S_FørOgNu_1920

F ornedrelse ned og k nustes i Støvet — gam le Rasmus saae ikke disse G yseligheder, han var A aret iforveien salig hensoven i Troen paa dens kongelige U rokkelighed. Hvor var han dog en sær, gamm el F yr den selvsamm e Rasmus Portner! — — — Ogsaa m in O nkel A dm inistratoren præ gede sig paa en besyn­ derlig M aade i min barn lig e E rindring. Det var en høi, mørk, m ager og alvorlig Mand, som a ltid gik klæ d t i Sort og baade Sommer og V in ter havde F rak k en knappet lige op i Halsen. N aar han langsom t gik gjennem F ab rikens endeløse G aarde for a t an stille den daglige Inspektion, holdt han a ltid Hæ nderne paa Ryggen, H ovedet lid t bøiet og B likket tilsy nelad en de fæ stet mod Brostenene. Og dog vidste A rbeiderne, at han saae som en F alk og h ørte som en Los, og der var ingen, der veg fra sin Dont eller lod sig skuffe a f denne tilsy neladend e D istraktion. Han var ordknap, k o rt og bestem t i sin Adfærd, stren g mod de Dovne og E fterlad ne, og dog elskede A rbeiderne ham ; thi de vidste, a t han

Da vor H usjom fru den A ften skjæ nkede Thee, var Onkel sæ r­ deles stille og ordknap. H an gik op og ned ad Gulvet med H æ n­ derne paa Ryggen og læ ste ik ke engang B erlingeren, som han ellers a ltid pleiede a t gjøre. K lokken ti gik han ned for a t træ k k e P røver; jeg fik mod Sædvane Lov til a t blive oppe. Da han kom tilb ag e, saae han endnu m ere alvorlig ud og gik e t P ar Gange op og ned i Stuen, d erp aa standsede han foran m ig og sagde: „Kan Du Dine L e k tie r? “ „Ja, O nkel!“ „Saa er d et bedst, Du gaar i Seng, V iggo.“ Jeg vilde gjerne blive lid t oppe endnu, og som e t svagt Forsøg til en Sam tale sp urgte jeg: „Hvorledes gaaer d et med Vasen, O nk el?“ H an saae p aa m ig med en a l­ vorlig Mine og sagde: „Veed Du hvorledes d et gik i R u slan d ?“ „Nei, O nkel!“ „Saa sk al jeg fortæ lle Dig det. — D er var en K eiserinde, som hed C ath arin a den Anden, og som havde fa ae t den første P o rcellain sfab rik anlag t. Hun ønskede a t faa en Vase endnu større end den, vi bræ nde iaften , og denne Vase skulde have en blodrød Fond, hvor- p aa G uldornam enterne sk u l­ de lægges. Denne rubinrøde Farve er det m eget vanske­ lig t at frem stille ren og klar, og de første to V aser fik derfor P le tte r og U jæ vn­ heder i Ovnen. K eiserinden, der var bleven utaalm odig over den lange Tid, det varede, sendte da et Bud til B estyreren og lod ham sige, a t hvis Vasen ikk e blev fæ rdig om tre Uger, skulde han m iste sit Em ­ bede og p a a en lille Slæde sendes til Siberien. Ligesom B estyreren fik d e tte Brev, stod han ved Ovnen og lod den tred ie Vase sæ tte ind. Han kunde netop opfylde K eiserindens B egjæ ring, hvis Vasen lykkedes i denne Brand ellers m a a tte han skilles fra Kone og Børn, fra Em bede og B estilling for a t arbeide i B jergvæ rkerne. T anken herom gjorde ham saa fo rtvivlet, a t han den hele N at v andrede op og ned ved Ovnen uden a t faa Hvile. Folkene tra k Prøver, m en hver Gang de trak , vare de sie tte re og siettere. Da kom endelig Morgenen. Ovnen blev aabn et, og der stod Vasen, saa k lar og skjæ r, saa ren i Farven, som var den m alet med Blod. Men In sp ek teu ren var borte — Ingen kunde finde ham . F ørst da m an rensede Asken ud til næ ste Brand, fa n d t m an en lille samm en­ sm eltet M etalklum p og nogle forb ræ n dte Been — han var sprungen i en af F y rh u l­ lerne for ikke a t blive sendt til Bjergene. Den Vase h ar jeg selv seet i B erlin, Kon­ gen af Preussen fik den i Foræ ring. Det er den sm uk­ keste røde Fond, jeg har seet; men den er b e ta lt med en M enneskesjæ ls Fortvivlelse. — Gaae saa i Seng, V iggo!“ Jeg gik i Seng, men det var m ig ikke m uligt a t sove. Hele T iden saae jeg den røde Vase, den flammende Ovn og den blege Mand, der v andrede op og ned, m edens L uerne lyste. L idt e fte r lid t antog denne Mand Onkels Ansigt og Udseende. I den sorte, tæ tslu tten d e F rak k e og med Hæ nderne paa Ryggen gik han a l­ vorlig frem og tilb ag e og stirred e af og til ned i de dybe F y r­ huller, hvor F avn estyk kerne forsvandt, som om d et kunde væ re Svovlstikker. K lokken tolv hørte jeg Onkel staae op; han skulde anden Gang ned og træ k k e Prøver. Jeg listede m ig ud af m in Seng; V in te rn a tte n var bidende kold, m en d esuagtet krøb jeg op i V induet og saae rystend e af Angst og Kulde ned i G aarden. Den sorte Skorsten lyste med m ørkerøde, alenlange L uer; den lig ­ nede et spøgelseagtigt Uhyre, der stra k te fire glødende T unger ud af M unden p aa een Gang. Om disse L uer bølgede en sort, en kvæ lende Røg. Den dreves lige imod Huset, jeg kunde endog ty d elig m æ rke den harp ix ag tig e L ugt af F y rre træ et. D ette var ikke noget godt Tegn, ved M idnat skulde Flamm en væ re klar, det havde den gam le D inger tid t fo rk lare t mig, ellers blev Porcel- la in e t røgslaaet. Der kom en stor Angst over mig, som ikk e fo r­ m indskedes, da jeg øinede Onkel, som med en L ygte i H aanden vandrede over den snebelagte G aard op imod B ræ nderiet. Hans sorte D ragt tog sig dobbelt sort ud mod de hvide Snedriver, og

var retfæ rdig, og a t hans Væsen, der ligesom den sorte F rak k e sad tillu k k e t og stram t om kring ham, kunde væ re b lødt og m ildt, naar ufo rsk y ld t Nød, Syg­ dom og Savn havde ram t dem. H an var en Mand af den gam le Skole, tro mod den Tid, hvori han var voxen op, og ude af S tand til at gribe, hvad den nye bar i sit Skjød. H an p as­ sede sin G jerning, og hans G jerning passede for ham , og da den nye Tid vilde skille dem ad, sk iltes han fra e t Liv, der begy ndte a t blive ham til Byrde, som ufo rstaaelig t. U ag tet jeg hemm elig holdt af ham , var jeg dog næ sten bange for ham ; th i han gav sig kun lid e t af m ed mig, og n a a r d et skete, var det mere eg n et til a t fo rskræ kke et B arnesind end til a t drage det til sig. S aaledes husker jeg endnu en A ften ved Ovnen. D er skulde bræ ndes en stor Vase, et m eget sjel- dent og k o stb a rt Stykke, en P resent til en eller anden P o te n ta t i T ydskland. Tre eller fire E xem plarer var allerede tid lig e re fo ru ly k ­ kede, og d et begyndte at knibe m ed T iden. Onkel havde selv led e t Vasens Opstilling, den v ar bleven afstivet og stø tte t p aa det Omhyggeligste, og nu kom det store Moment, da der skulde stik k es Fyr. Onkel tog e t B undt Høvlspaaner, steg a fm a a lt og ro lig ned i det ene af Ovnens F y rh u l­ ler og sa,gde til O verbræ n­ deren: „Nu fa a r d et a t gane, Dinger, som d e t v il“. Dinger, en sn u rrig gammel P atron nede fra Schwartz- wald, skjæ vede hen til Onkel

[Lergruppe af A. Hald, 1797. (F o lke M useet).

med d et ene Øie, d et a n d et havde han fa ae t b ræ ndt ud af en Gnist, og sagde: „Aber den goer nicht, H err A tm inistrator, selbst der liebe H e rrg o tt k a n ikke so stor en Ding m achen“. 1 samme Ø ieblik sta k Onkel S paanerne til. D inger og U nder­ bræ nderen gjorde d et Samme, og med en bedøvende Susen og K n ittren tra k den m æ gtige Høiovn Flamm erne til sig, og de før­ ste k u lsorte R øgsøiler væ ldede ud a f Skorstenens fire G lughuller. Onkel steg rolig op igen, klappede D inger paa Skulderen og sagde: „Mein lieb er D inger, w enn der gute Gott sich die Mühe genom ­ men h a t solch einen D inger zu m achen wie Sie, da w ird er wohl leichter so ein D ing m achen können, wie da im Ofen ste h t“. D et v ar den eneste Gang, at jeg har h ø rt Onkel tale Tydsk til Folkene, u a g te t en Del af B esæ tningen var fra Schwaben og Sachsen. Jeg veed ikk e hvoraf d et kom, men disse Ord, u d talte i et fremm ed T ungem aal, gjorde paa m ig en forunderlig V irkning; thi i m in b arnlige F a n tasi og m it hele davæ rende B arnedrømm eliv spillede, foruden Onkel, Ovnen en Hovedrolle. N aar de m ørkerøde Luer i V in te rn a tte n lyste over Sneen, n a ar Ilden buldrede og bragede derinde, n a ar D inger med Maske for A nsigtet tra k de glødende Prøver ud paa lange Jernstæ nger, medens m an gjennem de sm aa G lughuller kunde see Flamm erne dirre og spille derinde ligesom U daander — d a forekom Ovnen m ig som en sælsom dæmonisk Verden, og ald rig h a r jeg k un net tæ n ke paa D aniel og de hellige Mænd, uden a t m in T anke førtes til den gam le Porcellainsovp.

235