Hustømrerforeningen300År_1691-1991
293971668
3 0 0 å r
Hustømrerforeningen 300 år 1691-1991
Hustømrerforeningen 300 år - 1691-1991 Redigeret af: Walther Hjuler Fotos og Pressehuset, København tegninger: samt lokalhistoriske arkiver Sats og Tryk: Byens Tryk I/S, Viborg Bogbinding: Thomas Jensen & Søn, Hjørring Skrift: English Times Papir: 150 gr. Uno matt Antal: 1.100 stk. ISBN 87-88576-16-7
Forsidebillede: Den gamle »Velkomst« hvormed de nye svende blev budt velkommen i lauget.
Indholdsfortegnelse Forord .................................................................................................................................................... 5 1691 - et historisk å r ............................................................................................................................ 7 Ligfølge og spjældearbejde .............................................................................................................. 19 Med paryk og stødkårde .................................................................................................................. 23 Den store strejke ................................................................................................................................ 27 Hustømrerforeningen i dag .............................................................................................................. 42
Forord Hustømrerforeningen har gamle aner - den rækker i virkeligheden mere end de 300 år tilbage, som vi fejrer med dette lille skrift. Dens rødder er i laugstiden, og den hører til et af de allerældste danske laug. I skriftet opridser vi Hustømrerforeningens historie med særlig vægt på laugsperioden, for det var i denne, at Hustømrernes Forening i København havde den største betydning. Vi har søgt at pille de mest dramatiske - og interessante - episoder frem fra den gamle historie. Forhåbentlig siger det også læseren af i dag noget. Hustømrerforeningens historie vidner om fag-stolthed og håndværker - bevidsthed. Men også om tømrersvende, der kunne skue lidt ud i fremtiden og se nødvendigheden af sammenhold og solidaritet. Det er vort håb, at dette skrift vil blive læst. Vi tømrere af i dag har grund til at være stolte af den pionerindsats, som vore fordums kolleger øvede.
København i juni 1991 På bestyrelsens vegne Herbert Jensen formand
5
y ^rto-ct-ol crch
a <■ SiScJyß-erv^
AV^l
^duj*'"*-? - 5 lUH^ttesiÍX^ ^erVX 3 uBEe# .rvMJ -8-CÍ-* _e££«ji ^Ùx-rr-isr-YX^ .
, ' 3 -O jT r-rv í^ K ^ íl-í JUrCrl -
3 Îç
-O o fc ^ A C r r f ; ^X O L T r> /c
, ^K-oL*W, æum íu^í^vo jcLsff xxJ - c53f>icirt-e ^víktÁÉoL? írvAoLe^Éfc^^c-á. ! -oc .-cd ^tÀcUs dtt^rrw-^yí-í J^clAi♦^^aAíM, xSOSYYif^-c^xt ^xouci OC ;£J^dL-c¿« Jt>cxs^> t ^Soyti -«.rt-p ^«>nrMAívrvíví-^^f rmjtrrxet GD-£íj_e_i-ri pl -e?t>R ojí yAoíotc^i , JUxW ■oltí i-nrueol J3 -o-p ^4nri^,1nr^Aít^r^TAirrxcí ^ Í -Orr ¿Í-^ c I a ^Í<^vAr»-Y-uiJl--rrua^ jnnn_tol JitsM1 -<»^j -^voj-rvcdt cSlcn/rLíí^j ct-cí..-Vi ( -i-CTTn oLf yl<_-RP A 5 L«_rmo ^ ¿Æirm Á< í > o JÍ tx ^crí _rnaA^i*-r»-yva«j>Tcí -cd -SÎ-VC-TK’ OJJI^O ^Í d.. ©jm ß-xtdrt-p •cd • macanoI ^omn -nrt-ct d¿EP —lientf aji M’ j «S^ß4,ß-ejyv^p|rn -Je^ ts^ -'R-eW jUÜf1 -ß^tIYi x^s-rnjvTLAJTTAsLi^i .ru>crt-cA-e_sV^^icrm -°L«a/ ^íYruuck o-tAAÍ^e / cLct ^fecxrrid d^TíT-PmAJÍ jmojncti -Aj^Toi-e-oL«: ( J^uxsncÀ jl A -fyxeri-c^est-f xj-r-idUj-rt ls>W f ^j-le_s/ oA Jhcxmd xtxi JnxxÅ ^$ÉorYVYYi4_sY-> JÍ¿2$ Qr^Lm. ! x iom rUOW ^arH-n>í-£^ 4 ^ci \xAsix>-^-vjr{ otcxP) .- 3 -<-cI^ív% '^VoltvtæL s-xnj^j^^Xjuri •ooíi ^|-u-PclpßcyTyj - ß'TOciLe-si -í ^iQjni» cSlrr-bctrt-«jP í3 StYiJli ^x&Y-n ^i 4 ¡»acitíia uJ>TotA^c^ot-Cí-('( jti 2 P -un/iø ^iv&iA-e-rl xoxyy ^ yy \ x ^L<^{^ . /Cn>A ^ a^ßß. -ii£f "T ø m m e rm æ n n en e s" la u g sskrå a n n o 1515 i skø n skrift. 1 6 9 1 - et historisk år 29. juni 1691 fik de københavnske tømrer svende egne laugsartikler, som gav dem ret til „egne forsamlinger og eget herberge“. De fik dermed deres eget laug „Tømrersvennelau- get“, en ny æra var indledt. Det nye laug skulle „værne om svendens betaling for ærligt arbejde“, men lauget skulle også virke som „sygebøsse“ - i dag ville vi nok kalde det for sygekasse, og alt kontingent og bøder, der gik i laugskassen, var samtidig en hjælp til syge tømrersvende. Andre af laugets vigtigste funktioner var „lig- følgepligten“ samt pligt til at møde ved ilde brand. Det nye laug havde i de første årtier efter stiftelsen nok at gøre med at få tingene sat på plads, men man havde blikket åbent for nye aktiviteter. Man drev et svendeherberg med mødelokale i lejede lokaler i en ejendom i det indre København, men det var klart, at det ville være ønskeligt, at lauget fik foden under eget bord. Det skete i 1771, da svendelauget købte ejen dommen Adelgade 27 bestående af forhus, sidehus, tværhus og en stor indhegnet have plads. Købesummen var 6000 rigsdaler, en betragtelig sum dengang. I de følgende 170 år blev ejendommen i Adel gade tømrernes - og andre bygningsarbej deres - faste mødested i København. Tømrer kroen blev et populært sted med herberge og amtssal, det vil sige mødelokale. På husets facade var laugsskiltet anbragt. Det var den 23. maj 1771 blevet flyttet fra de tidligere - lejede - laugslokaler i Tomebuskegade. I årenes løb skete der flere udvidelser og nybygninger i Adelgade. År 1800 stod et nyt forhus færdigt, i 1851 opførtes med bidrag fra interessenter i Tømrersvendelauget på grund en i baghaven til Adelgade-ejendommen en stiftelse for gamle tømrersvende og deres en ker. Der var ialt 20 friboliger. En markant ændring i svendelaugets tilværel se skete i 1862, da lauget blev omdannet til „Hustømrerforeningen i København“. Stiftel sen og ejendommen i Adelgade overgik til den nye forening, der også overtog den davæ rende svendelades beholdning og formue mod at overtage ethvert krav på bemeldte lade. Den modtagne ejendom og formue kun ne ikke angribes uden magistratens samtykke. Hustømrerforeningen var stadig den eneste faglige forening, de københavnske tømrere havde at søge til med deres problemer. Det var klart utilfredsstillende og blev det mere og mere med den stigende industrialisering, hvor L a u g s laden d er in d eh o ld t la u g sskrå en , p e n g e etc. 7 Byggeforening“ der i 1920 opførte en ejen dom på Vestergaardsvej i København med 41 to-værelses og 12 tre værelses lejligheder. Stadig havde man Tømrerkroen i Adelgade, men denne virksomhed ophørte i 1942 da en omfattende sanering a f Adelgade-kvarteret begyndte. Samme år købte den faglige afde ling en ejendom på Alhambravej i Køben havn, og den 1. september flyttedes laugsskil- tet til Alhambravej, hvor Hustømrerforenin gen og den faglige afdeling fik nyt domicil. Laugsskiltet holdt påny flyttedag til den fag lige afdelings nye hjemsted i Mølle allé i Valby, og her har begge svendeforeninger nu fast bopæl. Hustømrerforeningen har nok fået færre ar bejdsopgaver igennem historien, men den trives stadig i bedste velgående, hvad dette lille skrift i anledning af 300 års jubilæet søger at vise. Historien rækker imidlertid meget længere tilbage end de 300 år, der er omtalt i det foregående afsnit. Vi må beskæftige os lidt man helt forlod tidligere tiders mere patriar kalske forhold mellem mester og svende. 3 0 . marts 1880 vedtoges det på et møde for samtlige tømrere i København at danne „Hus- tømrernes faglige afdeling“ , der siden som en selvstændig forening har varetaget tømrernes faglige interesser. Hustømrerforeningen videreførtes som filan tropisk stiftelse med 35 friboliger for gamle tømrersvende og deres enker i en ejendom i Faksegade 8 på Østerbro. Ejendommen var opført i 1887 . En vigtig ændring skete i 1892 , da loven om statsanerkendte sygekasser blev vedtaget. Det betød, at „sygebøssen“ blev udskilt fra Hustømrerforeningen som en særlig afdeling med navnet „Hustømrerforeningens sygekas se“ . I december 1908 blev virksomheden udvidet med oprettelsen af „Hustømrerfore ningens Hjælpe- og Understøttelseskasse“ med det formål at understøtte medlemmer ved ulykkestilfælde og langvarig sygdom. I 1909 oprettedes „Hustømrerforeningens E t a f d e fø r s te b ille d er vi h a r a f tø m rerh å n d væ rk. D e t e r f r a d e t b erø m te B a y e u x -ta p e tfra d e t 11. å rh u n d red e . D e r a rb e jd es m e d b red b il, h å n d b o r m .m . D e t va r ikke b lo t b y g n in g er, skib e, ha vn e, tø m rern e p å to g sig at fo rfæ rd ig e , m en m ø lleb y g g eri va r o g så en vigtig g ren a f h å n d væ rket. (Illu stra tio n e n e r fr a O la u s M a g n u s, ca. å r 1500) med laugenes historie, hvoraf det hele ud springer. Foreningen kan derfor føres helt tilbage til 1515 , da tømrermestre og svende i Køben havn samledes i landets første „Tømmer- laug“ . Laugene går nok endnu længere tilba ge. „Tømmermænnene“ var blandt de første håndværk, derom kan der næppe være tvivl. Huse skulle jo bygges, så tømmermænd har været påfærde fra det første træ blev fældet. De allerførste blev kaldt „smede“ . Man havde både træsmede, stensmede og jernsmede. Fortidens bygninger var beskedne, de fleste kun et enkelt stokværk høje og kun indehol dende eet rum, der kunne være forsynet med små sidegange, det vi i dag ville kalde værel ser. En luksus som vinduer kendtes ikke i fortiden. Glas var en kostbar vare, hvis den overhovedet fandtes. De fleste huse måtte nøjes med et lyrehul i tåget, hvor igennem røgen fra bålet i stuens midte kunne drive ud. Senere kom svineblærer til som det første vinduesglas, langt senere kom rigtigt glas. Det var primitivt byggeri, men tømmer havde man og brugte det i rigt omfang. Bindings værk var almindeligt og til bindingsværk hør te erfarne tømmermænd. Blokhussten var en anden almindelig bygningsform. Øksen var tømrerens vigtigste værktøj. Ganske vist fandtes både sav og høvl, men de blev væsent ligt benyttet, hvor tømmeret skulle have en finere afpudsning. File, bor og stemmejern er blandt danske gravfund fra forne tider, meget af det i en udformning, som vi næsten bruger dem i dag. Kirkebyggeri var omfattende i årene efter kristendommens indførelse, og de fleste har været opført i træ. Først efter ca. 1150 blev mursten almindelige i Danmark. Det meste af arbejdet har været udført i hånden. Kun få steder har der været vandkraft til at drive savene. På mange måder var husene totalt forskellige fra de bygninger vi kender i dag. Skorstene var for eksempel langtfra en selv følge selv op i mod midten af årtusindet. Christian den 2 ., der engang ved vintertide skulle foretage en rejse på Sjælland, gav ordre til at søge „herberge hvor en skorsten er“ - 9 Vi har i det foregående set lidt på den tid for håndværkere, der lå forud for laugenes dan nelse. V i ved, at omkring år 1500 var der ganske mange selvstændige håndværkere, men de gamle annaler nævner også medhjæl pere, drenge eller svende, altså tilsyneladende en organisatorisk opbygning, som vi kender den i vore dage. Nogen større forskel på mestre og svende har der næppe været i de første mange år af laugstiden. Måske har svendene været ikke blot beskæftiget hos mestrene eller disses enker, men sikkert også boet og spist under mesterens tag. Herom er de gamle kilder no get usikre. Det ser ud, som om der har været en forskel på dette område mellem friluftshånd- værkeme - det vil sige murere og tømrere - og dem, der arbejdede på værksted. V i ved dog også, at der helt op i vort eget århundrede har været svende, der ikke blot arbejdede for, men også blev underbragt og spiste hos mesteren. I begyndelsen a f 1500 tallet stod håndværker ne tilsluttet forskellige gilder, for de køben havnske tømreres vedkommende således Skt. Andreas gildet, Apostelen“ tillov hæder og ære. I 1515 kommer tømmermændenes laugsskrå - til verden. Hustømrerforeningen blev stiftet den 2 9 . juni 1515 , da svendene fik deres egne laugsartikler. Der skete på dette tidspunkt en stærk udvidel se a f tømrernes antal. 1510 findes der på en fortegnelse over Københavns våbenføre mandskab f.eks. 6 snedkere og 6 bødkere, men ikke mindre end 20 tømmermænd, der bortset fra en enkelt Bo Tømmermand - mø der uden medhjælpere. Tømrerne udgør en del af byens vagtmandskab og er pligtige til krigstjeneste, men de havde desuden i tilfælde af brand en særlig forpligtelse til at møde på brandstedet med stiger og fyrhager og gøre deres bedste for at standse ilden. Tømmermændenes laug blev en kendsger- Ejendommeligt er det, at skorstenene i lang tid ikke var murede, men at også de hørte til tømrernes fag. Begrebet „tømrer“ dukker først op på omtrent samme tid. Ganske vist ved vi fra Slesvigs stadsret - fra ca. 1200 - at man deri taler om „carpentarii“ , antagelig tømrere. Men først sent i det 14 . århundrede bliver begrebet „tømmermænd“ almindeligt, og da først efter at murerfaget som noget nyt er kommet til. Der er også tømmermænd i provinsen. Hånd værk er som helhed i udvikling. I Københavns jordebog fra ca. 1400 nævnes kun een tøm mermand, men 7 skræddere, 9 bagere og 13 skomagere. Omkring 1510 indeholder for tegnelsen over Københavns våbenføre mænd navnene på 20 tømmermænd. Tømmeret hentede man selv ... Det er omkring samme tid, at man begynder at få et indblik i, hvad tømrerne lavede. Det viser dronning Kristines regnskaber fra byggeri i Odense. En tømmermand fik i 1506 tre skil ling for at have gjort en port færdig, et par år efter fik en tømmermand „selvfemte“ fire mark for 8 dages arbejde på et hus. Selvfemte betød formentlig, at han havde fire svende med sig. 1510 fik Hans Tømmermand 3 skil ling og to tømmermænd, som hjalp ham, 4 hvid for at opstille et skillerum i en stue. Tømrerne hentede på den tid formentlig deres tømmer selv i nærliggende skove og i midten af århundredet begyndte man allerede at klage over, at skovene leden ilde medfart. 1 1551 var det så slemt, at udførsel af egetømmer helt blev forbudt, i 1577 forbydes det bønderne i Jylland at opføre bulhuse, der slugte meget tømmer. I stedet skulle der bygges med bin dingsværk, gavlene skulle være af ler eller sten, og i byerne søgte man at gøre stenhuse til det almindelige. 10 ning i 1515 da det i en forordning fra rådhuset i København hed: „Wi borgemester, råd og byefoged i Kiøben- haffn giøre vitterligt for alle, som nu ere eller komme skulde, at år efter guds bud MDXV onsdagen, som war sancti Nicolai aften, på Kiøbenhaffns Rådhus med Kiøbenhaffns stad og byfogeds samtøche var denne skraa giffuem och giort, Sancte Andreas apostell til louf, heder og ære, at Sancte Andree gylle (gilde) skulde nederleggis oc at Guds tieniste øges och opholdes. Var det med gyllbrøder- nes samtøche saa oc begiering. Som da tilste de ware. Som ere fomumstige mend: Boe tømmermand, Niels Olsen tømmermand, Per Nielsens, tømmermand oc Y s Jyde tømmer mand med flere a f Sancti Andree Gyll- brødre... Og så fortsætter byfogedes skrivelse med at opremse laugsskråens forskellige artikler. Formålet er at „sikre god endrægtighed i menigheden“ . Mat blifwe broder” Optagelseskriteriet var grundigt kendskab til arbejde indenfor tømrerhåndværket. Det blev pålagt nye tømmermænd, som kom til Køben havn, indenfor 6 uger at melde sig til lauget for „at blifwe broder“ . Gratis var det ikke. Det nye medlem skulle betale 6 skilling til lauget. Skråen - altså loven - indeholder også be stemmelser om nye svende der vil være mest re. De skal møde på Rådhuset sammen med oldermanden og to andre mestre og der be vise, at „han kan være fuld høj vis mand på en bygning“ . Den nye mester måtte også love at være oldermanden lydig og at overholde skråens bestemmelser. Den nye mester skulle give en tønde øl til lauget og 1 mark til Set. Andreas gildet. Skråen indeholder også be stemmelser om mindstelønnen, een takst for hverdagsarbejde om sommeren, nemlig 4 skilling til mesteren, 3 skilling til mestersven den og 7 eller 8 hvid til hver af svendene. Pengene lyder ikke af stort, men man må ikke glemme, at pengeværdien var en ganske an den på det tidspunkt. Overtrædelse af disse bestemmelser bestod bl.a. i bøder f.eks. i form af een eller to tønder øl til lauget. Der var også ganske svære bødestraffe for mestre, der gen- T ø m re rn e i K ø b e n h a vn h a vd e g en n em å rh u n d red e r m ø d ep lig t i tilfæ ld e a f ildebrand. (B illed e t e r fr a O la u s M a g n u s: D e n o rd iske fo lk s h isto rie) 11 , ift'i i 'V'tvU- yvy/^i •%*/\^Ct' 'Ks'U-' ■ytsruyj O p m å lin g e r et b eg reb , d e r g å r la n g t tilb a g e i tid en . D o k u m e n te t h er v iser en o p g ø re lse o v e r "H u sm å lin g " 1707. 12 nem ubillig konkurrence søgte at fravriste andre mestre deres arbejde. Skråen indeholdt også bestemmelser om, at kun fok, der havde lært tømmerhåndværket på behørig vis, kun ne påtage sig arbejdet. Bestemmelse er der også om, hvordan og hvornår en svend kan skifte mester, og også her består straffen for overtrædelser i penge bøder og tønder øl til gilde eller laug. Det pålægges også tømmermændene at søge voldgift ved oldermanden før man eventuelt i tvistigheder går til myndighederne. Straf i form af bøder eller tønder øl fastsættes for ikke at holde på formerne i lauget f.eks. ved at beruse sig og ikke at kunne betale for fortærin gen. Det kunne måske gå lidt vildt til. Det fremgår af artikel 1 1 , hvori det hedder, at den som spilder øl med vilje eller slår kander eller krus i stykker, skal bøde een tønde øl og 2 skilling samt betale dobbelt erstatning for de ødelagte kar og krus. Brødre, som spyer (kaster op) i laughuset eller kalder andre brødre ved ukvemsord, kommer også til at betale for forseelserne. Skråen fastsætter endelig regler for ligfølge, og har man ikke lovligt forfald, må synderne igen bløde til bødekassen. Skråen slutter med at meddele, at loven er vedtaget a f oldermanden, tømmermændene og godkendt af borgmester Hans Klausen. Som man ser, et laug med lovbestemmelser, hvoraf vi i hvertfald kan nikke genkendende til nogle, og som alle viser, at man også for 400 år siden havde et solidt kendskab til menneskelige svagheder. Laugene har tilsyneladende virket godt, må ske bedre end højeste myndigheder havde forudset, for i 1526 udstedte Frederik den 1 . et påbud om ophævelse a f alle laug. Såvidt vi ved har dette forbud ikke haft den store betyd ning for laugene, der fortsatte med at have deres betydning i samfundet. Kilderne her omkring er dog ikke særlig righoldige. Samtidig med at lauget havde en vis faglig betydning, var det også midtpunktet i selska belighed blandt håndværkere. Der kunne ud- nævnes brødre til at forestå indkøb af øl og bænke, andre brødre kunne udnævnes til at være skænkere. Lauget havde ikke blot brødre som medlemmer, men også søstre, antagelig først og fremmest enker efter tømmermænd. De bøder, der blev idømt for overtrædelse af laugsartikler eller husorden, bestod foruden som nævnt af penge og øl også af voks, det sidste at skænke til Set. Andreas gildet, der havde et religiøst tilsnit. Vokset er da for mentlig brugt til at brænde lys på helgenes alter. 0 1 var i det hele taget et yndet betalingsmid del. 1 1543 hører vi således om 6 tømrere, som fik 6 mark for at „hugge et hus sammen“ , men desuden en tønde dobbelt øl til 2 mark, som de betegnede som deres „rejsetønde“ . Med rejse tønde forstås uden tvivl det rejsegilde, som vi kender den dag i dag. Mesterstykket indføres Det var i disse år, at mesterstykket for første gang blev nævnt i tømrerprofessionen, hvor den enkelte ansøger skulle bevise sin kunnen, men hvor man i det hele taget søgte at bevare næringen foren begrænset kreds. Traditionen er vedligeholdt op til vore dage, hvor der kræves en vis uddannelse, før svendebrevet kan erhverves. Men i det gamle tømrerlaug fastsattes en be grænsning i medlemstallet. Det måtte ikke overstige 100 . Mesterstykket i gammel tid var hugning af et godt to-lofts hus. Videre fastsattes, at ingen tømmermand måtte have mere end fire svende og een lærekarl. Hvis der var arbejde til mere, end denne styrke 13 D e r var stil o v e r tin g en e, n å r d e g a m le h å n d v æ rk ere g ik i p ro c e ssio n . B ille d e t h e r er o m k rin g 2 5 0 å r g a m m elt. B em æ rk la u g sla d ern e, d e r b æ res m e d i p ro c e ssio n e n . det på professorboligeme ved Københavns universitet blev forsinket i 4 måneder i 1567 og 1568 , fordi - som det hed - „tømmer- mændene blev tagne til kgl. majestæts arbejde på Frederiksborg“ . Nogle år efter - i 1582 - skriver Frederik 2 . til en række lensmænd og beder dem sende gode tømmermænd til K ø benhavn, at de „kan hjælpe de andre hjul- mænd der ere at gøre hjul til kongelig maje stæts behov“ . Der blev ligeledes indkaldt tømmermænd fra provinserne til flådebygge riet. Formentlig har det på denne tid været almindelige tømrere der også påtog sig skibs bygning. Først i 1597 sker der en ændring her, idet Chr. 4 . indkalder en række engelske skibsbyggere. Skibsbygning var et agtet håndværk, for skibsbyggerne fik to skillinge mere om dagen end hustømreme. A f de gamle skrifter fremgår, at det langt fra er noget nyt fænomen, når „fremmede“ bliver modtaget køligt i Danmark. I 1575 andrager de københavnske tømrere således om at få kunne klare, måtte „han sige en mester til af hans laugsbrødre eller flere“ . Lærlingelæreti den var eet år, aspiranten skulle ved læreti dens begyndelse betale en halv mark til lau- gets bøsse og ved dens slutning betale yder ligere fire skilling samt en tønde øl. Der var særlige bestemmelser for enker efter tømmer- mænd. De kunne beholde medlemsskabet af lauget, sålænge de ønskede, og giftede de sig igen, skulle den nye ægtemand kunne ind træde i lauget for det halve af, hvad det ellers kostede. Samme fortrin nød en laugsbroders søn og den, der ægtede en laugsbroders datter. Laugets oldermand havde en embedsperiode på tre år, og der var en række bestemmelser han skulle overholde. Tømrerne holdt fire „stævner“ om året, hvor tømrernes sommer- og vinterløn fastsattes. I de fleste andre laug var der kun to årlige stævner. Når medlemstal let i tømmermændenes laug sattes til 100, er det næppe for at begrænse, men snarere for at stimulere til øget medlemstal. V i ved, at arbej 14 og ubillig pris“ . 1613 gentager Chr. IV for bundet mod laugene, fordi „lavene på det højeste besværer vore undersåtter“ . Og det var igen priserne det var galt med. Det var noget af en katastrofe for håndværks fagene, der pludselig var helt blottet for love og bestemmelser. Situationen var uholdbar, og i 1621 tillades det igen at indføre love og bestemmelser for håndværket, laugene var i korthed genindført, men med betydelige lem pelser med hensyn til optagelse af nye med lemmer. Men det har nok også været nødven digt. Vi ved, at bødkerne i Odense omkring 1620 af en ny mester krævede, at han den dag han „frembar sin mestergeming“ , skulle give laugsbrødrene en tønde øl, en salt ret (skinke) deres skrå (lov) for at hindre, at „unyttige folk tager arbejdet fra dem“ , og andre håndværke re klager over, „hvorledes dem fra både ind vånere og udlændiske sker stor skade på deres embede“ . Bygningsarbejderne dengang var rejsende folkefærd, og protesterne skal nok ses i lyset heraf. Håndlangere blev også brugt, men ikke egentlig ufaglærte, som vi kender det i dag. Dengang var det ofte elever fra latinskoleme. Som tidligere nævnt kom der forordninger, hvorefter laugene blev forbudt, men det er tvivlsomt om de er blevet efterfulgt. Det skete formentlig først efter år 1600 i Chr. IVs rege ringstid og årsagen: Skrædere og skomagere solgte deres frembringelser „ for en ulidelig 15 at overvære de fire årlige sammenkomster. Disse stævner skulle „afholdes på fastende stævne og uden al drik og gæstebydelse“ . Det var også magistraten, som valgte oldermand en - den ene af to indstillede - som nu skulle sidde eet år. Nye mestre skulle sende deres ansøgning til magistraten - ikke til lauget. Det beløb, den nye mester skulle udrede for medlemsskabet, skulle for halvdelens ved kommende gå til laugskassen, den anden halvdel til gamle og forarmede laugsbrødre og deres hustruer eller til begravelseshjælp. I skråen fastsættes også, at alle mestre skal betale svende den samme løn. Endvidere måtte ingen mester møde mere end selvfjerde, tidligere var det selvsjette. Altså nu højst 2 en fersk ret samt smør og ost. Inden 6 uger skulle den nye mester yderligere foranstalte et stort gilde, hvor han skulle give to tønder øl, fire skinker, 4 ferske retter, risengrød, smør og ost samt kage og steg. De fremmede håndværkere, der kom til Dan mark, har uden tvivl først og fremmest være tyskere, men af navnelisterne fremgår, at der også har været et betragteligt antal hollændere imellem. De københavnske tømrere fik 7 . marts 1623 en ny skrå, og i denne støder man for første gang på benævnelsen „hustømrere“ . En an den kategori var som tidligere anført skibs tømrerne. Magistraten fastsætter vedtægterne for skråen og sender endvidere en rådmand til T ø m re rh å n d v æ rk et i ren -sku lp tu r. 16 svende og en dreng. Kunne han ikke klare arbejdsopgaverne med dem, måtte han bede en laugsbroder om hjælp. Det står stadig uklart i hvor stort omfang, svendene havde bolig og kost hos mesteren. Men at ordningen fandtes, ved vi, for i skråen siges, at svenden ikke „må klage over hus bonds eller madmoders øl eller mad“ . Over trædes dette kan svenden idømmes bøde, og kan han ikke betale, kan han hensættes på vand og brød i to nætter og dage. Med hensyn til bolig ved vi ikke meget, men det er dog mestrene, der skal sørge for logi til fremmede svende, der kommer til Køben havn. Forlader en svend i „utide“ sin mester, kan han idømmes en stor mulkt, og tilsvarende kan der idømmes bøder, hvis han snupper sig en fridag. For lærlingene er der en række bestemmelser, f.eks. at læretiden nu er to år mod tidligere eet, men drenge må „ikke bru ges til andet end håndværket til drengens forbedring vedkommer“ . Efter læretiden skal der udstedes lærebrev. Laugene var - som beskrevet - fælles for mestre og svende, men det var mestrene, der bestemte. Svendene har i mange tilfælde boet og er blevet bespist hos de mestre, de arbejde de hos, og der har som følge af de strenge laugsartikler om tugt og orden ikke været mange muligheder for at beklage sig over tidens hårde forhold. Arbejdstiden var, så vidt vi ellers kan følge den, fra kl. 5 morgen til kl. 21 aften. Denne arbejdstid er i hvert fald i sommermånederne blevet fulgt. De lyse timer skulle udnyttes. Svendenes sengetid var fastsat til kl. 2 2 . K la ger over kosten eller logiet var simpelthen forbudt. Mestrene bestemte også, om en svend skulle have lov til at gifte sig. Øllet flød i hine tider ret rigeligt, men det var om at holde måde - i hvert fald for svendene - for drak de sig fulde, kunne lauget straffe dem, og for en blå mandag var bøden høj. På sild og brød Kosten har i mange tilfælde sikkert været ensformig. Brød var dengang som nu et ho vednæringsmiddel, men ofte blev brødet bagt 17 gang. Der har sikkert også været spillemænd til stede, som spillede op til dans. I 1626 fik oldermandens kvinde 5 mark af laugskassen til et par sko, i 1628 fik den såkaldte stolsbroders kone også penge til sko. Stolsbroderen var en slags skaffer, og hans kone har sikkert gået til hånde ved serverin gen og har fået nye sko i stedet for dem, der er slidt op i tjenesten. I 1647 købte tømrerlauget eget hus i Peder Hvidtfeldts gade i København, pris 550 slette dalere og 2 rosenobler, hvoraf de 150 daler og de to rosenobler skulle betales straks. Rest beløbet forrentedes med 6 pct. Mestrene i lauget var omhyggelige med at kontrollere, om nye medlemmer nu også hav de lært håndværket på behørig måde. Knapt så strenge var man med sanktioner, hvis det ikke var tilfældet. En udenlandsk svend, der i 1625 „blev indlyst“ i lauget, betalte herfor en ungarsk gylden, men lovede samtidig at be vise sit lærebrev til Skt. Hansdag 1627 . Det gjorde han imidlertid ikke, og to mestre blev sendt til ham for at nedlægge forbud mod hans arbejde noget sted. Samtidig tog de hans værktøj fra ham. Men i 1629 slap han for videre tiltale mod at give lauget en tønde øl. for lange tider ud i fremtiden, så man kan nok tvivle om kvaliteten. Morgenmaden har utvivlsomt bestået a f sild - saltet eller speget - brød, måske grød og øl. Der skulle gå endnu et århundrede, før kaffe og the holdt sit indtog, og så var det endda dyre sager, som man ikke uden videre kunne regne med, at svendene fik del i. Brødet var ofte blandet a f byg og rugmel, bygmelsbrød ken der nogle nulevende danskere i dag fra de hårde krigsvintre med misvækst. Knækbrød, der var kendt i det øvrige norden, blev i Danmark hovedsagelig kun bagt til flåden, fordi det modsat andet brød kunne holde sig i år. Søndag, tirsdag og torsdage var såkaldte kød dage, hvor det var slagterne, der forsynede husholdningen, de øvrige dage var fiskedage. Fisk var et langt vigtigere levnedsmiddel den gang, end det er i dag, og det var navnlig tørret fisk, der blev fortæret, torsk, hvilling, flynder o.s.v. Men først og fremmest fortærede man sild i store mængder, morgen, middag og aften. Man kan også her tvivle om kvaliteten, for dengang forsynede man sig ofte for et år ad gangen, og det eneste konserveringsmiddel, man havde, var salt. I lauget var det stadig øllet, der var den fore trukne drik, sommetider dog lidt vin og ved sjældne lejligheder brændevin. I 1646 blev der ved en laugsfest trakteret med piber - sandsynligvis kridtpiber - samt tobak, noget der endnu var forholdsvis nyt. Kvinder spillede en ikke ringe rolle i laugene. Som allerede fortalt kunne tømmermænds enker uden videre fortsætte som „laugs- brødre“ , men kvinderne havde også - i 1630 f.eks. - deres egen oldermand, der „skulle tjene dem“ som ærligt og ret er“ Hvert år - ved oldermandsskiftet - holdtes det såkaldte kransøl, hvortil kvinderne også har haft ad 18 Ligfølge og spjældearbejde Laugsvæsenet fungerede tilsyneladende godt i en meget lang periode, selvom det var langt fra det, vi i dag forstår ved en fagforening. Det var til stadighed mest omgangsformer og lig nende, der blev lagt vægt på. Hvad der skete i laugshuset var a f yderste vigtighed for såvel mestre som svende. Overtrædelse af reglerne, skrevne som uskrevne, var ikke velsete og kunne let koste synderen en bod - som regel at erlægge i øl. pen skulle være lang - korte kapper var ikke velsete. Hattene skulle være forsynet med sørgebånd. Afdødes familie måtte som tak skæppe til øl for såvel begravelse som til kapper. Det var en uskik, fremgår det af pro tokollerne, og systemet blev opgivet i 1682 . 1 16 8 0 ’eme synes der at være sket en ændring i forholdet mellem mestre og svende. Mestre ne klager over, at en del svende - navnlig tyske - ved siden af arbejdet for mesteren går på „skarværk“ - det vi i dag nok vil kalde spjældearbejde - . Dronningen selv blev ind blandet fordi hun havde en del tømrersvende i arbejdet, ligesom det blev påpeget at det ikke mindst var svendene, der arbejdede på orlogs- værftet, som forsynede sig. En række svende blev formentlig ved samme lejlighed boycot- tet. Det gik naturligvis ikke stille af. „Det kom til „bulder og ulyd“ i laugshuset, ja man talte ligefrem om svende, der havde gjort oprør. Det førte til at såvel mestre som svende, der I 1679 blev tømmermand Ivar Petersen idrømt en bøde på 2 mark, fordi han efter en begravelse gik lige hjem og „aflagde sin kap pe“ i stedet for med samtlige laugsbrødre at slå følge til laugshuset for at drikke en tår gravøl. En anden laugsbroder blev på omtrent samme tidspunkt idømt en lille bøde på 1 mark „udi den liden bøsse“ , fordi han „smø gede tobak i laugshuset, før liget var fulgt til jorden“ . At man mødte standsmæssigt klædt i lange kapper og med kårde ved siden til en begravelse var en selvfølge. Begravelseskap F o r en ung læ rlin g k u n n e d e t g o d t væ re en d rø j o m g a n g a t b live svend. H a n sku lle ig en n em den så ka ld te b eh ø vlin g d er er illu stre re t her. 19 ganiserede. Tømrerne, snedkerne, murerne og smedene henvendte sig i 1691 til kongen om netop disse problemer. Svendene var mildest talt utilfredse med den nye tingenes tilstand, og det kom til adskillige uroligheder rundt om i hovedstaden. Dette kom vist ikke bag på nogen, slet ikke svende ne, men heller ikke mestrene, som på forhånd havde forudsagt, at det ville blive vanskeligt at få svendene til at „parere“ - adlyde. Det var ikke så mærkeligt, for de nye bestemmelser betød bl.a., at enhver form for traktement til svendene forsvandt, en ellers almindelig ting når en svend tiltrådte eller rejste, og ligeså forsvandt enhver „frimandsdag“ eller anden drikkedag, ligesom deres kro blev ophævet. Hensigten var at arbejdet fremtidigt skulle gå sin gang uden de krydderier, som havde gjort tilværelsen lidt lettere for svendene, og det ikke havde overholdt laugsartikleme, blev idømt bøder til laugskassen. Det var nok tegn på, at laugsvæsenet stod for fald. At der også dengang har været et tydeligt misforhold mel lem hjemmehørende danske og svende fra udlandet - først og fremmest tyske og hol landske, fremgår klart. Man må dog erindre, at et stort antal tyske håndværkere fra hertug dømmerne dengang var at betragte som dan ske statsborgere. Det kom i 1681 til en konfrontation mellem lauget og tyske svende, idet tyskerne med Nicolai Luft som anfører bemægtigede sig laugsskiltet, der var ophængt hos mester Jo- kum Lobus som tegn på, at laugsherberget var hos ham. Den tyske indflydelse Mestrene var ophidsede og forlangte, at rans- mændene skulle findes og straffes efter lands lov og ret. De tyske svende protesterede, og de fremførte, at deres aktion skulle ses som en protest mod mestrene, som de ønskede at stå selvstændigere overfor lige som andre tøme- rere i landet. Det var - siger de gamle annaler - første tegn på, at den tyske håndværker opfattelse var ved at trænge ind i de danske laug. Den nævnte Nicolai Luft blev senere optaget i lauget, men dog først efter at det ved kongelig anordning var bestemt, at han skulle have lejlighed til at aflægge prøve på sine færdigheder, Historien om det fjernede skilt synes herefter at forsvinde i den blå luft. Uroen omkring laugene førte i 1682 til, at en del af de gamle laugsartikler blev afskaffet, men det stødte på sej modstand. Ændringerne var bestemt ikke til fordel for laugenes økono mi. I 1687 solgte tømrerlauget sit laugstøj og angav som grund „laugets armod“ Laugshu- set forfaldt, og mange kræfter måtte sættes ind mod de såkaldte „bønhaser“ , det vil sige uor H n berttgn efce sDIberntanb og SMftbberc Beb£emmerlaugct i ben kongelige StefibentS« ¡Stab Äjobtnijapn, gjerc Bitterlig, at . . h ¿ 7 ,f / 7 r /„ /, /W ß?rs/'f./rAtr/s/ , 7 \ ?lat gammel, bar ffaaet V 2 far i feb i 8 , er (nbffecwm fom /)" , fanit fom Soenb ubjïreoen ben 0 .:> SBa ban i biSfc Sarcaar bar forbotbt fig fom bet en froe og errctjar sperfon egner og anffaaer, famt aflagt ben anorbncbciprepepaaftniDuc. ligbeb, fag erftø« »i paa SaugefS SSegnc »eb bette SærebreP fotnccpnte , 'r-'r, A /er.'r/f for en btielig SEommerfoenb, faa at ban maa tjene og arbeibe boS (milten æommctmcficc ban Ipfter, bog at ban flcbfe bolbct fig beSauget allcrnaabigft mcbbceltcSaugSartifter og sprige 'tfnorbningcr i alle 3 Raabct efterrettelig. *paa ©tunb af goranfortc anbefale »i barn til alle îroteïommenbe, ifccr tit bcm, font ere af famine §)rofeSficn bee og anbenftcbS, at bepaa bcbjleSKaabepille forbiclpebarntilbanS lærteSBmmer=ProfeåfionSgort= feettelfe, boilfet Sauget mcb bcreboillig ©jentjenefte »il ertienbe. iDettc SaircbreP bctraffeS mcb pot Unberfîriot og SaugetS boS* irpifc Segl. »ioOniliaUn, Pctl * / / / / ' / S / . / , / s J s t SattgSptofocollcnS Uboifcnbe §>ag, öa’rcbrc» r K/O" 7 ///“ // S v en d e b re v f r a 1 8 4 0 'e rn e 20 F ra K ø b e n h a v n s b ra n d i 1795. B ra n d en i R å d h u se t se t fr a G a m m el Torv. 2 5 . juni 1691 , at „svendene alt var delt i seks klasser“ , noget der senere blev konfirmeret ved svendenes første officielle samling den 9 . juli 1691 . Ved denne samling var laugets 4 ældste mestre tilstede, og politimester Claus Rasch præsiderede. Han fastslog svendenes forskellige pligter, således bestemmelser for, hvordan man skulle forholde sig ved ligbære, betaling for ligklæde, bestemmelser om at svenden ved fyraften skulle hjembære sin bindøkse. Dette blev senere suppleret med diverse pligter for tømrerne ved „kongens stadens og laugets nødvendige ærinder“ . Mestre og svende hver for sig Med svendenes egne laugsartikler af 2 9 . juni faldt ikke mindst de tyske svende for brystet. De mistede derved ældgamle rettigheder. Da de danske tømrersvende altid havde været i nær forbindelse med deres tyske kolleger, er det ikke så mærkeligt, at de også følte de nye bestemmelser tyngende. Kort sagt, jordbun den var gødet for reformer. De lod da heller ikke vente på sig. Året 1691 blev i denne henseende et vendepunkt. 10 år tidligere var der vedtaget strenge forordnin ger med forbud mod enhver form for sam menkomst for håndværkersvende, men den 2 9 . juni 1691 tilstedte Københavns magistrat på oldermand Christoffer Bruckners tilskyn- ding, at byens tømrersvende må holde sam linger og tillige, at „herbergsskilt må udhæn ges“ . Samme Bruckner siger i en udtalelse pr. 21 1691 var det gamle laug delt op i to: Det ene for mestre, det andet for svende, men så streng som opdelingen i vore dag har det nok ikke været. Men svendene fik efter den nye forordning ret til egne forsamlinger og eget herberge. Forud en at værne om svendenes ret til og ærlig betaling for deres arbejde, virkede lauget som en art hjælpekasse - en sy gebøsse, det vil sige, at alt kontingent og bøder gik til hjælp for syge tømrersvende. Det kunne nok gøres nødig på et tidspunkt, hvor der ikke var noget, som hed almen sygekasse. Som allerede beskrevet havde svendene ligfølgeligt og pligt til at møde ved ildebrand. Tømrersvendene havde også fået tilladelse til at anskaffe eget herberg, men der skulle gå mange år, før tanken virkeliggjordes. 5 . ja nuar 1771 købte svendene ejendommen Adelgade 27 i København. Lidet anede man dengang, hvor mange år denne ejendom skul le give husly såvel til tømrersvendene som til mange andre håndværkere. Adelgade 27 be stod af forhus, sidehus, tværhus og dertil en stor indhegnet haveplads. Købesummen var 6000 rigsdaler, en dengang betragtelig sum. Svendene gik igang med at indrette herberge og amtssal, og den 2 3 . maj 1771 blev det gamle laugsskilt flyttet fra de lejede lokaler i Tomebuskegade til Adelgade 2 7 . En udvi- H u stø m rerfo ren in g e n s in sig n ie r: L a u g ssk ilt o g fa n e sp id s. delse i Adelgade fulgte ret snart efter, idet lauget købte nabohuset ud mod Adelgade til en pris af 930 rigsdaler. Men det nyerhverve de hus var gammelt, det blev revet ned sam men med forhuset til nr. 2 7 , og man gik igang med et nybyggeri, der stod færdigt i november 1800 . Det havde kostet 7 000 rigsdaler, men nu havde de københavnske tømrersvende der med også fået standsmæssige lokaler til her berg og møder. Med paryk og stødkårde Antallet a f tømrermestre og svende i Køben havn viser sig efter protokollerne at dømme at svinge ikke så lidt igennem årene. 1 1761 var der en tømrermester, der iført kårde indfandt sig på Tømrerkroen. Det skulle han nok ikke have gjort, for det gav anledning til en del postyr. Skikken med at bære våben var - trods forbud i Laugshuset, ganske alminde lig blandt hovedstadens håndværksfag. Tømrernes første laugshus lå i Peder Huit- feldsstræde. Det blev indviet i 1730 , og rejse gildet foregik med „megen lystighed“ . L y s tigheden fremgår af regnskaberne, dels antal let af potter vin og øl, der blev drukket, dels antallet af glas som måtte erstattes. Laugshu set nedbrændte under den store ildebrand i København i 1728 - men genrejstes altså. Huset var i to etager - et ganske anseeligt laugshus. Man kan nok gå ud fra, at tømrerne - mestre som svende - på grund af Køben havns brand - forudså, at de kommende år ville skæppe godt i kassen, når de mange nedbrændte huse skulle genopføres. Der blev ved branden ødelagt 5 kirker og 1640 huse og gårde, så der var nok at tage fat på. På det tidspunkt var der 28 tømrermestre, men kun 7 berørtes af branden. Omkring 1660 var der næppe mere end 24 mestre i den danske hovedstad. 1 1640 var der 35 mestre. Endnu i 1681 var antallet kun 2 9 . Helt galt blev det under pestepidemien i 1712 , da ialt 23.000 mennesker omkom i Køben havn. Tilbage var kun 16 tømrermestre, men i 1727 var dette tal steget til 2 7 . Svendenes antal ved man ikke meget om, men dog så meget, at i 1691 blev 173 svende udtaget til ligbærepligt, heraf var kun 5 tyske svende. 1712 - efter pesten - var der i København kun 8 tømrersvende og 20 tømrerlærlinge, men tallene rettede sig hurtigt. I 1726 var tallet af tømrersvende 182 og 40 lærlinge. Med hensyn til svendenes nationalitet er det ganske interessant at se, at der ikke blot er tale om tyske indvandrere men også temmelig mange fra de gamle danske provinser i Sveri ge* Svendenes påklædning var - som de gamle annaler siger - gennem mange år ganske sta telig. 1 1727 baren tømrersvend således kårde om lænd, trekantet hat samt paryk. Det ved man bl.a., fordi den københavnske oldermand i 1715 kom i klammeri med nogle svende og mistede sin paryk. Man ved også, at en murer ved et slagsmål i Århus fik sin paryk forbyttet. Man kan heraf nok slutte, at det at bære paryk har været ganske almindeligt blandt håndvær kere. Med hensyn til kården var det lidt anderledes. Således blev det i 1674 bestemt, at tilrejsende svende ikke måtte bære kårde. Skikken var kommet fra Tyskland, og man havde gennem årene gang på gang søgt at forbyde den, men svendene blev ved at følge den gamle skik. T ø m rersven d en e i g a m le d a g e fo r s to d at klæ d e sig m e d m a n er: P a ry k p å h o ved et og kå rd e ved siden. D e ska l n o k h a ve set u d o m tre n t so m her, n å r d e g ik til fe s t m ed d eres dam er. 23 Flyttedagen. — Et Lang flytter Skiidt. D e r va rfe s t i g a d e n , n å r et a fla u g e n e i d e t g a m le K ø b e n h a vn h o ld tfly tte d a g . L a u g sm e d le m m ern e sa m le d e s til o p to g o g d ro g m e d la u g sla d en o g la u g ssk ilte t i sp id se n og m e d va je n d e fa n e r til d e t n ye d o m o cil. T ø m re rn e fly tte d e p å d e n n e m å d e f r a lejed e lo ka le r i P e d e r H u itfe ld tsstræ d e til d e t n ye h u s i A d elg a d e , og d a d e t fa ld t f o r sa n e rin g e n , så i o p to g til d e t nye h u s p å A lh a m b ra v e j. kongelig kommission blev nedsat for at se på forholdene, men først i 1739 blev tilladelsen til at „fuskerne“ uden særlige krav kunne nedsætte sig i København, ophævet igen. De store arbejder, der var i hovedstaden med genopførelsen af ildebrandshusene og K ø benhavns slot førte til, at der skabtes en ny kategori mestre: Stormestre, der sugede me get af det nye arbejde til sig. Overfor dem stod småmestrene magtesløse. Ligeligheden i me sterstanden var tilsyneladende forbi. Men det gik også ud over svendene, der ikke mere blev repræsenteret i mesterlauget. Det var særin teresser fremfor fællesinteresser, der nu var sat i højsædet. Denne sociale ulighed såvel mellem mestrene I det hele taget var det en ret god periode i økonomisk henseende for håndværkerne. I april 1729 manglede der både tømrere, mure re og snedkere samt kleinsmede, og det på- lagdes derfor byens magistrat at sørge for at gøre optagelse i laugene lettere. Mangelen på det tidspunkt var så stor, at man tillod hånd værksmestre at nedsætte sig som mestre, uden at de tilhørte noget laug, og det blev der averteret med i aviserne i København, Altona og Hamburg. Det var synd at sige, at den nye forordning var særligt populær blandt laugs- mestrene, de protesterede forbitret over, at håndværk blev givet fri, uden at man stillede særlige krav til de nye mestre. Klagerne var så mange og kraftige, at en 24 indbyrdes som mellem mestre og svende førte til store ændringer i den gamle laugsstruktur. De gamle hyggelige sammenkomster for svandt nu helt. De havde - som allerede be skrevet - været forbudt, men det var nok ikke blevet taget særligt alvorligt. Nu lød der andre signaler. I økonomisk henseende var det karrige år for laugskassen. Selvom mestrene gav de halvår lige eller helårlige bidrag i form af halvdelen af deres honorar for gennemførte ejendoms vurderinger, kneb det med at få tingene til at løbe rundt. Men tiden var endnu ikke inde til altfor vidt gående reformer i laugene. Mange a f de gamle skikke fortsatte. Ved nedbrydning a f f.eks. et gammelt skafot og oprettelse a f et nyt, vandre de laugets medlemmer i samlet procession til det pågældende sted. Således da der i 1732 blev opstillet en ny galge udenfor Østerport, og da Struenses skafot skulle rejses på Østre Fælled. Såvel mestres som svendes betaling for udført arbejde a f denne kategori skete ofte i form af øl eller vin, ligesom der blev ydet midler til fortæring og musik. Der var mange forordninger dengang, som vi må trække på smilebåndet af i dag. Således at en svend ikke måtte røge tobak på sit arbejde eller på gaden eller f.eks. en forordning om, at når svendene kom på herberget, skulle de „roligt søge deres sæde og at de ikke „ for åben lade „ måtte fremkomme med hammer eller stok“ . Uoverensstemmelser I 1763 blev der indgået en art overenskomst mellem svende og mestre, hvorefter dagløn nen skulle være 2 mark 4 skilling i sommer månederne 1 mark og 12 skilling om vinteren. Kunne mestre og svende ikke blive enige herom, havde svenden ret til straks at tage sin afsked. Mestrene var ikke tilfredse med over enskomsten. De henviste til laugsartikleme, men skrev samtidig til magistraten om „sven denes egenmægtige sammenkomster“ , der sigtede mod en slags oprør. Det kom i disse årtier til adskillige skærmydsler svende og mestre imellem, f.eks. var svendene meget utilfredse med, at mestrene tog halvdelen af de penge, som tilrejsende svende og ungsven de betalte, når de blev indskrevet til ligbæring, nemlig 20 skilling hver. Ja, denne uoverens stemmelse ført til, at oldermanden i 1763 bemægtigede sig fællesbøssen med indhold: 26 rigsdaler og 15 1/2 skilling og ikke ville give kvittering for beløbet. Der var også ad skillige stridigheder omkring de såkaldte løsgørelsespenge, det vil sige de penge, der skulle betales, når lærlingene skulle indføres i svendenes rækker. Uoverensstemmelserne her drejede sig navnlig om den æresdrik, der blev rakt de nye svende af oldermanden i den såkaldte Velkomst. Mestrene blev slæbt for retten i disse sager og dømt til at betale bøder. Kendelsen blev dog senere ændret af høje steret, så ingen af parterne blev dømt. Det er i disse år, at man første gang for alvor hører tale om stridigheder vedrørende sven delønnens størrelse, et spørgsmål der blev mere og mere dominerende i de følgende år. En strid om oldermandens stilling fik i 1770 svendelauget til at skifte opholdssted, idet svendene købte ejendommen i Adelgade. Kø bekontrakten er dog først fra januar 1771 . Det var dengang, Jens Andersen Brandt var både svendenes formand og krofar. Det generede mestrene, for formandens magt var betydelig og desuden spillede det ind, at Brandt gerne så, at de beløb, som indkom, helst skulle drikkes op. Han havde nemlig borgerskab som øltapper. Lauget havde lejet herberget 6 år tidligere, og det var sikkert årsagen til, at der ikke skete 25 Det har uden tvivl været svendesamfundets voksende gæld, som spillede ind. Ja, det var så galt, at Brandt i 1764 gjorde arrest i laugets ejendele for sit tilgodehavende. I fe bruar 1765 blev gælden opgjort til 500 rigs daler. Samtlige svende i hovedstaden blev opkaldt til magistraten, der ville høre, om svendene var villige til at betale denne gæld. Der var på det tidspunkt 350 svende i lauget. 16 mødte ikke, 17 var syge og 30 var på landet, men 283 svende, som mødte frem, erklærede sig villige til at betale 3 rigsdaler og 2 mark i 2 omgange for at få gælden ud af verden. nogen flytning af laugsskiltet, før Brandt blev formand.Det hele var imidlertid en tom i øjet på mestrene. De henviste til forordningen af 1681 , der forbød svendene at holde herberge, og tilbød at overtage herberget, således at svendene intet tab skulle lide. Det ville sven dene imidlertid ikke høre tale om, og da Brandts tid som formand var omme, genvalg te de ham, og det blev forholdet mestre og svende imellem bestemt ikke bedre af. Der må nok have spillet andre ting ind, for skønt Brandt blev genvalgt for to år, forsvandt han allerede året efter ud a f billedet, og laugsskil tet blev da ved den lejlighed flyttet. D en o rig in a le b ille d te kst til d en n e teg n in g lyd er: "F o restillin g a f d en u lyk ke lig e Ild sv å d e i K ø b e n h a vn f r a 5. til 7. ju n i 1795. P ro sp e c te n e r ta g et fr a A h le feld e M ø lle lig e fo r N ø rre g a d e " 26
Made with FlippingBook