaede Plejersker med største Glæde og Tillid. Som alle dygtige og særprægede Mennesker havde hun vel ogsaa sine Fejl, hun var ikke altid helt let at samarbejde med, men det blev alligevel Smaating overfor hendes iøjnefaldende prægtige Egen­ skaber. Vi, som har haft den Lykke at se og følge hendes udmærkede

16

Virke, vil altid mindes hendes Arbejde med største Taknemlighed, og Hospitalet skylder hende megen Tak, fordi hun fik skabt et Kor af Sygeplejersker, som gennem Aarene har virket fuldendt. Hun blev efter nogle Aars Forløb alvorlig syg, men rettede sig helt herefter; i Sommeren 1932 fik hun en alvorlig Bronchielidelse, som medførte hendes Død d. 28 . Juli. Hospitalsapotheket blev aabnet under Ledelse af 8 . S. Marcussen, en ganske fortræffelig Person, som forstod gennem Aarene at gøre sig baade meget afholdt og overmaade respekteret p. Gr. af sine meget solide Kundskaber. Med en sjælden Elskværdighed var han altid rede til at hjælpe Hospitalets Læger i alle kemiske Spørgsmaal, og med største Interesse og Iver deltog han i Opbygningen af nye Undersøgelses-Methoder. Han var en meget ivrig diskuterende Per­ son, altid rede til at udvikle Problemer med stor saglig Viden, han behøvede ikke altid nogen at tale med, det kunde gøres, naar han sad alene i Sporvognen eller paa sine ensomme Spadsereture. Han døde af en Emboli i Tilslutning til en Phlebitis d. 5 . Marts 1923 . Fra Hospitalets Oprettelse fungerede Prof. J . Chr. Fischer som Bestyrer af dets Røntgenafdeling, ligesom af Kommunens øvrige Røntgenkliniker. Han var jo allerede ved sin Ansættelse herude en af sit Arbejde mærket Mand. Som en a f Røntgenvirksomhedens Pionerer kendte han, til at begynde med, intet til disse Straalers skadelige Virkninger, og udviste derfor ikke den Forsigtighed, som senere Tider har lært Røntgenologerne. Det var heller ikke den Gang- bekendt, at man ikke burde arbejde i saa smaa og lidet luftige Lokaler, som de, han i 1913 overtog med baade Glæde og Stolthed. Han deltog med Iver og Interesse i den meget store Udvikling og stadig voxende Afbenyttelse, Røntgen-kliniken her og overalt var Genstand for i de følgende Aar, og han var en for sin Tid fremragende og dygtig Rønt- genolog, som Hospitalet skylder Tak for udmærket Arbejde. Han faldt som et Offer for den Virksomhed, der var hans Hovedinteresse, og som han viede sine bedste Kræfter til det sidste, et Par Dage før han døde d. 14 . Februar 1922 . Overlæge Victor Scheel blev den ene af de to medicinske Overlæger, som tiltraadte i 1913 . Han var en særpræget Person med en ganske usædvanlig Arbejdsevne. Foruden Indretningen af sin egen Afde­ ling B har han Fortjenesten af hele Planen for og Indretningen af Hospitalets pathologiske Institut, et Arbejde, som interesserede ham, som daværende Prosektor ved Komm.-Hosp., ganske særdeles og der­ for ogsaa gav et saa smukt Resultat. Scheel var en meget optaget Person, som foruden at passe sin store Afdeling tillige i nogle Aar evnede at være Formand for den danske Lægeforening, et fagpolitisk stort Arbejde. Hans noget mutte, af knappede \ æsen, med hurtigt fremsatte, ofte ret skarpe og rammende Ytringer, dækkede over et følsomt og ret bevægeligt Sind, som kun hans nære Venner kom i

17

nærmere Berøring med. Desværre forstyrredes hans senere Aar a f en jævnt tiltagende cerebral Lidelse, som uden at svække hans Aands­ evner, alligevel gjorde Arbejdet besværligt for den sig svimmel følen­ de og synsindskrænkede, ihærdige Overlæge. Han var en udmærket Kollega at arbejde sammen med, og det var en Sorg at skulle skilles fra ham, da han døde d. 17 . December 1923 . Professor i Retsmedicin, Vilh. Ellermann blev Hospitalets første Prosektor. Han var en fin, lidt reserveret Personlighed, hvis særlige bakteriologiske og biologiske Kundskaber kom Hospitalet og dets Læger til megen Nytte. Under hans Ledelse udgik der en Række videnskabelige Arbejder baade fra hans og hans Assistenters Hænder. Han var mindre optaget af den egentlige Vævs-Mikroskopi, men havde her sin gode Ven V. Scheel at ty til i Nødstilfælde. Hans Liv fik et meget tragiskt Endeligt, idet han ved at bruge en Barberkost paadrog sig en Miltbrandsinfektion, som medførte hans Død d. 24 . September 1924 . Som Leder a f Hospitalets Bade- og Massageklinik ansattes i 1913 Hans Jansen. Han havde fra den allerførste Begyndelse haft Lejlig­ hed til at vejlede Arkitekt og Ingeniør ved Bygningen og Indret­ ningen af det smukke Institut, som han i en Række Aar kom til at bestyre, og det var med berettiget Stolthed han saa ofte fremviste sin store Behandlingsklinik for de mange besøgende Læger. Han ledte sit Institut paa en smuk og interesseret Maade, trods det, at han i flere Perioder var syg og fraværende. I Tilslutning til en saa- dan gik han ret pludselig bort, d. 30 . Juni 1933 . De Overlæger, som sættes i Spidsen for store Hospitalsafdelinger, maa stadig holde sig å jour med Lægevidenskabens Fremskridt. Det er for Overlægerne et stort Arbejde at følge med; det kræver Læs­ ning a f ihvertfald en Del af den uendelige Række medicinske Tids­ skrifter og Monografier, som stadig ser Dagens Lys, det kræver Sam­ vær med Kolleger fra andre Kliniker, fra andre Lande, Besøg paa Kliniker, hvor der i Øjeblikket arbejdes med særlig Spørgsmaal, Deltagelse i Kongresser, hvor nye Synspunkter diskuteres, og det kræver ganske naturnødvendigt, at de selv udfører et vist videnskabe­ ligt Arbejde, eller lader det udføre under deres Ægide. Enhver Over­ læge maa derfor holde sig i en vis videnskabelig Træning, eje baade Lyst og Anlæg derfor, og hvor stort Afdelingsarbejdet end er i det daglige, han maa vide at faa den nødvendige Tid dertil. En gavnlig Spore til at holde sig frisk i den Retning er Undervisning. Kort før Hospitalets Aabning anmodede Facultetet mig gennem Prof. Rovsing om at faa en Ordning med det nye Hospital til Modtagelse af Volon­ tører. Efter at have konfereret med mine Kolleger gav Magistraten, paa vor Ansøgning, sin Tilladelse og tillige til at give klinisk Under­ visning. Vi fik da i en Aarrække Volontører til Uddannelse, saa hørte 2

18

det pludseligt op, fordi Facultetet mente, at denne Uddannelse kun burde foregaa hos de Overlæger, som holdt de obligatoriske K lini­ ker. Men efter nogle Aars Forløb blev Studenternes Antal saa stort, at man igen maatte anmode os om at modtage Volontører, og dette har vedvaret indtil den ny Studie-Ordning traadte i Kraft. Ved Siden a f denne Volontøruddannelse holdt de forskellige Overlæger private Kliniker; fra 1935 fik to a f Hospitalets Overlæger Ansættelse som Professorer ved den kliniske Praktikant-Undervisning, og i de sidste Aar har yderligere to andre faaet denne Stilling. Ved Siden af denne Undervisning er der, som det fremgaar a f den i dette Skrift optagne Fortegnelse over de fra Afdelingerne udgaaede Arbejder, arbejdet videnskabeligt i ret stor Udstrækning. Vi har haft et ret godt videnskabeligt Bibliothek, grundlagt paa en stor Boggave fra Dr. Trier, men i ret daarlige Lokaler, som selv efter Bibliothekets nu foretagne Omordning, meget trænger til at udvides. Vi har endvidere meget savnet en Mødesal, som helst skulde kunne optage 150—200 Personer. Det er meget at ønske, at der ved fremtidigt Byggeri bli­ ver tænkt paa at fremskaffe en saadan, som et saa stort Hospitals- komplex, som Hospitalet sikkert vil blive, ikke kan undvære. Det er at haabe, at Hospitalets Læger ogsaa i Fremtiden maa faa Lejlig­ hed til at udføre alt det videnskabelige Arbejde, som deres Snille og Hensynet til Patient-Behandlingen paalægger dem, hvilket mange Gange kræver Anskaffelse a f forskelligt nyt, ofte kostbart Armamen- tarium; det er jo paa den Maade, at et stort Hospital faar sin Prestige fæstnet og højnet, ikke alene blandt de Patienter, det er bestemt for, men ogsaa blandt Ind- og Udlandets Lægeverden. Hospitalet har nu virket gennem 25 Aar! For os, som var med til at lægge Arbejdet tilrette og som tilmed fik Lov til at virke herude, have hele vort Livsværk indenfor disse Mure, er de 25 Aar fløjet bort, og det skøndt Arbejdet mange Gange har været baade haardt og strængt, skønt mange Døgn har sneget sig afsted i Ængstelse og Bekymring for vore Patienters Vel. Men trods alle Genvordigheder har det været en Række dejlige Arbejdsaar, hvor man heldigvis og­ saa har haft mange Glæder og Trium fer, denne Vexlen mellem Sorg og Glæde er vi Læger jo vante til. Medens de første 50 Aar af Kommunehospitalets Tilværelse ganske særligt kendetegnedes ved den enorme Udvikling, Kirurgien fik i disse Aar, er det Medicinens rivende og store Opblomstring, som vel særligt kommer til at præge Bispebjærg Hospitals første 25 Aar. Vel har der været Udvikling i Kirurgien ogsaa i dette Tidsrum, — særlig i dens Specialer — , men den har været mindre revolutionerende, har beroet paa et mere sind­ rigt udtænkt Instrumentarium og paa den mere fuldkomne Diag­ nostik, som er opnaaet ved hovedsagelig Røntgenologiens og de ke- misk-biologiske Methoders Udvikling. Hvad der er fremkommet a f

1 9

nye Methoder til det meget vigtige Spørgsmaal om Bedøvelse er end­ nu i Smæltediglen. Medicinen har derimod i disse 25 Aar oplevet en Udvikling, som maaske aldrig før, — man behøver blot at nævne Hormonlæren med Organo-Therapien, Vitaminerne, Opdagelsen af Insulinet, Sanochrysinet, Levertherapien m. m. for at forstaa de enorme Fremskridt der er gjort. At disse epokegørende Fund ogsaa har haft Betydning for Kirurgien siger sig selv. Fælles for begge disse Hoveddiscipliner er den meget betydelige Laboratorie-Virksomhed, som denne Udvikling har medført, og som ganske sikkert vil tiltage i Aarenes Løb. Bispebjærg Hospital har gennem de nu forløbne 25 Aar søgt at virke saa samvittighedsfuldt og fuldkomment som muligt overfor de Patienter, som har været det betroet, dets Læger har arbejdet med Iver og Interesse og søgt videnskabeligt at bygge videre og højere op, og den Viden og videre Uddannelse, som er givet Studenter og de vordende Læger har gavnet baade Patienterne, Lægecheferne og væ­ ret til Hæder for Hospitalet. Dette har da ogsaa Grund til at takke Administrationen og dens Repræsentanter for den Forstaaelse, hvor­ med den har modtaget og efterkommet de Krav, Lægecheferne i Aarenes Løb heldigvis har været vaagne nok til at stille. Maatte den gode Tradition, som er bygget op i de forløbne Aar ved saa mange Kræfters Samvirke, roligt og smukt udvikle sig videre, til Gavn for Byens Syge, til Hæder for Hospitalet!

F ra B ispebjerg H ospitals medicinske afdeling B. (Chef: Professor, D r. med. E. Meulengracht.)

E XOG E N P E R N I C I Ø S ANÆMI A f Gunnar Alsted. Indledning.

Efter den nuværende opfattelse a f den perniciøse anæmis patoge­ nese må denne sygdom betragtes som en mangelsygdom. Det er manglen på den antianæmiske faktor, der betinger anæmiens udvik­ ling, da hæmopoiesen ikke kan fuldbyrdes på normal måde uden dette stofs medvirken. Den antianæmiske faktors kemiske sammen­ sætning er endnu ikke nøjagtig fastslået, men Castie & medarbejder e (3, 4, 5, 6) har i deres grundlæggende forsøg vist, at den dannes ved en »interaction« mellem en »intrinsic factor«, der findes i den nor­ male mavesaft, og en »extrinsic factor«, der tilføres gennem føden. Hvor denne »interaction« finder sted vides endnu ikke med bestemt­ hed; det er derimod gennem Meulengracht’s ( 14 ) undersøgelser vist, at »intrinsic factor« produceres a f ventriklens pylorusglandler og duo- denums Brunnerglandler. »Extrinsic factor« forekommer, som om­ talt, i føden, især i kød, mælk og æg; særlig rigeligt forekommer den i gær og i lever, det sidste sted side om side med den færdige anti­ anæmiske faktor. Medens »intrinsic factor« nærmest må betragtes som et enzym, er »extrinsic factor« mere vitaminlignende; den fore­ kommer ofte jævnsides med B 2-komplexet, men synes dog at være forskellig fra både Bo-vitamin, lactoflavin og nicotinsyre. Ved den genuine perniciøse anæmis patogenese er det formentlig manglen på »intrinsic factor«, der er årsag til manglen på antianæ- misk faktor; lidelsen er således a f endogen natur; meget tyder dog på, at denne mangel er mere af kvantitativ end af kvalitativ art, men om årsagen dertil, specielt om den samtidig tilstedeværende achylis rolle i patogenesen ved man endnu intet sikkert. Ved om­ fattende ventrikelresektioner ses dog i enkelte tilfælde udvikling af perniciøs anæmi, ligesom ætsning a f ventrikelslimhinden kan føre dertil (2), og dette synes at bevise de kvantitative forholds betydning. De nyeste undersøgelser a f Meulengracht ( 15 ) og a f Magnus & Ungley ( 13 ) gør det imidlertid sandsynligt, at det ikke er rent kvantitative forhold, der alene er afgørende for produktionen af »intrinsic factor«. Også ved bevaret produktion af »intrinsic factor« kan der optræde mangel på den færdige antianæmiske faktor; dette er tilfældet, når resorbtionen i tarmkanalen er nedsat, således som det ses ved sprue og ved tarmstrikturer; ved disse lidelser må det antages, at der i hvert fald i begyndelsen dannes tilstrækkelig mængde antianæmisk

21

faktor; den bliver blot ikke resorberet, og følgen er, at der udvikles en makrocytær anæmi, hvis blodbillede næppe afviger fra det ved almindelig perniciøs anæmi fundne. De her omtalte anæmiformer og deres patogenese er nogenlunde velkendte, og de forekommer om ikke hyppigt, så dog i et ikke helt lille antal. Derimod foreligger der kun meget sparsomme og til dels usikre meddelelser om den anæmiform, hvor manglen på den anti- anæmiske faktor alene er betinget a f mangel på »extrinsic factor«, og som passende kunde benævnes exogen perniciøs anæmi. I tempe­ rerede zoner er disse tilfælde i hvert fald yderst sjældne, hvorimod de efter Wills ( 19 ) ikke er helt ualmindelige i troperne; forholdene dér er dog vanskelige at bedømme, da det ofte er umuligt at påvise den enkelte ernæringsdefekt, der har betydning for anæmiens udvik­ ling, og fordi der desuden optræder forskellige interkurrente infek­ tioner, der kan have indflydelse på blodbilledet. Der findes imidlertid i litteraturen en række meddelelser om til­ fælde a f perniciøs anæmi med bevaret fri syre i ventriklen. I 1934 talte jeg ( 1 ) dem under anvendelse af megen kritik op til 32 og med­ delte samtidig selv 2 tilfælde, hvoraf det ene blev nøje beskrevet. Nu kan det sikkert ikke udelukkes, at det i en del af disse tilfælde alligevel ikke har drejet sig om perniciøs anæmi, men om helt andre lidelser, vel hyppigst leukose og sprue; i nogle af disse tilfælde, så­ ledes det første af mine to tilfælde, er der derimod meget der taler for, at anæmien skyldtes mangel på »extrinsic factor« i føden. I følge sagens natur er det imidlertid først i de aller seneste år, at man har fået øjnene op for denne patogenetiske sammenhæng, og fra denne tid foreligger der kun ganske få meddelelser om sådanne ernæringsbetingede tilfælde af perniciøs anæmi. Foruden i mit eget i 1934 offentliggjorte tilfælde ( 1 ) blev en tydelig ernæringsdefekt påvist i tre tilfælde offentliggjort af Ungley i 1933 ( 17 ) og 1938 ( 18 ) og i to tilfælde meddelt a f Groen ds Snapper (8) i 1937 . Alle disse til­ fælde afveg dog på forskellige væsentlige punkter fra typisk perni" ciøs anæmi og i alle tilfældene indtrådte fuldstændig remission først efter behandling med præparater, der også er virksomme ved almin­ delig genuin perniciøs anæmi, d. v. s. indeholder det færdigdannede antianæmiske princip. Det fulde bevis for ernæringsmanglens betyd­ ning fås imidlertid først, når man opnår fuld remission alene ved tilførsel a f »extrinsic factor«, og et sådant tilfælde skal meddeles i det følgende. Sygehistorie. E n 43 årig m ålerkontrollør blev 1/7/37 indlagt på Bispebjerg H ospitals afdeling B for perniciøs anæm i. Der v a r ingen familiære dispositio­ ner til blodsygdomme, og anam nesen frem bød i det hele in te t særlig in d til om kring 1930, da p atienten begyndte a t lide af obstipation; han følte sig en del generet heraf og foretog af denne grund en radikal ændring af sin kost, idet han derefter udelukkende spiste hvedebrød, smør, grød, fløde og et æg daglig, sam t nu og da sparsom t fiskefars, grøntsager og frugt, m en aldrig nogen form for kød, lever eller mælk. P å denne kost blev patientens afføring daglig,