S_FørOgNu_1918

egentlig kun var Gelbbrænder, og dette har givet Anledning til, at man har ment, at von Quoten, ved Siden af sine mange andre Titler og Betegnelser tillige kunde gøre Fordring paa at være identisk med den vidtberømte Poet i Aabenraa. Naar Per i „Jacob von Thybo“ vises hen til Poeten i Aabenraa og til nærmere Oplysning faar at vide, at „han bor næst ved Guldsmeden“, er det dog vel noget lidet at bygge en saadan An­ tagelse paa. Ti hvor tarvelige end de Begravelses- og Bryllups­ vers var, som Poeten i Aabenraa i Lighed med andre lirede af i Massevis, maatte den Mand, der førte dem i Pennen, dog være mere færdig i det Danske Sprog end den tyske v. Quoten. Efterspørgslen efter saadanne Vers var saa stor, at det ikke var nogen helt daarlig Næringsvej at være Poet. Per har den Opfattelse, at det ikke blot er nødvendigt for dem „at bo midt udi Byen ligesom andre Kræmmere, der have noget at sælge“, men at det tillige kunde være heldigt for deres Geist, om de boede saa nær Volden, at de kunde se lidt af det Grønne om

gøre til den samme som den berømte Magister Rosiflengius, synes snarest at have været en Bedemand, Niels Hansen, der i 1720 og mulig senere boede i Huset næst ved Guldsmeden, hvor ogsaa von Quoten flyttede ind. Ved Siden af den Franske Præstegaard, i hvilken den senere berømte Pariser-Prædikant Jean Monod havde sin Bolig som Præst ved Kirken 1794—1808, boede en af Menighedens fornemme Mænd Hofjunker u’Agard, en Søn af Christian V’s Hofmaler. Uden for hans Hus kunde Gadens Beboere en Dag i August 1717 glæde sig ved det for Tilskuerne fornøjelige Syn at se Hr. Hofjunkerens Tjener, iført den spanske Kappe, som man ikke bar for sine Dyders Skyld, spadsere frem og tilbage under Tilsyn af et Par af Stadens Vægtere. Hans Brøde var nu ikke stor. Paa en eller anden Maade havde han paadraget sig sin Herres Unaade, og denne havde fundet det nødvendigt at give ham en Tugtelse. Haanden sad løst paa Herskabsfolk i de Tider, og en Tjener havde at tage sine Klø med Anstand, i alt Fald uden at gøre

Baggrunden Hausergade. Modstand. Men det glemte Hofjunkerens Tjener. Han vilde værge for sig, da Herren begyndte at slaa løs med sin Stok, og greb fat om Stokken for at holde den fast. Om han er kommet til at støde med den, eller om det var Hofjunkeren, der selv kom til at støde sit Øje mod Stokken, vides ikke. Men Hofjunkeren paastod, at Tjeneren havde gjort det med Villie, og over for Herrens Ord havde Tjenerens ikke megen Vægt. Og Resultatet blev 3 Timer i den spanske Kappe til Skræk og Advarsel for alle Ligesindede. Smaagaderne her omkring udmærkede sig ikke som Bopladser for Dyd og Anstændighed, og der skulde vel nok undertiden haarde Hænder til for at holde Styr paa disse Folk. Man synes i hine Tider, og det gælder særlig det saakaldte svagere Køn, at kunne blive fuldstændig balstyrig uden Aarsag. En Eftermiddag henimod Aften gik en skikkelig Skrædder med sin Nabo, en Parykmager, op ad Vognmagergade. En Kældermands Kone sad paa Trappen ned til sin Dør og maa have været i daar- ligt Lune. Ti da Skrædderen venligt siger „God Aften, Mor!“ faar han til Svar „Dævlen fare i Dig med dit Godaften,-din sulten Lus!“ „Hvi falder I mig saaledes over?“ spurgte Skrædderen, der

Fot. „Før og N u“. Hauserplads i 1918, — i Sommeren. Det var netop Tilfældet med Poeten i Aabenraa inden Branden 1728, ti da har Aabenraa og Tornebuskegade ligget saa noget nær i Forlængelse af hinanden, at Voldens grønne Træer nok har kunnet være synlige nede fra Aabenraa. Og det var maaske Grunden til, at Poeten i Aabenraa blev langt mere berømt end sine Med-Poeter. Ti der tales ikke blot om Poeten, men om Vers-Fabrikken i Aabenraa,, hvilket synes at bekræfte, hvad man paa Forhaand vilde være tilbøjelig til at an­ tage, at det mere var Kvantiteten end Kvaliteten, det kom an paa for Fabrikanten. I et Bryllupsvers synger Wadslcier: Hvor faar, hvor faar jeg en, der straks kan Støvle smøre

for mig til Aabenraa, til Versfabriken hen om Hjælpetropper fra Vers-Marketenderen? Dog hvad, — den Stødestav jo falden er i Stave“.

Da dette er skrevet 1737, skulde man tro, at Poeten i Aabenraa sang paa sit sidste Vers eller mulig alt havde sunget det, og at den for Aabenraa saa berømmelige poetiske Periode var forbi. Den virkelige Versemager i Aabenraa, som man ogsaa har villet