S_FørOgNu_1918

„Juleaften Kl. 5 skærmydslede to Matroser med Knive paa hin­ anden i Pustervig, men Naboerne kom straks ud med Kortgevær, bankede paa dem, ligesom det havde været Bergfisk og skilte dem saa ad. Da Matroserne kom til sig selv igen, takkede de Indvaanerne, at de havde forekommet Ulykke.“ Her synes jo egentlig den moralske Sejr at have været paa Matrosernes Side. Dagen efter var der Halløj paa den anden Side Købmagergade. Om Morgenen Kl. 7, da Folk kom fra Fropræken, kunde de nyde det opbyggelige Skue af en fuld Skibsskriver og en sagtens ikke ædru Skibskok, der gik i Rosengaarden og trak Kaarden ud og ind: Det skulde man nu synes ikke var saa farligt, men Folk — man maa huske de kom fra Kirke — skreg Gevalt og saa kom der en Vægter Jacob Movridsen til. Og han virkede paa Skri­ veren som en rød Klud paa en Tyr. Nu kom Kaarden helt af Balgen, og Vægteren maatte værge for sig. Takket være den her­ lige Forordning af 6. Februar 1694 var Naboerne straks ude med deres Kortgevær. Og uagtet man skulde tro, at en Vægter med

finde. Naboen, som af Frygt for Spoliering klagede mest for mig, bad jeg al skaffe mig Naboers Bevis og Attest, men han var hos mig i Aftes og klagede over, at ingen af Frygt turde eller vilde attestere, at der endnu holdtes H .. . hus. Jeg svarede ham: Lad mig faa eders skriftlige Angivende, saa vil jeg eksaminere Væg­ terne og Naboerne og ramme Bod. Samme Mand var stærkt be­ skænket, og da han gaar fra mig, raaber han overlydt paa Gaden: Jeg kommer fra Politimesteren ! Det er hans Befaling, at dette Hus er et H . . . hus og skal brækkes ned! Slaa nu, hvor der vil!“ Han slap nu ikke helt billigt fra denne Historie. Ved Politirets Dom af 20. Februar dømtes han til at sidde tre Dage paa Vand og Brød i Raadhuskælderen, hver af disse Dage at gaa en Time i den spanske Kappe foran Raadhuset, bøde 4 Rdl. til Politi­ mesteren og reparere Skaden paa Karen Busses Hus. Det er nu et Spørgsmaal, om ikke Øvrigheden selv ved sine Dispositioner bidrog til at udvikle de raa og tøjlesløse Instinkter hos Befolkningen. Under den almindelige Opløsning af alle Daglig­ livets Forhold, der var en Følge af den frygtelige Pest i 1711,

synes at lægge Vind paa at tale fint, „jeg har jo aldrig gjort eder noget imod.“ „Jeg giver eder Djævelen, I Kæltringepak, I Sultenpak og Ka- naille! Jeg har en ærlig Karl paa mit Loft, — om I har nogle Kanailler, ved jeg ikke.“ „I er fuld eller gal, Kone!“ sagde Skrædderen. „Hvad gaar af eder, at I falder mig saa over, da jeg beder God Aften?“ „Djævlen skal føre Dig fra min Dør, — havde jeg et Koste­ skaft, jeg skulde prygle din Hund væk fra Døren.“ Konens hidsige Afvisning af Skrædderens Venlighed kan vist kun forklares ud fra den Omstændighed, at der — som i langt senere Tider — var mange berygtede Huse i dette Kvarter, og at hun nok skulde vise ham, at han tog fejl, hvis han tog hende for en af den Slags, som havde Kanailler paa sit Loft eller i sit Hus. Over for de berygtede Huse og deres Besætninger var Folks Stemning meget vekslende. Snart holdt den uberegnelige Offent­ lighed med Damerne imod Øvrigheden, men det kunde ogsaa

fandt der kunde være nogen Mening i og gik hen i Soldatens Kvarter og fik den udleveret. Dog ikke uden videre Snak. Sol­ daten var ikke saa modig som Dagen forud og maatte finde sig i den Tort, at baade hans Kvartervært og dennes Kone slog ham paa Øret med de Ord: Skal vi have en Tyv i vort Kvarter? hvorpaa de havde taget Stokken og udleveret den. Men om Eftermiddagen havde Soldaten fundet sin Courage igen; han mødte paa ny i Meyers Hus og yppede Klammeri, saa Værten maatte „vise ham ud paa Døren“. Men da Soldaten var bleven smidt ud, voksede først hans Mod. Han drog blank og gav sig til at hugge i Vinduerne, saa de sprang i Stumper og Stykker. Saa greb Karsten Meyer sit Kort­ gevær, styrtede ud og gav sig til at tampe løs paa Soldaten, der værgede sig med sin Sabel. Men da Naboerne kom til, to Vævere fra den ene Side og to Snedkersvende med lange Stykker Træ, maatte Soldaten vige og flygtede ned ad Aabenraa, forbi Refor­ mert Kirke. Der fik de Civile Forstærkning af en lang Garver­ karl med en Stok, og nu tampede de alle løs paa Soldaten,

Chej-Ro-takler- Johannm Hanft:

Overlæge Hallcs Samliug.

Hausergade.

Pustervig.

L ille Købmagergade.

Frederiksborggade Aar 1905.

Kidtorvet set fra Gamle

der faldt om paa Gaden og blev liggende, medens Civilisterne fjernede sig, Karsten Meyer med Soldatens Sabel som Krigs­ trofæ. Noget efter kom to af Soldatens Kammerater til og samlede den faldne op. Han kunde hverken staa eller gaa og saa med­ taget var han. at han aldrig kom til Hægterne mere, men døde Dagen derpaa. Folk kan endnu i vore Dage komme op at skændes om de særeste Ting. Men der var dog mere Humør og Frodighed i Ge­ mytterne i hine Tider. Nogle Skomagersvende sad i 1702 hos en Brændevinsmand i Vognmagergade og lagte Kort, i dette Tilfælde Styrvolt. Kl. 10 kiggede Vægteren ind til dem og sagde, at før Kl. 12 havde det ingen Nød. Saa havde han gjort sin Pligt, „advaret“ dem og satte sig til Ro i en Kælderhals. Men Kl. blev baade 1 og 2 og mere end det. Skomagerne legede stadig Kort og fugtede Struberne, men Kl. 5—572 om Morgenen kom to af dem i Skænderi „om Skrif­ ten om Prædiken“. Religionskrige overgaar som bekendt alle Krige i Grumhed og Vildskab, og de to Skomageres Religions Disput udartede i den Grad, at de sloges med Stole, ja med Ild­ tang og Ildspande fra Ovnen, og til sidst rendte den ene sin Kaarde gennem Livet paa den anden, saa han faldt død om.

hænde, at Pøbelen pludselig, som drevet af en ond Samvittighed, vendte sig med Baseri mod disse Huse. Saaledes indberetter Københavns Politimester d. 28. Januar 1714, at han om Natten „fra Kl. 10 til 12 har været okkuperet med at afværge Spoliering og Nedbrydelse af et Hus i Lande­ mærket, som angives af være et H . . . hus. Der var en Forsam­ ling paa Sikasten ved hundrede Karle, Soldater, Studenter af Re­ gensen, Matroser og slige, Haandværkssvende og Drenge, som par force vilde nedbryde Huset. Naar Politibetjentene, som efter- haanden af mig blev henskikkede, advarede enhver (d. e. paa­ mindede enhver om) at gaa hjem og i Morgen andrage det for Politimesteren med Bevislighed, saa skulde der rammes Bod, yppede en Del Klammeri mod dem, men stillede sig endelig tilfreds. Dog, naar Betjentene vendte Ryggen til og gik bort, hørte de straks et stort Anskrig og dermed Stene kastede til Vinduerne, og straks var seksten Ruder i fem Vinduer udslagne. Derpaa sendte jeg min Fuldmægtig med Vagten fra Nørre Port, da de alle fløj fra hinanden. — I dette Hus har jeg for tre Uger siden ladet inkvirere og der udtaget tvende Kvindfolk. Den ene sendte jeg til Børnehuset, den anden kunde jeg intet faa overbevist, maatte saa lade hende gaa med Advarsel. Husværtinden var ej at

Morgenstjerne nok maatte kunne klare sig over for en fuld Smør­ stikker, særlig da Kokken „betimelig værgede sig med Hælene d. v. s. stak af, anfaldt den hele Styrke dog Skriveren, som fik mange Hug og endelig ved tilkomne Politibetjentes Hjælp blev overmestret. Ved Ordet „Kortgevær“ maa man ikke tænke sig noget i Ret­ ning af et lille Gevær, en lille Bøsse. Det var oprindelig et Værge med en Spids, et Slags mindre Spyd, men kom efterhaan- den til at omfatte ethvert Værge, som ikke hørte til Skydevaaben eller blanke Vaaben. Paa den Tid, skriver O. Nielsen i sin Køben­ havns Historie, „synes Kortgevær at betyde en Krabask, en Tyre- mie, hvilket var et kraftigt Vaaben at slaa med“. I Tornebuskegade, hvor den berygtede Ane Hattemagers havde haft til Huse med sin Batallion, boede — mulig i det af hende forladte Paulun — en Øltapper ved Navn Karsten Meyer. Hos ham sad en Aften nogle Gæster og drak 01 og blandt dem en Sol­ dat. Bedst som de sad, blev Soldaten opflammet af militært Vove­ mod, stak paa en Gang en af de andre Gæster et Par Lussinger ud, tog hans Stok fra ham og gik sin Vej med sit Bytte. Den næste Dag mødte den slagne Mand hos Karsten Meyei og for langte, at han skulde skaffe ham hans Stok igen, hvad Værten

blev Københavns Gader mere og mere usikre. Og for at raade Bod herpaa, blev der lagt to Eskadroner Ryttere ind i Staden, af hvilke 100 Mand altid skulde være færdige til Udrykning. Men at holde Soldater til at være Politi er altid en mislig Sag og gør kun ondt værre. Og samtidig gravede man en gammel Forord­ ning af 1694 op, der paabød Naboerne selv at tage sig til Rette, hvilket man skulde tro var imod al sund Sans. Det havde sikkert været langt at foretrække, om Regeringen havde betalt de fattige Matroser deres tilgodehavende Lønninger, ti heraf rejste sig de fleste større Tumulter. Politimesteren var imidlertid glad for Forordningen af 1694, gladere end man skulde tro, ti den skabte i Virkeligheden en lille Borgerkrig i Byens Gader. „Jeg fornemmer daglig en god Effekt af den over hele Staden uddelte Ekstrakt af Frd. 6. Februar 1694, at Indvaanerne er villige og i Mængde, ja endog Kvindfolk selv udkomme med Kortgevær, Jærnskuffer og hvad de kan faa i Haanden og dermed lystig afbanke dem, som yppe Klammeri og blotte deres Værge med vred Hu paa Gaden, saa at iblandt andet fire Karle, som sloges med hinanden med dragne Kaarder, blev udi en „Hviv" adskilte, saa. at de lod falde paa Gaden tre dragne Kaarder og tvende af Karlene blev paa Raadhuset opbragte.“