545170388

om det ret færdigt er, er det ikke ret færdigt, han bøde derfor, som hidfører, mod Kongen og Staden, som det sig bør.« Som De ser er her Pligter og Rettigheder nogenlunde afbalan­ cerede. Det ligger imidlertid i Sagens Natur, at naar en Gruppe Haandværkere først har faaet Eneret paa at udføre et bestemt Slags Arbejde, vil den gøre alt muligt for at holde Konkurrencen borte og blive saa faa som muligt om Fortjenesten Og paa dette Punkt træder Lavsvæsenet i en evig Konflikt med Samfundet. En Konflikt, der aldrig blev løst, saa længe Lavsvæsenet eksisterede. Paa den ene Side Lavene, der gærne vil tjene saa meget som muligt og paa den anden Side Køberne, der kvier sig ved at betale. Midt imellem disse to Parter staar Øvrigheden som den evig formidlende. Snart maa den træde op imod Lavene og snart maa den værne om dem Den ideale Samfundsform, Fortidens Statsmænd tænkte sig, viste sig uigennemførlig, fordi man ganske havde overset den Rolle den individuelle Frihed og den menneskelige Lyst til at skaffe sig bedre Kaar, selv om det sker paa Andres Bekostning, spillede i Samfundsmekanismen. J Begyndelsen af denne lange Kamp mellem modstridende Interesser, er det Lavene, der vinder Overtaget. I Løbet af det 15de og 16de Aarhundrede konsoliderer Lavsvæsenet sig og afslutter sig ud ad til. Eneretten betones skarpere og skar­ pere og Hovedsætningen: »Enhver skal nære sig af sit Embede alene« bliver slaaet fast som Norm for Næringsretten. Samtidig indskrænkes Adgangen til Lavene. Indgangspengene bliver dyrere. Adgangsbetingelserne skærpes og Kontrollen med andre Lav bliver skarpere. Det er i denne Periode, Mesterstykket indføres. For Remmesnider og Pungmagerembedet bestemmes saaledes: (§§ 20—22). »Hvilken sin egen Mand skal vorde i Remmesnider Embedet og Pungemager Embedet, han skal skære sin Mester gærning i Oldermandens Hus. Paa Remmesnider Embede skal han gøre et Bidsel, Hovedlaget omviklet i fem Ringe, og en Forøol, omviklet i tre Ringe op med Dupper loddet paa alle Knuder, og fade en Siethage og gøre et Spændebælte ustraffendes. Paa Pungmager Embede skal han skære et Par dobbelte Hand­ sker opred med Silke, som det sig hører, og skal han gøre en god Ringepung og en god Kvindepung vel opredet, og hvilken Broder, som skal skære denne Gærning, da skal han lægge en V2 Td. 01 ind for Brødrene, naar han skærer sin Mestergærning, og et Fad Saltmad og Brød dertil«. Men medens Adgangen for Fremmede hæmmes, lettes den for Lavets Beslægtede. Herom indeholder-Skraaens § 11— 12•: »Hvilken Broders Søn, som kan sit Embede og vil besidde Embedet, han skal gøre en halv Kost og være fri dermed. Dør en Dannemand fra en Dannekvinde, hun maa bruge sit Embede, saalænge til hun fanger en Dannemand igen«. Nu gaar det ganske vist ikke an helt at betragte Lavene som dem, der vilde drage alting til sig. Konkurrencen har sikkert været haard, og Lavene har været nødt til at værge sig mod dem, der stod udenfor. Dette fremgaar af den anden Skraa, der i Aaret 1514 blev givet Remmesniderne. . »V i Borgmestre og Raad i Kjøbenhavn gøre vitterligt som nu ere og komne skulle, at Aar efter Guds~~Byrd, Tusinde fem hundrede paa det fjortende, Fredagen næst efter vincula Petri (4de August) 7

Made with FlippingBook - Online catalogs