591771175

mindelige befolkning og deres hverdag. Nej, kirken var midt i hverdagen. Kirken var rigtig kirke. Den slags reflektioner kom naturligvis først til sene­ re - efter at far var blevet sognepræst i Samuels Sogn, og familien flyttede til hjørnet af Rådmandsga­ de og Tagensvej. Selve flytningen var en oplevelse, jeg aldrig kan ryste af mig. Fra en lille, usund og sol­ fattig to-værelses stuelejlighed med toilet på køkken­ trappen, kom vi til en moderne drøm af en fireværel­ ses lejlighed på 4. sal i Rådmandsgade. I dag, hvor jeg bor komfortabelt i en moderne præste­ bolig i Skovlunde, ved jeg faktisk ikke, om jeg skal le eller græde over denne erindring. Men dengang var jeg ikke i tvivl. Jeppe har ikke været mere benovet i baronens seng end jeg i mit eget værelse i Rådmands­ gade. Tænke sig, at paradis dengang rent boligmæs­ sigt lå på 4. sal i Rådmandsgade! Jeg var forøvrigt 14 år og havde gået til præst, men var endnu ikke kon­ firmeret. Det blev jeg af far i Samuels kirke den 25. marts 1956, en smule forsinket af min lillebror Ralfs ankomst til denne verden og dåb til borgerskab i Guds rige. Samuels Kirke vil altid stå for mig som noget af det bedste og mest afgørende i mit liv. Ikke blot fik jeg meget gode venner i sognet, men jeg fik virkelig re­ spekt for og kærlighed til Den danske Folkekirke. I Sa­ muels Sogn mødte jeg en befolkning, der holdt fast ved deres kirke i den forstand, at den ikke kunne tæn­ ke sig at undvære den. Og når man kom til kirke, var det for at få Guds hjælp i liv og død. Kirken var desu­ den i høj grad med i hverdagen. Det gjaldt ikke mindst søster Inga’s arbejde som menighedssygeplejerske og søster Mary’s arbejde som børnehaveleder. Jeg skal aldrig glemme de måneder, hvor jeg var med i indsam­ lingen fra dør til dør til fordel for den nye menigheds­ børnehave »Samuelsgården«. Gang på gang mødte jeg replikken: Nå, er det til søster Mary’s børnehave, så vil vi godt være med!

En flytning

Min gerning v. Samuels Kirke