S_Holbergtidens_København

591976397

101 KØBENHAVNS KOMMUNES BIBLIOTEKER

EX L I B R 15

KØBENHAVNS R AA DHUS­ BIBLIOTEK

&

S f

Holbergtidens København X

Holbergtidens København skildret a f malerne Rach og Eegberg

En billedrække komm en tere t a f Poul S trøm stad og med b id rag a f Christian Elling og V ic tor H erm ansen

NYT NORD I SK FORLAG ARNOLD BUSCK K Ø B E N H A V N 1977

Holbergtidens København © Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S 1977 Chr. Ellings og Victor Hermansens bidrag er tidligere publiceret i »Holbergtidens København i Billeder fra Samtiden« udgivet af Holbergsamfundet af 3. Dec. 1922, København 1932. Printed in Denmark 1977 ISBN 87-17-02257-6

Mangfoldiggørelse af indholdet af denne bog eller dele deraf er i henhold til gældende dansk lov om ophavsret ikke tilladt uden forudgående aftale med Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.

Indhold

R u n d e t å r n .......................................................................................... 78 Runde K i r k e ...................................................................................81 R e g e n s e n ..........................................................................................82 Elers Kollegium, Store Kannikestræde 9 85 Ulfeldts Plads, G r å b r ø d r e t o r v ................................................. 86 Hellig Geistes K i r k e ..................................................................... 89 A m a g e r t o r v ...................................................................................90 Assistenshuset, Snaregade 1 2 ........................................................93 Hofkonditor Zieglers Gård , Nybrogade 12 . . . . 94 Geheimeråd Råbens Gård, Stormgade 17-19 . . . 97 Holsteins Palæ, S tormgade 1 0 .................................................98 Prinsens Palæ, Frederiksholms K anal 12 . . . . 101 Barchmanns G ård , Frederiksholms K anal 22 - Ny Kongensgade 1 .......................................................................... 102 Kunstkamm eret, R i g s d a g s g å r d e n ........................................ 105 Kancellibygningen, Slotspladsen 1 ........................................ 106 Lerches Palæ, Slotsholmsgade 1 0 ........................................ 109 Bremerholms K i r k e ................................................................... 110 Størestræde og Holmens K i r k e ...............................................113 Generalkomm issariatet i S t ø r e s t r æ d e ................................. 114 Takkelhuset eller H o v e d m a g a s in e t........................................ 117 Stenbukkens Gård, Højbro Plads 19 -21 ................................. 118 Borgmester Michael Grøns Gård , Østergade 61 . . 121 Feltmarskal Numsens Gård, Østergade 24 . . . . 122 Grams Palæ, Kongens Nytorv 3 4 ........................................ 125 Hovedvagten på Kongens N y t o r v ........................................ 126 Urtekræmmerens Gård , Kongens Nytorv 24 . . . 129 Storkanslerinde Holsteins Palæ, Kongens Nytorv 13 . 130 G jethuset på Kongens N y t o r v ...............................................133 Charlo ttenborg , Kongens Nytorv 1 ........................................ 134

F o r o r d ................................................................................................

7

København i 1740’rne a f Poul S tr øm s ta d ..................................

9

Rids a f Københavns Arkitekturhistorie 1700-1754 a f Christian E llin g ................................................................................... 20 Johannes R ach og Hans Heinrich Eegberg a f Victor Hermansen 28 Om maleriernes tilblivelse og senere historie a f Poul Strømstad 33 Rach og Eegbergs billeder med tekster a f Poul Strømstad København set fra Frederiksberg B akke ................................... 38 V e s te r p o r t..........................................................................................41 V artov set fra L ø n g a n g s s træ d e .................................................42 Stadens Arresthus i S lu tte r ig a d e .................................................45 Vajsenhuset på N y t o r v .............................................................. 46 N y t o r v ................................................................................................ 49 G a m m e l t o r v ...................................................................................50 Vor Frue K i r k e ............................................................................ 53 Studiegården , Frue P la d s .............................................................. 54 Sankt Petri K i r k e ............................................................................ 57 Valkendorfs Kollegium, Sankt Peders Stræde 14 . 58 N ø r r e p o r t ..........................................................................................61 Den reformerte K ir k e ..................................................................... 62 O rangeriet ved Rosenborg S l o t .................................................65 Erem itagen i Rosenborg H a v e ................................................. 66 Snedkermester M athias O rtm anns Gård , Gothersgade 4 1 ............................................................................69 Apoteker Beckers Gård, Købmagergade 9 . 70 Marskalsgården, Købmagergade 3 3 .......................................... 73 A braham Stoys Gård, K lareboderne 3 ...................................74 Kgl. køkkeninspektør Beckers Gård ,Købmagergade 44 77

Det asiatiske Kompagnis Hus, S trandgade 25 . . . 166 Dokken på C h r i s t i a n s h a v n ...................................................... 169 Lysthuset ved D o k k e n ............................................................. 170 Børnehuset på C h r i s t i a n s h a v n ............................................... 173 Vor Frelsers K i r k e ............................................................. 174 A m a g e r p o r t ................................................................................. 177 P r ø v e s t e n e n ..................................................................................178 K øbenhavn set fra Ø r e s u n d ...................................................... 181 Oplysninger om b illed e rn e ....................................................................183 L itteratu rhenv isn inger og n o t e r ...................................................... 188 N a v n e r e g i s t e r ........................................................................................ 191 S te d re g is te r ............................................................................................... 195 K o rt over K øbenhavn

Tho tts Palæ, Kongens Nytorv 4 ............................................... 137 Kvæsthuset, Kvæsthusgade 7—1 1 ............................................... 138 Grev Wedel Jarlsbergs Palæ, Bredgade 23 . . . . 141 Grev Gyldensteens Palæ, Dronningens Tværgade 1-3 . 142 Moltkes Palæ, D ronningens Tværgade 2 . . . . 145 Kløckers Gård, Store K o n g e n sg a d e ........................................ 146 Grev Danneskiold-Laurvigs Palæ, Store Kongensgade 68 149 Kadetakadem iet, Fredericiagade 2 4 ........................................ 150 A m a l i e n b o r g .......................................................• . . . 153 T o ld b o d e n ' . .... . . 154 C itad e lsk irk en ............................................................. 157 Ø s t e r p o r t ........................................................................................ 158 Christianshavn set fra Christians Brygge . . . . 161 København set fra Rysensteens B a s tio n ................................. 162 København set fra C h r i s t i a n s h a v n ........................................ 165

Forord

senborg og ad Gothersgade. Herfra går turen til kvarteret omkring Købmagergade, G råb rødretorv og Amagertorv, derpå videre til Nybrogade og Frederiksholm -kvarteret og over på Slotsholmen, hvorfra man ad Holmens Bro kommer til om rådet omkring Holmens Kanal. Derefter videre langs kanalen til Amagertorv og ad Ø stergade til Kongens Nytorv, herfra en afstikker til Kvæst­ huset for enden a f Nyhavn, ad Bredgade og rund t i Frederiks- staden, ind i Kastellet og ud til Ø sterport. Tu ren går derefter til Christianshavn, hvor denne bydels seværdigheder beses, derfra ud til Prøvestenen og turen ender med et blik ind over byen ude fra Øresund. Billederne er numm ereret fortløbende, og num rene er indsat på kortet bag i bogen, så man kan se, hvor de om talte bygninger lå i byen. Til hvert billede hører dels en meget kort billedtekst, der giver de mest nødtørftige oplysninger om billedets indhold, dels en længere tekst, der opridser hovedtrækkene a f den afbildede loka­ litets historie og i store træk fortæller om de personer, der har haft tilknytning til stedet. Oplysningerne er overalt især koncentreret om forholdene i m idten a f 1700-årene med enkelte tilbageblik og tilføjelser om den senere udvikling. Det er indlysende, at der kunne skrives mere om hvert enkelt billede, men det ligger uden for denne bogs rammer. Skulle man ønske at gå videre, vil henvisningerne kunne hjælpe på vej, men jeg håber, at det trods teksternes noget knappe form er lykkedes mig at dække hovedindholdet a f hvert billede. Poul Strømstad

Da Christian Elling og V ictor Hermansen i 1932 udgav »Holberg- tidens K øbenhavn i Billeder fra Sam tiden« var reproduktions­ teknikken ikke så udviklet, at der var mulighed for at gengive billederne i farver. De m åtte derfor nøjes med at gengive dem i sort/hv id t og i et format, der kun i ringe grad lod billederne komme til deres ret. Siden har trykteknikken gjort store fremskridt, og de 72 billeder, der er gengivet her, frem træder derfor på en måde, der gør det muligt at granske selv detaillerne med udbytte. Bogen fra 1932 indledes med Christian Ellings »Rids a f K øben ­ havns A rkitekturhistorie 1700-1754« og V ictor Hermansens »Johannes Rach og Hans Heinrich Eegberg«. Begge disse kapitler gengives med Holbergsamfundets tilladelse uændret her, da de indeholder værdifulde oplysninger, som det inden for dette værks ramm er ikke h a r været muligt at udbygge væsentligt. De spar­ somme oplysninger, der siden er fremkommet om de to maleres liv, gives i slutningen a f kapitlet »Om maleriernes tilblivelse og senere historie«. Ved tilrettelæggelsen a f bogen h a r jeg anvend t den fremgangs­ måde, som også Elling og Hermansen brugte, at bringe billederne i den rækkefølge, hvori man ville møde de enkelte bygninger under en vand ring gennem byen. J eg ha r dog valgt en anden rute, end den Elling og Hermansen fulgte, idet jeg ude fra Frederiksberg Bakke går ind mod byen og begynder rundgangen ved Vesterport. Derfra går man til Vartov og Rådhuset på Nytorv, ad Nørregade forbi Vor Frue og Sankt Petri Kirke.til N ø rreport og videre til R o ­

København i i74o ’rne A f Poul Strømstad

deles gunstig for den danske handel, som kunne udfolde sig nogen­ lunde uh ind ret trods de usikre tilstande på havene. Figesom i de andre europæiske lande prægedes Danmarks økonomiske politik a f de merkantilistiske ideer. Den enkelte stat skulle søge at vinde magt og indflydelse ved at have en gunstig han ­ delsbalance overfor ud landet. M an ønskede at ligge inde med en stor pengebeholdning, som bl.a. kunne bruges til betaling a f de hærstyrker, som man inden de nationale hæres opståen m åtte hverve i tilfælde a f krig. For at fremkalde den gunstige handels­ balance støttede man den indenlandske produktion og handelen, så disse erhverv kunne bringe fremmed valu ta og ædelmetaller til landet. I praksis beskyttede man den danske produktion mod uden ­ landsk konkurrence ved at lægge høje toldafgifter på fremmede va­ rer eller ved ligefrem at udstede indførselsforbud imod varer, der kunne fremstilles her i landet. Desuden indkaldte man dygtige udenlandske håndværkere og fabrikan ter for at nyde godt a f deres viden og erfaring, og endelig ydede man støtte i form a f tilskud, lån eller privilegier til alle, der ville fremstille varer, der kunne ekspor­ teres og derved bringe penge til landet. For at udnytte den fordelag­ tige neutralitetsstilling oprettedes danske handelskompagnier, i 1732 f.eks. Asiatisk Kompagni, som handlede på Indien og Kina. Selv om mange a f de hjemførte varer afsattes i København, blev store 'mængder dog videresolgt, og en omfattende transithandel foregik over København , hvor en velhavende købmandsstand op­ stod. Ofte forarbejdedes varerne i København, før de sendtes videre, som f.eks. sukker, der hentedes hjem fra Vestindien, men raffineredes på sukkerhuset i København. For at gøre det lettere for erhvervslivet at fremskaffe kapital til nye foretagender oprettedes i 1736 K u ran tbanken , som i en årrække ved lån til en lav rente var med til at øge den økonomiske aktivitet.

Tiden K øbenhavn var i m idten a f 1700-årene Nordens største by med sine ca. 80.000 indbyggere. Den var hovedstad i et rige, der strakte sig fra Nordkap til Elben, og den var residensstad for den ene­ vældige konge, Frederik den 5. Selv om dobbeltmonark iet D anm a rk—Norges territorium var udstrak t, var dets folkemængde lille, og dets politiske og økonomiske styrke ringe. Dette bevirkede, at D anm ark udenrigspolitisk måtte balancere mellem stormagterne. Det diplomatiske intrigespil mel­ lem de europæiske hoffer trivedes godt og nåede i denne periode et højdepunkt. Så længe England og Frankrig stod sammen, holdt D anm ark sig til dem, men omkring 1730 kom det til et brud mellem disse to stormagter. England allierede sig med Rusland og Østrig, og da D anm ark indgik forbund med disse to lande, knyttedes det også nærmere til England. Forholdet til Sverige og den gottorpske hertugs krav på Slesvig bevirkede im idlertid, at der i slutningen af 1730’rne skete en ændring i Danmarks holdning. M an nærmede sig Frankrig , der stod som Europas stærkeste magt. F rankrig ønskede et neu tra lt Danmark , bl. a. a f hensyn til handelen, og da Danmark forventede fransk støtte i det slesvigske spørgsmål, og da Frankrig sam tidig tilbød større subsidier end England, indgik man i 1742 en trak ta t med Fudvig den 15.s Frankrig. D anm ark havde været en a f hoveddeltagerne i Den store no r­ diske K rig, der afsluttedes i 1720 med freden i Frederiksborg, men både i Christian den 6 .s og i Frederik den 5.s regeringstid undgik landet at blive indd raget i krigshandlinger. På trods a f at D an ­ mark havde indgået den ovenfor om talte trak ta t med Frankrig, der i de følgende år m åtte udkæmpe en række krige, lykkedes det at holde landet neu tralt. Denne lange neutralitetsperiode var sær­

9

foranstaltning, som gav dansk korn en monopolstilling i Norge, og som medførte prisstigninger og kornmangel i dette kornfattige land. Det religiøse liv prægedes a f pietismen, en vækkelsesbevægelse, der opstod i Tyskland, og som allerede i Frederik den 4.s tid havde b red t sig til D anm ark . U nd e r Christian den 6 . fik den trods de ortodokse præsters modstand stor magt ved hoffet, hvorfra den ved eksemplets magt, men mest ved påbud og forordninger bred te sig til vide kredse. I 1735 udstedtes en sabbatsanordn ing , som ganske vist afløste en ældre og strengere helligdagsforordning, men som dog greb dyb t ind i borgernes dagligliv, bl. a. ved at påbyde flittig kirkegang. De, der var forsømmelige hermed — og dette ind- berettedes a f præster eller naboer —truedes med bødestraf eller endog med at blive stillet i gabestok uden for kirken. Visse for­ lystelser blev forbud t på søn- og helligdage, og der blev skredet ind mod »drukkenskab, fylderi og overdådighed«. I 1736 udstedtes således en forordning med forbud imod luksus. I løbet a f to år skulle alt guld eller sølv være fjernet fra d rag te rne, og svære silke­ stoffer, kniplinger, perler og d iam an te r m å tte heller ikke mere bruges. Folk uden rang m å tte bære lette og stribede silkestoffer, men håndværkere og kælderfolk m å tte ikke bruge disse stoffer, og tjenestefolk m å tte kun bære, hvad herskabet forærede dem. Samme år indførtes en helt ny foranstaltn ing : konfirmationen, som eksisterer endnu, og som må ses i sammenhæng med pietismens store interesse for undervisning og oplysning. Det puritanske og fromme i pietismen tiltalte Christian den 6 ., men dog ikke mere, end at pietistiske præsters fravigelser fra det danske kirkeritual blev påtalt. For bedre at kunne overvåge præster og menighed op­ rettedes i 1737 et »Generalkirkeinspektionskollegium«, der tog sig a f alle klager over forsømmelser i gudstjenesten. Selv om pietismen ved de nævnte påbud lå som en tvang over landet og fremkaldte meget hykleri, var der dog ved siden a f frorn-

Merkantilismen stemte udmærket overens med enevælden. De var begge udtryk for en centraliseringstendens, som skulle styrke staten og skabe en økonomisk enhed. S taten greb regulerende ind på så godt som alle om råder, snart for at fremme, snart for at hæm­ me udviklingen. N år virkningerne a f alle disse indgreb ofte blev mindre end forventet, skyldtes det, at den enevældige stats ad ­ m in istrationsapparat trods alle centraliseringsbestræbelser ikke fungerede tilstrækkeligt effektivt. M an manglede oversigt over for­ holdene, og ofte modarbejdede de forskellige foranstaltninger h inanden , ligesom man også tit støttede urealistiske planer, hældte store summer i fremmede projektmageres luftkasteller og hindrede sunde, velovervejede foretagender i at komme til udfoldelse. Merkantilismen betrag tede landb ruge t som »Grundvolden til et Lands Velfærd, samt Borgerens Næring og K jøbmandens Handel.« Landb ruget, der beskæftigede langt den største del a f befolkningen, var gennem hele den første halvdel a f 1700-årene ram t a f en dyb t­ gående krise, der havde både indre og ydre årsager. På grund af udenlandsk konkurrence svigtede afsætningen, og priserne faldt, så de i 1730’rne var lavere, end de havde været i den foregående snes år. I 1739 var der misvækst, og i 1745 kostede en kvægpest bønderne i tusindvis a f køer. En anden af årsagerne var, at der var mangel på arbejdskraft på landet, fordi byerne trak bondebe­ folkningen til sig. Godsejerne havde vanskeligt ved at holde bønder­ ne på gårdene og pålagde dem, der blev tilbage endnu hårdere byrder, end de havde haft før. Herved ansporede de endnu flere til at flygte væk, og for at holde på dem, fik godsejerne i 1733 gennem ­ ført stavnsbåndet, der på en gang skulle sikre den fornødne arbejds­ kraft til godserne og mandskab til den nationale hær. Endelig led landb ruget under stor mangel på kapital, som bl. a. genopbygningen a f København efter b randen i 1728 var med til at fremkalde. For at hjælpe landb ruget udstedte man i 1735 forbud mod indførsel a f korn fra ud landet til D anm ark og Sydnorge, en

10

heden mulighed for at holdninger med en helt anden baggrund kunne trives. Selv om Holberg m å tte skjule sin satire og kritik bag komediens maske eller lade Niels Klim skildre forholdene, som om de var observeret i fjerntliggende eller opdigtede lande, kunne han dog få sine bøger trykt. Men han var også en forsigtig mand. Selv om han ikke kunne fordrage pietisternes ofte hysteriske og fanatiske gudsdyrkelse, deres fornægtelse a f opm un trende adspredelser og især deres intolerance og bedreværd, undlod han at kritisere dem i sin Danmarks Riges Historie, og det var først ret sent i sit forfatter­ skab, at han fremsatte sine meninger om dem, og selv da holdt han sig som regel selv udenfor. I en a f hans Epistler hedder det så­ ledes : »Det er bekiendt hvilke Bevægelser Pietismus for nogle Aar siden haver foraarsaget udi de Nordiske Riger. Derom vil jeg intet mælde, saasom alting er endnu udi frisk Ihukommelse; især saasom jeg ikke kan sige, om de Beskyldninger, som ere giorte mod de Nordiske Pietister, ere vel eller ilde grundede. Det eene Partie igiennemheglede det andet: De O rthodoxe Lærere beskyldte Pietisterne for Fanaticismo; og Pietisterne kaldte de andre U- igienfødte. Alt hvad som taledes paa Prædike-Stolene blev a f hvert Parti nøje exam ineret, saa at man allarmeredes over Expressioner, som man ellers tilforn ingen Reflexion havde giort over ...«. Både den fornuftsbestemte oplysningsfilosofi og pietismen vendte sig, hvor d iam etra lt modsatte de end var, begge mod den gamle ortodoksi, og ud a f denne konfrontation fremvoksede fra omkring 1740 en rig litte ra tu r a f politisk og filosofisk karakter. Da de frem­ førte tanker næsten udelukkende beskæftigede sig med økonomiske og sociale problemer, men ikke angreb det enevældige styre som sådant, kunne styret tillade sig at være tolerant. Efter udenlandsk forbillede blev der udgivet danske aviser og tidsskrifter, og bøger og skrifter udsendtes i hidtil uset mængde. H istorikerne vurderede kilderne skarpere end tidligere, og man påbegyndte systematiske indsam linger a f kildemateriale. Arne

Magnussen indsam lede på sine rejser i Island de noksom bekendte håndskrifter, hvis an tal løb op i mere end 2 . 000 , hvortil kom om ­ kring 6.000 diplomer. Udover indsam lingsarbejdet ydede hi­ storikerne også en indsats ved i højere grad end tidligere at søge at danne synteser og at uddrage årsagerne til historiens gang. Mænd som G ram , Langebek, Kofod-Ancher, Hojer, Pon topp idan , T hu rah , Hofman og Holberg ikke at forglemme gjorde et stort arbejde med indsam ling og udgivelse. Bag dem stod interesserede lægmænd og store samlere som f.eks. J . L. Holstein, Frederik Rostgaard og O tto Tho tt, der alle ejede store, værdifulde samlinger a f bøger og manuskripter. I 1744 dannedes Det kongelige danske Videnska­ bernes Selskab, i 1745 Det kongelige danske Selskab for Fædre­ landets Historie og Sprog, og i 1754 oprettedes Det kongelige danske Akademi for de skjønne Kunster. Forlystelseslivet var i hine tider set fra vor tids synspunkt van ­ skeligt at få øje på. For almindelige mennesker var der ikke store muligheder for afveksling i hverdagen. Det var et fåtal, der kunne tillade sig at holde fester og baller, mange kunne ikke læse, og offent­ lige forlystelser forekom næsten kun i forbindelse med kongelige mærkedage. Det var måske alligevel ikke så dårligt at gå i kirke og høre en prædiken og synge med på Kingos og Brorsons sa lm e r! I 1722 åbnedes det første danske teater i Lille Grønnegade, og i 1720’rne afholdtes også koncerter, f.eks. i bryggernes laugshus eller i forskellige gæstgivergårde. F ra statsmagtens side så man gennem fingre med disse forlystelser, de blev ikke forbudt, men på den anden side heller ikke fremmet. Først hen imod slutningen a f Christian den 6 .s regeringstid blev mulighederne bedre. I 1744 begyndte »Det musikalske Societet« at give ugentlige koncerter på Charlo ttenborg under ledelse a f kapelmesteren J . A. Scheibe. H an var nær ven med Holberg, over­ satte Peder Paars til tysk i 1750, men kom iøvrigt til at stå i skyggen a f den italienske dirigent Scalabrini, der kom til København sam­

I I

Byen Sammenlignet med London og Paris var K øbenhavn selv med sine 75—80.000 indbyggere en lille by. Alligevel rumm ede den næsten en tiendedel a f den danske befolkning. Ved at favorisere hoved­ staden på and re danske byers bekostning havde man her inden for de gamle volde fået samlet en væsentlig del a f den viden og kapital, som var vigtige forudsætninger for landets placering i økonomisk, politisk og kulturel henseende. København var fra gammel tid en befæstet by, og i 1700-årene lå den omgivet a f forsvarsværker, der var opbygget gennem lang tid. Den ældste del a f voldene var Nørre- og Vestervold, der for store deles vedkommende stammede fra m iddelalderen. En rest a f dette forsvarsanlæg er det såkaldte Ja rm e rs T å rn , hvis rester endnu kan ses på Ja rm e rs Plads ved H. C. Andersens Boulevard, mens et andet a f tårnene, H an e tå rn e t, er markeret med en cirkel i sten­ broen ud for Larslejsstræde. Christian den 4. sløjfede i begyndelsen a f 1600-årene-den gamle Østervold, der i en bue strakte sig fra det nuværende gadekryds ved Nørrevoldgade—Gothersgade til om råde t omkring Kongens Ny­ torv. H an ville udvide byen, og fra 1606 opbyggedes derfor et nyt voldsystem langs Østervoldgade uden om Rosenborg og ud til vandet, hvor det afsluttedes med et fort, Sankt Annæ Skanse, der lå på det sted, hvor Kastellet i 1660’erne blev anlagt. Ved dette voldanlæg udvidedes byens areal til mere end det dobbelte, og efterhånden opstod her et helt nyt bykvarter, Ny-København. H e r­ ude byggedes fra 1630’rne Nyboder til Holmens faste stok, og Christian den 4. begyndte også at bygge en stor kirke, Sankt A nna R o tunda , som sammen med Nyboder skulle indgå i en stor­ stilet bebyggelsesplan for om rådet, Oktogonplanen . Hverken planen eller kirken blev dog nogensinde fuldført. Ude i det sumpede terræn ved kysten fik K øbenhavn i 1627 en ny toldbod, der lå om tren t der, hvor vore dages toldbod ligger.

men med Mingottis italienske operaselskab, som Frederik den 5. indkaldte i 1747. Dette ensemble fremførte operaer, ligeledes på Charlo ttenborg , og den tyske komponist G. W. Gluck op tråd te i 1749 som kapelmester for selskabet. I 1748 kunne man tage det nyopførte kongelige teater på Kongens Nytorv i brug, og her i Eigtveds bygning fik teaterkunsten gode vilkår. Der var dog et punkt, den enevældige konge udfoldede sig på: bygningskunsten. Ligesom tidens andre enevoldskonger var Christian den 6 . stærkt op taget a f at skabe en imponerende ark i­ tektonisk ramme om sig selv og hoffet. Hans far, Frederik den 4., havde i 1720’rne ladet det gamle Københavns Slot ombygge og modernisere, men allerede få år efter lod Christian den 6 . slottet rive ned til grunden . I stedet opførte han 1732—40 med E. D. Hausser, N. Eigtved og L. T h u rah som arkitekter det nye slot, der fra 1741 kaldtes Christiansborg. Dette slot, det første Christians­ borg, der bortset fra R idebaneanlægget nedbrændte i 1794, var efter danske forhold et meget stort og kostbart slot. Det indeholdt over 300 gemakker, værelser og sale, i v induerne var der indsat 17.790 ruder, og der var to »machinstole«, elevatorer, som »kunne gaa commode op og ned« med de kongelige personer. Til gengæld havde slottet kostet en sum, der svarede til værdien a f alt jordegods på Sjælland. Men ikke nok med det. Sam tidig med at dette kæmpeslot blev opført, lod dronningen, Sophie M agdalene, Laurits de T hu rah bygge Hirschholm Slot, i Jægersborg Dyrehave byggede han for kongen et jagtslot, Erem itagen, i Roskilde arbejdede han på Palæet, foruden at andre byggearbejder også var i gang. Sam tidig med at København skulle genopbygges efter branden i 1728, blev de mange penge, som erhvervene indtjente, forvandlet til monu­ menter for den enevældige kongemagt.

12

I 1660’erne blev der desuden foretaget store opfyldninger i K alve­ boderne, et sumpet, lavtliggende område, der strakte sig fra Løn­ gangsstræde til havneløbet. Herved opstod et andet nyt bykvarter, Frederiksholm , hvis bebyggelse dog kun skred langsomt frem. I 1670 udgravedes Nyhavn, og om råde t nord for den nye kanal opfyldtes og reguleredes. M an havde planer om at bygge et nyt kvarter her, men dette blev ikke realiseret. Dog opførtes slottet Sophie Amalienborg herude 1667-73, men efter at det var ned- brænd t allerede i 1689, blev der ikke bygget igen. Den sydlige del a f det store areal henlå derefter i lang tid som park, mens den no rd ­ lige brugtes som eksercerplads. H er byggedes siden Frederiks- staden, der anlagdes i anledning a f den oldenborgske kongeslægts 300-års regeringsjubilæum i 1749. Ø sterpo rt stod oprindelig for enden a f Østergade, men allerede i 1640’rne blev den flyttet ud til Rigensgade, og den endte efter endnu en flytning i 1708 på sin endelige plads ved den yderste ende a f Store Kongensgade. Efter at den var flyttet fra det senere Kongens Nytorv, henlå dette om råde som et ufremkommeligt bakkelandskab, og københavnerviddet var ikke længe om at døbe det Hallandsås. I 1670’erne tog man fat på at planere og regulere pladsen, og i løbet a f en halv snes år opførtes her en række a f byens største og arkitektonisk set mest værdifulde palæer: Charlo ttenborg 1672-83, Niels Juels eller Thotts Palæ 1683-86, Ahlefeldts Palæ, senere Hotel d ’Angleterre, 1683—89 og Bjelkes Palæ på Magasin du Nords grund 1687. M id t på pladsen opstilledes i 1688 Lam ou reux ’s ry tterstatue a f Christian den 5., som blev omgivet af et haveanlæg med en krans a f træer, Krinsen. På den anden side a f havneløbet blev Christianshavn, som Christian den 4. var begyndt at anlægge i 1618, udvidet ved op­ fyldninger, især mod nord. H an havde givet den nye by købstads­ status med eget bystyre, men dette ændredes i 1674, da den blev indlemmet i København. Christianshavns volde og vandfyldte

grave blev inda rbe jdet i hovedstadens øvrige forsvarsanlæg, og byen nærmede sig dermed idealet, cirklen. På samtidige kort over byen røber gadenettet tydeligt de for­ skellige kvarterers alder, et forhold, som selv flere århundreders angreb på bykernen endnu ikke h a r formået at udviske. N år man går i den indre bys gader, fornemmer man stadig, at de krumme, smalle gader i G amm el-København mellem Gothersgade, Nørre­ voldgade, Vestervoldgade og havnen er selvgroede, mens de lige, brede gader med rektangulære, regelmæssige karréer i de nyere kvarterer viser, at de er an lag t efter en overordnet plan. Mange af de nu forsvundne gader i den gamle by var så smalle og krumme, at de knap var farbare for en enkelt vogn, og de åbne rendestene h indrede i hvert fald, hvis de da forefandtes, at to vogne kunne passere h inanden. Bebyggelsen var overordentlig tæt, og da de fleste huse var bygget a f bindingsværk, var det ikke usædvanligt, at bybrande fortærede hele kvarterer. Gothersgade, der i begyndelsen kaldtes Ny Kongensgade, d an ­ ner grænsen mellem Gammel- og Ny-København. Den blev anlagt i 1660’erne, efter at den gamle Østervold var blevet sløjfet, og den var i lang tid byens længste gade. Her kunne man fra den ene ende se mere end en halv kilometer lige ud til Nyhavns Hoved, noget man i den gamle by ellers kun kunne gøre i de to voldgader langs Nørre- og Vestervold. I resten a f den gamle by standsedes blikket a f gadernes krumning eller a f tværgadernes bebyggelse. Ville man ellers se lange, brede gader, m åtte man til Ny-København eller over Knippelsbro til Christianshavn. Skulle man ind eller ud a f byen, m åtte man passere igennem en a f de fire byporte. Af forsvarshensyn var vejen ind til hver a f byportene drejet i en skarp vinkel, så man kunne beskyde en fjende i flanken. Desuden m åtte man over to broer for at nå frem til selve porten. Terrænet uden for voldene henlå som et fredeligt, landligt område, fordi man for at have frit skud fra

13

og Nørretorv eller Skidentorv inden for N ø rrepo rt stammede fra gammel tid. På torvene foregik en stor del a f byens detailhandel. H e r opslog sælgekonerne deres boder, og her falbød bønderne deres varer. Stort set kunne man få alle varer på alle torvene, men naturligvis har der været en vis specialisering. Ville man f. eks. have fisk, m åtte man til Vandkunsten , mens lervarer og tøj især kunne fås på G råbrødretorv . Åbne pladser fandtes også omkring kirkerne, men ofte var de helt omgivet a f høj bebyggelse, som f. eks. ved Helligåndskirken. H er var kirkegården skjult a f en randbebyggelse, hvor g itteret langs Amagertorv står i dag. K irkegårdene omkring kirkerne var for længst blevet for små, og man havde m å tte t oprette assistenskirke­ gårde run d t om i byen. I Fiolstræde lå Vor Frue Kirkes assistens­ kirkegård, der kaldtes L inden, og and re kirker havde kirkegårde i Åbenrå, Landgreven, Gammel M øn t og Larslejsstræde. Disse kirkegårde lå inde i bebyggede karréer helt omgivet a f bebyggelsen, således som det delvis kan ses i vore dage på Garnisons K irkegård ved Dag Hammerskiolds Allé. Først i 1760 indviedes Assistens K irkegård på Nørrebro, men det var vanskeligt at vænne folk til, at begravelser skulle ske uden for voldene. Byen havde ti kirker, hvo raf Vor Frue var domkirke. De øvrige, som også alle eksisterer endnu, var Sankt Petri, Helliggejst, Sankt Nikolaj, Holmens, T rin itatis, Reformert, Garnisons, Citadels og Vor Frelsers Kirke. De forskellige erhverv og sociale g rupper ho ldt til i forskellige kvarterer. Adelen, hvo raf mange deltog i statsstyret, samlede sig dels a f praktiske grunde, dels a f ambition i nærheden a f kongens slot. F ra Kongens Nytorv og Frederiksholm var der forholdsvis kort til slottet og cen traladm in istrationens kontorer på Slots­ holmen, og mange a f adelspalæerne lå derfor her. Langs Østergade og Købmagergade boede også en del adelige, men a f hensyn til

voldene havde forbudt al højere, g rundm u re t bebyggelse. K un enetages bindingsværkshuse m åtte bygges herude, og ejerne m åtte regne med, at deres huse ville blive nedrevet eller afbrændt i til­ fælde a f et Qendtligt angreb for at hindre fjenden i at søge dækning i bygningerne. Uden for portene var m indre forstadsbebyggelser vokset op. Bystyret så skævt til disse ureglementerede bykvarterer, som ofte var tilflugtssted for folk, der ville undd rage sig de skatter, som var pålagt byens borgere. Husene kunne også være farlige skjulesteder for en angriber under en krig. Fra portene førtes færdselen ind mod bym idten ad hovedgaderne. F ra Vesterport kørte man ad Vestergade tiLGammeltorv og fort­ satte ad Klædeboderne, den nuværende Skindergades vestlige del, og Skoboderne, Skovbogade, ud i V immelskaftet og videre til Amagertorv. Herfra kunne man komme videre ad Ø stergade til Kongens Nytorv. Kom man nordfra ind ad Nørreport, var hoved­ færdselsåren Nørregade, men efter at porten i 1671 var blevet flyttet hen for enden a f Frederiksborggade, fulgte færdselen Køb- magergade til Amagertorv. Amagerport, hvis accisebod er bevaret i Torvegade, åbnede sig ud mod det frugtbare Amagerland , byens spisekammer. Herfra kom de mange am agerbønder, der for­ synede byen med frugt, grøntsager og andre fødevarer. Udover Kongens Nytorv, som var byens største torv, var der kun få åbne pladser. Amagertorv havde næsten sin nuværende form, men var lidt smallere i den vestlige ende, og Højbro Plads eksi­ sterede endnu ikke. H er lå i stedet, indtil Københavns anden store b rand i 1795, en huskarré, som lukkede torvet mod Christiansborg Slot. Gammel- og Nytorv var adskilt a f byens rådhus, som lå næsten m idt på den nuværende plads med facade mod Caritas- springvandet. G råb rød reto rv eller Ulfeldts Plads, var opstået i 1664, da man nedrev Corfitz Ulfeldts gård. Ku lto rvet var det yngste af torvene, opstået efter b randen i 1728, mens Vandkunsten

14

er noget a f det mest sejglivede, man har. Københavns m iddelalder­ kerne er et godt eksempel derpå. En storbrand kan dog medvirke til at opløse de gamle grænser. M an nedsatte kort efter b randen en reguleringskommission, som foreskrev, at de større gader skulle være 20-24 alen (ca. 12- 15 m) brede, mens man i m indre gader kunne nøjes med en bredde a f 16 alen (ca. 10 m). M an m åtte dog hu rtig t slække på disse krav, og kun få a f de gader, man ønskede at regulere, blev anlagt efter kommissionens planer. Enkelte resultater a f reguleringsarbejdet kan dog ses endnu i vore dage. Frederiksberggade opstod efter en fuldstændig ændring a f de gamle matrikelskel i det tætbebyggede kvarter mellem Vestervold og Gammeltorv, og Ku ltorvet blev dannet, efter at man havde besluttet, at bebyggelsen langs Mikkel Vibesgades østside ikke skulle genopbygges. Der var mange and re problemer, der skulle løses samtidig. De vældige mængder a f byggematerialer, træ, sten, kalk, je rn og glas skulle fremskaffes, og det tog tid at få håndværkere til byen, men efterhånden som det rygtedes at byen var brændt, strømmede håndværkere i stort an tal hertil både fra indland og udland. I en tid, hvor man endnu ikke havde noget brandforsikrings­ selskab, opstod der ved en b rand a f disse dimensioner nogle næsten uløselige økonomiske problemer. Da der i de fleste huse var frem­ med pan t, var ejerne a f de nedbrændte huse i den vanskelige situa­ tion, at de på en gang skulle svare ydelser a f det nedbrændte hus og samtidig fremskaffe kapital til bygning a f et nyt. Hvis ens hus og alt bohave var brændt, ejede man bogstaveligt talt intet. Selv om man havde været så forudseende at anbringe sine penge i huse i forskellige kvarterer, kunne man ved en brand a f dette omfang risikere, at alt alligevel brændte. For at få ordnet prioriteringen og låntagningen nedsattes en kommission, der skulle tage sig a f disse påtrængende problemer. Ved tilskud og lån samt ved at pålægge pan thaverne at nedskrive eller helt eftergive gælden, fik man ordnet

prestigen var det ikke tilrådeligt at bo længere væk. Præster, degne og klokkere boede i nærheden a f den kirke, hvortil de hørte, ligesom professorerne boede få skridt fra universitetet i professorresiden­ serne i Fiolstræde og Store Kannikestræde, mens studenterne var indlogeret på Regensen eller et a f kollegierne. Storkøbmændenes gårde lå i nærheden a f havnen, hvor de også havde deres vare­ lagre og oplagspladser. Håndværkerne boede endnu ofte samlet, således at et fags udøvere helt kunne præge en gade. I K loster­ stræde var der en overgang mere end en snes skomagere, ved voldene holdt garvere og smede til på g rund a f generne ved huder­ nes lugt og brandfaren , mens bryggerne gerne samlede sig i Nørre- og Vestergade. Arbejdere og daglejere boede i lejeboder, der ofte lå i byens udkan t ved voldene eller var klemt inde bag tætbebyggede karréers forhuse i de såkaldte gange. Nissegangen, Smedens Gang, Peder Madsens Gang og Henrik Fyrens Gang, den sidstnævnte kun ca. tre meter bred, er blot nogle få a f dem. Pistolstræde, der eksisterer endnu, kan give en svag forestilling om disse smalle, tæt­ befolkede smøger. M ange småhandlende og håndværkere ejede derimod selv deres huse, som de både boede i og havde værksted i. Da Rach og Eegberg i slutningen a f 1740’rne vandrede om i Københavns gader for at male deres malerier, var mange a f byens huse kun godt en snes år gamle. Ved den store ildebrand i oktober 1728 var op mod 1.500 af byens ca. 4.500 huse nedbrændt og omkring 8.000 mennesker blevet hjemløse. Det gik særlig h å rd t ud over Klædebo, Rosenborg og Snarens K varter, a f hvis ca. 800 huse kun 11 stod tilbage. Længe før b randen havde man forsøgt at regulere gaderne og at få bygget nye huse efter nogenlunde fælles retningslinier, dels for at mindske brandfaren , men vel især for at opnå den »régularité og égalité«, som var enevældens ideal. H id til var der dog ikke kommet meget ud a f disse reguleringsforsøg. Indrykn inger a f facader og flytning a f grundskel kan i en by kun foregå langsomt. Grundskel

!5

2-3 fag. U nd e r mange a f husene var der også kælder. Tavlene mellem bindingsværkets tømmer var udm u re t med mursten, de såkaldte Flensborgsten, som var b rag t hertil fra H ertugdømm erne, og murene var malet i stærke farver. V induerne havde ramm er, der var opdelt i m indre felter a f træsprosser, da vinduesglas i større formater var dyrere. Mod gaden var ruderne a f hv idt glas, mens man ind mod gården brug te billigere, urene glassorter. For kælder­ vinduerne var der som regel udvendige træskodder, mens man i stueetagen til gaden havde indvendige skodder. T age t var tækket med røde tagsten, og en tagrende anb rag t liggende øverst på m u r­ kan ten opsamlede regnvandet og sendte det ned gennem nedløbs­ rør, der var lavet a f træ. Ofte rak te tag renden kun over en del a f taget, og mange steder manglede den helt, så vandet plaskede frit ned på gaden. Indgangen til huset var gennem en dør til gaden. H erfra kom man ind i en forstuegang, der førte helt gennem huset ud til gårds­ pladsen. M ange a f husene havde en indvendig trappe op til de øvre etager, men endnu fandtes på en del huse på gårdsiden en ud ­ vendig trappe og svalegang, hvorfra der var indgang til etagerne. I hver etage var der mod gaden en stue og mod gården et køkken og et sengekammer. F ra forstuegangen var der indgang til stuen og til køkkenet. I køkkenet var den åbne skorsten med sin ildbænk opmuret, og ved vinduesvæggen var anb rag t en vask, hvorfra der ud gennem muren var afløb til et udvendigt nedløbsrør. V andet kunne således løbe ned a f sig selv —n å r rørene vel at mærke ikke var frosset til om vinteren —men man m å tte bære vandet op fra brønden eller pumpen i gården. Opvarm n ingen skete ved en bilæggerovn a fje rn . Indfyringen foregik fra køkkenskorstenen. Andre faciliteter indeholdt ildebrandshuset ikke. To iletter var ind rettet, hvor man bedst kunne få plads til det, under trappen , i forstuegangen eller i gården, i form a f et lokum, hvis spand eller grube m åtte tømmes jævnligt.

denne vigtige side a f finansieringen. I 1731 oprettedes K jøben ­ havns Brandforsikring, der ved at yde lån til borgere, der ønskede at bygge, i høj grad bidrog til at fremme genopbygningen. For husenes konstruktion og øvrige byggemåde opstilledes faste regler. Alle huse, der lå ud mod gaderne, skulle bygges a f g rund ­ mur, mens baghuse m åtte bygges a f bindingsværk. M an lagde faktisk større vægt på, at husenes facader dannede en smuk gade­ væg, end man tog hensyn til brandfaren . Allerede inden m an næsten var kommet i gang med at bygge, m åtte man dog ændre reglerne og tillade at også gadehusene blev bygget a f bindingsværk. Det hjalp ikke, at kongen, der ønskede alle huse bygget a f g rundm u r, lod overlandbygmester J . C. K rieger udsende en bog, hvori det hævdedes, at der ikke var nogen synderlig prisforskel mellem bindingsværk og grundm u r. Kendsgerningen var, at grundm u rs­ byggeri var 10 - 20 % dyrere, og at der kun blev bygget lidt, før man i 1731 gik bort fra kravet om grundmu r. På en anden måde hk Kriegers bog dog betydning, idet de typetegninger over tre borgerhuse, den indeholdt, blev b rug t som forlæg for en del a f husene. Efter at man havde tillad t brugen a f bindingsværk, kom der fart i byggeriet, og i løbet a f 6-7 år var byen så godt som gen­ opbygget. En forbavsende økonomisk og arbejdsmæssig kraft­ præstation, som foregik samtidig med kongens og dronningens kostbare slotsbyggeri. I 1737 genindførte man kravet om g rund ­ mur, men da var størstedelen a f husene genopbygget, og bindings­ værkshusene stod da allerede gade op og gade ned. De nye huse varierede i størrelse, placering og udseende, men de tilhørte alle den samme hustype, ildebrandshuset, der hk sit navn, fordi det blev det fremherskende i bebyggelsen efter branden . Ildebrandshusene var langhuse, der vendte den glatte facade ud mod gaden, og hvis gavle var bygget op til h inanden , så de dannede en lang, ub rud t gadevæg. De heste a f husene var 4—5 fag brede, 2-3 etager høje og udstyret med en kvist, der som regel spændte over

l 6

Ildebrandshuset er som hustype opstået i København i 1600- årene og er således kendt længe før det i 1730’rne blev den mest anvendte husform. Ildebrandshuset er i sig selv et sluttet hele, men alligevel ønskede de fleste ejere at udny tte grundenes bageste del til opførelse a f side- og baghuse. Da reguleringen a f grundene ikke førte til større resultater, var mange a f grundene fortsat små, og det kneb at få presset forhus, side- og baghus ind mellem h inanden. M ange steder var der ikke levnet mange kvad ratalen til gårdsplads. Det var dog ikke alle steder, bebyggelsen var så tæt. Der fandtes overraskende nok ejen­ domme, hvor der bag de høje forhuse var en have med store træer og et lysthus til fornøjelse for ejeren og hans familie. Bag de store palæer kunne disse haver være hele parkanlæg med sjældne træer og springvand. Endnu omkring 1750 havde husene ikke numre. De indførtes først i 1771, og før den tid var det overladt til den enkelte husejer at markere sit hus på mere eller m indre iøjnefaldende måde med skilt eller bomærke, så det adskilte sig fra nabohusene. Det kunne være besværligt at finde frem til den rette adresse, hvis man ikke var stedkendt. M an m å tte undervejs spørge sig for og ellers tage kending a f husenes farve og de udhængte skilte. Hans Blasen boede i »Pæretræet«, »Sorte Hest« lå på Vandkunsten, »Kronen« i Rosengården og »Den grønne Krans« i Stormgade. Tidens annoncer viser, hvordan købmanden omstændeligt m åtte forklare kunderne, hvor hans forretning lå, som f. eks. J . G. Arff »boende i S tormgaden det 4de Huus fra H iørnet, hvor forsølvede V indruer sees over Døren, og den første Gade-Lygte staaer, lige overfor Bagerens ...«. Håndværkerne brugte deres laugssymboler for at vise, hvilket erhverv man udøvede i huset. Skomagerstøvlen, handskemager­ skiltet, kleinsmedens nøgle, bagerens kronede kringle og barberens bækken kan man finde endnu i vor dage.

Københavnerne

Der var et svælg mellem den slebne hofmand og den fattige stodder. Og dog kunne man møde dem begge på Københavns gader. Den ene ganske vist i karet eller bærestol, den anden i sine p jalter tiggende sig frem for at opretholde livet. Mellem disse yderpunk ter på samfundsstigen var der mange mellem trin, præster, embeds- mænd, militærpersoner, købmænd, håndværkere og tjeneste- og arbejdsfolk. Selv om de forskellige g rupper fortrinsvis boede i bestemte kvarterer, havde overklassen dog de and re grupper tæt inde på livet. I bag- og sidehuse til deres store gårde og palæer boede tjenerskab, medhjælpere og alle de forskellige folk, man måtte have, nå r man hørte til rangklasserne. Oplysninger fra tiden om­ kring b randen i 1728 viser, at f. eks. statsminister U. A. Holstein foruden diverse kammertjenere og -piger havde tolv lakajer, tre køkkensvende, tre kuske, to forridere, to portører (til bærestolen), en postknægt, en skrædder og seks piger, ialt 40 personer. Hertil kom så familien, som bestod a f otte. I palæet på Kongens Nytorv boede således ialt ca. 60 personer. Hos grev Danneskiold-Laurvig i palæet i Bredgade var der fem kammerjomfruer, ni piger og en morinde (negerpige), mens resten a f tjenerskabet i opregningen »slaaes i en Massa« og uden nærmere specifikation opgøres til 36 personer. Dette er naturligvis særtil­ fælde fra samfundets top, men mange havde en 3-4 tjenestefolk, og selv b land t håndværksmestre var der ikke mange, som ikke i hvert fald havde en tjenestepige. Håndværkerne udgjorde over en trediedel a f byens befolkning. Håndværkssvende og -drenge boede hos den mester, de arbejdede for, og mange mestre havde 5-6 svende og et p a r læredrenge boende på loftet, eller hvor de ellers kunne finde plads til dem. Med familien og tjenestepiger kunne husstanden let komme op på

meget ringe. De mange veldædige stiftelser, som hvilede på p rivat velgørenhed, var a f stor betydning. Københavns befolkningstal kunne kun opretholdes eller bringes til at stige ved tilvandring. U den den stærke tilstrømning, der til stadighed skete fra andre købstæder, fra landd istrik ter eller fra ud landet, ville befolkningstallet være faldet, idet an talle t a f døde i lange perioder oversteg an talle t a f fødte. Den høje dødelighed ram te især børnene, hvo raf op mod halvdelen døde inden de var fyldt fem år. De vigtigste dødsårsager var indre blødninger, kopper, brystsyge og tandsygdomme. Der var rige muligheder for alle former for kvaksalvere. O p e ra ­ tører, broksnidere, tandtrækkere, stærstikkere og badere rekla­ merede med ud- og indvendige kure og kaprede kunder på gader og stræder. De få veluddannede læger, byen kunne præstere, lå i stadig strid med barbererne , som hævdede, at de alene havde eneret til udøvelse a f det kirurgiske håndværk. Enhver m and eller kvinde, der giftede sig, m å tte regne med at blive enkemand eller enke flere gange i sit liv. M ange kvinder døde a f sygdomme i forbindelse med fødsler, og n å r mændene for at kunne føre hjemmet videre a tte r giftede sig ret hu rtig t efter hustruens død, var den nye kone ofte betydeligt yngre end manden. På grund a f den store aldersforskel blev hun så enke i en forholdsvis ung alder, og giftede sig måske igen med en mand, der var yngre end hende selv. Både inden for embedsstanden og b land t præsterne var det alm indeligt, at en yngre m and overtog sin forgængers enke og øvrige familie sammen med embedet, men også b land t h ån d ­ værkerne førte mestersvenden ofte firmaet videre ved at gifte sig med mesters enke. Det er klart, at synet på liv og død var stærkt præget a f den store dødelighed, og at mange mennesker søgte trøst og lindring i en inderlig gudstro. Københavnernes sprog var dansk, men det var stærkt påvirket a f

12-15 personer. Mens det tidligere havde været næsten umuligt for en håndværkssvend at gifte sig, blev dette nu mere og mere almindeligt. Dermed rykkede han ud a f mesterens husstand og dannede sin egen. Efter b randen i 1728 skete der en stor tilvandring a f håndvæ r­ kere, hvo raf en del slog sig ned i byen efter genopbygningen. De vandrende håndværkere kom i overvejende grad fra Tyskland, og håndværket var derfor stærkt præget a f tysk indflydelse. Heri var der dog in tet nyt, idet danske svendes vand ringer fra gammel tid havde været medvirkende til at håndværkersproget og laugs- skikkene var tyske. „ - ' Den næststørste gruppe var mandskabet ved hær og flåde, vel en fjerdedel a f indbyggerne, mens embedsstanden og handelsfolkene tilsammen udgjorde knap t en fjerdedel. Trods laugenes modstand var der opstået en del industri, der i form a f m anu fak tu rer be­ skæftigede en hel del fabriksarbejdere. Med familier anslås disse omkring 1740 at have udgjort ca. 4.000 personer, men det var kun hvad an tallet a f tiggere og løsgængere også løb op til. Skønt tiggeri var forbudt, oversvømmedes byen a f tiggere, løs­ gængere og krøblinge. Fattigkommissionen søgte at holde alle fremmede, som kunne formodes at ville tigge, ude fra byen, og ind ­ fangede så mange a f resten, man kunne overkomme. Løsgængere og utugtige kvinder blev anb rag t i henholdsvis Rasp- og Spinde­ huset, vanartede børn ligeledes i Rasphuset, mens forældreløse og fattige børn kom i Børnehuset. Invalider og vansirede personer fremviste deres defekter for at vække medlidenhed, så man m åtte forbyde »Folk, som vare ilde tilredte i Ansigtet eller paa K roppen med Flod, Kræft eller anden udvortes Skade« at vise sig offentligt »til Rædsel og Vederstyggelighed for Andre, navnlig svage Kvinder«. Fattiglovene indeholdt bestemmelser om fattiges og syges und e r­ hold, men mulighederne for at hjælpe var på g rund a f pengemangel

18