591771175

I Samuels Sogn skete der altid noget. Snart var der kirkedag, snart basar. Snart juleindsamling og snart ældreskovtur. Dertil kom, at jeg som ung stud.theol. for alvor kom med i søndagsskolearbejdet og i konfir­ mandarbejdet. Og så begyndte jeg for øvrigt at tjene mig op i Folkekirkens grader som kirketjenervikar hos kirketjener Rask. Af ham lærte jeg at ringe - vel be­ skyttet med vokspropper i ørene. Ikke mindst den gamle jernklokke var en rædsel. Men Rask og jeg hav­ de et godt middel mod dårlig klokkeklang: vi ringede lidt kortere end regulativet pålagde. De resterende minutter hvilte vi ørerne, vinkede til evt. vrede beboe­ re i nogle køkkenvinduer og lyttede glade til klokker­ ne fra Stefans kirken. De var - og er - skønne at lyt­ te til. Og de var sig det bevidst, så de ringede altid over den normerede tid. Senere »avancerede« jeg til kordegneafløser for Brandt-Clausen, der siden »avan­ cerede« til præst i Søllested. Jo, der var »go« i os nør- rebrodrenge! At vokse op i Samuels Sogn gør en til uhelbredelig ak­ tivist. Det er derfor ikke spor overdrevet, når Hal Koch i sin Danmarks kirkehistorie skildrer bl.a. nørrebro- præsterne med disse ord: »Præsten var af en anden type end den mynsterske. En jævn og bramfri mand, of­ te med cykleklemmer og sixpence, travlt optaget fra tidlig morgen til sen aften.« Og Hal Koch har set rig­ tigt, når han fortsætter: »Præsten blev for mange det naturlige tilflugtssted, når de ikke kunne klare sig. Samtidig kom præsterne til at høre hjemme i befolk­ ningen.« Også dette fornam jeg stærkt som præ­ stesøn på Nørrebro. Uhyre mange besøg i vort hjem drejede sig om menneskers dagligdag og problemer. Og uhyre mange forsøg blev gjort på at slå mønt af præsten. I starten fik far vist nok en del af dem (for han er virkelig sådan et rart menneske), men efterhån­ den blev han mere durkdreven end selv de durkdrevne plattenslagere, og han lærte mig at skelne mellem en nødlidende og en nødtalende. Det letter presset på

De mange gøremål

Præstens opgaver

16