BispebjergHospital_1913-38

1 9 0

var det naturligt at regne med den Dosering, der havde vist sig mest anvendelig i Dyreforsøget. Man oplevede derved 2 Ting; for det første at se Bedring hos Patienterne i en Grad, som ikke havde været set tidligere, men dernæst saa man en Række Reaktioner og Forgiftningsbilleder, der nøje svarede til de fra Dyreeksperimenterne kendte, og paa Basis a f disses Resultater maatte man faa Tiltro til Muligheden a f videre Anvendelse i Menneskepatologien. De Syg­ domsbilleder og de Reaktioner — specielt Temperaturreaktioner — der ved første Forelæggelse blev beskrevet af Forfatteren, har vist sig at kunne blive reproducerede til Stadighed under samme Be­ tingelser. Jeg skal minde om, at disse mange Symptomer i Virkeligheden var kendt tidligere, nemlig fra Rapporterne fra de tyske Afdelinger angaaende Tuberkulinbehandlingen samlede i Klinisches Jahrbuch von 1891 Ergänzungsband og udførligt refereret af mig i »Ergeb­ nisse«. Vi finder her beskrevet Temperaturreaktioner, Erythemer, Conjunctivitis, Stomatitis, Albuminuri, hæm. Nephritis, Icterus, Collaps m. m. Som man vil se, drejer det sig om Symptomer, som vi ogsaa kender dem fra Sanocrysinbehandlingen. Diskussionen om Sanocrysinbehandlingen grupperer sig om 2 Hovedpunkter: 1 ) de Behandlingen ledsagende Reaktioner, deres Betydning, deres Pathogenese, 2 ) Doseringsspørgsmaalet. Disse 2 Spørgsmaal hænger nøje sammen, idet Fremkaldelsen a f Reaktionerne er afhængig a f den anvendte Dosering. Da man — som vi senere skal se — forlod de først anvendte større Doser for at gaa over til en Dosering med jævnt stigende Skala, viste det sig, at man kunde behandle uden at faa større Reaktioner. Dette giver Faber Anledning til at udtale, at »Klinikerne bør derfor efter min Mening søge at undgaa alle Reaktioner og behøver ikke at tage Stilling til Spørgsmaalet om deres Oprindelse«. Denne Udtalelse betyder, at Klinikerne skulde afskære sig fra at naa til Bunds i Forstaaelsen a f selve Behandlingens Virkemaade og fra at søge Veje til at undgaa Reaktioner eller Komplikationer. Her paa Afdelingen har vi netop søgt det som vor Opgave paa alle mulige Maader at lære at forstaa disse Reaktioners Pathogenese for paa Basis a f denne Viden at kunne gennemføre Behandlingen uden Fare for Patienterne. Naar G. Schröder i 1932 skriver, at jeg anser disse Reaktioner, der dog i givet Tilfælde kan medføre Døden, for »harmlose Erscheinungen«, saa kan dette ikke motiveres ved Afde­ lingens Arbejder angaaende denne Sag. Hvorvidt man anvender Ordet Reaktion eller Komplikation af­ hænger af den Betydning, som man tillægger Symptomet. Medens jeg vil betegne et Erythem som en gavnlig Reaktion, som et Ud­