591771175

SAMUELS KIRKE

SAMUELS KIRKE 1925-1975

Nørrebros Bog- & Offsettryk

Forord

P eter Palladius, Sjæ llands første evangeliske biskop, skriver i sin visitatsbog om kirkehuset: „D erfor bør I at have den Sted kjæ rest over alle S ted er i V erden, dette Hus kjæ rest over alle andre Huse i V erd en , fordi det er Guds Hus, og (som Vor H erre Jesus siger): Min Faders Hus.“

Når dette lille festskrift udsendes, er det af flere grunde: --------for at give Samuels Sogns nuværende beboere nogle oplysninger om den kirke, de tilhører, og som i 50 år har været samlingssted for mennesker både i glæde og sorg. --------for om muligt at bidrage til, at vi, der lever i dag, måtte lære at skønne på og værdsætte den arv, som fremsynede mænd under både slid og slæb gav os, da de rejste dette Gudshus. --------for at vække ny kærlighed til det sted, hvor mange er blevet kristnet gennem den hellige dåb; thi kendskab og kærlighed til dåbskirken kan med­ virke til, at mennesker søger derhen og møder det ord, som bar de ældre i lyst og nød, og som også skal bære os i vor tid, selv om den er meget forskellig fra dengang. Det at være menneske forandres nemlig aldrig. Derfor har også nutiden be­ hov for at høre det ord, som Gud stadig lader lyde i sin kirke — ikke et til­ fældigt ord af tilfældige præster, som virker nu, eller af dem, der senere kom­ mer —men et Guds ord til det enkelte menneske, talt lige ind i den situation, hvori han eller hun nu står og skal leve livet sammen med sine medmenne­ sker. Skulle det lykkes at skabe denne forståelse for og kærlighed til vor kirke i Samuels Sogn, da er hensigten med dette skrift nået. Juli 1975 A. Søgaard Jensen

Samuels Kirke gennem 50 ar o

K. B jerregaard

Forhistorien Begyndelsen går egentlig længere tilbage. Omkring århundredskiftet voksede København sig større og større. Med industrialismens gennembrud fulgte by­ ens storvækst. Hvad der før var land- og havebrug, blev nu omdannet til boliger for flittige hænder, der da flyttede ind fra landet for at tjene til dagens udkomme i fabrikker og på kontorer. Men da »mennesket ikke le­ ver af brød alene« måtte kirken være på stedet med evangeliet. Dette kunne nok synes ret uoverkomme­ ligt, når det at bygge kirker aldrig har været en stats­ opgave her til lands. Kobenhavns Det var der mænd, som havde øje for. Nu skal der ik- Kirkefond ke her berettes om Københavns Kirkefond, der for 85 år siden dannedes på initiativ af biskop Skat Rørdam, men det er dog denne institution, der har æren for de mange små kirker, som skød op i den voksende by - altså også for Samuels Kirke. - Det var ingen let op­ gave. Det kostede nemlig penge, som alle skulle ind­ samles ad frivillighedens vej. Tilmed blev hele dette pionerarbejde i de første årtier udsat for kraftig poli­ tisk modstand, idet kirkebyggeri blev anset for væren­ de antisocialt på bolignødens baggrund, som man og­ så kendte dengang. Der var i det hele taget angrebspunkter nok for kirke-

5

byggeriets modstandere, så det var ikke blot fremsy­ nede, men også modige mænd, der måtte lægge skuld­ re til. Man tør knap tænke den tanke til ende: Hvordan ville vor by nu have været stillet, hvis pionererne hav­ de ladet sig skræmme, hænderne falde og - opgivet? I dag er enhver rettænkende fuld af lovord for kirke­ fondet og de opgaver, det har løst. Oprindelig var Set. Johannes og Set. Stefans kirker alene om at betjene Nørrebro, og man tænker med rædsel tilbage på den tid, da der i Set. Johannes fandt bunkebryllupper sted med 20 par ad gangen. Endnu mere forstemmende var det, når der var tale om til­ svarende bunkebegravelser, en fremgangsmåde, der var nødvendig, men ikke tilfredsstillende. I 1902 oprettedes så Simeons Sogn, men det blev stør­ re end naturligt var, idet også »Bidden« (nuværende Samuel) nord for Jagtvej kom med, men stadig et sogn uden egentlig kirke. Man holdt gudstjeneste i en lånt jernkirke, der tidligere havde tjent dette formål i Na- zareth Sogn. Først i 1914 stod Simeons Kirke færdig­ bygget. Men nu begyndte også konturerne at tegne sig for Samuel. Da der i begyndelsen af tyverne blev anlagt en ny ga­ de, Rosagade, (nu Mimersgade) fra Jagtvej til Råd­ mandsgade, blev folketallet med de to nye karreer for­ øget til 10.000 i »Simeons II. Distrikt«, som området kaldtes. Alt dette satte fart i den videre udvikling. En kirkekomite dannedes med kaldskapellan ved Si­ meons Kirke, K. Bjerregaard, som formand. Denne ko­ mite talte navne som biskop Ostenfeld. manufaktur­ handler Skjold Jensen, kommunelærer N. P. Bondesen, fuldmægtig J. Petersen, der blev komiteens utrætteli­ ge kasserer, og menighedssygeplejerske søster Inga, hvis navn endnu huskes, for blot at nævne nogle af de mange mænd og kvinder, der gjorde begyndelsen. Med pastor Bjerregaard i spidsen trådte man nu åbent frem med opråbet om et nyt sogn og en ny kirke.

Simeons Sogn

Kirkekomite dannes

6

Sognet oprettes Allerede 1. oktober 1923 blev »Simeons II. Distrikt« ved kgl. resolution udskilt under navnet Samuels Sogn. Pastor Bjerregaard blev udnævnt til sognepræst, cand. theol. Sigfred Sørensen til ordineret medhjælper, og diakon Carl Nielsen udnævntes samme år til kordegn. Nu havde man sognet men ingen kirke. Man måtte der­ for stadig dele kirke med Simeons Sogn, under tiden også med Kingos Sogn. Der skulle imidlertid kun gå to år med denne ret utilfredsstillende ordning. Kirke­ fondet fremskaffede en byggegrund i Thorsgade ud for P. D. Løvs Alle, og ved en ihærdig indsats fra alle si­ der skaffedes efterhånden penge til byggeriet. Skønt Samuels Sogn var et udpræget arbejdersogn, hvor de fleste dengang kun havde til dagen og vejen, man­ ge ikke engang det, så strømmede det ind med bi­ drag, små og store. Mange hjem havde som fast in­ ventar en sparegris til det samme formål, så man al­ lerede efter et års forløb havde ca. 46.000 kr. som startkapital. Fadderskaber Ud over store dele af landet sluttede man op i bidrag-

ydernes rækker, lige fra det smilende Fyn til det fatti­ ge fiskerleje i Harboøre, idet Kirkefondet stillede Odense og Ribe amter samt Ulfborg-Hind Herreder til rådighed, hvor der tegnedes »fadderskaber« for Sa­ muels Kirke. Så langt borte som i Easton Park i USA indsamlede biskop Ostenfeldt ved et møde 300 kr. til kirken. Ved en arkitektkonkurrence sejrede arkitekt Carl Schiøtz, der også har bygget den samtidige Messias- kirken i Hellerup. Grundstensnedlæggelsen fandt sted 3. søndag i Advent 1924. En milepæl var nået, og det var en stor dag, da pastor Bjerregaard kunne byde vel­ kommen til den tappert frysende skare, der trods høje frostgrader var mødt frem. Det blev dog en endnu større festdag, da man året ef­ ter, søndag den 6. september, kunne indvie kirkens første etape, kryptkirken.

Kirken rejses

Krypten indvies

f

Samuels Kirke var nu en realitet.

7

Hertil var man nået for 160.000 kr., megen slid og slæb, men nok især menneskers bønner, der var ble­ vet hørt. Syv år senere stod kirken helt færdig, som vi kender den i dag. Oprindelig var den tænkt og teg­ net med tårn. Det tillod økonomien ikke dengang - og har desværre ikke gjort det siden. - Når vi betænker den indsats, der da var gjort, forstår man godt, der ik­ ke var kræfter til mere. Inde i kirken betages man af dens enkle, men rene stil. Af inventar er, hvad der skal være, og heller ikke mere. Intet er prangende, men roligt afstemt til sit for­ mål. Det gælder lige fra døbefondt til prædikestol. Den sidste anses vel af nogle som »for billig« i sam­ menligning med de kunstværker, vi finder i vore mid­ delalderkirker. Men i så fald danner den en passende ramme om middelmådige mennesker, der er sat til at forkynde det levende Guds ord, som først og sidst må pege frem mod korset og derfor også nadverbor­ det. Denne tanke har også båret kirkens arkitekt. Der sker en stigning både i arkitekturen og det menneske­ lige sind, når man nærmer sig Samuels Kirkes alter. Fra den store mosaikrude falder et næsten himmelsk lysskær ind over det gyldne alter med det guldbelagte kors, der ganske naturligt - med den livgivende sol i centrum - er blevet kirkens symbol både inde og ude samt i dens stempler. Som et stykke inventar af særlig karat bør nævnes Frobeniusorgelet, der misundes os af mange. Da man havde opgivet at bygge tårnet, gik man i gang med planerne om et orgel. Den drivende kraft heri var kir­ kens første organist, frk. Thyra Hansen. Hele orgelets disposition er da også hendes værk. Det har 24 stem­ mer, to manualer og fuld pedal. Det var færdigbygget og indviedes i 1950. Kirkens hellige kar er alle skænket af enkeltpersoner, hvis kærlighed til kirken har været stor. Også lyse­ stagerne, ja selv døbefondten er gaver. Et blik mod hvælvingerne viser, at en fuldrigger, udført og skæn-

Kirken står færdig

Inventaret

Orgelet

De hellige kar

8

K ryp tkirken

ket af en gammel skibskaptajn, heller ikke mangier. Kirkens akustik, der fra begyndelsen var et problem, forsøgtes desværre løst på en meget uheldig måde, der gjorde det hele endnu mere vanskeligt. Det er der i de senere år rådet bod på, så man nu igen kan »høre« i Samuels Kirke. Samtidig fik bænkene bløde hynder, så det også er behageligt at sidde. Kirkeklokken Jo, også i de senere år er der sket forbedringer med og i kirken. Kirkeklokken, som i mange år skammede sig over for sine naboklokker, gør det ikke mere. I 1965 fik vi den nye. Og uden at prale kan vi nu rose os af, at Samuels kirkeklokke i dag har den smukke­ ste klang på Nørrebro, det er blot, som om den ikke har noget at have den i. Ved jubilæet siger både den og kirken det til os, som nu har ansvar: Giv os det tårn! Menighedsrådet har for nogle år siden ansøgt myndighederne om det. Det blev afslag. Det bliver det ikke igen, hvis tiderne lysner, og vi alle løfter i flok! Menighedens Selv om gudstjenesten er det centrale - det var dertil {dagligdag kirken byggedes - så har der dog gennem årene væ­ ret gjort et godt stykke hverdagsarbejde, hvortil kryp-

9

ten efter kirkens fuldendelse dannede en god og smuk ramme. Lige fra arbejdet blandt børn og op til de æl­ dres sammenkomster har der i menigheden altid væ­ ret en flink stab af frivillige, der var rede til at ofre både tid og arbejdskraft. Oprindelig var der hver tirs­ dag aften menighedsmøder under fulde huse. De da­ ge er imidlertid forbi. Tiden er en anden, men stadig samles dog menigheden »nedenunder« nogle gange om året ved et festligt samvær. Undertiden er der endda pladsmangel, når de forskellige aktiviteter - ikke mindst blandt ungdommen - lægger beslag på lokaliteterne de fleste af ugens aftener. Også de ældre tager del. Her skal nævnes »Simeon- Anna Foreningen«, der engang var en forening, men nu er et udtryk for det arbejde, der fra menighedsple­ jens side gøres for at samle de ældre og enlige til en månedlig sammenkomst og også er formidleren af den årlige skovtur. Glemmes må ikke søndagsskolen, der i de sidste par år synes at have fået god fremgang. Kirkens årlige basar er nok et kapitel for sig. Her forenes unge og ældre i et krævende, men også festligt time-work,da hele kryptens økonomi er afhængig af denne indsats. Gennem årene har sognets handlende altid stillet sig velvillige med gaver, og store dele af befolkningen slutter op og støtter sagen. Foranstående beskrivelse betyder ikke, at alt er lutter idyl. Efterkrigstiden har ændret meget ved storbyens kirkeliv. Ikke blot er mennesker bleven fremmedgjor­ te for den kirke, de fleste dog endnu tilhører fra deres dåb, men efter det daglige ræs slappes der ofte af ved færdigsyede udenlandsrejser eller blot ved det tilsva­ rende TV. Et kristent fællesskab har ikke længere den store betydning. Hertil føjer sig kirkens strammere økonomi. Der skal spares. Med de samme midler skal der nås et større område. Ved kirkens sidste præsteskifte måtte det res. kap. deles med embedet som præst for herbo-

Simeon-Anna Foreningen

Søndags­ skolen

Igen trange tider

Økonomien

i o

ende færinger, så vor kirke nu indtil videre giver hus­ ly både for vor egen danske menighed såvel som for den færøske. Ligeledes blev kordegneembedet i 1974 forenet med kordegneembedet ved Anna Kirke, alt­ sammen mens nye opgaver har meldt sig, bl.a. Arbej­ der Adlers plejehjem med 75 patienter, som nu er kir­ kens nærmeste nabo. Hele sognestrukturen har ændret sig. Kvarteret er for­ andret og gadebilledet hist og her vemodigt. Den ene lille hyggelige forretning efter den anden har måttet bukke under og vige pladsen for storcentrerne. Og hvem har tid til en passiar der? Sognet er blevet et »gennemtrækssogn«, hvor unge par slår sig ned for en stund, for så snart at flytte til andre omgivelser. Der er i dag ikke mange i sølvbryl­ lupsalderen i Samuels Sogn. Halvtreds år er nu gået, og i Samuels menighed fejrer vi dagen. Ved et guldbryllup ser man gerne tilbage på mørke og lyse dage. Også i Samuel har det været en blanding af begge dele. Da den første hede kærlighed havde lagt sig, kom afmatningen, som altid indtræffer, når pionererne ikke er mere. Men når man tænker til­ bage - nogle gør det nok med veneration - så har vi dog mest at takke for. Samuels Sogn er som alle an­ dre steder på Nørrebro og i hele staden et sted, hvor der naturligvis findes både »skidt og kanel«, men Sa­ muel er alligevel anderledes, - et begreb, der er svært at definere - men anderledes, måske fordi det er vort. Den, der også kender lidt til forholdene ved andre kir­ ker og i andre sogne, mærker her ligesom en egen be­ hagelig ånd og stemning. Her er godt at tjene. Dette skyldes naturligvis rare og flinke medarbejdere, men det skyldes også en vidunderlig menighed. Den er ik­ ke stor, men den er trofast, udholdende og tilgivende, altsammen egenskaber, som ikke mindst en præst har behov for at møde hos sine medmennesker. Direkte modstand mod kirken møder vi ikke meget af, tværtimod ofte hengivenhed og varme. Tit spontant! Et

Fremtiden

En tak

l

1 1

eksempel: Vi har ved jubilæet ikke bedt om særlige gaver, som normalt er. Det bliver der senere lejlighed til, da der stadig er en stor uløst opgave. Derfor taler det stærkt til en, når en ven af kirken pludselig - som fornylig - kommer og siger: I har vist brug for lidt ek­ stra til jubilæet. Her er en lille kuvert. (Indholdet var 1.500 kr). Krypten, der længe har trængt til en ansigts­ løftning, sagde tak!

Jo, der er mange lyspunkter i vort sogn. Der er grund til ved jubilæet at sige tak både til Gud og mennesker. Et ønske for Skal denne beretning tone ud i et ønske, skal det være fremtiden dette, at vor kirke, der engang blev opkaldt efter den store profet, også fremover må få held til at fortolke indholdet af de ord, Samuel ved sin kaldelse sagde til Gud: »Tal Herre, din tjener hører.«

Da vil Samuels Kirke være en værdig budbringer, ikke blot om Guds vilje på jord, men også om Hans kærlig­ hed og nåde mod syndere. Det var derfor, kirken blev bygget.

I det følgende vil vi lytte til, hvad tidligere og nuvæ­ rende venner af og medarbejdere i Samuels Sogn be­ retter:

12

En Nørrebrodreng ser tilbage

Mens jeg var præst ved den skønne 800 år gamle Brønshøj Kirke, fik jeg ofte at vide, at det da måtte være dejligt at være præst ved »en rigtig kirke« og ikke ved en af de mærkelige og grimme kirker, der er skudt op i København i vort århundrede. For en rigtig kirke er naturligvis den danske middelalderli­ ge landsbykirke med patina og ælde, med tårn og kamptakker og kirkegård rundt om. Jeg skal være den første til at erklære den gamle landsbykirke min kærlighed. Men den er ikke min første kærlighed, og den er absolut ikke ene om at være en »rigtig kirke«. Hvis jeg som barn og gan­ ske ung var blevet spurgt om, hvad »en rigtig kirke« var, så havde jeg uden tøven svaret: Simeonskirken i Sjællandsgade og Samuelskirken i Thorsgade for en­ den af den grønne P. D. Løvs Alle. For de to kirker var på skift »mine kirker« - og dermed naturligvis rigtige kirker. I Simeonskirken kom jeg søndag efter søndag med mi­ ne forældre, mens min far læste til præst. Jeg kendte præsterne og personalet, og i søndagsskolen fik jeg en god og spændende indføring i den kristne børne­ lærdom - ikke mindst takket være Henry - også kal­ det pastor Rasmussen. Jeg husker tydeligt den for­ nemmelse af troens glæde og vished, der gennem-

Landsby­ kirken

Årene i Simeons- kirken

c

!3

strømmede mig, når jeg havde hørt ham tale. Og jeg tænkte hver gang: bare dog alle hørte ham, så måtte de da tro! Så levende og overbevisende virkede det altså på mig dengang. Så jeg forstår godt evangeliets ord om, at vi skal blive som børn for at gå ind i Guds rige. Når jeg legede præst i vores to-værelses lejlighed i Prinsesse Charlottesgade, skal jeg efter sigende have både mes­ set og prædiket i den ægte »Henry-stil«, så det må ha­ ve kunnet høres videnom! Det var også i den periode, jeg var sikker på at skulle være missionær blandt de vilde i Afrika, når jeg blev stor. Og det var i den pe­ riode i 3. klasse, jeg til min dansklærerindes forfær­ delse skrev Kingo-passionsvers i mine kammeraters poesibøger. De på deres side kvitterede for min kri­ stelige omsorg ved at kalde mig hellig og give mig buksevand, når jeg trængte til at afkøles i min helli­ ge iver. De sidste 5 år, jeg boede i Simeons Sogn, var far præst i Kapernaumskirken ude i NV. Men selvom jeg var FDFer i fars sogn, var tilknytningen til Simeonskir- ken stadig stærk. Og det var den i alle de 23 år, jeg boede på Nørrebro. Min første kirkelige kærlig­ hed var så afgjort Simeonskirken midt i den nørre- broske hverdag, med badeanstalten på den ene side og med min børnehave skråt overfor, med sin mar­ kante kirkebygning, der alligevel ikke var mere anse­ elig, end at den passede ind i de noget triste gader. Med andre ord: det gjorde ikke ondt i befolkningens øjne at se på kirken, men det gjorde godt at komme der. Og hvad der gjaldt for Simeonskirken gjaldt i samme grad for dens aflægger, Samuelskirken. Begge var med deres menighedslokaler og diakonale arbejde respekteret og afholdt af langt de fleste. Begge byg­ gede bro mellem nørrebroeren og kristendommen. Kir­ ken og dens ansatte var ikke højt hævede over den al-

Kirken som brobygger

M

mindelige befolkning og deres hverdag. Nej, kirken var midt i hverdagen. Kirken var rigtig kirke. Den slags reflektioner kom naturligvis først til sene­ re - efter at far var blevet sognepræst i Samuels Sogn, og familien flyttede til hjørnet af Rådmandsga­ de og Tagensvej. Selve flytningen var en oplevelse, jeg aldrig kan ryste af mig. Fra en lille, usund og sol­ fattig to-værelses stuelejlighed med toilet på køkken­ trappen, kom vi til en moderne drøm af en fireværel­ ses lejlighed på 4. sal i Rådmandsgade. I dag, hvor jeg bor komfortabelt i en moderne præste­ bolig i Skovlunde, ved jeg faktisk ikke, om jeg skal le eller græde over denne erindring. Men dengang var jeg ikke i tvivl. Jeppe har ikke været mere benovet i baronens seng end jeg i mit eget værelse i Rådmands­ gade. Tænke sig, at paradis dengang rent boligmæs­ sigt lå på 4. sal i Rådmandsgade! Jeg var forøvrigt 14 år og havde gået til præst, men var endnu ikke kon­ firmeret. Det blev jeg af far i Samuels kirke den 25. marts 1956, en smule forsinket af min lillebror Ralfs ankomst til denne verden og dåb til borgerskab i Guds rige. Samuels Kirke vil altid stå for mig som noget af det bedste og mest afgørende i mit liv. Ikke blot fik jeg meget gode venner i sognet, men jeg fik virkelig re­ spekt for og kærlighed til Den danske Folkekirke. I Sa­ muels Sogn mødte jeg en befolkning, der holdt fast ved deres kirke i den forstand, at den ikke kunne tæn­ ke sig at undvære den. Og når man kom til kirke, var det for at få Guds hjælp i liv og død. Kirken var desu­ den i høj grad med i hverdagen. Det gjaldt ikke mindst søster Inga’s arbejde som menighedssygeplejerske og søster Mary’s arbejde som børnehaveleder. Jeg skal aldrig glemme de måneder, hvor jeg var med i indsam­ lingen fra dør til dør til fordel for den nye menigheds­ børnehave »Samuelsgården«. Gang på gang mødte jeg replikken: Nå, er det til søster Mary’s børnehave, så vil vi godt være med!

En flytning

Min gerning v. Samuels Kirke

I Samuels Sogn skete der altid noget. Snart var der kirkedag, snart basar. Snart juleindsamling og snart ældreskovtur. Dertil kom, at jeg som ung stud.theol. for alvor kom med i søndagsskolearbejdet og i konfir­ mandarbejdet. Og så begyndte jeg for øvrigt at tjene mig op i Folkekirkens grader som kirketjenervikar hos kirketjener Rask. Af ham lærte jeg at ringe - vel be­ skyttet med vokspropper i ørene. Ikke mindst den gamle jernklokke var en rædsel. Men Rask og jeg hav­ de et godt middel mod dårlig klokkeklang: vi ringede lidt kortere end regulativet pålagde. De resterende minutter hvilte vi ørerne, vinkede til evt. vrede beboe­ re i nogle køkkenvinduer og lyttede glade til klokker­ ne fra Stefans kirken. De var - og er - skønne at lyt­ te til. Og de var sig det bevidst, så de ringede altid over den normerede tid. Senere »avancerede« jeg til kordegneafløser for Brandt-Clausen, der siden »avan­ cerede« til præst i Søllested. Jo, der var »go« i os nør- rebrodrenge! At vokse op i Samuels Sogn gør en til uhelbredelig ak­ tivist. Det er derfor ikke spor overdrevet, når Hal Koch i sin Danmarks kirkehistorie skildrer bl.a. nørrebro- præsterne med disse ord: »Præsten var af en anden type end den mynsterske. En jævn og bramfri mand, of­ te med cykleklemmer og sixpence, travlt optaget fra tidlig morgen til sen aften.« Og Hal Koch har set rig­ tigt, når han fortsætter: »Præsten blev for mange det naturlige tilflugtssted, når de ikke kunne klare sig. Samtidig kom præsterne til at høre hjemme i befolk­ ningen.« Også dette fornam jeg stærkt som præ­ stesøn på Nørrebro. Uhyre mange besøg i vort hjem drejede sig om menneskers dagligdag og problemer. Og uhyre mange forsøg blev gjort på at slå mønt af præsten. I starten fik far vist nok en del af dem (for han er virkelig sådan et rart menneske), men efterhån­ den blev han mere durkdreven end selv de durkdrevne plattenslagere, og han lærte mig at skelne mellem en nødlidende og en nødtalende. Det letter presset på

De mange gøremål

Præstens opgaver

16

træffetiden, for dengang som nu har københavnske plattenslagere et udmærket kommunikationssystem. Stærkest i min erindring af Samuels Sogn står højmes­ serne i kirkens store og festlige rum, fyldt med glade toner bl.a. af min spillelærer og kirkens daværende organist, Ole Petersen. Det var i Samuels Kirke, jeg kom til at elske og værdsætte den danske højmesse og den danske salmesang, støttet og sporet af far og fars gode kollega, Erik Vind. Og det var i Samuels Kir­ ke, jeg første gang fornemmede kirkeårets sammen­ hæng og sammenhængen i det kristne budskab. Det var i Samuels Kirke, jeg holdt min første prædiken som stud.theol., og det var her, jeg i 1964 blev viet til min kone Margit som kulminationen på min tid i sognet. Brylluppet førte til omgående flytning fra sog­ net og endelig afkøling af ønsket om at blive missio­ nær blandt de vilde i Afrika. Alligevel vendte vi ofte tilbage. Både for at købe kaffe det vante sted og for at opsøge vores læge, Samuels Kirkens enestående og noble formand, Ernst Schmiegelow. Det var Samuels Sogn, der for alvor gav mig lyst til at blive præst og efter fem gode år i Brønshøj er jeg altså havnet i Skovlunde, i et miljø, der ikke er så for­ skelligt endda fra Nørrebro. Her ude er meget mere lys, luft og grønt, men en stor del af befolkningen her er, som den jeg engang kendte i Samuels sogn, jævne og ligetil. Og også her er kirken plantet midt i daglig­ dagen, respekteret og afholdt af langt de fleste. Jo, Folkekirken lever!

Højmessen

Folkekirken lever

* 7

En jubilæumshilsen fra Lolland

Om jeg vil skrive en hilsen i anledning af Samuels Kir­ kes 50 årsdag? Selvfølgelig. Hvem vil ikke skrive tid den, han har kær? Samuels menighed var den, der gjorde mig til kordegn. Efter nogle forgæves ansøgninger tog I fordomsfrit og ven­ ligt imod os i 1962 og afleverede os uselvisk med alle gode ønsker for fremtiden som præstepar til Lolland i 1971. Men hvad var der ikke sket i de 9 år? Når Samuel har fået en særlig indhegnet og fredet plads i vore hjerter, er det - når vi ser tilbage - ikke så meget fordi I opfyldte et stort og længe næret øn­ ske i 1962 (I skulle jo have en kordegn alligevel og måtte gribe engang i lykkeposen), heller ikke, fordi I afleverede os så smukt i 1971 ( det var I jo nødt til), nej, så er det først og fremmest, fordi I brugte os så flittig t - til tider næsten skamløst, og dernæst på grund af den frihedens og ansvarets ånd, hvormed alt gik for sig. Det er ikke alene, når vi ser tilbage, at dette billede tegner sig, men det har været det, vi har glædet os over fra første færd. Vi har glædet os over det, fordi

Starten i 1962

9 gode år

Det kristne fællesskab

18

det ikke er en selvfølge, og fordi vi mener, at der vir­ kelig var tale om noget af det rigtige kristne fælles­ skab. Og vi ser tilbage på det med taknemmelighed, fordi vi derigennem har fået så uendelig meget af det, vi lever og virker på også nu. Tak, fordi I brugte os og altid mødte os med åben til­ lid i hjemmene, ved gudstjenester og kirkelige hand­ linger, og i menighedsarbejdet i krypten. Og så fejrer Samuel 50 års fødselsdag. 50 år! Det er en underlig tanke for os, der nu er ved nogle af lan­ dets ældste kirker. Ikke så meget aldersforskellen som den tanke, at Samuel kan fejre sin fødselsdag. Det kan vi ikke her, for ingen ved nøjagtigt, hvor gamle disse kirker er, og ingen kender mere dem, der stod bagved og byggede. Det gør man i Samuel, og nogle af dem lever endnu. Derfor må fødselsdagen fejres med taknemmelighed mod dem, der stod bag - le­ vende og afdøde, kendte og de mange ukendte, der var med i støtteindsamlingerne. Man kan spørge sig selv: Hvorfor fejrer vi fødselsda­ ge? Det kan næppe være som en nedtælling til dø­ den. Det må være i glæde og taknemmelighed for li­ vet og mod dem og Ham, som gav os det. Glæde og taknemmelighed for at have fået lov at beholde denne gave i det pågældende antal år. Når en kirke fejrer fødseldag, er det noget andet. Her tæller man ganske vist også tilbage, men ikke til be­ gyndelsen på et liv, der varer en tid, derimod til den tid, hvor der også på dette sted blev givet mennesker del i det liv, som »dødsrigets porte ikke skal få magt over.« Det var det løfte, Jesus gav den kirke, der be­ kender Ham som herre. I kirken fejrer vi fest for det liv, som allerede er givet og aldrig skal mistes. Og derfor har alderen ingen betydning. Fest så kun, så det kan mærkes! Der er grund til det. Gud velsigne Samuels Kirke.

50 år

Glæde og taknemme­ lighed

Et lofte

Nina og Mogens Brandt Clausen Søllested - Skovlænge - Gurreby

f

1 9

Går du hen ad Jagtvej og kigger du tilfældigt ned ad Løvs Allé ,

fanges dit blik af en mærkelig bygning med et stort rundt glughul for enden af gaden. Det er Samuels Kir­ ke, der ligger der og ser på dig med sit store runde øje.

20

»Er det en rigtig een, eller er det bare een, der er sat der?« - »Hvad for een?« - »Ja, mågen deroppe på korset, den sidder der jo ditid.« - Nej, den er rigtig nok. Se, nu letter den.« Ikke alene mennesker, men også fuglene fanges af strålerne fra det gyldne kors, der glitrer og glinser i solskinnet deroppe på kirken. Men har du gjort dig selv den glæde, ligeså stille at gå indenfor i det skøn­ ne lyse kirkerum en eftermiddag, når solen falder ind gennem den dejlige mosaikrude? Det er som en åben­ baring: Hele alterpartiet er overstrøet med skønne diamanter, dannet af solstrålerne gennem de blå, røde og grønne glasruder. Jo, vi har en smuk kirke, og vi har oplevet mange gode og velsignede stunder der. Mest bevægende og højtideligt er det, når hele me­ nigheden rejser sig, og en far og mor, lykkelige, men med bæven bærer deres lille barn op til døbefonten. »Lader de små børn komme til mig. Dem må I ikke hin­ dre, thi Guds rige hører sådanne til.« Kirken følger de små gennem søndagskolens arbejde, KFUK, KFUM, spejderbevægelsen og FDF. Men der er nogle, der har fået lov at leve deres barndoms hverda­ ge under kirkens tag. Den store skare af børn, der har gået i børnehaven og fritidshjemmet. Under en børnegudstjeneste hviskede en dreng: »Hvor­ for hænger der et skib dér?« - »Jo, for det er symbo­ let på livets sejlads, ja, og for resten kalder man kir­ kerummet for kirkeskibet.« - Nåh, og så hygger vi os nede i kahytten med alle koøjerne!« Det var rigtigt, at vi hyggede os i krypten. Der var højt til loftet og vidt til væggene, og midt i det hele stod det store trækors med det gyldne hjerte. Var det nu også noget at have stående, hvor børn skulle lege. Ja, mangen lille størrelse har stillet sig op på en stol og lige så stille undersøgt alle de mange snirkler og sving i vindrueklaserne og fulgt hjertet med sine små fingre. Såsandt som barnet ikke alene oplever med øjne og ører, men også med fingrene og ved berørin­

Vor smukke kirke

Vore born og unge

I krypten

(

21

gen, har dette, at korset med det gyldne hjerte, der stod der midt i hverdagen som et synligt tegn på Guds frelsende kærlighed til hvert enkelt lille menneske­ barn, haft sin store betydning for os alle i fritidshjem­ met. Vi hørte til i menigheden og dermed i et stort fæl­ lesskab. Kirkeklokken Hvor var det også dejligt, når graver Christensen sag­

de: »I dag er det din tur«. Så var der en lille glad pige eller dreng, der tillidsfuldt tog den gamle gravers hånd og fulgte ham den lange vej op ad den mørke, snoede tårntrappe helt op til klokkestabelen. Der var koldt deroppe i den tidlige morgendæmring. Solen skinne­ de så rødt, og den sidste stjerne var endnu ikke væk. Man kunne se over alle byens tage. Og så trak grave­ ren i rebet. Klokken faldt i slag for at hilse den nye dag. Kirkeklokken betød meget for os. I december og janu­ ar samledes vi stilfærdigt på forhøjningen, når vi havde fået vores tøj på og sad dér, medens klokker­ ne rungede ned gennem salen. Først når det sidste bedeslag havde lydt, sagde vi farvel til hinanden og tak for en god dag. Samuels sogns beboere har gjort meget for deres børn. Ved Guds velsignelse er det lykkedes dem at bygge vores dejlige Samuelsgård. Vi siger tak for det dejlige hus. Men selv om vi ikke længere bor under kirkens tag, hører vi stadig til der, og vi har altid den skik at samles i den mørke tid henne ved vinduet, når klokken er fem. Så lukker vi vinduet op og lytter til klokkeslagene fra vores egen kirke, inden vi siger tak for en god dag. Alle i fritidshjemmet ønsker hjertelig til lykke på 50- årsdagen til en kær ven: Samuels Kirken. Gerda Thomsen

Samuels-

gård

2 2

SØ S T E R MARY FORTÆL L ER :

Menighedsbørnehaven Nej, den har jo ikke Jubilæum i Aar; men da Kirken blev bygget i 1925, tænkte den daværende Sognepræst Pastor Bjerregaard stille paa en Børnehave og sørge­ de for, at der blev lavet et ekstra Toiletrum og en Stue, der evt. kunne bruges til Børnehave, som så blev til Virkelighed 1. september 1926 som en af Kir­ kens Arbejdsgrene. Her var ikke tale om økonomisk Støtte fra Menigheden; men alle Bestyrelsens Med­ lemmer var aktive Kristne og paatog sig Ansvaret for, at Børnehaven kom til at virke i Sognet, saa Hjemme­ ne derigennem fik Kendskab til Kirken og Evangeliets Budskab. Det bevirkede saa, at Børnehavens Stab af Medarbej­ dere var bekendende Kristne. Man søgte ikke Stilling i en Menighedsbørnehave (blev ihvertfald ikke anta­ get uden dette), og det gav Tryghed, Glæde og Kræf­ ter til dette store Arbejde, der fyldte ens hele Dag. Om morgenen samlede man Børnene, ca. 50, sang Ingemanns Morgensang, der er saa lette for Børn at forstaa og med de dejlige Melodier. Saa fortalte man dem om Guds Godhed og Kærlighed gennem de bibel­ ske Fortællinger, talte sammen med dem om det og bad en kort Morgenbøn og Fadervor. Engang imellem gik vi ogsaa op i Kirken, og da var det mest Korset paa Alteret og Døbefonten, vi talte om. Ved Juleafslutningen kom de Forældre, der kunde - og det var mange, med Børnene op i Kirken for at hø­ re det glade Julebudskab og synge de Julesalmer, vi daglig fra Advent havde sunget i Børnehaven. Vores Juleforældremøde, hvortil der mødte ca. 125-130 Men­ nesker, var ogsaa en rig Oplevelse, som havde sin Be­ tydning for de forskellige Hjem. Ved Forældremøder Aaret rundt var det os en Hjertesag at byde Forældre-

Børnehavens oprettelse

Medarbej­ derne

Julen

23

Samuels- gården

ne en god og lødig Underholdning, og saa vidt det kunde naaes, at faa talt personligt med dem. Aftenen blev altid sluttet med en Salme og en Aftenbøn, og det var mest en af Kirkens Præster, der ledede Andag­ ten. Dr. Kjær-Petersen, en kristen Læge, der arbejdede paa Vesterbro og kom meget i de smaa Hjem med de ble­ ge Københavnere, hjalp ogsaa os at komme i Koloni med Børnene i fire Uger hver Sommer. Han sørgede for, at hver københavnsk Menighedsbørnehave blev indbudt af en jysk Menighed, som skaffede os baade Mad og Ophold. Vi kom til Oxbøl og boede i Forsam­ lingshuset, og Bønderne og de handlende kom med Varer, som saa blev tillavet af den Kone, der passede Forsamlingshuset. I 1953 fik vi vort eget Hus derovre, og da Tilskudene fra Stat og Kommune forhøjedes be­ tydeligt, sørgede vi ogsaa selv for alt i økonomisk Henseende, men Venskabet med Befolkningen derov­ re er bevaret gennem Aarene. Ogsaa i 1953 fik vi vores første Udflytterbørnehave, fordi der med den store Tilstrømning af Børn slet ikke

Ferie

Udflytter­ børnehave

24

var hverken Plads eller Luft i Krypten, og et Par Aar efter kom Udflytterbørnehave Nr. 2. Begge i lejede FDF-Hytter i Hareskoven. " Allerede i 1934 havde vi faaet udvidet Arbejdet med et Menighedsfritidshjem, som fik til Huse i Menighe­ dens store Mødesal paa den Betingelse at alt: Møbler, Legetøj og Beskæftigelsesmateriale skulde flyttes væk og pakkes ned i et lille Rum bag i Salen, naar der skulle være Møde og sættes paa Plads igen næste Morgen; dette skete i den første Tid seks Gange ugentlig. Da Landbruget blev lavet om, og de mange Maskiner kom frem, kunde Bønderne ikke mere have Køben­ havnerbørnene paa Gaardene i Sommerferien og vort Fritidshjem kom nu ogsaa til Oxbøl om Sommeren, hvor vi havde faaet vores egen Koloni, Samuelsgaar- den. Der er altid stor Tilslutning af Børn, et Aar i alt 55, skønt Huset er bygget til 45. Og nu, da Børneha­ verne ikke tager derover mere end 14 dage og Udflyt­ terbørnehaverne snart faar eget Hus i Krogenlund, bliver det nok mest Fritidshjemsbørnenes Lejr i Ox­ bøl; men for hver Sommer bliver de ogsaa mere og mere begejstrede for alt det, de oplever dér, saa der har været Tale om at tage derover med to Hold hver i tre Uger, og saa kan alle 70 Børn komme i Betragtning. Da vi i Efteraaret 1966 flyttede over i Raadmandsgade med Børnehave og Fritidshjem og endda fik et nyt Skud paa Stammen, vores dejlige Menighedsvugge­ stue, var der Glæde og Taknemlighed mod Gud og Mennesker, men der var ogsaa en vis vemodig Læng­ sel efter det svundne, noget værdifuldt vi er kommet lidt paa Afstand fra. Jo, vi havde mange Besværligheder i Arbejdet derov­ re i Thorsgade, men vi kom hinanden ved. Vi kunde faa Tid til et Smil og et Par Bemærkninger, naar vi mødtes. Vi arbejdede sammen for Børn og Hjemmene, for en kristne Opdragelse, og vi havde Menigheden i »Ryggen«, som vi havde Kirken over os, og naar vi 7.

Fritidshjem

Egen Koloni

Farvel til Thorsgade

f

September ønsker vor Sognekirke til Lykke med de 50 Aars Forkyndelse og Menighedstjeneste, ønsker vi og­ saa, at vort Arbejde, som blev startet i Menigheden og baaret frem af Kirken, ikke bliver svigtet, selvom vi er flyttet og meget er forandret. Vi er dog nogle, der hører Kirkeklokkerne ogsaa i Raadmandsgade.

F. U. F,

Ved et jubilæum ser man gerne tilbage: Hvad er der i grunden sket, hvad har man opnået, hvad spor har man sat? Sådan er det også ved Samuels Kirkens 50 års jubilæum. Jeg er blevet bedt om at nedfælde et par ord om det nye arbejde, der er startet her i sognet til gavn for vore børn og unge. Vi skal tilbage til tiden omkring 1967. I dette år - nær­ mere betegnet i september - rettede vi (FDF) en hen­ vendelse til Samuels Sogns menighed, om man var in­ teresseret i at få et stykke børne- og ungdomsarbejde i sognet. Vi blev modtaget meget positivt og gik nu igang med det, FDF stod for. I starten var vi ca. 40-50 medlemmer, men i løbet af et par år voksede dette til 150 medlemmer. Vi beskæftigede børnene med lejrture, aftenmøder gennem hele vinteren og meget andet, men i 1974 op­ stod der forviklinger mellem FDF, K. 29 og hovedfor­ bundet, som resulterede i, at planer om at starte et direkte børnearbejde for sognet blev en realitet i forå­ ret 74. Frit Ungdoms Forbund blev stiftet den 4. april. Ar­ bejdsmetoderne er de samme som FDF’s og formålet også. Vort medlemsantal var gået en del ned af forskel­ lige årsager, bl.a. de kraftige saneringer og den uro, der var under skiftet, nu, 1V 2 år efter starten ca. 90 medlemmer, og der er en ret makant stigning gennem de sidste par måneder. Dette glæder vi os meget over og håber også, FUF er en realitet ved 75 års jubilæet, men på nuværende tidspunkt kan vi kun sige til lykke til Samuels Kirke med de 50 år. Må den stadig marke­ re sig i vort daglige liv her på Nørrebro! f/FUF erling nielsen

FDF's start

27

F. U. F. agiterer for kirkens basar

Arbejde Adler

28

Når der skal gives et referat om Arbejde Adlers hjem i København, vil det vel være både naturligt og nød­ vendigt at omtale, hvad der gik forud og som sådan dannede baggrund for hjemmets oprettelse. Forhistorien hed »Landsforeningen Arbejde Adler«, en forening, der blev stiftet i 1911. Filantropen og præ­ sten Nicolaj Dalhoff hed stifteren, en nidkær og leven­ de personlighed, der med stor ildhu gik ind for dette oprejsende arbejde blandt de arbejdsløse og hjemløse mænd. Gennem sit arbejde kendte han den grænselø­ se håbløshed i disse mænds situation. Han så ledig­ gangen og betleriets forsimplende virkning, som ned­ brydende for menneskeværdig livsindstilling. Men samtidig så han her overfor, at arbejde var det bedste og måske eneste virkelige middel til genrejsning af det, der var gået i stykker. - »Ikke almisse, men ar­ bejde« blev hans motto, og han troede urokkeligt på, at kun hjælp til selvhjælp var vejen til virkelig hjælp. I tillid til og fast tro på, at dette livssyn var rigtigt, blev der oprettet tre arbejdskolonier, hvor de arbejds­ løse, som færdedes på landevejen, kunne komme ind og få ophold mod til gengæld at udføre arbejde. Den­ ne ydelse indgav den arbejdsløse en følelse af at gø­ re nytte for det, han modtog, og det var netop også den tanke og ide, som lå til grund for det sociale sig­ te og kunne blive begyndelsen for ham til ny og æn­ dret livssyn. I 1913 kom så hjemmet her i København, som lokal­ forening for København, Frederiksberg og omegn. Hjemmet blev selvstændigt drevet som institution, men efter de samme retningslinier, som allerede nævnt, at der i arbejdets formål og sigte altid lå det krav til den enkelte, at hans egen medvirken var en forudsætning for, at den hjælp, hjemmet gerne ville yde ham, kunne lykkes. Vort arbejdshjem har altid ligget i Thorsgade, dog på to forskellige steder. Arbejdet begyndte i nr. 40, men flyttede 1934 til den nuværende ejendom i Thorsgade

Forhistorien

Arbejds- kolonier

Hjemmet i Kobenhavn

35 års virke l

29

Interiør fra gårdhaven

63 og blev nabo til vor sognekirke. I ca. 35 år har vi fået lov at virke her. Talrige er de arbejdsløse og hjemløse, som gik ud og ind gennem dette åremål. Hvor mange, der fik en hjælp, en ny start på livet, kender vi ikke noget tal på, men vi fik styrket vor tro på, at appel til menneskers medvirken til egen gen­ rejsning er en forudsætning, og det har hjulpet mange til en ny tilværelse og mening, både med sig selv og livet. Således fik vi også mod til at tro på vort hjems eksistensberettigelse gennem en vanskelig tidsperio­ de for vort samfund. Men tiden ændrer sig, også med

3 °

vort arbejdshjem og dets arbejdsform, så det måtte ophøre, og i 1970 opførtes og indviedes et godt og vel­ indrettet flejehjem for 75 beboere. De har hver en dej­ lig stue med bad og toilet og får venlig og kyndig ple­ je, så også her har vi grund til at være taknemmelige for, at hjemmets tradition »At være til gavn og nytte« fortsætter på så smuk en måde. A i<

3i

G U D S G A V E R

Til m en n esk er og dyr blev Jo rd en s klode givet, som sikkert var et paradis engang, hvor kæ rligh ed en s kilde sprang - fra Gud en kraft - hvorm ed Han skabte selve livet. Til deling var og er Hans u n d erfu ld e gaver, som gik i arv til tusind slæ gters led. Naturens skønhed, som bestandig ånder fred , er ens fo r fattigfolk og p engem agten s slaver. Vor lod og del på rette vis at dyrke blev ofte det, som vel de fæ rreste forstod - dog blom strer m a rkens lilje fo r vor fod, og spu rv en får til himm elflugt sin styrke. M en om vi end er svage i vor fæ rd en , Guds A lmagt aldrig blev af syne tabt. Og som symbol derpå, blev k irk en skabt - den v idn er om Guds Søn, fo r hele verd en . I Samuels Sogn for halvtreds år tilbage blev grundlagt en bygning, hvis formål er smukt. Til æ re fo r Gud blev vor kirke da brugt, m ens troen og håbet gav sollyse dage. Om v erd en forandres, Guds ager dog fred es, så jo rd bund en grok raft i ev ighed får. — I Samuels K irk e g enn em et halvt hund red år blev kæ rlighedsbudet til frøko rn , der spredes. Må høsten, d er modnes, et v idnesby rd væ re om åndelig rigdom trods jordisk behov, så k irken ifølge den Højestes lov, m ed bud til enhv er, kan fo rm id le sin lære.

„sogn ebånd“

32

Prædikestolen

<

33

KIRKETJENERE: 1925—55: H. P. Christensen 1955—64: Ejner Rask 1964—70: Carlo Nielsen 1970— : Karl Nielsen KIRKEASSISTENT: 1951— : Asta Bevensee Jensen MENIGHEDSRÅDET I 1975:

PRÆSTETAVLE: 1923—38: K. J. Bjerregaard 1938-41: S. H. K. Kyndal 1941-54: J. M. Søbye 1954— 66: Norman Svendsen 1967— : A. Søgaard Jensen 1923—27: P. S. Sørensen 1927-39: E. Wurtzen 1940-46: A. F. Nørager Pedersen 1947-55: K. A. P. Møgelvang 1955- 58: K. Kjeldgaard 1958-63: E. Vind 1964-70: J. F. Sonne Lindblom 1971— : P. Andrew Petersen ORGANISTER: 1925—61: Thyra Hansen 1961— 66: Ole Petersen 1966- : Jørgen Clausen KORDEGNE: 1925—62: Carl Nielsen 1962—71: M. Brandt Clausen 1971-74: (embedet vakant) 1974— : Arne E. Jørgensen

Glarmester Helge Jensen (formand) Kioskejer Eli Krogh (næstformand) Fritidshjemsleder Gerda Thomsen (sekr.) Fysioterapeut Kirsten Ørum Nielsen Kirkeassistent Asta B. Jensen Sygehjælper Ragnhild Astrup Jensen Dekoratør Erling Nielsen

Sygehjælper Lis Rasmussen Fru Jenny Bisgaard Larsen Snedker Axel Jeppesen Fru Ulla Nielsen

KIRKENS VÆRGE: Murer Frank Drejer

34

Efterskrift

At dette skrift kan udsendes, skyldes im ødekomm ende velvilje fra sognets tre p engeinstitu tter, B IKUBEN , H AN D ELSBAN K EN og LANDM AND SBANK EN , d er alle har bidraget m ed et rund eligt beløb, fo r hvilket h er skal lyde en h jertelig tak. En stor tak også til fo rfa ttern e af de foranstående jub ilæ um stank er og hilsener.

Omslagstegning: Erik Hansen

Redaktion: A. Søgaard Jensen