S_FørOgNu_1920

F ab rik en begy ndte, F o lk et ju bled e, th i F ab rik en gjorde V id­ under paa V idunder. Sm aa H yrd in d er med høihæ lede Sko, sm alle om L ivet og bred e om B arm en, blev i deres K n iplin gssk jørter tru k n e ned m ellem K ornax a f høist letsin d ig e H y rd er i guldbro- derede Ja k k e r og v io le tle B enklæ der. M a rtia lsk e S oldater med den tre k a n te d e H at p a a snur og H aan d en h vilende p a a K aarde-

m er fra en yng re Tid. K uriøst nok forekom m er „H ans K usk“ v irk elig t i R egn sk ab erne fra forrig e A arh und redes S lu tn in g .“ Vi skal i d et følgende c ite re en k elte U ddrag af B ergsøes in ­ te re ssa n te Bog, som giver vore Læ sere et In d blik i T idens Aand p aa det fjern e T idspunkt, og d et m ystiske Skær, som hvilede over P o rcelain sfab rik atio n en og dens Udøvere.

fæ ste t snoede deres K neb elsb art, m edens de sk o tted e ned til den lille M a rk ete n ­ dersk e, som paa Knæ hæ ld te n o g e t ud af e t Anker, der næ sten v ar lige saa sto rt som hun selv. Vaser, hvis H an k e og Halse vaandede sig i den u sa lig ste Roccoco- fortv iv lelse, bare Hans M ajestæ ts høie B illede og N avne- cilfer om slynget af Porcellainsblom ster, saa fine, a t de gik itu , na ar m an blot aan d ed e p aa dem, saa a t de k u n ved egne, h ø itb etro ed e K u rerer k u n d e sen ­ des til de tydske Hoffer som e t V idne om, a t D anm ark nu v ar in d tra a d t i de civil icerede S taters Ræ kke, a t d et lavede Oder og — Porcel- lain. D e tte var F a ­ brikens lyse Periode, dens egen tlige G uld­ hvad fo rsta a ogsaa Bønder sig paa Assiet- te r til A gu rk esalat? Dog — d e t stod sk rev et i Skjæ bnens Bog, a t den ikke skulde falde ved fø r­ ste Hug. „Den hol­ der s’gu nok, den er ko ngelig“, pleiede den gam le Rasmus P o rtn e r a t sige u n ­ d er R igsdagens D e­ b a tte r, og den holdt, th i den var nu b le ­ ven en p a rlam e n ta ­ risk F jerboldt. F ra F o lk e th in g e t k a ste ­ des den ind i Lands- th in g et, fra første B ehandling fløi den til anden, fra det Sæ rlige over i det Fæ lles — „den er jo ogsaa b ygg et for H ol­ sten ern es P e n g e “, sagde Rasmus. De­ b a tte rn e om dens B estaaen e lle r ikke B estaaen ere m eget læ ngere, end denne H istorie vil blive, og selv da en ivrig De­ p u te re t forlan g te, at

I. Forsvundne H erligheder. Der var en Tid i D anm ark, hvor de S ty ren de havde fo r­ un d erlig e Ideer og, hvad der v ar væ rre, fik dem sa tte i Væ rk. D er v a r en T id, hvor m an i den G rad saae feil af L andets N a­ tu r og L and ets K rav, a t m an antog, at Plo­ ven burde om byttes m ed S v ing hju let, P leilen med Væ ver­ spolen, K ornladen med den rygende F ab rik sk o rsten . Man saae, a t den livegne Bonde med sine fo r­ su ltn e Børn og u d ­ asede T ræ ldyr ikke kunde bringe noget ud af Jorden — og d et v ar Jorden, der fik Skylden. Man sk ifted e System — L and et skulde ikke læ ngere væ re et A gerland, m en e t F a ­ m øller og K læde væ­ verier, fik m an ogsaa den snilde Idee a t ville spinde Silke ved en P orcellains- fa b rik . En saadan m a a tte jo væ re en hø ist hensigtsm æ ssig In d retn in g . L eret skulde h en tes fra Bornholm , K vartsen fra Norge og B ræ n­ d et fra Preussen. Men F ra n k rig havde jo sin i Sevres, Sach- sen den i M eissen; d et v ar i T ydskland blevet Mode, a t Kon­ ger og hø ify rstelig e Personer ved F o r­ m æ linger og B arne- daab foræ rede h v e r­ andre fo rg y ld te Spi­ sestel og Servant.e- servicer, hvorfor skulde m an ikk e gjøre d et Samme i D anm ark? »So ein D ing muss ich auch h a b en “ ! — og F re d e ­ rik den F em te var­ den, som først b e­ hagede a t u d tale disse Ord, sam tidig med a t han in d ­ k a ld te K lopstock.

G alante Par. 1780—30. (B. H irsc lisp ru n g s E je).

brik lan d . E ngland havde jo F ab riker, hvorfor skulde saa D an­ m ark ik ke have d et Samm e? M an gjorde et Spring, og den ab- solute H ersker nedlod sig til a t blive In d u stririd d e r; m an vilde ophjæ lpe F o lket ved a t gjøre d et fra Det, d e t var, til Det, det ald rig kun de blive, og — m an an lagd e F a b rik er. P a a denne Tid, hvor m an sp ek ulered e i S ilkespinderier, P a p ir­

alder, hvor den var æ gte kongelig og fik Besøg af æ gte kon­ gelige P o te n ta te r. Da F red erik den S je tte døde, var allered e noget af F orgyldningen borte. C hristian den O tten des „Nu ville vi alle sp a re “ gav den vel en Del af dens G iands tilb a g e, n av n ­ lig gjorde den i denne Tid en ^foruroligende Mængde T røffel- daaser og R agou tfad e m ed Løver p aa L aag et; m en K a tastro fe n af O tte og F y rre blev dens Dødsstød

Tiggersken.

Fløjtespilleren. (F o lk e M useet).

F ab rik en blev an lag t, kongelig an lag t. Den stra k te sig med fire lange G aarde og ti overflødige B ygninger lige fra K jøbm ager- gade til Springgade. Den fik Kongens gyldne K rone og N avn e­ ciffer over P orten, der blev tilla g t den P ræ d ik a t af „kon gelig“, og den fik som Symbol to Overflødighedshorn, hvoraf der ud væ l­ dede P æ rer —- en sindrig P ro feti af K unstneren; th i Penge kom der aldrig. Hans M ajestæ t behagede endvidere at bestemm e, at dens F ab rikm æ rk e skulde væ re tre blaae, bølgede Streger, Sym ­ b o let p a a Øresund, Store- og L illeb elt — en sindrig P ro feti af M ajestæ ten: d e t var V and altsamm en. Men m an b ru g er m eget V and til en P o rcellain sfab rik , og Vand — ja, d et h a r D anm ark a ltid h a v t i Overflod.

m an skulde slaa dens H yrdinder og V aser til V ejsk jæ rver og fo ran dre dens B ygninger til L okale for tresin d sty v e Hinke U n­ derofficerer, som saa m ed det Samme kunde tag e Overopsynet m ed U n iv ersisetsb ib lio th ek et og i fornødent Fald flytte det fra T rin ita tis K irk elo ft til K ry stalgaden — selv da holdt den. Ja, livad der bør anføres som en h istorisk K jendsgjerning, den seirede over denne sin iv rig ste M odstander. Den holdt, da h a n ik ke holdt, og først 1868 sk ete d et F orfæ rdelige. F a b rik en blev stille t til offeutlig A uktion, og P ræ d ik a te t „kongelig“ m istede sin oprindelige B etydning. Da skjalv d et i dens æ ldgam le Mure; den kongelige Krone, der havde p ra n g et over V aab en sk jo ld et og bu dt sex H erskere Velkomm en, sty rted e sig i Følelsen a f sin.

234