Hustømrerforeningen300År_1691-1991

Frederik den 5 . gennemførte i 1813 en mønt­ reform, hvorefter den danske rigsdaler blev ændret til en rigsbankdaler. Der skulle 6 a f de gamle dalere til en ny rigsbankdaler. A lle værdier blev nedsat med næsten 9 / 10 . Det betød, at statens pengevæsen var rystet. Ja ved statsbankerotten blev alt forretningsliv næs­ ten lammet, og initiativet gik i stå. Såvel provins som hovedstad blev ramt, og tømrer­ faget var et a f de hårdest ramte håndværk på grund af dets afhængighed a f byggeriet. Kongen holdt med svendene Ordningen med ligbæring og sygehjælp var stadig et a f svendelaugets vigtigste funktio­ ner. Omkring 1788 besluttede man at ansætte en læge, der skulle undersøge, om de svende, der meldte sig syge for at undgå at møde til ligbæring, nu også virkeligt var syge. Man ruttede imidlertid ikke med pengene, for for­ udsætningen var, at lægen ikke skulle afløn­ nes med mere end 30 rigsdaler årligt, doktoren var også pligtig at attestere svendenes syg­ dom og eventuelle helbredelse. 1 1799 opstod et problem med en a f skorstene­ ne i laugshuset. Den havde „givet sig farligt“ og man diskuterede, om en reparation var forsvarlig, eller om det var bedre at rive det hele ned, købe en nabogrund og bygge et helt nyt herberge. Med 199 stemmer mod 186 vedtoges det at gå ind for reparationsplanen, men måske var det lidt forhastet, for i juni meddeltes det svendene, at bygningen var så medtaget, at en reparation ikke kunne gen­ nemføres uden meget store omkostninger. Derefter besluttedes det med 225 stemmer, at man skulle købe en nabogrund og bygge. 40 stemte for et forslag om, at man skulle skille sig af med herberget. Derefter besluttedes, at hver svend skulle betale en byggehjælp på 3 mark i kvartalet eller med andre ord en af de

nye rigsdalere årligt i tre år. Mestrene nægtede at opkræve disse penge, men da svendene klagede til kongen, bestemte denne, at det skulle mestrene gøre og herved blev det. En skærmydsel opstod, da en a f naboerne til det nye tømrerhus protesterede imod, at ny­ bygningen „lukkede“ et vindue hos hende. Sagen gik til retten som fandt, at nybygningen skyggede så meget, at den skulle nedrives, til der kunne komme lys ind ad det fatale vindue. Det blev der megen ballade over. Svendene ville ikke høre tale om, at de var skyld i retssagen og ville ikke betale, men henviste til oldermand og oldgeselle. Da der i maj 1800 indkaldtes til et forligsmøde, var svendene, som det hedder i det gamle annaler, så „be­ skænkede at de gav megen anledning til ulyd, piben og støjen“ Det blev helt galt, da det også gik ud over vinduerne i forligslokalet. Sagen sluttede med, at den klagende beboer fik en erstatning på 250 rigsdaler. Stigende priser - faldende løn Det første tiår i det nye århundrede var ikke godt for tømrersvendene. Det kan bl.a. ses af, at der i 1808 var et underskud på 4 84 rigsdaler i laugskassen. Det skyldes dels, at der ikke kom ret mange nye tilrejsende svende til Kø ­ benhavn, og at der heller ikke var mange lærlinge. Noget måtte ske. Oldermanden - der som fortalt havde udstedt en garanti mod underskud i laugshuset - foreslog derfor, at svendenes kontingent blev sat op fra 8 mark og 2 skilling til 13 mark. Svendene svarede, at det kunne de på grund a f tidernes ugunst absolut ikke gå med til, men det kom de nu alligevel til, for en kongelig befaling af 18/4 1809 pålagde hver svend halvårligt at betale 4 rigsdaler og 1 mark. Statsbankerotten betød hårde tider også løn­ mæssigt for tømrerne, hvis dagløn faldt såvel

34