545161958

MNESKffl

■^ m ^ S ^ G ^ P^SKmNS ^JENESTil

W

VIV

I. ØSTRUP

BRYGGER, KAPTAJN J. C. JACOBSEN

DET •SCHØNBERGSKE •FORLAG KØBENHAVN.

„MENNE S KER« R edaktion : M agister I ngemann O ttosen BIND I V aldemar V edel : HOLGER DRACHMANN..............1909 BIND II J ust B ing : HENRIK IBSEN........................... 1909 BIND III E rik H enrichsen : VIGGO HØRUP.............................1910 BIND IV G eorg C hristensen : J. P. JACOBSEN........................... 1910 BIND V W. T hulstrup : NIELS R. FINSEN...................... 1910 BIND VI C arl B ehrens : EMIL POULSEN......................... 1911 BIND VII P. A. R osenberg : HERMAN BANG......................... 1912 BIND VIII J. ØSTRUP: J. C. JACOBSEN......................... 1912

T itelblad og V ignet af K unstneren C hr . B ogo T rykt i B ianco L unos B ogtrykkeri

I. ØSTRUP

BRYGGER, KAPTAJN J. C. JACOBSEN

DET SCHØNBERGSKE FORLAG — KØBENHAVN FOR NORGE: J.W . CAPPELEN - KRISTIANIA

w

UDGIVET MED TILSKUD FRA

$6

INDHOLD

SIDE I. VED DET NITTENDE AARHUNDREDES BEGYN­ DELSE................................................................................ 7 II. BARNDOM OG UNGDOM............................................. 18 III. DET STORE LIVSVÆRK GRUNDLÆGGES.......... 29 IV. ARBEJDET VOXER........................................................ 50 V. SIDSTE AAR .................................................................... 92 VI. EFTERMÆLE............................................................... 108

---------

= . VED DET NITTENDE

AARHUNDREDES BEGYNDELSE TT

inder om store Mænd er en kost­ bar Del af en Nations Arvegods. Sygt og slapt er det Folk, som tror at kunne leve paa Minder alene, men taabeligt og trodsigt det, som mener at kunne være dem foruden. De Mænd, der er værd at min­ des, er dels dem, hvis L iv svæ rk

har blivende Betydning for Eftertiden, dels dem, hvis L i v s f ø r e l s e har givet et praktisk Eksempel til Efterfølgelse. Den Mand, hvis Liv og Virksomhed her skal skildres, Brygger J. C. J a c o b s e n , hører til de faa Udvalgte, der af begge Grunde har Krav paa at fastholdes i de følgende Slægters Erindring. Det er et Kendetegn for vor egen Samtid, at dens hele Livs- og Samfundsanskuelse i mangt og meget mangler Forbindelse med Fortiden; man føler sig nu til Dags i en mærkelig Grad fremmed overfor de tid­ ligere Slægters Opfattelse og Tankesæt. Det var ikke mindst den stærke politiske og litterære Agita­ tion i Halvfjerdserne og Firserne af forrige Aarhun­ drede, der rev Forbindelseslinjerne over og gjorde den nye Slægt fremmed for sine egne Fædre. Hvad man ikke forstaar, holder man ikke af, og med den svigtende Forstaaelse overfor de foregaa- ende Generationers Væren og Virksomhed er ogsaa fulgt Manglen paa Sympati. Den stærkt udviklede Selvtilfredshed, som har særtegnet det danske Folk 7

omkring det sidste Aarliundredsskifte, har heller ikke levnet megen Plads til Taknemmelighed for, hvad der allerede tidligere er bleven tilstræbt og opnaaet. Jo mere indbildsk man er over, „hvor utro­ ligt vidt vi selv har kunnet naa“, desto lettere har man ved at komme til at tro, at man kan takke sig selv for det alt sammen. Og har man i vore Dage paa saa mange Maader glemt Fædrene, saa gælder dette naturligvis i endnu højere Grad om Bedstefædrene. Den Periode, som vi efter Regentens Navn betegner som Frederik den sjettes, er for de fleste af os nulevende noget rent forhistorisk. Og dog er Sandheden den, at meget af, hvad der endnu har Værd i Danmark, er fremstaaet paa det Grundlag, som den Gang blev lagt, og at en rigtig Vurdering af de Mænd, der skabte disse Vær­ dier, — og til dem hører J. C. Jacobsen — ikke vil være mulig uden Kendskab til den Kulturperiodes Jordbund, af hvilken de skød frem. Naar man søger at lære tidligere Slægter at kende og leve sig ind i deres Tankegang, er det ofte de sproglige Vanskeligheder, der er de største. Kun omtrent et Hundredaar skiller os fra hine stive, gamle Herrer med Nakkepung og Kalvekrøs, men hvor forskelligt er ikke deres Sprog fra det, vi nu taler! Der er saa meget, der lyder sentimentalt og endnu mere, der lyder naivt, og hvad skulde et rigtig moderne Menneske vel være mere fremmed for og bange for end netop Sentimentalitet og Naivitet? Men lærer man først rigtig det Sprog, som den Gang taltes og skreves, vil man snart opdage, at Senti­ mentaliteten var meget langt fra at være usund og Naiviteten endnu længere fra at være dum. 8

De stærke Kulturbølger, der i det attende Aar­ hundredes anden Halvdel gik over Tyskland og Frankrig, lod heller ikke vort Fædreland uberørt. I Følge Monarkiets daværende Beskaffenhed var Tyskheden en Del, i meget endda ikke den daarlig- ste, af Nationens eget aandelige Eje, og over det op­ lyste Tyskland var Vejen til Encyklopædisternes Frankrig ikke lang. Men de Impulser, som hentedes udefra, bearbej­ dedes paa meget selvstændig Vis. De Bestræbelser for at hæve og frigøre Borgerstanden, som førtes frem af de franske Filosofer, Revolutionens For­ løbere, fandt villig Efterligning herhjemme, og de for Hovedstaden økonomisk gunstige Tider ved Aar­ hundredets Slutning satte yderligere Fart i Bour­ geoisiets Udvikling, i langt højere Grad end i Tysk­ land, hvor Landaristokratiets nedarvede Overvægt skulde gøre sig gældende endnu i lange Tider. Men den stærke Fremhævelse af Individualismen, som de samme franske Filosofer af Encyklopædisternes Kreds havde gjort sig til Talsmand for, den fik al­ drig ret Indpas i Danmark. Den sociale Tanke blev, om end ofte ret ubehjælpsomt udtrykt, den ledende i hele Udviklingen. „Det til Borgerheld sigtende" var ikke en Frase, brugelig til Klubviser og Pun- schesold, det var Kærnen i hele Datidens sociale Betragtning; den Enkelte var Samfundets Tjener, hvem han skyldte at vie alle sine Kræfter. „Virk­ som Du fremme Brødres Veil" var den Devise, hvor­ under det borgerlige Samfund arbejdede; man nøje­ des ikke, som saa mange Gange senere, med at synge derom, men man handlede derefter. Der er meget i hine Tiders menneskekærlige Udgydelser, 9

der for os lyder som Svulst, men denne parredes altid med en vis nøgtern og rolig Fornuft, som af­ gav en solid Ballast og aldrig tillod Svulstens Mon­ golfiere at svæve bort for bestandig i Romantikens blaa Himmel. Det er den stærke Følelse af den Enkeltes Pligt overfor Samfundet og Fædrelandet, som besjæler hele hin Slægt. Livets Form var Arbejde, og Livets Maal var den Lykke, som kom af at arbejde for noget, der laa udenfor Jegets snævre Kreds. Denne Pligtfølelse gik derfor udmærket Haand i Haand med den Nøjsomhed, der var Tidens Kendetegn; man havde ikke lært at stille store Fordringer, men havde derfol* heller ikke saa travlt med at skaffe Betingelserne til Veje for at faa disse Fordringer op­ fyldte, og med Nøjsomheden fulgte en vis Sindslige­ vægt og sjælelig Ro; en senere Tid fik mere travlt, men fik derfor ikke altid mere udrettet. Den økono­ miske Tarvelighed i hin Slægt gav Plads til og for­ enedes udmærket med den aandelige Udvikling, der ikke risikerede at stirre sig blind paa ydre, tekniske Forandringer og Fremskridt, men holdt sig til det væsenlige, Mennesket og Samfundet i deres indbyr­ des Forhold. Naar Goethe lægger de berømte Ord med Glæden over, „wie wir es so herrlich weit gebracht" i Mun­ den paa Wagner, der er en indskrænket Fyr, saa vil han dermed udtrykke, at Tilbøjeligheden til at se overlegent paa tidligere Slægters Aandsarbejde er Halvdannelsens Kendetegn. Og navnlig er der Grund til at minde herom i Forholdet mellem det nittende Aarhundredes Slutning og det attendes. Man har i Reglen kun haft et medlidende Skuldertræk, et ned- 10

ladende blaseret Smil tilovers for hine gamle Pa­ rykker, og man har rent glemt, at netop under det attende Aarhundredes Parykker tænktes nogle af Menneskehedens ædleste og klogeste Tanker. Samfundsfølelse, Pligtfølelse og Nøjsomhed, det var de tre moralske Grundpiller for Borgerskabets Liv og Livsanskuelse ved Begyndelsen af det nittende Aarhundrede i Danmark. Hvad der rørte sig i dette Borgerskab, blev bestemmende for hele Samtiden, og de fremragende Personligheder, der stod frem og blev Foregangsmænd for den følgende Slægt, blev paa mange Maader væsensbestemte netop ved hine Grundtanker i det Samfundslag, hvorfra de var udgaaede. Ogsaa for J. C. Jacobsen blev hin Arv fra det attende Aarhundredes Borgerlighed af blivende Betydning. Den økonomiske Blomstring, der havde fremmet Byerhvervene, særlig Handelen, i det attende Aarhun­ dredes sidste Decennier, fik en brat Ende, da Dan­ mark blev draget ind i Napoleonskrigenes Malstrøm. Flaaden« Tab og Hovedstadens Bombardement i 1807 og Krigen med England med den paafølgende Stats­ fallit 1813 blev Ulykker, som det tog en hel Menne­ skealder fuldstændigt at forvinde. Og dog er det, som om alle disse Nederlag kun ægger til at tage saa meget kraftigere fat; trods det uhyre Tab i po­ litisk Prestige, der blev en Følge af Kielerfreden, tabte Nationen alligevel ikke Modet. Paa ægte dansk Maner fandt den sig først Oprejsning paa det æsthe- tiske Omraade, og Litteraturens Guldalder blev en yngre Samtidig af de store, politiske Katastrofer, men ogsaa økonomisk tog man sig sammen. Der manglede Kapital, og derfor var man overalt nødt 11

til at begynde smaat, men dette foranledigede, al hver enkelt Grundlægger af ny Virksomhed kom i et særlig nært og inderligt Forhold til selve Arbej­ det. Der blev ikke Tale om højtflyvende Spekula­ tioner, men om Grundlæggelse af solidt organise­ rede Foretagender, der langsomt og sikkert kunde vokse sig større. Og skønt Krigen 1807—14 i politisk Henseende var ligesaa alvorlig som Krigen 1864, og dens Følger for Befolkningens hele økonomiske Stil­ ling blev langt mere ødelæggende, saa er det dog ejendommeligt, hvorledes den i en vis Forstand gaar ligesom hen over Hovedet paa Nationen; 1864 blev et Hjærtestød, som trods al økonomisk og aandelig Genoprejsning endnu bestandig kuer Folket i Væksten, efter Englandskrigen er selve Folket ikke bleven mindre, end det var før. Og utvivlsomt hænger dette paa det nøjeste sam­ men med de moralske Egenskaber, som i det sam­ tidige og nærmest foregaaende Slægtled var bleven opelskede, Pligtfølelse, Nøjsomhed og Ansvarsbe­ vidsthed overfor Samfundet; det Slægtled, der le­ vede og raadede i Perioden 1864, løj for sig selv — den farligste Løgn af alle — og kom derved aldeles til at mangle Kraft til at miodstaa Ulykken. Dets Fædres Generation havde derimod aldrig villet give sig ud for andet og mere end den var, et fattigt, nøjsomt, stilfærdigt og flittigt lille Folk, men' i selve disse Egenskaber fandt det derfor ogsaa et tilstræk­ keligt Grundlag til at overleve Nederlagets Aar og skabe det Danmark, hvorpaa endnu vor egen Sam­ tid hviler. I J. C. Jacobsens Fødselsaar, 1811, var Nederlaget endnu ikke erklæret Allerede fire Aar forinden var ganske vist en Del af Hovedstaden lagt i Aske, og 12

Flaaden, Danmarks eneste Betingelse for at spille en politisk Rolle, var gaaet tabt, men Napoleon, hvis Forbundsfælle Danmark netop ved hine Begi­ venheder var bleven, stod just da paa Magtens og Lykkens Toppunkt. Ingen kunde den Gang forud­ sige, om ikke den store Kamp mellem den franske Verdensbetvinger og det haardnakkede England kunde ende med den førstnævntes Sejr med deraf følgende Hævn og Oprejsning for Danmark. Men allerede det følgende Aar gjorde Ende paa alle Forhaabninger og Drømme ved Storarméens Undergang paa de russiske Ismarker. Og da den danske Regering i den nærmest følgende Tid sav­ nede baade koldblodig Hensynsløshed og diploma­ tisk Behændighed til at kaste los fra det synkende Skib, blev Katastrofen uundgaaelig. Og de Aar, der blev J. C. Jacobsens Barndoms- og første Ungdoms- aar, blev paa den Maade netop dem, der kom til at ligge Ulykkerne nærmest. Men Saavel for et helt Slægtled som for et enkelt Individ kan det under­ tiden være til det Gode netop at være født og op­ vokset i smaa Kaar; det Fattigdommens Tryk, der kom til at hvile over Land og Folk, var ikke Mod­ løshedens. Danmark var ved det nittende Aarhundredes Be­ gyndelse i endnu langt højere Grad end nu et Land­ brugsland. De store Landboreformer i det attende Aarhundredes sidste Fjerdedel havde skabt Betingel­ serne for en sund og rig Udvikling, og den tekniske Paavirkning fra Tyskland gennem Holsten gav yder­ ligere Stød fremefter. Landbrugets økonomiske Op­ gave var at forsyne Danmark og Norge med Korn og Kød, og ogsaa efter Adskillelsen fra dette sidste Land vedblev det endnu en Tid at være en god 13

Kunde. Denne Opgave kunde det daværende Land­ brug uden Vanskeligheder løse, og da efter de haarde Kriseaar Priserne for Jord var regulerede paany, blev den agrariske Udvikling jævnt fremadskridende. Derimod gjorde Krigen for lange Tider Ende paa Hovedstadens Handel, og om en egentlig Industri var der overhovedet slet ikke Tale. Paa Grund af Datidens hele Levevis var Hjemme­ markedet for en dansk Industri langt mere indskræn­ ket end nu til Dags, og navnlig gjaldt dette for Land­ husholdningernes Vedkommende. Man spandt og væ­ vede hjemme, og blev paa den Maade i Stand til at forsyne Hjemmet med Klæder til Familjens Medlem­ mer, med Sengetøj og Dækketøj; man støbte selv sine Lys og skar selv sine Træsko og sine Skeer, og naar undtages Salt og Kolonialvarer, kom det Forbrug, som i en Landhusholdning skulde dækkes ved Indkøb i Købstaden, næsten udelukkende til at tilhøre Begrebet Luksusvarer; men i en Tid som den, vi her dvæler ved, blev dette Forbrug rent for­ svindende. Noget anderledes blev naturligvis For­ holdet i Byerne, hvor ogsaa forskellige Nærings- og Nydelsesmidler blev Genstand for Industrifrembrin­ gelse, uden at dog derfor den private Husholdnings Konkurrence helt høre op. Men der var ingen In­ dustrigren overhovedet, hvor der i nævneværdig Grad blev Tale om andet end at tilfredsstille det hjemlige Forbrugs Krav. Blandt de Nærings- og Nydelsesmidler, som i Byerne af rent praktiske Grunde, Pladsmangel og lignende, ikke mere tilvirkedes i de enkelte Hus­ holdninger, men i dertil indrettede Fabriker, var ogsaa 01. Den uhyre Rolle, som denne Artikel fra de ældste Tider har spillet i nordisk Husholdning, 14

gjorde Brygning til en vigtig Industri, der med Stats­ magtens Hang — baade under Adelsvælden og Ene­ voldstiden — til at blande sig i alle Undersaatternes Forhold fra gammel Tid Gang paa Gang blev Gen­ stand for Myndighedernes Regulering; Formaalet var til alle Tider det samme, at søge sikret Forbrugerne en ordentlig Vare til en billig Pris; men med hine Tiders mangelfulde Indsigt i statsøkonomiske Pro­ blemer førte den velmente Stræben sjældent til Maalet. Allerede fra Middelalderen af maatte Ølindu­ striens bedste Produkter hentes udenlands fra til Danmark. Tacitus fortæller om Germanerne, at de fremstillede en berusende Drik af Byg, og ned gen­ nem Tiderne blev Tyskland Øllets og Øldrikningens klassiske Hjemland. Og fra de nordtyske Byer fore­ gik der en livlig Udførsel af de forskelligste Ølsorter til Norden; enhver By havde sit Mærke, og vi hører om Lybækker 01, Hamburger 01, Rostocker 01, Brunsviger Mumme, Pryssing (o: preussisk 01) og en Mængde andre Sorter. Alle var de meget kraftige, og det er ganske betegnende, at naar vi fra det sær­ deles livlige sekstende Aarhundrede hører om Slags- maal og voldelige Scener paa Byernes Krostuer, saa viser disse sig i de fleste Tilfælde at skyldes det tyske Øls ophedende Indflydelse. Det danske 131 derimod regnedes til alle Tider for et slet Produkt, som kun havde ringe Lov paa sig. Troels-Lund fortæller som et meget betegnende Træk, at i Aal­ borg Aar 1553, da de aarlige Priser for 01 skulde fastsættes, fandt man for det danske Bryggeripro­ dukt kun to Kategorier, „almindeligt dansk 01“ og „det, som værre er“. Foruden at erfare, at den bedste Karakter, der 15

den Gang kunde gives for dansk 01, kun var Positiv af værre, faar vi af denne Oplysning tillige at vide, at Priserne for 01 sattes hvert Aar i Byerne, altsaa naturligvis efter de vekslende Kornpriser. Denne Taksation foretoges af Borgmester og Raad, og disse var naturligvis altid opsatte paa at værne om For­ brugernes Interesser. Men den uundgaaelige Følge blev saa ogsaa den, at Produktet blev slet; det var lettere at præcisere Prisen end Kvaliteten. Allige­ vel søgte Regeringen paa forskellig Maade at fremme Tilvirkningen af dansk 01, men rigtignok som Regel med saa bagvendte Forholdsregler, at det tilsigtede Formaal aldrig opnaaedes. Ved Begyndelsen af det nittende Aarhundrede fandtes der i det københavnske Bryggerlav hundrede Bryggere. Endnu saa sent sporer vi Resten af Mid­ delalderens Tilbøjelighed til at klumpe Udøverne af et bestemt Haandværk eller Industrigren sammen i en enkelt Gade. For andre Fags Vedkommende har vi endnu Erindringen derom i Gadenavne som Skindergade og Vognmagergade; af de hundrede Bryggergaarde var en forholdsvis meget stor Del samlede paa Nørregade og i Brolæggerstræde. Paa disse Ejendomme hvilede Brygningsretten, og naar Ejeren af en Bryggergaard ikke selv vilde eller kunde udøve denne Ret, kunde han udleje sin Ejendom til en anden, der saa drev Bryggeriet som Lejebrygger. For at regulere Produktionen og have bedre Kontrol med den, bryggede de hundrede Bryggergaardes In­ dehavere ikke hver for sig saa meget 01, som de mente at kunne faa afsat, men Brygningen gik paa Omgang, og Bryggerlavets Medlemmer var ogsaa paa anden Maade ved ret strænge Lavsbestemmelser for­ bundne indbyrdes. 16

I Aaret 1805 blev denne Ordning ophævet, Bryg­ gerlavet forsvandt, og Ølbrygning blev fri Næring. Man havde vistnok ventet, at denne Reform ved Konkurrencens Hjælp skulde bidrage til at gøre Øllet bedre, men disse skønne Forhaabninger gik ikke i Opfyldelse. I Publikum sad der ogsaa den Gang den Opfattelse, at Offentligheden havde Ret til at kontrollere Enkeltmands Virksomhed, og i Datidens Aviser, i Tyverne og Trediverne, gav den polemiske Trang, som jo ikke turde befatte sig med den højere Politik, sig ofte Luft i Angreb paa Kjøbenhavns Bryggere og deres Produkter; hos mangen „Ind­ sender" i „Politivennen" mærkes den Gnavenhed, som det uholdbare Øls sure Smag har frembragt. Paa Landet var det at brygge 01 noget, som en­ hver Husmoder regnedes at kunne forstaa; og i ældre Tider havde ogsaa i Byerne private Hushold­ ninger undertiden været indrettede paa at dække eget Ølforbrug; hos Holberg lover Geske Kandestøbers de to foregivne Raadsherreinder, at de ogsaa skal smage hendes 01; „det er saa godt, uden at rose det, som noget Steds i Byen". Alene Tanken herom er imidlertid tilstrækkelig til at drive de to forvænte Damer paa Flugt. Det synes, som om de tekniske Fordringer, der er bleven stillede til de professio­ nelle Bryggere eller som disse har stillet til sig selv, heller ikke har ligget over det almindelige Hus­ moderniveau; det hævdes saa sent som i 1833, at Bryggerne ikke en Gang forstod at bruge et Ther- mometer. Ølbrygning var saaledes endnu paa dette Tidspunkt kun et Stykke specialiseret Husholdnings­ arbejde; det blev J. C. Jacobsen, som omskabte den til en Industri med de højeste tekniske Forudsætninger.

17

J. C. Jacobsen. 2.

BARNDOM OQ UNODOM

aa Hjørnet af Knabrostræde og Brolæggerstræde laa der ved det nittende Aarhundredes Begyn­ delse en Bryggergaard. Her boede i 1811 som Lejebrygger Christen Jacobsen Nørkjær med sin Hu­ stru Caroline Frederikke, og her fødtes den 2. September 1811 deres Søn, der i Daaben fik Navnene

Jacob Christian Jacobsen. Christen Jacobsen var Søn af en Fæstegaard- mand i Vendsyssel; han var udgaaet fra et alvorligt og kristeligt Bondehjem, og blev tidlig vænnet til at tage fat. Han havde alt fra de unge Aar Lyst til at komme ud at se sig om og opgav derfor at overtage Faderens Fæstegaard, idet han foretrak at søge til Kjøbenhavn. Han medbragte paa sin Vandring ud i Livet ingen Kapital, men en rolig og tillidsfuld Ka­ rakter, et energisk og beslutsomt Tag paa alle For­ hold og endelig den vindskibelige Sparsommelighed, der for Vendelboen som for hans skotske Halvfætter er en fordelagtigere Arv, end Gods og Guld. I Ho­ vedstaden kom han, uvist naar, til at tjene som Bryggersvend, og i Aaret 1811 blev han, efter alle­ rede det foregaaende Aar at have indgaaet Ægte­ skab, Lejebrygger i den ovennævnte Ejendom. Som Bryggers vend har han sikkert samlet sig nogle Spareskillinger, hvad der netop i denne Stilling var god Lejlighed til, og for disse Penge har han da be­ gyndt selvstændig Virksomhed, fra først af vistnok under meget beskedne Forhold. Hans Hustru, der 18

var 14 Aar yngre, var født Schelebeck; men om hende og hendes Slægt vides kun lidet. Christen Jacobsen var for sin Samtid en dygtig Mand i sit Fag. Det var i hine Tider ikke meget, der lærtes i Almueskolerne paa Landet, og det Fond af Skolekundskaber, som den unge Bondesøn bragte med sig, da han sagde Farvel til sine Fædres Gær- ning for at drage til den store By, har ikke været ret stort. Men han var en Mand, der hurtigt forstod at leve sig ind i de Forhold, som Livet førte ham ind i; hans medfødte Begavelse lod ham opfatte hurtigt og bedømme rigtigt, og naar han snart skøn­ nede, hvorledes Bryggervirksomhed kunde udvik­ les og forbedres, gav hans jyske Energi og jyske Sparsommelighed ham ogsaa Midlerne i Hænde til at udføre i Praksis, hvad han havde nemmet og ud­ tænkt. En af dem, der kendte baade Tiarn og hans Søn, betænker sig ikke paa at regne Faderens Be­ gavelse for jævnbyrdig med Sønnen, ja, i visse Maa­ der endog denne overlegen. Faderens stærke Følelse af, at hån selv var Autodidakt og at dette dog i Læng­ den ikke slog til, blev ogsaa medvirkende til hans ivrige Omsorg for Sønnens Uddannelse, saa vel theo- retisk som praktisk. Af de forskellige Lejligheder, hvorved Christen Jacobsens Navn kommer frem i Løbet af Tyverne og den første Halvdel af Trediverne, dels i forret­ ningsmæssige Dokumenter, dels i offentlig Omtale, kan vi skønne, at hans Bryggervirksomhed har væ­ ret i stadig fortsat Trivsel og Udvikling og gjort ham baade til en anset og tillige økonomisk for­ holdsvis velstillet Mand. Sønnen havde derved den store Lykke at være anbragt paa den rette Middelvej mellem Luksus og Armod; han lærte lige fra det 19

Øjeblik, han overhovedet kunde skønne, at det kom an paa at tage fat, men han forskaanedes for den aldrig senere forvundne Bitterhed, som Opvækst i et Hjem, hvor der er Mangel, efterlader i et modtage­ ligt Barnesind. Som et Udtryk for Faderens Dyg­ tighed og for den Anseelse, som denne havde vundet indenfor sit Fag, hører vi, at han i 1826 blev valgt ind i Direktionen for Kongens Bryghus. Sit eget Bryggeri udvidede og forbedrede han samtidig, men om nogen egentlig Fornyelse af den traditionelle Taktik, blev der aldrig Tale; Christen Jacobsen øvede den Kunst, han havde lært, og gjorde dette bedre end de fleste af sine Standsfæller, men det at bringe et helt nyt Element ind i vedkommende Industri­ gren, det at sætte sig helt nye Formaal — det blev Sønnen forbeholdt. Det sunde, praktiske Blik og Iveren for altid selv at tage fat, synes Sønnen at have arvet fra sin Fader; som en Mødrenearv tør da maaske opfattes den skabende Fantasikraft, der bragte ham til at stille sig nye Opgaver. Ved hans Uddannelse gik Theori og Praksis paa lykkelig Vis Haand i Haand; saa snart han var kom­ men ud af Skolen, blev der anvist ham Virksomhed i Faderens Bryggeri. Det faldt aldrig Jacobsen ind, at det kunde være anderledes, end at han skulde op­ tage og fortsætte sin Faders Arbejde; han hørte til de lykkelige Naturer, der ikke behøver at spilde Tid med at lede efter en Livsgerning, der svarer til Evner og Interesser. Hans Livsgerning laa lige for ham i hans Faders egen Gaard, og den Forening af theore- tiske og praktiske Forudsætninger, der hører til netop ved Bryggerindustrien, passede just for ham; han var ikke blot Arving til denne Virksomhed, men han var født til den. Med berettiget Stolthed be- 20

tegnede han sig ogsaa hele sit Liv igennem, da Titler og Udmærkelser af alle Slags stod til hans Raa­ dighed, som „Brygger Jacobsen". Han understre­ gede ved denne Betegnelse tillige det borgerlige; skønt Faderen var indvandret fra Landet, kom dog allerede hos denne og endnu mere hos Sønnen — ligesom ogsaa senere hos dennes Søn — Følelsen af det borgerlige, Stoltheden af at være kjøbenhavnsk Borger og Næringsdrivende, til at gøre sig gældende. Det var Forestillingerne fra det attende Aarhundre­ des Slutning med Klangen af Ordene Borgerdyd og Borgerpligt, som slog Rod i denne kraftige Slægt og bragte dens rige Muligheder til Udfoldelse. For den unge Jacobsens praktiske Uddannelse blev der foreløbig sørget ved hans Arbejde hjemme paa Faderens Bryggeri. Og her var der ikke noget, der hed at være Faders Søn. Men samtidig sørgedes for Erhvervelse af theoretiske Kundskaber. Allerede i Syttenaarsalderen hørte han H. C. Ørsteds popu­ lære Forelæsninger over Kemi; den berømte Fysi­ ker var en af de første, der herhjemme skabte Be­ grebet Populærvidenskab — rigtignok uden at ane, hvilke Godtkøbsrædsler dette senere skulde føre til —men hans Forelæsninger blev dog aldrig saa popu­ lære, at man ikke altid kunde lære meget af dem. Og Jacobsen lærte meget, og den Beundring, som han bestandig senere bevarede for Elektromagnetismens store Opdager, gav sig sit smukkeste Udtryk, da han som største Bidragyder var med til i 1876 at rejse Forskeren det Monument, som nu er Ørsteds­ parkens smukkeste Prydelse. Og da den polytek­ niske Læreanstalt begyndte sin Virksomhed i 1829, blev den unge Brygger ogsaa her en flittig Elev. I borgerlige kjøbenhavnske Kredse var det i hine 21

Tider de æsthetiske Interesser, der beherskede alt. Heiberg udfægtede med poetisk Elegance sine Tviste- maal med Digterkongen Oehlenschlåger, og til disse Turneringer var hele Byen en interesseret Tilskuer. En ny Bog af et af de store Navne var en Begiven­ hed, og en Skuespilleraffære et Stykke Verdens­ historie. Dette æsthetiske Røre fulgte den unge Ja­ cobsen med livlig Opmærksomhed; hans daglige praktiske Virksomhed og sunde Natur, sikrede ham ham imidlertid mod at blive vildfarende i den æsthe­ tiske Begejstrings Irgange, men den danske og tyske klassiske Litteraturs Frembringelser blev ham et dyrebart Eje for hele Livet; hans stærke Hukom­ melse satte ham i Stand til ogsaa paa sine ældre Dage at citere lange Stykker af sine Yndlingsdigtere. I Aaret 1830 kom Jacobsen ind i det borgerlige Infanteri, Kjøbenhavns Borgervæbning, hvor han senere blev baade Løjtnant og Kaptajn. Jacobsen, der som ovenfor antydet, aldrig ellers brød sig om Titler, gjorde paa dette Punkt en Undtagelse, og endnu paa et Tidspunkt, da Kjøbenhavns Borger­ væbning kun var en forhistorisk Latterlighed, yndede han at føre en Titel, der erindrede om hans Virk­ somhed i dette Korps. Man har ofte opholdt sig herover; for Jacobsen selv var hans Vedholden ved denne Benævnelse ogsaa et vist Udtryk for gammel­ dags Borger-Stolthed; ogsaa paa dette Punkt blev det klart, hvor stærkt Traditionerne fra Sjette Fre­ deriks Tid bestandig var levende hos ham. I Aaret 1834 kom en ung Købmandsdatter fra Thisted, Laura Holst, i Huset hos Forældrene. Hun blev fem Aar senere Jacobsens Hustru, men hvad der allerede forinden blev af Betydning, var, at han gennem unge Slægtninge af hende indførtes i akade- 22

miske Kredse; den mest bekendte af de unge Stu­ denter, der blev Jacobsens Omgangsvenner, blev den senere filosofiske Professor, Rasmus Nielsen. Studenterne var den Gang noget for sig, og de følte sig som saadan; som „Herrer i Aandernes Rige“ saa de med en Foragt, som man nu ikke kan be­ gribe og end mindre forstaa, at Samtiden fandt sig i, ned paa Filistrene. Det er da et usvigeligt Tegn paa den unge Jacobsens Aandsoverlegenhed og al­ sidige Begavelse, at han uden videre blev anerkendt som ligeberettiget blandt disse uforbederlige Aands­ aristokrater; den unge Mand, der i Reglen ikke talte meget, men som havde det meste af Driften af et helt Bryggeri under sig — Faderen var allerede sva­ gelig — og som tillige i Reglen, naar det kom til Stykket, viste sig at vide bedre Besked end de fleste andre, har virket imponerende og bragt dem til at glemme, at han ikke var Akademiker. Men om­ vendt undgik Jacobsen naturligvis ikke at blive stærkt paavirket af disse Omgivelser. Her udvik­ ledes yderligere hans æsthetiske Interesser og hans begejstring for alt virkeligt skønt, og her nemmede han tillige den politiske Trosbekendelse, der i de følgende Aartier blev bestemmende for hans offent­ lige Virksomhed, den pationalliberale. Som hele dette Parti havde Jacobsen en idealistisk Tillid til Folkets politiske Evner, og han troede fuldt ud paa, at dette kunde opdrages og forædles gennem poli­ tisk Selvvirksomhed, naar det blot fik Adgang dertil. Og han fik tillige en stærk Overbevisning om Ideer­ nes umiddelbare Magt og en vis Tilbøjelighed til at lade æsthetiske Hensyn indvirke paa Ræsonnemen­ tet; naar noget var skønt, saa maatte det jo være sandt og rigtigt. I det politiske Liv, hvor Jacobsen 23

senere traadte aktivt ind, sluttede han sig derfor nøje til de Nationalliberale, og han kom i person­ ligt Venskabsforhold til adskillige af dette Partis Førere. Af Naturen var Jacobsen nærmest konservativ anlagt, og af Temperament var han Selvhersker. Denne Side af hans Karakter udvirkledes naturligt ved, at han tidligt kom til at staa i Spidsen for en industriel Virksomhed, der beskæftigede mange Hæn­ der, og hvor en Enkelts Vilje var den afgørende. Og ligesom han tidlig blev vant til at kommandere hjemme paa Bryggeriet, gjorde hans ildfulde Na­ tur og kraftige Selvtillid ham ogsaa i det offentlige Liv til en ubøjelig Forkæmper for det, han nu en Gang ansaa for det rigtige. Jacobsen var ingen smidig Politiker, der gennem Forhandling og Efter­ givenhed kunde bugte sig frem til sit endelige Maal; han var en stærk og selvbevidst Natur, der gik lige paa og ikke holdt af at fravige en Tomme fra det, som han nu en Gang havde foresat sig. Det var, ved at sætte denne mægtige Kraft i Samfundsideens Tje­ neste, at han opnaaede de store Resultater. I de yngre Dage gik dette Temperament uden Vanskelighed i Spænd med en nationalliberal, po­ litisk Anskuelse. Maaske kunde dette for en senere Betragter synes ulogisk; man maa imidlertid ikke glemme de stærke Stemninger, der den Gang, skabte i nationalliberale Kredse, gik hen over Folket, og som maatte gribe Jacobsens ideelt anlagte Natur. Hin skønne „Begejstringens Tid“ bar, selv for mere skarpt tænkende Personer end ham, frelst hen over mange Inkonsekvenser. Da senere den nationallibe­ rale Politik led Skibbrud og Partiets Rester søgte forskellige Steder hen, var Jacobsen blandt dem, der gik til Højre; naturligvis havde da ogsaa Alderen 24

og Erfaringen hulet ud i Ungdomstidens Idealitet; de dejlige Drømme om Folkets Forædling gennem Selvtugt, havde vist sig kun at være — Drømme. Men paa det Tidspunkt, vi her dvæler ved, var der endnu langt frem, inden de politiske Skuffelser havde strøget Støvet af Idealismens Sommerfugle­ vinger. Den Kreds, hvori den unge Jacobsen færde­ des og under hvis Paavirkning han forberedte sig til sin Virksomhed i det offentlige Liv, troede baade paa Folkets Fremtid og paa egne Evner til at skabe denne; den mente, at gennem Massens Deltagelse i det politiske Styre, gik Vejen til dens Udvikling, og Jacobsen virkede paa forskellig Maade ivrigt for disse Tankers Fremme. Den nationalliberale Strømning fik yderligere Fart og Farve gennem den vigtige Brydning mellem Dansk og Tysk, der den Gang foregik indenfor Monarkiet. De tyske Elementer i Holsten og Sydslesvig, der laa Europa et lille Stykke nærmere end det øvrige Danmark, blev ogsaa lidt før dettes Befolkning gre­ bet af den fra Julirevolutionen udgaaede alminde­ lige Frihedsbevægelse. Kravet om politisk Frihed faldt her sammen med Kravet om Befrielse for det danske Herredømme og Forening med Stammefræn­ derne i „det store Fædreland". Idet man med en ret vilkaarlig Fortolkning gik ud fra den statsrets­ lige Betragtning, at Hertugdømmet Slesvigs Stilling til Kongeriget Danmark var ganske den samme som Hertugdømmet Holstens, formuleredes Befrielseskra­ vet paa det forenede „stammebeslægtede" Slesvig- Holstens Vegne. Mod dette hævdedes fra dansk Side den historiske Betragtning, at Sønderjylland var ur­ gammelt dansk Land, og man krævede derfor denne Landsdels uopløselige Forening med Kongeriget, me­ dens man for Holstens Vedkommende var rede til 25

at gøre Tyskheden alle Indrømmelser. Set fra et nationalt Standpunkt, var intet af de to Partiers Krav berettiget, da Sydslesvig allerede den Gang var fuldstændig fortysket, medens Nordslesvig var rent dansk, men kun enkelte uafhængige og meget vidt­ skuende Aander som Madvig kunde allerede den Gang tænke paa at løse Spørgsmaalet ved en Delings­ linje midt igennem Slesvig; for det nationalliberale Parti, til hvilket Jacobsen ogsaa paa 'dette Punkt ganske uforbeholdent sluttede sig, blev Feltraabet: Danmark til Ejderen! Den slesvig-holstenske Strid opfattedes fra dansk Side tillige som en Kamp, i hvilken Danmark var Nordens Grænsevagt mod den fremtrængende Tysk­ hed. Det faldt da naturligt at søge Forbundsfæller til denne Kamp hos de to andre nordiske Folk, hvem Faren formentlig vilde rykke nærmere, hvis det danske Bolværk faldt. Ejderdanskhed og Skandi­ navisme kom paa den Maade til at gaa Haand i Haand. Indenfor de akademiske Kredse, hvor denne Opfattelse særlig gjordes gældende, faldt det ikke vanskeligt at vinde Tilhængere for den ogsaa i Sver- rig og Norge; derimod stod de øvrige Befolknings­ lag, navnlig i Sverrig, ret kølig overfor Tanken om, at det virkelig for den nordiske Races og den nor­ diske Kulturs egen Skyld skulde være saa magtpaa- liggende at hjælpe Danmark mod Tyskhedens An­ greb; den Fare, der søgtes fremmanet, forekom for en mere kritisk Betragtning ret fjæm; den Gang som senere, saa Sverrig sin store nationale Fare komme østfra. Det blev denne afgørende Forskel­ lighed i den historiske Opfattelse, der tilsidst gjorde det forbi med Skandinavismen. Men i de danske akademiske Kredse, hvormed Jacobsen den Gang stod i Berøring, havde man ikke opdaget Mulig- 26

heden for en Spaltning, og man søgte af rent natio­ nale Grunde at fremme den skandinaviske Bevægelse. I Efteraaret 1843 var Jacobsen saaledes med til at stifte „det skandinaviske Selskab". Oprindelig var Tanken hertil et Resultat af det berømte Stu­ dentertog til Kalmar og Upsala i Forsommeren samme Aar; den Stemning, der her var fremkaldt, vilde man søge at fastholde gennem Dannelsen af et skandinavisk Samfund, som, i Tilslutning til den Begivenhed, hvorfra Tanken om dets Oprindelse var udgaaet, skulde have en rent akademisk Karakter. Universitetets Myndigheder nægtede imidlertid Til­ ladelse hertil, og man omgik da Forbudet ved at danne et skandinavisk Selskab, hvor ogsaa Ikke- Akademikere havde Adgang. Med den underlige Halvdel i alle Forholdsregler, der karakteriserer Ad­ ministrationen under Christian den ottende, blev der uden videre givet Lov til Dannelse af denne Sam­ menslutning paa en bredere Basis, medens den snæv­ rere Organisation, som dog skulde have syntes min­ dre farlig, var bleven forbudt. Blandt de Ikke-Akade- mikere, der var Medindbydere til Dannelsen af „det skandinaviske Selskab", var ogsaa J. C. Jacobsen. Det bredere kjøbenhavnske Bourgeoisi, benyttede, som man husker fra Hostrups „Genboerne", gæme den her tilbudte Lejlighed til at komme i nærmere Berøring med de ellers saa eksklusive Akademikere. Naar vi her ser Jacobsen træde frem som en af Borgerskabets toneangivende Mænd, falder dette saa meget naturligere, som han allerede forinden var kommen frem i dettes forreste Række. Efter at hans Fader var død i 1835, drev den unge Jacobsen gan­ ske alene Bryggeriet i Brolæggerstræde, og skønt vi ikke ved meget om ham i de første Aar af hans selvstændige Virksomhed, kan vi dog se, at han 27

arbejdede paa en Maade, der tildrog sig baade Kalds- fællers og andre Medborgeres Opmærksomhed, sam­ tidig med, at iøvrigt hans fremragende personlige Evner, hans store Arbejdsevne og hans aldrig svig­ tende Interesse for al samfundsnyttig Gerning hur­ tigt maatte henlede Offentlighedens Blik paa ham. Da der i Januar 1843 skulde være Valg af syv Bor­ gerrepræsentanter, bragte „Fædrelandet" Jacobsen i Forslag som „en dygtig, frisindet og selvstændig Mand", og han blev ogsaa valgt. I hele fjorten Aar kom Hovedstadens kommunale Repræsentation til at høste Nytte af hans Energi og Kundskaber. I denne Forsamling, der lededes af den bekendte Etatsraad L. N. Hvidt, havde de nationalliberale Tendenser et Hovedarnested. Og i Samklang med Tidens ejendommelige Maner, gav Forsamlingen sig ogsaa af med almindelige politiske Spørgsmaal; den tiltog sig en Slags Myndighed som Talerør for hele Hovedstadens Anskuelser i alle store Sager, og Be­ folkningens Tavshed gav denne selvtagne Myndig­ hed sin Anerkendelse og Tilslutning. Jacobsen var her med overalt; det er ogsaa for hans senere poli­ tiske Virksomhed, hvor han tillige kom ind i Rigs­ dagen, ganske karakteristisk, at han paa det kom­ munale Omraade var langt videregaaende liberal end det rent politiske; det var Borgerens Selvfølelse og Selvstændighedstrang, der her gav sig Udslag. Den Gang havde jo heller ikke endnu en fordrings­ fuld Underklasses ensidige Krav rejst Vanskelighe­ der for det ideelle, velmenende Arbejde for „det til Borgerheld sigtende"! 28

DET STORE LIVSVÆRK GRUNDLÆGGES

om ovenfor antydet, var Jacobsen i 1839 bleven gift med den unge Købmandsdatter fra Thisted, Laura Holst; i otte og fyrretyve Aar blev hun hans trofaste Ledsagerinde, som delte hans Ideer og fulgte hans Arbejder med aldrig svækket Interesse. Ogsaa ved den Tone, der skabtes i dette Hjem, først i

de smaa Stuer i Brolæggerstræde, senere i det stil­ fulde Hus paa Carlsberg, blev Ægteparret Jacobsen mønstergivende for hele sin Samtid. Jacobsen blev ogsaa paa dette Omraade en lykkelig Mand. I Februar 1844 døde hans Moder; han arvede nu baade Bryggeriet i Brolæggerstræde og en kontant Kapital; de Tanker, som han allerede længe havde gaaet med om at skabe noget nyt indenfor sit Fags Industri, skulde nu blive til Virkelighed. Den københavnske Ølfabrikations almindelige Produkt var den Gang Hvidtøl; det var en over­ gæret, mørk, uigennemsigtig Ølsort, der i frisk og kold Tilstand kunde være ganske taalelig, men som var saare lidet holdbar og navnlig i Sommer­ varmen let blev sur. Hvis man ønskede en bedre Drik, var man henvist enten til Vin eller til det ind­ førte tyske 01, som var en klar, undergæret Substans af større Styrke og tillige adskillig større Holdbar­ hed end det danske. Den nære Berøring med Tysk­ land, som baade aandeligt og materielt fandt Sted den 29

Gang, gjorde ogsaa det tyske 01, bajersk 01, som det kaldtes efter sin Hjemstavn, til et velkendt Nydelses­ middel i København, selv om Forbruget endnu var stærkt begrænset, dels paa Grund af den ved Ind­ førselsomkostningerne ret høje Pris. Det var dette 01, som Jacobsen kendte fra de enkelte Udskænkningssteder i København, der havde vakt hans Opmærksomhed og hans Lyst til at efter­ ligne det. Det er betegnende for ham, at det ikke var de forretningsmæssige Muligheder, der optog ham i den Grad som de tekniske Fremskridt, Frem­ stillingen af en saadan Ølsort vilde repræsentere; Jacobsen var med Liv og Sjæl Brygger, og som saa­ dan ønskede han at blive i Stand til at levere et Produkt, der kunde staa Maal med det bedste, han kendte; at der i denne Virksomhed laa Udsigt til en overordentlig stor Fortjeneste, var ham mindre væ­ sentligt og maaske fra først af ikke helt klart. Paa intet Punkt i sin lange Virksomhed som Leder af et Etablissement, hvis Afsætning bestandig forøgedes efter en hastigt stigende Skala, viste han sig som den egenlige Forretningsmand, hvis Formaal det først og fremmest var at tjene Penge. Hans Stræben var at levere den bedst mulige Vare, og da der ved denne efterhaanden fremskaffedes Indtægter, som han i Begyndelsen aldrig havde drømt om, betrag­ tede han disse som et Slags Laan, det var hans Pligt at tilbagebetale Samfundet. Og endelig fastholdt han ogsaa, da Carlsbergøllet lidt efter lidt erhvervede sig en Plads som den egenlige nationale Drik, det Haab, at der ved Fremstilling af denne Drik i den bedst mulige Kvalitet kunde opfyldes en Slags social Mis­ sion; før det bajerske 01 fik Indpas i Befolkningens 30

bredeste Lag, havde Brøndevinsforbruget spillet en meget stor Rolle, og de skadelige Følger heraf mente Jacobsen at kunne bekæmpe netop med det bajerske 01. Man tør vel næppe indrømme, at dette sociale Haab er gaaet i Opfyldelse, men at Jacobsen mente det ærligt, er hævet over enhver Tvivl, og den hele Betragtning er betegnende for hans ideelle Tænke- maade. Den, der kunde tro, at Folket kunde forædles gennem Deltagelse i politisk Virksomhed, kunde og­ saa hengive sig til Haabet om, at en kvalitativ god Alkoholdrik kunde ikke blot fortrænge de stærkere og siettere, men ogsaa indvirke forbedrende paa Be­ folkningens hygiejniske og økonomiske Tilstand. Disse vidtgaaende Tanker opfyldte imidlertid endnu ikke Jacobsen, da han første Gang syslede med den Idee at brygge bajersk 01; foreløbig var det tekniske Fremskridt, som dette 01 repræsenterede, det, der optog ham stærkest. De første Forsøg paa at brygge bajersk 01 forelog han saa tidlig som 1837. Naturligvis mislykkedes Forsøgene; han havde hverken en rigtig Gær eller Lejlighed til ordenlig Lagring. For en Natur som Jacobsens blev dette imidlertid ham en Spore til at gentage Forsøgene; som alle helstøbte Karakterer var han haardnakket, og det, han en Gang havde sat sig i Hovedet, opgav han aldrig. Paa Jacobsen passer Moltkes berømte Definition, at Geni vil sige Udholdenhed. Hans Virk­ somhed var noget, han havde arvet, og hans Livs Idee var den, som det kunde synes, ret selvfølgelige, at denne Virksomhed skulde udvikles til det bedst mulige, men det er den Maade, hvorpaa han for­ fulgte denne Idees Virkeliggørelse, aldrig trættet, aldrig selvisk og aldrig smaalig — det er dette, som 31

gør J. C. Jacobsen til den geniale Mand i dansk Industri. Han blev da ufortrødent ved. Han rejste til Miinchen og gik som Voksen paa ny i Lære i det berømte Sedlmayer’ske „Spaten“-Bryggeri, og han kom hjem med nye Impulser, som straks omsattes i praktiske Forsøg. Den Gær, der anvendtes til det almindelige Hvidtøl, var en Overgær, og denne lyk­ kedes det ham at lave om til en Undergær. Han fik kongelig Tilladelse til i en af Voldens Bastioner at grave et Par dybe Lagerkældre; at den rigtige Lag­ ring var en af Hovedbetingelserne for det gode bajerske 01, havde han allerede lært. Ved en ny Rejse til Munchen hjembragte han selv — i et Hatte­ futteral — en ægte Gær fra et af de bajerske Bryg­ gerier, og i Foraaret 1846 averteres for første Gang i københavnske Aviser med et bajersk 01, der var fremstillet i Danmark. Ved de mange Forsøg paa Brygningen af den nye Ølsort, hvoraf det første var gjort i en Vaske­ kedel i Hjemmet og de andre paa Bryggeriet i Bro­ læggerstræde, var Jacobsen naaet til at indse, at skulde det blive til Alvor med den nye Industri, maatte han have et eget Bryggeri dertil. Den Kapi­ tal, han ved Moderens Død var kommen til at dis­ ponere over, skulde anvendes hertil, og i 1846 skred han efter mange Overvejelser og Forundersøgelser til at virkeliggøre sin Plan. Menneskene maatte i København i hint Aar af Christian den ottendes Regering have været højst forskellige fra, hvad de har været til alle andre Tider og paa alle andre Steder, hvis ikke en hel Række advarende Røster ivrigt bekymret havde ladet 32

sig høre, da Jacobsen i Venners ogKaldsfællers Kreds kom frem med sine Planer. Der havde aldrig været meget Vovemod i dansk Industri; det var jo kun en Industri til Husbehov, som levede fra Haanden og i Munden, men den levede dog, og hvad skulde man saa med disse udenvæltske Faconer: Bajersk 01, det var noget, man kunde brygge i Munchen og ikke i København, det laa jo allerede i Navnet, og selv om ogsaa nogle af Be af Jacobsen anstillede Forsøg var faldne taaleligt ud, saa vilde det næppe blive det samme med en Tilvirkning i det store og i hvert Fald vilde det da aldrig kunne blive noget, der kunde betale sig. Alle disse Indvendinger, der fra nogle Sider dik- teredes af virkelig Interesse for den unge, dygtige Brygger, fra andre derimod vel kun af almindelig Gammelmands gnavne Uvilje overfor alt nyt, prel­ lede imidlertid af paa Jacobsens Virkelyst og Energi. Han v i l d e lave et bedre 01, end man hidtil havde kendt i Danmark, og han var kun opsat paa at skaffe sig Betingelserne for denne Virksomhed. Ved Valget af Stedet for det nye Bryggeri maatte to Hensyn være afgørende; der skulde være rigeligt og godt Vand, og Terrænet maatte gærne være bak­ ket, da Udgravningerne til de nødvendige Lagerkæl­ dere saa blev lettere. Paa Spadsereture i Byens Om­ egn spejdede Jacobsen ivrigt efter en passende Plads, indtil han kastede sit Valg paa det Terræn af Valby Bakke, hvor nu Gamle Carlsberg breder sit udstrakte Kompleks af Bygninger. Og den 24. Juli 1846 ind­ sendte han saa en Ansøgning til Kongen om „Til­ ladelse til at anlægge og drive et bajersk Ølbryg­ geri med tilhørende underjordisk Lagerkælder paa et passende Sted i Københavns Omegn". J. C. Jacobsen, 8. 33

I denne Ansøgning gør han omhyggeligt Rede for de tekniske Grunde for Anlæget af et saadant Bryg­ geri udenfor den gamle Bys Fæstningsvolde. Han forklarer, at man ikke kan faa gode Lagerkældre inde i Byen, fordi Temperaturen her altid er noget højere end ude paa Landet, og det flade Terræn i selve København vilde ogsaa vanskeliggøre Anlæget af saadanne Kældre; men at have Bryggeriet i Byen og Lagerkældrene udenfor vilde blive baade besværligt og bekosteligt. Endelig henviser han ogsaa til, at de moderne bajerske Ølbryggerier i Tyskland opførtes enten udenfor Byerne eller i disses Udkanter. Regeringen maatte paa Forhaand være gunstig stemt overfor enhver Plan, der tilsigtede Udvidelse og Fornyelse indenfor dansk Industri. Og tilmed var Jacobsen jo allerede en anset Borger, der havde et stort Ord at sige indenfor Borgerrepræsentationen. Det faldt ham ikke vanskeligt at faa sit Andragende anbefalet baade af Borgerrepræsentation og Magistrat samt af Bryggernes Formand, og det varede heller ikke længe, før den ønskede kongelige Tilladelse forelaa. I Efteraaret 1846 købte Jacobsen en Grund i Valby, ialt omtrent tre Tønder Land, i Foraaret 1847 begyndte Opførelsen af Bygningerne, som han tildels selv havde givet Tegninger til, og hen paa Efteraaret stod hele Anlæget færdigt; efter Jacobsens lille Søn — den senere Grundlægger af Ny-Carls- berg — fik det Navnet Carlsberg. Først senere for­ andredes dette Navn til Gamle Carlsberg. Den 10. November 1847 udførtes den første Brygning, og denne Dato er siden da bleven m,indet som Carls­ bergs Stiftelsesdag. Med en utrolig Energi havde Jacobsen arbejdet, 34

ikke mindst for at overvinde de økonomiske Vanske­ ligheder. Den kontante Kapital, han havde arvet efter Moderen, omtrent elleve Tusind Rigsdaler, slog na­ turligvis paa langt nær ikke til, og Datidens Kapi­ talister var ikke ivrige for at sætte Penge i indu­ strielle Foretagender, tilmed af en endnu ganske uprøvet Art. Landbrug eller Skibsfart, det vidste man, hvad var; men brygge bajersk 01! Bajersk 01 var noget, som indførtes fra Tyskland til Glæde for enkelte Feinschmeckere, men det var da ikke noget, hvorpaa der kunde grundes en rentabel Virksomhed. Tilsidst var det dog lykkedes i Handelshuset J. P. Suhr og Søn at rejse den fornødne Kapital, og for disse Penge blev Carlsberg bygget. Men da nu Anlæget var færdigt, og Brygningen ret skulde gaa an — Bryggeriet var beregnet paa en aarlig Produktion af ca. 6600 Hektoliter — saa duk­ kede der en ny og endnu farligere Vanskelighed op: der var ingen Vand! Ved de Undersøgelser, der var foretagne i sin Tid, da Arealet blev valgt, var det ganske vist fra sagkyndig Side bleven forsikret, at der vilde være Vand i tilstrækkelig Mængde, men med denne Forsikring viste det sig kun slet be­ vendt; den gravede Brønd løb tør, og et nyt For­ søg paa at finde Vand noget længere borte førte heller ikke til noget. Men med let og rigelig Ad­ gang til Vand stod og faldt det hele; kunde dette ikke skaffes, saa var hele Anlæget til ingen Ting, og de opførte Bygninger kunde sælges til Nedbryd­ ning. Jacobsens egen Kapital sad i disse Bygnin­ ger, foruden det endnu langt større Beløb, han havde laant. Uden Vand var ikke alene •Driften umuliggjort og Bryggeriet ødelagt,, men dets Grund- 35

lægger vilde være en ruineret Mand. Skulde da virkelig de gnavne Pessimister, der havde talt ad­ varende Ord mod disse nymodens Ideer med at ville „reformere" Bryggerindustrien, alligevel faa Ret? og det af en saadan uforudset Grund, der jo slet ikke stod i Sammenhæng med selve den Tanke, hvis Virkeliggørelse var tilstræbt? Alt var jo paa det nøjeste beregnet og forudset, og ogsaa paa dette Punkt med Vandforsyningen havde man søgt at skaffe Sikkerhed ved et sagkyndigt Skøn, og saa skulde det hele glippe, fordi denne Sagkundskab havde grebet fejII Med al Jacobsens rige Alsidighed var Virksom­ heden som Brygger hans inderligste Interesse; her var det, han havde villet skabe noget nyt og stort, og saa skulde det altsammen briste og Skuden kuld­ sejle netop ved Indløbet til Havnen! For en Natur som Jacobsens, maatte Tanken om det tekniske Ne­ derlag, der truede, være næsten værre end Hensynet til den økonomiske Ruin. Slemt var det at blive fattig og forgældet, endnu frygteligere dog det, at faa spærret alle Udsigter til at virke i sit Fag, saaledes som han havde drømt og haabetl Denne Vandmangel under Begyndelsen af Drif­ ten paa Carlsberg blev dette Foretagendes første og eneste virkelige Anstødsten. Det lykkedes ved nye Brøndgravninger at faa tilstrækkeligt Vand; senere efterhaanden som Bedriften udvidedes og Vandforbruget steg, var der vel gentagne Gange nogle Besværligheder med at faa dette dækket, men Kapital og Udholdenhed løste hver Gang Vanskelig­ hederne. Det var som Forsynet ved Begyndelsen af Driften paa Carlsberg havde villet sætte Jacobsen 36

paa en sidste, afgørende Prøve; bestod han den med Taalmodighed og Udholdenhed og Tro paa sin Idee, saa skulde senere alt gaa af sig selv. Og Jacobsen bestod med Glans. Naturligvis kom der, som uundgaaeligt var ved en saa stor Virksomhed, alvorlige Øjeblikke, saaledes da i 1867 en stor Del af Bryggeriet ødelagdes ved en Ildebrand. Men det Hele var allerede da saa godt i Gang og der var for­ længst erhvervet tilstrækkelig Kapital til at dække Tabet ved Branden, at dette i Virkeligheden betød mindre. Fra det Øjeblik, den første Vanskelighed med Vandmanglen var overvundet, gik i hele "Re­ sten af Jacobsens Liv Udviklingen af Carlsberg-Bryg- geriet uforstyrret fremad, og snart i et Tempo, som dets Grundlægger aldrig havde anet. Som Brygger var del den tekniske Side af Virk­ somheden, der interesserede Jacobsen, derimod ikke den forretningsmæssige. Forretningsmand i den Be­ tydning af Ordet, at Hensynet til Pengefordelen i enhver Situation maatte blive det afgørende, var og blev Jacobsen aldrig. Det var hans Ærgærrighed at fremstille den bedst mulige Vare indenfor sit Fag, men selv da han skønnede, at han ogsaa rent forretningsmæssigt havde gjort et sjældent lykkeligt Greb med Indførelsen af det bajerske 01 i det dan­ ske Forbrug, lod han sig ikke paavirke heraf. Han solgte den Vare, han fremstillede, men da det viste sig, at han en Overgang ikke kunde tilfredsstille den forøgede Efterspørgsel uden at forringe Varens Kva­ litet ved at afkorte Lagringstiden, foretrak han at indskrænke sin Kundekreds ligefrem ved kun at modtage et begrænset Antal Bestillinger, for at han kunde være sikker paa med den Størrelse, hans 37