545170388

FRA SADELMAGERLAVETS FORTID.

FOREDRAG HO LD T I SADELMAGERLAVET

d en 2 6 d e A pril 19 0 0

AF

R. BERG . h

SÆRTRYK AF „SADELMAGER- OG TAPETSERER-TIDENDE.

K øbenhavn . CHR. BIRCHS BOGTRYKKERI VED ANNA BIRC 1 I.

I9O O .

89 g 7

n U e t har været mig en særlig Glæde at efterkomme den Op­ fordring, som Sadelmagerlavet har rettet til mig om at holde Fore­ drag for Dem, fordi Lavet, som er et af vore ældste, afgiver et taknemligt Æmne for den, der beskæftiger sig med vort Lavsvæsens Historie, men særlig fordi, Opfordringen tyder paa, at der i dette Lav raader Interesse for at faa Haandværkets Historie nærmere belyst. Jeg tror ogsaa, at det er af stor Betydning i vor Tid, hvor Organisationstanken vinder saa stor Udbredelse og Forstaaelse, at kaste et Blik tilbage paa Fortiden. Man kan af den lære ikke saa lidt, baade hvad man skal gøre og navnlig, hvad man ikke skal gøre. De Tilstedeværende i denne Forsamling kender sikkert alle mer eller mindre til Lavsvæsenet. Det er jo endnu kun en god Menne­ skealder siden, at Næringsloven af 1857 ophævede det herhjemme. Den Form for Lavsvæsenet, som mistede sit lovlige Grundlag for et Par og fyrretyve Aar siden var imidlertid noget ganske andet end det, der eksisterede for 440 Aar siden, da dette Lav blev stiftet. Jeg tror derfor, det vil interesse Dem at faa lidt nærmere at vide om de Forhold, hvorunder Lavsvæsenet for første Gang fremtraadte hos os og om de Samfundsrammer, hvori det pas­ sede ind. For den middelalderlige socialøkonomiske Betragtning var Sam­ fundet et stort Maskineri, hvor hvert enkelt Menneske havde sin bestemte Funktion, hver Stand sin bestemte Gærning at opfylde. Adelen var nu en Gang af Guds Visdom bestemt til Landets For­ svar, Handelsstanden til at skaffe de nødvendige udenlandske Varer, Haandværksstanden til at forfærdige alt det, som det laa udenfor Husflidens Opgave at frembringe o. s. v., til Gengæld gav saa og­ saa Samfundet de enkelte Stænder visse Rettigheder, som det saa vidt muligt søgte at garantere opholdt. Det var ud fra dette Syn, at Slaveri og Vornedskab kunde forsvares. Det var nødvendigt af Hensyn til Jordens Dyrkning. Det er endvidere ud fra dette Syn, at Lavsvæsenet maa for- staas. Lavet skulde ligesom danne en Ramme om de Næringsbrug, som Samfundet havde Brug for. De Personer, der optoges i Lavet havde den Opgave at sørge for Samfundets Tilfredsstillelse med deres specielle Arbejde, det var deres samfundsmæssige Pligt, deres Embede, som det kaldtes Og dette Embede havde de at udfylde paalideligt og samvittighedsfuldt, til en rimelig Pris. Til Gengæld herfor sikrede Samfundet Lavet Eneret paa at udføre disse Arbejder og den dermed forbundne Fortjeneste. Det gaar da ikke an at betragte Lavene som en faglig For­ ening i vor Tids Forstand. De var noget langt mere, nemlig intet mindre end en Del af den offentlige Myndighed, og Lavets Ledere, Oldermanden, Stolsbroderen og den af Øvrigheden tilforordnede Bisidder udøvede Næringspolitiets Rettigheder for det paagældende Haandværks Vedkommende, paasaa, at Skraaen overholdtes og at ingen Uvedkommende greb forstyrrende ind i Lavets Eneret 3

Lavsvæsenet som Organisationsform udviklede sig naturligt af Middelalderens Gildevæsen, smaa Samfund, hvis Medlemmer sluttede sig sammen til gensidig Hjælp og Værn, noget, der var naturligt under Samfundsforhold, hvor den offentlige Myndighed saa godt som ingen Magt havde til at beskytte den Enkelte. I Reglen var disse Gilder ret omfattende og optog alle i deres Rækker, men efter- haanden som Haandværkerstanden blev talrigere og blev en selv­ stændig social Klasse, var det naturligt, at de dannede selvstændige Gilder eller Lav; dette var nu for saa vidt ogsaa ret nødvendigt som de gamle Gilder efterhaanden afsluttede sig og ikke optog Haandværkere i deres Midte. Haandværkerne stod den Gang paa det laveste sociale Trin, og de gamle Gilder, der bestod af Byernes fornemme Familier, særlig Købmændene, lukkede sig fornemt af for de simple. Det hedder saaledes i flere Gildeskraaer, at Ingen der udraaber sine Varer paa Gaden eller har. blaa Negle maa optages i Gildet, og i de fleste Skraaer er det en Bestemmelse, at en Haand- værker skulde have afsvoret sin Næring Aar og Dag forinden han kunde optages. Haandværkeren lukkedes ogsaa ude fra alle offent­ lige Tillidshverv. Ja, lige indtil for 100 Aar siden kunde ingen Haandværker blive Borgerrepræsentant i København. Man kan imidlertid ikke fortænke Haandværkerne i, at de paa deres Side ogsaa dannede Broderskaber, der kunde yde Hjælp, naar der var Nød paa Færde. Det hedder ganske rørende i Odense Skohiager Svendes Skraa af 1405: *Det skete saa i Fordumslid, at stor Død regerede over al Verden, som man kaldede Pestilenz, da frygtede saavel Gamle som Unge, fordi Døden hun skaaner Ingen, da frygtede ogsaa Skomager-Svendene i Odense for Døden, og teede dem saa. at de vilde fLye deres Ting paa den Maade, at om nogen af dem døde, at han skulde vel være forestanden«. Ligeledes hedder det i Svendborg Remmesnideres Skraa fra 1450: »Og siger David Profeten i Psalteren, hvor godt og glædeligt det er; Brødre sammen at bo. Udi disse Ord rører Profeten tvende . Haande Stykker. Det første han siger, at det er godt, dermed mener han dette Brødreskabs gode Omgængelse i dette nærværende Liv, det andel han siger, at det er glædeligt, dermed rører han den evindelige Glæde og Fryd, som de fange, der Brødreskab med Vide og Vederlag holde og for uden Ende«. Den gensidige Hjælpsomhed er da ogsaa' det, der giver de gamle Skraaer deres Særpræg Først og fremmest, naar der kom Sygdom og Nød paa Færde. Herom finder vi i den ældste Sadelmagerskraa fra 1460 føl­ gende Bestemmelser: »Naar nogen Broder eller Søster afganger, da skulle de be- ganges af Lavet med en Vigilie og med tre Messer, og hvilken Søsken, som til vorder sagt at følge til Jorde og ikke kommer bøde en Mark Vox til Messen«. I Roskilde Smedes Skraa fra 1491 finder vi følgende Bestem- melse: • ■>:' »V il nogen. Broder eller Søster gange Pillegrims Færd, da skal hver Broder og Søster hjælpe ham eller hende med 1 Hvid. Bliver nogen Broders Gaard eller Gods opbrændt, saa han fanger Skade deraf, da skal hver Broder hjælpe ham med 1 Sk;« Ligesom hver Familie i Oldtiden havde sin særlige Guddom,

4 —

—

'

-

• ■

saaledes finder vi, at de gamle Lav ogsaa i religiøs Henseende danner en Enhed med fælles Gudstjeneste og fælles Helgen. Det er en Levning fra den tidligste Oldtid og den omgav alt, hvad der ved­ rørte de fælles Lavssamlinger med en egen Højtidelighed. Der findes i alle gamle Lavsskraaer strænge Bestemmelser om, hvorledes Lavsbrødrene skulde opføre sig ved de aarlige Lavshøj­ tideligheder. Det hedder f. Eks. i Roskilde Smedes Skraa af 1841: »Item, hvilken som gør sin Gildebroder Saar i Gildehus, han skal bøde mod ham efter Oldermandens og Brødrenes Sigelse, og han skal give Brødrene 1 Td. 01; slaar han ham en Kindhest i i Gildes Hus, da skal han bøde imod ham, som for er rørt, og give Brødrene 1 Td. 01; slaar han ham andet Steds, da skal han bøde imod ham, som for er rørt og give Brødrene 1 Fjerding 01; gør han ham Saar andet Steds, da skal han bøde som for er rørt og give Brødrene 1 Td. 01. hvilken som slaar sin Gildebroder ihjel, da skal han drives ud af Gildet og aldrig komme der ind igen, uden det er med alle Brødres Vilje og Samtykke. hvilken som drikker, saa at han spyr i Gildes Hus, han skal give Brødrene I Td. 01; drikker han saa, at han spyr i Gildes Gaard eller paa hans Vej hjem, da skal han give dem en Fjer­ ding 01. i hvilken Broder eller Søster, bepisser sit Sæde, han skal give Brødrene 1 Td. 01; hvilken som pisser paa den anden, han skal bøde V« Td. 01, om han gør det med Vilje. Vælter nogen Broder eller Søster den anden ud af sit Sæde, hvo som det gør, skal bøde 1 Sk.« I Sadelmagernes Skraa fra 1460 finder vi en lignende Bestem­ melse : »Hvo som spyr eller noget deslige urent gør i Lavshus eller i Gaarden eller teer sig ukvemmelig med sin Ende eller kalder nogen Skalk, Herrienssøn, Tyv eller Forræder, bøde en Td. 01 til Brødrene og en Mark Vox til Messen, Kongens Ret og Stadens uforsømmet«. Den stærke Betoning af Broderskabet finder ogsaa sit Udtryk i en Bestemmelse som denne: »Ingen skal kære den anden for Fogden, før han haver det kært for Oldermand og Stolsbroder, det være Svend eller Husbonde, under en Td. Øl til Vide«. Haandværkslavene opstod hos os samtidig med den stærke Opblomstren af Købstæderne. Alle Haandværk var naturligvis ikke repræsenterede fra Begyndelsen af, men opstod først, efter- haanden som de udviklede sig af Husfliden og som Arbejdets Deling blev mere og mere gennemført. Som de ældste Haand­ værk kan anses Smede, Bagere og Slagtere samt dem, der for­ færdigede Beklædningsgenstande, altsaa Overskærere, Skræddere og Skomagere. Det er ogsaa disse Haandværk, der først organiseres i Lav. Dette gik for sig her i Danmark i Løbet af det 15de Aar- hundredé. I Aaret 1460 den 3die April (ny Tidsregning 12te April) stiftedes saaledes her i København Remmesnider- og Pungmagerlavet. Her­ med var der dannet en Organisation af Byens Skindarbejdere, idet Skomagerlavet alt var oprettet tidligere. Naar det nystiftede Lav fik Navnet Remmesnidere og Pungmagere, saa er det naturligvis, fordi dis 3 é Haandværk havde de fleste Dyr'kere, i Virkelig-

heden udførte de alt det Arbejde, der kunde udføres af Lædér og Skind. Under disse to Haandværk kom saavel Arbejdet fo rd en egentlige Hesteekvipering som Forfærdigelsen af Handsker, Punge, Skindklæder, Garvning af Læder og Skind o. s. v. Først lidt efter lidt skilles de enkelte Specialiteter ud fra hinanden. Saaledes op- staar senere Sadelmagere,. Garvere, Handskemagere, Bundtmagere, Taskemagere o. s: v , der elterhaanden organiseres i særlige Lav. Jeg skal imidlertid nu gaa over til at gennemgaa den ældste Skfaa for det nystiftede Lav. Indledningen begynder saaledes: »Under, vor Herres Aar 1460 den Torsdag næst for Palme Søndag frembåre beskedne Mænd Lassæ Todde, Peter Kaal, Joon Magnesson med flere gode Mænd af Remsnider og Pungemager Embedet i Kjøbenhavn en Skrift paa vort Raadhus for hæderlige Mænd Hr. Joachim Griis, Ridder, Høvidsmand paa Kjøbenhavn, og for Borgemester og Raad sammesteds og lod hende læses, hvilken Skrift de begærede at have for deres Skraa i deres Embede for Ret og Skæl derefter at skikke, hvilken Skrift dem var undt og tilladt at nyde efter Skellighed for deres Skraa, dog vor naadige Herre Konges Ret, Stadens Ret og Privilegia uforsømmet og ukrænket i alle Maader«. I § 1 har man straks udtrykt det fundamentale Grundlag for Lavets Bestaaen. »Først at ingen bruge Remsnider eller og Pungmager Embede uden han kan sit Embede med Færdighed. Og skulle Oldermand og Stolsbroder bese hans Gerning. Er han da færdig, bruge Embede, dog ej ellers, og skal være Broder med dem. Hvilken Broder, som ikke gør ret-Købmands Gods, og kommer der, Kæremaal derover, han gøre den fuldt, som han solgte til og * bøde to Mark Vox til Messen.« Grundbetingelsen for, at en Mand kan faa Lov til at udøve Haandværket er da først og, fremmest den, at han er Embedet voksen. Det er en Pligt, Samfundet stiller til ham og det kontrol­ lerer det udførte Arbejde ved Oldermanden og Stolsbroderen, der altsaa er i Besiddelse af Politimyndighed i næringsretlig Henseende. Foruden den praktiske Dygtighed i selve Haandværket stilles der endvidere Fordringer til Vedkommendes Rygte.. Herom hånd-, ler § 2. »Hvo som Broder eller Søster vorde vil i fornævnte Embede, de skulle være uberygtede Dannefolk, saavel Mand som Svend eller Kvinde, og skal give til Indgang hver Mand eller Svend først en lybsk Mark Penninge, der han vorder Broder, siden derefter, naar hannem tilsiges gøre en Kost med vto Skinker, to ferske Retter, to Fade Smør, to Oste, Hvedebrød og Skonruggen, som der t i l hører, og to Tønder 01.« Til Gengæld for disse Forpligtelser sikres der imidlertid Lavet Eneret til at udføre alt Arbejde, der falder ind under deres Fag. Det hedder saaledes-i §§ 6 og 6 : »Ingen Fremmed, som hidfører af saadan Embedsgærning, skal sælge sit Gods uden ved helt og halvt Dusin, undtagen standendes Kræmmere, som ude plejer at stande med mange Haande Ting, ved Kongens Ret og Stadens, som Privilegia udviser. Fører og nogen af vort Embede noget af vort Embeds Gærning til Kjøbenhavn, da skal Oldermand og Stolsbroder det Gods bese,

6 —

'

•

om det ret færdigt er, er det ikke ret færdigt, han bøde derfor, som hidfører, mod Kongen og Staden, som det sig bør.« Som De ser er her Pligter og Rettigheder nogenlunde afbalan­ cerede. Det ligger imidlertid i Sagens Natur, at naar en Gruppe Haandværkere først har faaet Eneret paa at udføre et bestemt Slags Arbejde, vil den gøre alt muligt for at holde Konkurrencen borte og blive saa faa som muligt om Fortjenesten Og paa dette Punkt træder Lavsvæsenet i en evig Konflikt med Samfundet. En Konflikt, der aldrig blev løst, saa længe Lavsvæsenet eksisterede. Paa den ene Side Lavene, der gærne vil tjene saa meget som muligt og paa den anden Side Køberne, der kvier sig ved at betale. Midt imellem disse to Parter staar Øvrigheden som den evig formidlende. Snart maa den træde op imod Lavene og snart maa den værne om dem Den ideale Samfundsform, Fortidens Statsmænd tænkte sig, viste sig uigennemførlig, fordi man ganske havde overset den Rolle den individuelle Frihed og den menneskelige Lyst til at skaffe sig bedre Kaar, selv om det sker paa Andres Bekostning, spillede i Samfundsmekanismen. J Begyndelsen af denne lange Kamp mellem modstridende Interesser, er det Lavene, der vinder Overtaget. I Løbet af det 15de og 16de Aarhundrede konsoliderer Lavsvæsenet sig og afslutter sig ud ad til. Eneretten betones skarpere og skar­ pere og Hovedsætningen: »Enhver skal nære sig af sit Embede alene« bliver slaaet fast som Norm for Næringsretten. Samtidig indskrænkes Adgangen til Lavene. Indgangspengene bliver dyrere. Adgangsbetingelserne skærpes og Kontrollen med andre Lav bliver skarpere. Det er i denne Periode, Mesterstykket indføres. For Remmesnider og Pungmagerembedet bestemmes saaledes: (§§ 20—22). »Hvilken sin egen Mand skal vorde i Remmesnider Embedet og Pungemager Embedet, han skal skære sin Mester gærning i Oldermandens Hus. Paa Remmesnider Embede skal han gøre et Bidsel, Hovedlaget omviklet i fem Ringe, og en Forøol, omviklet i tre Ringe op med Dupper loddet paa alle Knuder, og fade en Siethage og gøre et Spændebælte ustraffendes. Paa Pungmager Embede skal han skære et Par dobbelte Hand­ sker opred med Silke, som det sig hører, og skal han gøre en god Ringepung og en god Kvindepung vel opredet, og hvilken Broder, som skal skære denne Gærning, da skal han lægge en V2 Td. 01 ind for Brødrene, naar han skærer sin Mestergærning, og et Fad Saltmad og Brød dertil«. Men medens Adgangen for Fremmede hæmmes, lettes den for Lavets Beslægtede. Herom indeholder-Skraaens § 11— 12•: »Hvilken Broders Søn, som kan sit Embede og vil besidde Embedet, han skal gøre en halv Kost og være fri dermed. Dør en Dannemand fra en Dannekvinde, hun maa bruge sit Embede, saalænge til hun fanger en Dannemand igen«. Nu gaar det ganske vist ikke an helt at betragte Lavene som dem, der vilde drage alting til sig. Konkurrencen har sikkert været haard, og Lavene har været nødt til at værge sig mod dem, der stod udenfor. Dette fremgaar af den anden Skraa, der i Aaret 1514 blev givet Remmesniderne. . »V i Borgmestre og Raad i Kjøbenhavn gøre vitterligt som nu ere og komne skulle, at Aar efter Guds~~Byrd, Tusinde fem hundrede paa det fjortende, Fredagen næst efter vincula Petri (4de August) 7

Uppaa vort Raadhus for et siddende Raad var beskikket fornumstige Mænd Boe Jensen og Lave Hendrichsen,; Pungemagere, og alle Lavs­ brødre af Remmésnider Embedet, Pungemager Embedet og Taske­ mager Embedet, vore. kære Medborgere, som samme Tid forsamlede og tilstede vare, bekærede de dennem, at de ey maa nyde deres Embede efter deres Skraas Indholdelse med Barkehandsker, Allun- handsker og sømske Handsker, desligeste med barket Læder og Allunlæder og Semslæder, som Skinder og Bundtmager nu bruge, som deres Skraa eller Privilegia ikke udviser, og bade forskrevne Remmesnidere, Pungemagere og Taskemagere os at efter vor Bys Privilegia, som vi have, skulle skikke og hjælpe dennem, at deres Embede maa blive ved Magt, have vi nu saa skikket det efter deres Skraas Indholdelse og Embedets Lejlighed, helst fordi det ene Em­ bede fordærver det andet, med mindre enhver bruger sit Embede og holde det ved Magt, hver efter sin Lejlighed, som Embedet til­ hører, skal Remmesnider Embedet saa og Taskemager Embedet og Pungemager Embedet holdes i alle Maader med alle Punkter og Artikler, som her efter følger«. Men samtidig med at man faar denne Skraa udfærdiget, benyt­ ter man Lejligheden til at faa Optagelsesbetingelserne skærpede, idet man faar indført den Bestemmelse, at Ingen kan blive Mester, uden at han har været Svend i to Åar. Det er det senere saa almindelig kendte Begreb Mestersvend, her indføres Det vil oprindelig sige den Svend, der ønsker at blive Mester og som har anmeldt for Lavet, at dette er hans. Hensigt; ikke som nu, hvor der ved Mestersvend nærmest forstaas en For­ mand eller Stedfortræder for Mesteren. Det vår imidlertid ikke blot udadtil, at man holdt Kontrol, ogsaa indadtil overfor.Lavets Med­ lemmer passede man paa, at den enkelte Lavsbroder opfyldte sin Pligt. De paagældende Bestemmelser i den ældste Skraa lyder saaledes: »Stevne skulle vi holde fire Sinde om Aaret, og da skal Ol­ dermand og Stolsbroder bese hver Broders Gærning; hvilken ikke sin Gærning retfærdig haver, bøde i Lavet efter alle Brødrenes Sigelse, og skal en Raadmand tilsiges at være over Embeds Stevne, som Borgemester og Raad tilkejser der over at være«. Disse Bestemmelser sigter ikke blot til at tvinge Lavsmedlem­ merne til at levere godt Arbejde, men ogsaa til at holde Mestrene nogenlunde paa samme økonomiske Niveau. Ingen maa sælge Ar­ bejdet under en bestemt Pris, men der er heller Ingen der maa tage mefre. Alt* hvad der leveres, skal være af samme Kvalitet. I lignende Retning sigter Bestemmelser om det Antal Svende, der maa holdes. Saadanne Bestemmelser findes ganske vist ikke for Sadelmagerlavets Vedkommende, de er derimod ret almindelige for andre Lavs. For Snedkere, Tømrere og Murere gjaldt saaledes den Regel, at Ingen maatte have over é Svende. Meningen hermed var naturligvis den, at ingen Mester maatte hæve sig over de andre. Arbejdet skulde efter den Tids Forstand jævnt fordeles mellem .samtlige Medlemmer. Iligemaade bestemmes Antallet af Drenge, hvorlænge de maa staa i Lære, hvilken Afgift, der skal betales til Lavet o s. v. Overordentlig vigtige i denne Henseende er end­ videre Forsøgene paa at bestemme Priserne. Fortiden, der intet Begreb havde om de økonomiske Love, levede i den Tro, at man nøje kunde bestemme,' hvad en Vare kostede, hvad der skulde gi-

8 -

—

ves i Arbejdsløn 6. s. v. Meningen hermed var naturligvis fra Øvrighedens Side den at sikre Køberne mod Udbytning og dog skaffe Producenten en anstændig Betaling for Arbejdet. Atter et af de mange Forsøg paa at skabe en ideal Samfundstilstand, der selv­ følgelig var ganske ugørligt. Man kunde ikke undgaa, at Produ­ centerne til Tider'fik Lyst til at tage en anden Betaling, den være sig nu højere eller lavere, end den fastsatte. Der udstedtes derfor hvert Øjeblik officielle Prislister, men at dømme efter de Udtryk, Øvrigheden bruger i disse Lister, faar man det Indtryk, at det har knebet med at faa dem overholdte. Det er ret betegnende, naar det i en saadan Prisliste for 1590 hedder: »Ville Borgemestre og Raad, at ingen Skomager her i Kjøben- havn efter denne Dag skulle forarbejde noget Ruslæder udi Sko eller Støvler, thi det holder intet for Vandet, og Folk bliver for- raadt dermed«. Der følger nu en Række Priser, som Skomagerne nøje skulle holde. Det er imidlertid ikke blot for Skomagerne, der sættes Priser; det gælder alle Haandværk og navnlig alle Fødemidler. At Magistraten imidlertid selv ikke har troet rigtig paa, at disse Priser skulde kunne overholdes, eller maaske endog kun har paa­ lagt dem efter højere Ordre, ligesom skimter man i Slutningsordene. »Denne forskrevne Ordning og Skik have alle Embederne og menige Borgere og Almue i Kjøbenhavn xvelvil!igen indgaaet og vedtaget, elter Borgemester og Raads Befaling paa Kgl. Majestæts naadige Fortrøstning, at Hans Kgl. Majestæt med de gode Herrer af Danmarks Riges Raad haver lovet og tilsagt og ville det saa forskaffe, at Borgerne skulle bekomme et skelligt Køb hos Bonden paa de Varer, som Bonden haver at sælge til Embedernes Behov og til den menige Mands' Huses Nødtørft « Ogsaa indenfor Sadelmagerlavet fastsættes Priserne. 1655 bestemmes saaledes følgende Takster, der skulde være gældende for samtlige Lavsmedlemmer: Saafremt disse Takster ikke overholdes, skulde Vedkommende bøde 4 Sk. Hvor svært det imidlertid har været at rette sig efter den Slags Bestemmelser fremgaar ikke blot af den Omstændighed, at Straffen senere maatte fastsættes til selve Arbejdets Værdi, men ogsaa deraf, at man faa Aar efter, atte,r maa indskærpe Taksten. 1576 er det imidlertid galt igen. Under den 23. April for dette Aar finder vi følgende indført i Lavsprotokollen: »Anno 1576 den 23. Dag i April holdt vi Lavsstevne med me­ nige Brødres Vilje og Samtykke, og blev da samtykt, at ingen Lavs­ broder, efterdi her beklages, at Arbejdet gøres ringe og let paa Køb og ikke saa godt Købmands Arbejde, som det sig efter vor Skraa hør og bør være, da ville vi det holde, at hvilken Lavs­ broder, hans Hustru eller nogen hans Tyende sælger noget Arbejde som ikke godt er og ringere i Byen end her efterfølger, skal strax sit første Stævne uden al Undskyldning oplægge og betale, og dette skal hver besynderlig være forpligt under hans Ret og Ære at svare til, naar Oldermanden paakræver. 1 Kvindepung med to Ringe 5 Sk. 1 Grime 4 Sk. 1 Par Strygelæder 8 Sk. 1 Kryds Gjord 8 Sk.

9 —

—

: i 1 Grime med 1 Skaft for 6 Sk. (For hver .Styver, der sælges ringere, bøde dobbelt) 1 Par Seler med Ringer og Læder og Puder 2Vs M. 1 stor Grime 1 M. " . 1 Kvindepung 6 Sk. Hvem som herimod gør have forbrudt en V* Td. tysk 01 til Brødrene og være Lavet saa nær som Brødrene ville« Nu er det sandsynligt, at Remmesniderne har været noget værre stillede end andre Haandværk med at holde Pris paa deres Sager. Saavidt man kan forstaa, skete deres Hovedsalg nemlig ved Markederne Den største Del af Aaret har de lavet færdigt Arbejde, som de saa har afsat paa Markederne, og som man véd, er det ikke absolut faste Priser, der opnaas ved saadanne Lejlig­ heder. At Markederne har spillet en stor Rolle lor Remmesniderne ses ogsaa af den Omstændighed, at .deres Tidsregning sker efter Markederne, navnlig efter Roskilde Marked. Det er forøvrigt ikke meget, vi véd om Lavet i det første hundred .Aar af dets Bestaaen. Den ældst bevarede Lavsbog be­ gynder 1554, og det den indeholder er kun ret sparsomme Med­ delelser. Imidlertid, hvad der findes i disse gamle Bøger, er til­ strækkeligt til at vise, at Remmesniderne har fulgt den almindelige Lavstendens til at indsnævre Adgangen for nye Medlemmer og saa­ vidt gørligt hævde Eneretten for Indgreb fra andre Lav. ' 1649 opnaar Lavet saaledes atter en nySkraa, altsaa den 3dje, der er udstedt af Borgemester og Raad, fordi, som det hedder i Indledningen, at dennem skete „stor Skade, af Fremmede. »Da ef­ ter deres christelige, redelige og nødtørftige Begæring have vi gjort og samtykt dem paa nye«. Disse nye Artikler er nu vel. i Hovedindholdet enslydende med de to foregaaende, men karakteristisk nok har man ogsaa her op- naaet en lille Skærpelse af Adgangsbetingelserne, idét det nu tillige fordres, at de, der ønske at optages skulle præstere sit Ægtebrev og være uberygtet. ■Efter Lavsbøgernes Udvisende har man ogsaa med Iver spejdet efter, hver Konkurrent, der viste sig i Farvandet. Saaledes indeholder Protokollen under Aaret 1553 blandt andet følgende Tilførsler: 1553. »Item var Reynske skræder stævnet til Raadhus af Ol­ dermand Hans Hansen for semske skind, som han havde at sælge mod vor Skraa. Da tilgik han med fri vortig en ven­ lig Gontract med os i Lavs Hus, at han efter den Dag vilde ikke sælge nogen semske’ Skind os til Skade i nogen Maade.* »Desligest var Hans Bøsse og efter vor Bisidder Befaling stevnet til Raadhus for allehaande Arbejde, som han førte imod vor Skraa. Da tilgik han med fri vortig og mødte i Lavs huset paa det han ikke vilde gaa Rettergang mod os og forpligtede sig at han ikke efter den Dag vilde føre noget Arbejde, som var imod vor Skraa og os til Skade i nogen Maade«. Det synes som om Lavene har haft temmelig let . ved at faa Magistraten til at følge sig i deres Mohopolbestræbelser, og dette er i og for sig slet ikke saa underligt, naar man véd, at Borger­ mester og Raad oppebar en ret betydelig Indtægt af Lavene. Na­ turligvis maatte Følgen heraf være, at. Priserne forhøjedes, eller Arbejdet forringedes, hvad der gik ud over-Kunderne. Det blev V;-;- ' — 10 —

den fra det 16. Aarh.s Begyndelse stadig stigende Kongemagts Op­ gave at raade Bod paa dette Onde, og man ser da ogsaa, at den gør, hvad den kan for at stække Lavenes Monopollyster. I Grunden blev hele Tiden fra det 16. Aarh.s Begyndelse til Næringslovens Udstedelse 1857 en Kamp mellem Statsmagt og Lavsvæsen, en Kamp, hvor Lavsvæsenet selvlølgelig holder sig som den stærke, saa længe det passer ind i Tidens Produktionsform, men hvor det naturligt maatte ligge under, da Samfundsforholdene havde forandret sig saaledes, som vi kender dem i vore Dage. Denne Kamp mellem Lavsvæsen og Kongemagt gaar langt tilbage i Tiden. Allerede 1507 klager Kong Hans over, at Skomagerne havde sat og gjort uredelig Køb paa Sko. Han havde formanet Borgermestre og Raad til at føre Raad derved og den Slags ulige afsætte og undervise Sko­ magerne, at de skulde give og sælge Sko og Støvler, som lige skel­ ligt var og som i Fortiden været haver. Dette havde han nu for­ faret, at Skomagerne slet ikke skøttede sig om, men vedblev at fremture i deres Uretfærdighed. Han tilbagekalder derfor alle Privilegier, som Skomagerne hidtil have nydt og tillader Alle og Enhver, baade indenlandske og udenlandske at forfærdige og sælge Sko. Ret længe har denne Bandsættelse af Skomagerne dog ikke varet, thi faa Aar efter giver Kong Hans forskellige Skomagerlav nye Skraaer. Kristian II. træder ogsaa op mod Lavene, idet han paabyder, at den, der vil indtræde i Lavet ikke maa paalægges unødvendige Udgifter. Der maa ikke forlanges mere end en rhinsk Gylden. Frederik I. gaar endnu mere radikalt til Værks, idet han 1526 ophæver alle bestaaende Lav. Hvem der vilde være Haandværker skulde for Fremtiden kun betale en Afgift til Byen paa en rhinsk Gylden. Hvert Aar skulde Borgm og Raad endelig sætte en Takst paa alle de Varer, der solgtes, efter de Priser, Materialerne beløb sig til. Det synes imidlertid som om slet Ingen har brudt sig om denne Forordning. Da Kr. I I I ’s kjøbenhavnske Reces udkom 1537 beslod alle Lav Det bestemmes nu atter, at alle Haandværk skal være fri, »saa at den ene maa saavel som den anden bjærge sig og Kunsten kunne formere sig blandt Folket«. Imidlertid har denne Frihed sikkert kun bestaaet i, at der ikke skulde betales andet end en Gylden, thi der lordres samtidig aflagt Mesterstykke. Det synes som om Kongerne slet ingen Veje har kunnet komme med deres Reformforsøg, l o 58 klager Kr. III. saaledes i Kolding Recessen over, at naar nogen ung Haandværker, som sit Haandværk lært haver, vil nedsætte sig som selvstændig, da bliver han af de Gamle vægret ved at komme i Lavet, med mindre han gør et Me­ sterstykke og derved besværes med Gæstebud og anden stor Be­ sværing, hvorfor der her i Riget findes laa Haandværksfolk, som noget kunne. Den gamle Bestemmelse gentages da: »Derfor ville vi, at ingen Haandværker herefter skal besværes med Mesterstykke at g ø re ; han skal ikke udi Haandværket give mere end 1 Gylden og maa ikke forhindres at komme udi Haandværket, om han ellers er god for det. Hvordan tog man nu mod denne Bestemmelse i vort Lav? Ja, ganske nøjagtigt kan vi ikke sige det. Maaske har man holdt sig Recessen efterrettelig det første Par Aar, men allerede i 60erne er det vistnok, at enhver ny Indtrædende i Lavet maa gøre

11

—

Mesterstykke, uden Gensyn til hvad Recessen sagde, ja gøre sin Kost, som det hedder og betale for Indtrædelsen, og; saa oven i Købet lade Lavet beholde det færdige Mesterstykke, eller i hvert Fald betale dets Værdi, hvis han vil beholde det. Man ser altsaa, at den kgl. Forordning ikke har haft synder­ lig meget at sige. Det har derfor sikkert heller ikke betydet noget alvorligt, at Frederik II. 1681 befaler Borgm. og Raad i Kjøben- havn at stævne Byens Oldermænd for sig, hver med sin Skraa, som de skulle annamme og gennemse; er de mod Recessen, skulle de give dem nye Skraaer, som lideligt og ret er. ' Hvordan denne Ordre har virket, véd vi ikke. Men rimeligvis ikke mere end de andre. I hvert Tilfælde ser vi, at Kr. IV. i Aaret 1600 forordner, at den fordærvelige Besværing og Beskatning, som Enhver skal give, før han maa komme i Lavet, den unyttige Drik, som ofte sker i hvert Lav, og endelig de Vedtægter og Paa­ læg, som Lavene' vedtage mellem dem selv, skal afskaffes. Denne Bestemmelse blev imidlertid lige saa virkningsløs som de tidligere. Ja, for Sadelmager og Remmesnidernes Vedkommende ser .vi endogsaa, at der 1609 af en Del tyske Mestre og Svende vedtoges en hel Del nye Bestemmelser, der er ganske stridende mod Aanden i< de udgangne kongelige Forordninger. Ja, mellem Under­ skriverne findes endog Hans Bryg. kgl. Majesfæts bestaltede Sadel­ mager. Hovedøjemedet med den nye Ordning er at indføre »Hand- werks Gewohnheit«, saaledes som den holdtes i den vidtberømte Stad. Brunsvig. Det er med andre Ord den rigtige tyske Zunft- mæssighed, der her forsøges indført. Enhver Svend, der kommer vandrende for at søge Arbejde, maa ikké selv begive sig rundt for at f'øge Arbejde, men skal straks sende Bud til en Mesters Værk­ sted. Den Svend, der da er til Stede; eller i Fald der ingen Svend findes, Mesteren selv, skal da gaa rundt for at søge Arbejde til Svenden. Dog skal han sørge for, at der ikke hengaar en Time, efter at Budet er kommet, uden at give Svenden Besked, hvis han ikke v il ifalde Bødestraf. Kan en Svend ikke udholde at arbejde i 14 Dage paa det Værksted, hvor han har faaet Arbejde, skal han betale Bøde, og skal vandre igen og maa ikke komme tilbage forinden y4 Aar er gaaet. Forbliver Svenden derimod i Arbejde, skal der, naar de 14 Dage er gaaet, gives ham Geskænk og en Kand§ 01 til Velkomst. Der opstilles endvidere for første Gang den Fordring, at en Svend, der vil være Mester skal have staaet mindst tre Aar i Lære og derefter have vandret udenlands paa Haandværket i mindst tre Aar. Som Mesterstykke fordres lavet tre Sadelbomme, en til en Damesadel, en anden til en fuldkommen Ridesadel og en tredje til en Turnersadel med krumme Fløje. Træet skal være af Bøgetræ og vel sammenføjet og alle tre Bomme skulle forfærdiges i Løbet af tre Uger. Naar de er færdige, skulle de opvises for samtlige Mestre; mere end fire Fejl maa dér ikke findes ved Arbejdet; er der flere, maa det Hele laves om. Bliver Bommene anerkendte som gode, skal en af dem gøres fuldt færdig med Overtræk og Udstop- ning, ligesom det nødvendige dertil hørende Ridetøj skal forfærdiges. Kommer der Uenighed mellem to Mestre og en af dem ikke vil lade Lavet dømme i Sagen, bliver hans Værksted blokeret, ind­ til han føjer sig. Hvad der vedtages i Haandværket skal holdes ubrødelig hemmelig o. s. v. - 1 2

Som man ser: Lavene gav de kgl Forordninger en god Dag. Det er da ikke til at undres over, at Kongen tabte Taalmodigheden og i Aaret 1613 befaler samtlige Lav ophævede, fordi »de paa det højeste besvære vore Undersaatter med, hvad de hos dem skulle lade gøre. Borgm. og Raad faar derfor Paalæg om at fratage La­ vene deres Skraaer, hvorhos det tillades enhver uforment at bruge sit Haandværk, naar han har aflagt sin Borgered og svarer borger­ lig Tynge. Det er ret karakteristisk at se, at man ikke tog sig denne An­ ordning mere nær end de forrige, ja man trodsede den endog ganske aabenlyst. I Sadelmagernes Lavsprotoko) for 24. Oktober 1613 fin­ des følgende indført: »Den 24. Octobris holdt vi Lavsstevne; blev udi menige Brødres Nærværelse endrægtelig besluttet, at eftersom vores Skraa er os fratagen af vores naadige Øvrighed, da ville Menige Lavsbrødre samtligen blive ved den gamle forfundne Skraa, som nu findes udi vores Skriin«. Lavet fortsætter altsaa ganske rolig i den gamle Skure. Trods den kgl. Anordning fordres Indtrædelsespenge og Mesterstykke »efter vores Skraas Indhold«. Dog har det maaske ikke altid været lige let at tøjle de nye. 1617 fæstede Jacob Arendi Remmesnider saa­ ledes til for sin Kost, men 1620 har han endnu ikke lavet Mester­ stykket. Han lover derfor at have det færdigt St. Hansdag først­ kommende udi det seneste. Den 23de Juli faar han imidlertid atter Udsættelse til Lavs­ stevnet s. A. den 22de October »udi det allerlængste foruden længere Forhaling«. Maaske har det dog kun været en enkelt Undtagelse, thi 1615 finder vi noteret i Lavsbogen, at Albert Danielsen Pungmager viste sit Mesterstykke op, hvilket han havde forfærdiget effer vores Skraas Indhold. Og efter at det var beset af menige Brødre blev det be­ fundet at være ustraffeligt; hvorfor han fæstede til for sin Mester­ kost med 6 Daler og en Td. Rostockerøl. I det Store og Hele har Forordningen af 1613 næppe virket stort mere end de tidligere Forholdsregler mod Lavene. Det eneste Resultat, den har haft synes at have været at skabe en hel Del Uorden i Næringsforholdene ved at give Fuskere, og andre løse Personer mere frit Spillerum, men det var næppe det, Kongen havde tilsigtet. Allerede 8 Aar efter Forordningens Udstedelse maa Kongen derfor paany i Principet oprette Lavsvæsenet, idet han i December 1621 tillader Mestrene i ethvert Haandværk med Borgm. og Raads Betænkende at forfatte nogle visse Vilkaar, som skulle være for­ bindende for alle Mestre og Svende.' Det er Resultatet af disse Vilkaar, vi har i Skraaen af 1622. Med disse Artikler var bl. a Mesterstykket afskaffet, og skal man tro Lavsbogen har man virkelig rettet sig efter dem,. De Mestre, som indtegnes i Lavet efter denne Tid forfærdiger intet Mesterstykke. Saa vidt det kan ses har man da officielt været lovlydig, men der er næppe nogen Grund til at tvivle om, at man har skaltet og valtet, som man selv fandt for godt. Øvrigheden har været nødt til at finde sig deri, thi vore Lav kom nu mere end nogensinde under Indflydelse af de tyske Lavsforhold. Saafremt Haandværks­ mestrene vilde have Svende eller danske Svende vilde være sikre paa at skaffe sig Arbejde i Tyskland, var man derfor nødt til at rette sig efter de Betingelser, som de stærkt organiserede tyske Lav 13 —

opstillede. Det er da ogsaa en Kendsgærning, at hvormeget Re­ geringen ivrede'mod de saakaldte selvgjorte Vedtægter, saa vandt disse Overtaget og tilsidst var Regeringen nødt til officielt at til­ lade dem - Dette gælder for Eksempel om de ofte omtalte Optagel­ ses-Ceremonier, der efterhaanden kom i Brug blandt Svendene, f. Eks. Behøvlingen hos Snedkerne, Kroningen hos Feldberederne o. s. v. I de systematiske Lavsskraaer, som Christian V. udstedte, er da og­ saa Lavsvæsenets Sejr ret fuldstændig. De allerfleste af de For­ dringer, de tidligere Regeringer havde modsat sig er gennemførte. Saaledes da ogsaa Mesterstykket Det bestemmes for Remmesnider- nes Vedkommende til et Par forsvarlige Hylstre med Stokke, som passer næt dertil, saa og en Hovedstol med Hinter- og Fortøj. For Sadelmagernes Vedkommende: 1. En Krumfløjel, 2 En Kvindesad­ del, 3. En Tummelsaddel og Hylster dertil, med For- og Bagtøj til en Rytters Mundering. I en Henseende havde Regeringen dog vun­ det Noget, der var større Ensartethed i Ordningen, men ellers ved­ blev Lavene med faa Forandringer at bestaa lige til 1857. Hvad var nu Grunden til at Lavene kunne holde sig saa mod­ standsdygtige, ja endog tildels ganske ignorere Regeringens Bud? Først og fremmest maa Hovedgrunden naturligvis søges i den Om­ stændighed, at Lavsvæsenet passede ind i de bestaaende Produk­ tionsforhold/ Man maa huske paa. at hver enkelt By var et lille afsluttet Marked for sig. Forbindelsen med andre Byer var paa Grund af de slette Samfærdselsforhold yderst ringe. Desuden var Haandværket stærkt beskyttet mod fremmed Konkurrence ved Ind­ førselsforbud og Toldpaalæg. Den Produktion, der var nødvendig til et saadant lille Markeds Forsyning, kunde netop passes af Lavet. Der bestod et vist Vekselforhold mellem Sælger og Køber, der ef­ terhaanden havde reguleret Priserne paa alle Livsfoijpødenheder til omtrent vedtægtsmæssige Summer. Følgen heraf var naturlig den, at Livet kom ind i en rolig og bestemt Skure, som det var vanskeligf at komme ud af. Alle præ­ gedes efterhaanden af. de samme Forhold, der gjorde det omtrent umuligt for noget Nyt at fæste Rod. Man hængte ved det Nedarvede med en Kærlighed uden Lige, men ogsaa med en Stivhed og med en Mangel paa Frisind og Syn paa det Unge og Nye, der hævnede sig haardt, da de nye Tider endelig med ubønhørlig Vælde brød frem. Men'en anden og lige saa væsenlig Grund til Haandværkernes og Lavsvæsenets Modstandsdygtighed bestod i den Styrke, hvormed de var bundne til Organisationen og den Disciplin, denne gennem Aarhundreder havde skabt i Haandværkets Rækker. •. Man vil let kunne forstaa, at et saa inderligt Samliv tilligemed den sociale Afsluttethed, hvori Haandværkerstanden levede, maatte fremkalde en gensidig Følelse af at høre sammen, et ubrødeligt Kammeratskab, en Standsbevidsthed og en Kærlighed til Faget, som man ikke rigtig kender i vor Tid. Og som naturligt var, rettede denne Standsbevidsthed sig ikke blot udad til, men i lige saa høj Grad indad til. Man taalte ingen uværdige Medlemmer blandt sig, og vaagede med Omhu over, at de nye Medlemmer, der optoges, i enhver Henseende var værdige Herhen hører f. Eks Fordringen om, åt ethvert Lavsmedlem skulde være ægtefødt og ved Indtrædel­ sen i Lavet skulde kunne præstere sit >Ægtebrev«. Regeringerne gjorde, hvad de kunde for at modarbejde denne Fordring; 1622 udsteder Chr. IV. saaledes en Forordning, hvori han forbyder La-

14 — '• ■

—

'/

'■

; • " ,

;

vene at fordre »Ægtebreve«, som om det var bedre, hedder det, at de, som var uægte fødte, skulde leve i Lediggang i Stedet for at ernære sig af et ærligt Haandværk. I denne Henseende som i de fleste andre kom dog Kongerne ingen Vegne overfor Lavene. De holdt paa derets. Denne Følelse af egen Værdighed blev endnu stærkere, da det danske Lavsvæsen i Begyndelsen af det 17. Aarh. kom i stærk Be­ røring med det tyske, dels ved Indvandring af tyske Haandværkere, dels ved, at danske Haandværkere rejste i Tyskland Det er ret betegnende for Forholdene, at af de 24 Lavsmedlemmer, der ind­ kom i Tidsrummet 1567 til 1605, var kun de 9 fødte i det egent­ lige Danmark, 3 var fra Skaane, 8 fra Tyskland og 4 fra Skotland. I Tyskland havde Lavsvæsenet udviklet sig med særegen Styrke. Det var ikke blot indenfor den enkelte By, at man stod enige, men beslægtede Lav i forskellige Byer sluttede sig sammen i Kredse, der efterhaanden indførte deres særlige Kendetegn »Grussen«, som den kaldtes, opfandt en Mængde Ceremonier, som nøjagtigt maatte følges, saafremt Vedkommende vilde regnes for »ærlig«. Og det var slet ikke Smaating, der fordredes for at være ærlig, ikke blot en nøjagtig Kendskab til Lavsceremonierne, men tillige en til det Yderste dreven Holden paa Standens Værdighed, der ofte kunde gaa til det Latterliges Grænser. Man kan forstaa Fordringen om, at Enhver skulde gaa anstændig klædt, tilnød, at ingen ordentlig ziinftig Svend maatte færdes i Arbejdsklæder eller med Værktøj paa Gaden, men vanskeligt bliver det at fatte, at en Svend kunde blive »geschimpft*, som det hedder, ved at slaa en Hund ihjæl eller véd at gifte sig. Der er ikke desto mindre talrige Eksempler i den Retning. Der opstod paa den Maade en hel uskreven Lov, den saakaldte »Handtwerksgewohnheit« eller »Handwercksgebrauch«. For Sadelmagernes Vedkommende kender man desværre ikke meget til den, men at de lige saa vel som andre Haandværk har haft deres Regler er udenfor al Tvivl. Fra Stockholm er følgende Opskrift bevaret om en Svends første Optagelse i Svendelauget: Ortgesellen: Med Gunst, jeg har nogle Ord at tale med Dig, som jeg beder Dig om ikke at optage ilde. Den Tilkomne svarer: Sig, hvad Du vil. Ortg.: Med Gunst. Jeg vil bringe Dig den ærlige Velkomst, alle retskafne Sadelmageres Skaal, som have stiftet Velkomsten og som endnu have Vilje til at stifte Noget. Skaal for alle de Sadel­ magere, der vandre paa Landevejen og Skaal for dem, der ville vandre. Skaal Hr. Vært og Værtinde, Søster og hele hæderlige Lav, som her er forsamlet. Med kærligt Begær Leve Mester og Svende. At drikke i Dag Med Lyst og Behag. Gud velsigne dig. din ærlige Skænk og Velkomst, jeg ønsker alle dem god Lykke og Sundhed, som have indrettet denne Vel­ komst, samt dem, som have Lyst til at indskrive deres Navn paa den.

Jeg har nu den Ære, Første Gang at lære

15 —

—

S

., a At drikke saa hæderligt et Glas,

/

>

Thi drikke jeg skal. : Baade Mestre og Geseller Forglemmer ej heller Vært og Værtinde Med alle sine.

Leve godt Lag! Vi, drikke i Dag

*

Os alle til fromme Af denne Velkomme

At der ogsaa ved Svendeoptagelserne i Danmark var Ceremo­ nier, og; at der baade ved Omskuningen og Arbejdet var Skikke, der skulde iagttages, kan der som sagt næppe være Tvivl om. At de imidlertid heller ikke altid er gennemførte, uden Knurren er lige­ saa vist. Derom vidner adskillige Indførsler i Lavsbogen, efter hvilken der er bødet adskillige Tønder 01 i slige Anledninger. Man vil ogsaa kunne forstaa, at den Højtidelighed, der tidligere havde været; over Lavsforsamlingen, blev endnu større. Det er ligesom de. gamle Haandværkeres Respekt for sig selv forøges, naar de træder ind i Lavssalen og det »ærbare eller højlovlige Amt«, som det blev Skik i det 16. Aarh. at kalde Lavet, var forsamlet. Ganske særlig fik da Laden en egen symbolsk Betydning; som Op­ bevaringsstedet for alle Beviserne for Lavets Rettigheder, dets Breve og Penge, var det ligesom selve Lavets Ærbarhed og Ukrænkelig­ hed var inkorporeret i den. Naar Oldermanden havde »klappet op« og Laden var aabnet, maatte al Uro forstumme, al Trætte og Uenig­ hed hvile. Det ,ærbare Amt var forsamlet. Ethvert Brud paa god Tone eller Handwerksgewohnheit straffedes da dobbelt strængt ef­ tersom Forbrydelsen ikke blot var bleven begaaet mod.en Lavs­ broder, men mod; selve Lavets Hellighed. Men hvor. komiske end alle disse Skikke kunne være i vor Tids Øjne, saa er d e t;dog værd at mindes, at de bundede i en Ag­ telse for Standen og en Kærlighed til Faget, som man nu næppe kender. , Det gamle Lavsvæsen sank i Grus og maatte gøre det, fordi det havde overlevet sig selv, fordi det var for snævert for vor Tids Frihedsfølelse og vor Tids Produktionsforhold. Men. én Ting var der ved det gamle Lavsvæsen, som ikke behøver at gaa til Grunde, det var •Standsfølelsen, Kammeratskabet, Sammenholdet og For- staaelsen af Haandværker-Ærens Betydning. Disse Dyder er der endnu , den stærkeste Brug for i vor Tid, hvor Haandværkerstanden har en ligesaa haard Kamp at kæmpe som nogensinde før. Det er mit Haab, at disse Følelser stadig maa vokse i Styrke og føre Lavet fremad til Lykke og Velstand. ; J

fm/axs'rF & 53<£ér

* '