S_FørOgNu_1918

den skrev uforsigtigt i Ansøgningen, at Aktieselskabet agtede at inddrage Afgiften til Langes Enke, og han syntes derved at overse, at hun, H. C. Lumbyes Datter, havde en Beskytter i C h ristian d en N ien d e. Kongen ønskede, at Ministeriet paa en eller an­ den Maade tog Hensyn til hende, selv om hendes Ansøgning om Privilegiets Fornyelse „paa Livstid eller paa det Aaremaal, som som det maatte behage Hans Majestæt allernaadigst at bestemme“ ikke blev opfyldt. Imellem disse modstridende Interesser gled Watt ind med sit Andragende og havde ogsaa i dette Tilfælde Heldet med sig. Den 28. April 1877 skrev han til Kongen: „Jeg skal allerunderdanigst tillade mig at henvise til min forløbne Virksomhed som Teaterdirektør, der — jeg vover at bemærke det — utvivlsomt saavel har vundet Deres Majestæts som det store Publikums gunstige Dom samt til mine tidligere Arbejder i Litteraturen, Arbejder, der altid have fundet Anerkendelse og Understøttelse i mit Fødeland, og skal endnu kun tilføje, at jeg, saafremt det høje Ministerium maatte forlange det, med Lethed vil kunne skaffe talrige Anbefalinger fra Folk, om hvis Kompe­ tence til at afgive en Mening om min Duelighed og Vandel, der ikke vil kunne rejses Tvivl. Skulde denne min første Henven­ delse i nogen Sag til Deres Majestæt faa et Afslag, da staar jeg, efter i mange Aar møjsommelig og uden nogen offentlig eller pri-

Benjamin Pedersen. Peter P etersen.

Fru Julie Hansen, f. Lumbye. Fru Louise Holst, f. Carpentier. Frk. Dorothea Olsen (Fru Watt). Fru Victoria Orlamundt, f. Thor. berg. Fru B. Rosenbaum, f. Kruse. Fru Marguerite Petersen, f. Han­ sen. Fru Betty Smidth, f. Christensen. Fru J. B. Wulff, f. Løcken.

Carl Wulff. Otto Zinck.

Folketeatrets ældre Stab kulminerede i disse Aar. De værdige Fædre havde i H. K o lli 11 g en ligesaa nobel, som den løsslupne Lystighed en tro, men aldrig overdreven eller smagløs Fremstil­ ler. Teatrets Præg af Hygge, Hjertelighed og Humør udgik fra ham og fra Fru B e tty Sm id th , Mødrenes elskelige Fremstillerinde. Hun var ligesaa stilfærdig i sine Midler som Fru J u lie H an sen var grel, og de supplerede derfor hinanden i Lighed med Kolling og Otto Z inck , der var en scenisk „Pudsenmager“ med Liv i sin Diktion, men Kolling underlegen som Kunstner. Medens Mid­ delstanden Fruer ikke havde glemt deres Forlibelse i S tig a a r d , sværmede dens unge Piger for S ev er in Abraham s’ blege, frem-

Scenebillede af „Et V aisenhusbarn“, 1ste Akt 6te Scene, opført første Gang 18. N ovem ber 1859.

K nobelauch.

Cronborg.

A gnes L ange.

Caroline K ecke.

medartede Elegance. Fru H o lst gennemførte, ledet ved Høedts Haand, de betydeligste Opgaver, og Fru B e tty B o r ch sen iu s ejede baade Ydre, Intelligens, Lune og Inderlighed. Fru R osen - baum var Teatrets livlige Subrette, D o rph -P etersen brød igen­ nem med sin Fremstilling af en Forbrydertype i Folkekomedien „Hvem er han?“, W illiam Pio røbede de Evner for komisk Karakteristik, som senere i mange Aar kom Casino til gode, og blandt de Unge, Watt „opdagede“, blev E lith R eum ert efter en femaarig, upaaskønnet Tilværelse paa det kgl. Teater en smuk og elskværdig Fremstiller af Elsker- og Bonvivantroller, medens H a lla n d er H e llem an n langsomt, men seigt arbejdede sig frem til at blive en dygtig og sympatisk Karakterskuespiller, hvis Virk­ somhed endnu i 1918 er til Glæde for Folketeatrets Publikum. Kammerraad Langes kgl. Privilegium af 2. April 1858 var ved Ekstensionsbevilling af 3. Febr. 1855 forandret til at have Gyldig­ hed i 25 Aar, altsaa maatte Justitsministeriet inden Udløbet af Sæsonen 1879—80 bestemme, hvem der i Fremtiden skulde være Bevillingens Indehaver. Af tre Ansøgere havde to de gode Kvalifi­ kationer. Aktieselskabet „Hippodromen“ mente, at den midlertidige Ordning, man havde truffet ved Langes Død i 1878, burde fast­ sættes for Fremtiden, saaledes at Privilegiet blev knyttet til selve Bygningen, mod at Selskabet forpligtede sig til at indstille de vekslende Direktører til Ministeriets Approbation. Men Forman­

vat Understøttelse at have kæmpet mig til et Navn og en Stil­ ling, ved Sæsonens Slutning atter aldeles uden fast Eksistens, og Udeblivelsen af et snarligt Svar paa denne min Ansøgning vil i den umiddelbart foreliggende Tid gøre, at jeg umulig vil kunne anvende de Midler paa Folketeatrets vedvarende Opblomstring og Fremgang, som Visheden om at vide min Fremtid sikret ved et Privilegium ellers vilde sætte mig istand til at anvende“. Det var nu Myndighedernes Opgave at finde den retfærdige Løsning paa Sagen. Fru Julie Lange-Hansen kunde — dengang kendte man endnu ikke kvindelige Priviligiehavere — ikke gøre sig Haab om at blive den foretrukne, tilmed da hendes eneste Kvalifikation var den at være Langes Enke. Derimod billigede baade Konge og Minister, at hun fik en aarlig Afgift, navnlig da hun havde erklæret, at hun, hvad hun paa Grund af et svagt Helbred befrygtede, maatte forlade Scenen og „i saa Fald var hen­ vist til at leve af det lidet, hendes Mand efterlod, hvorved hun vilde gaa en sørgelig Fremtid imøde“. Under disse Forhold maatte Watt blive den Udvalgte, thi Aktieselskabets gode Kvalifikationer opvejede ikke dets Udtalelse om Enkeafgiftens Inddragelse. Efter at Watt i Januar 1878 havde været i Audiens hos Kongen for personlig at tale sin Sag, skrev han følgende Beretning til De­ partementschef Rie ard: „Hans Majestæt ytrede blandt sine mange venlige og for min Ide favorable Udtalelser, at Ministeriet 238