S_FørOgNu_1920

Dronning Louise, af hvem der paa Frederiksborg findes et interessant Billede, m alet af d ’A g a r, døde den 15de Marts 1721, og med dette Dødsfald begynder et nyt Afsnit i Frederiksberg Slots H istorie. Det syntes usømmeligt, ja, skamløst a t Kongen to Dage efter hendes Bisættelse, den 4de April 1721, lod sig officielt vie til Anna Sophie, og et P ar Uger efter tog de Ophold paa Frederiksberg Slot, hvor han i en Sal i den østlige Fløjs Beletage satte Dronningekronen paa hendes unge, skønne Hoved med følgende Ord: „Hermed erklæ rer vi Eder for Dronning til Danmark og Norge. Denne Krone give vi Eders M ajestæ t af godt H jerte og ønske al Lykke og Velsignelse d e rtil“. I „Bogen om F rederiksberg“, hvis Fremkomst skyldes Forman­ den i Komiteen til Bevaring af det gamle, skønne Slot, General­ konsul G lii c k s t a d t, har den udmærkede Personalhistoriker, Dr. L o u is B o b é , efter A rkivstudier givet en mere indgaaende Be­ skrivelse af den ovennævnte historiske Kronningsscene, der virke­ lig har væ ret højst ejendommelig. E fterat Kongen i Dagens høj-

Middag og Aften ved stort Taffel og diverterede sig mellem Maaltiderne med a t spille Bassett. Og dermed var Dagen for Frederik den Fjerdes og Dronning Anna Sophies, født Revent- lovs, selvlavede Kroningsfest lykkeligt bragt tilende, otte Aar efter at han havde bortført hende som ganske ung Skønjomfru i 1712 fra Slottet Clausholm. Der er ingen Tvivl om. at Frederik den Fjerde har elsket denne Frille-Hustru oprigtigt, og hun har forstaaet at holde hans Kærligheds, ellers noget ustadige, Ild flam­ mende. Den franske Gesandt i København, de C a m illy , taler i et Brev til sin Konge netop om dette Forhold og siger, at hvad der er „meget forunderligt er den Snildhed, hvormed Hen­ des Maj. Dronning Anna Sophie forstaar a t vedligeholde sin Credit ligeoverfor sin Ægteherre, der bestandig viser hende den samme fyrige Opmærksomhed, som en nyopstaaet Lidenskab ind­ gyder, og Hans Majestæt lægger saa liden Skjul paa sin forelskede A ttraa, at han end ikke i Publikums Nærværelse paalægger sig nogen Tvang“.

Sm allegade Nr. 2, 4 o g 6, Aar 1900.

T ilh- Overlæge H alks Sam ling.

Ejendomm en længst t. li. tilh ørte Statsm inister I. S. Bløsting”(død 1843).

Er det ikke naturligt, at Dronning Anna Sophie elskede Frede­ riksberg Slot? Her havde hun, som vi nu har hørt, oplevet sit bevægede Livs mest bevægede og lykkeligste Øjeblik, da hun blev Kongens retmæssige Hustru! Her havde hun, alt imedens Dronning Louise levede, fundet et Fristed sammen med sin El­ sker, naar de længtes bort fra det skumle og grimme Residens­ slot i Byen med det kedsommelige Hofceremoniel! Her var de sig selv og kunde sværme med hinanden i N aturens Skød, og herude fødte hun, i Juni 172G, Kongen en Søn! Og her var det mangen Gang gaaet svæ rt lystigt til. Deres Elskovsforhold havde tag et sin Begyndelse under et Maskebal paa Koldinghus, det skønne Slot ved Kolding Sø, derfor var det maaske, a t et bal- masqué var deres bedste Fornøjelse, naar de levede ude paa Sommerslottet paa Bakken. Og ønskede de a t mindes deres Kær­ ligheds første berusende Tid, behøvede de blot i en af Slottets Sale paa Frederiksberg, i „ R o se n “, at kaste B likket op imod Loftet, hvor C o f f r e ’s Maskeradescene, signeret 1704, v a ra n b ra g t. Dette Maleri begejstrede, henved et Aarhundrede senere, den unge A d am O e h le n s c h la g e r , der i sit Digt „Frederiksberg“ skriver følgende Linjer om en af Maleriets Hovedskikkelser:

tidelige Anledning havde udnævnt ti hvide Riddere, fuldbyrdedes den nye Dronnings Kroning. Da Konseillet var sluttet, lod Kon­ gen sin Overhofmarskal sam tlige fremmede Ministre og Hoffets D ignitarer tilsige til at møde i hans inderste Forgemak, hvorpaa han behagede at uuderliolde sig med de udenlandske Diplomater om ligegyldige Ting, indtil han pludselig opfordrede det samlede Selskab til at ledsage sig til Hertuginden af Slesvigs Sovegemak, for at de kunde være Øjenvidner til det, han her agtede at vise dem. D erefter gik Overhofmarskallen ind for at hente den konge­ lige Krone, der hvilede paa en rød Pude, sem han bar paa Ar­ mene. Ved et Vindu i Sovekabinettet stod Prinsesse Amalie, medens Anna Sophie stod ved Fodenden af sin Seng iført Sørge­ dragt og med Juveler i det udslagne Haar. Derpaa sagde Kon­ gen med højtlydende Stemme til Hertuginden, at efterdi han af sand Højagtelse og Kærlighed havde udvalgt hende til Gemal­ inde, vilde han ogsaa nu erklære hende for Dronning at være, hvorefter han nødte hende til at nedlade sig paa en Fauteuil under den i dette Øjemed opsatte Tronhimmel. Han løftede den kongelige Krone fra Puden og satte den paa Anna Sophies Hoved, hvorefter hun — som Dronning af Danmark og Norge —- rejste sig op og kyssede Majestætens Haand, hvorpaa han omfavnede hende. E fterat Kongen og den nybagte Dronning derefter havde modtaget Lykønskninger af Kronprinsen og Prinsessen sam t de udenlandske og danske Ministre, spiste Kongeparret publikt til „Før og N u“. 6. Aarg. Nr. 8. j^ g

Hisset jeg ser Dig, Du blomstrende Skønne! Smækker, i staalfarvet T aft er Du snørt. Kulsorte Maske fra Panden Du rørt Hæver for sødt med et Smil mig at lønne!