S_FørOgNu_1918

sikkert hurtigt vilde afgøre Sagen, saafremt der kunde træffes en Overenskomst mellem den ligeledes Søgende Fru Julie Hansen, tidligere gift med Folketeatrets første Direktør, og mig, og paa en saadan Maade, at jeg fik Privilegiet mod, saalænge jeg havde det, at yde hende en aarlig Understøttelse. Paa min Bemærk­ ning, at jeg var beredvillig til at gaa ind paa slig rimelig Under­ støttelse, udtalte Hans Majestæt, at han fandt, at en aarlig Ud­ betaling til hende al 600 Rdlr. vilde være passende, og da jeg intet derimod havde at indvende, lod Hans Majestæt mig forstaa, at Sagen i saa Fald sikkert snart vilde være afgjort efter mit Ønske, samt at det glædede ham „paa denne Maade at kunne gøre noget for begge os søgende Parter“. Brevet til Ricard slut­

tekar eller „\edbæk—Skodsborg—Kjøbenhavn“, og de danner nærmest en Ramme omkring Erindringen om morsomme Skuespil- lerpræstaJioner, men egentlig Livskraft har endnu kun Farcen „Niniche“ og navnlig Operetten „Flagermusen“, som begge opfør­ tes i Sæsonen 1879—80, der indbragte den største Bruttoindtægt i Teatrets første 25 Aar: 203.545 Kr. og 25 Øre. Efter denne Vinter inviterede Watt som et Udtryk for sin Taknemmelighed Kolling, Stigaard og Zinck paa en Rejse til Paris, hvor Direktøren ikke alene^ var en flot Vært, men den, som i lystig Skemt gik forrest i Vennelaget. En Gang før, i 1788, var det hændt, at det kgl. Teaters Direktion havde udsendt tre af sine bedste Skue­ spillere, P r e isle r , R osin g og Saabye, paa en fælles Studie­

tede Watt med at fremhæve, at Kon­ gen udtrykkelig havde nævnet 600 Rdlr., altsaa 1200 Kr., aarlig som en passende Sum til Fru Julie Han­ sen. Endelig den 1. April 1878 faldt Kongens Resolu­ tion: Robert Watt fik Langes Bevil­ ling, uden at den tilføjedes nye Klausuler, for sig og sit Bo i et Tidsrum af 15 Aar fra 1. Juni 1880 at regne. Det fast- sloges, at han el­ ler hans eventu­ elle Efterfølger skulde betale Lan­ ges Enke 1200 Kr. om Aaret. Watt havde alt­ saa sit eget Pri­ vilegium — „uden nye Klausuler“. Den ulidelige Re­ pertoireind­ skrænkning bibe­ holdtes, hvilket vilde sige, at han i Lighed med sine Forgængere var tvunget til at holde sig indenfor de Rammer, som Hei- berg tredive Aar før fastsatte. Det tjener til Watts Ære, at han al­ ligevel ikke altid nøjedes med at fremføre hjemlige eller fremmede anden-tredie Rangs Produkter, men havde Føling med de store Lan­ des Litteratur. Ved at opføre en Ræk­ ke franske Skue spil gav han Re­ pertoiret et vist litterært Præg, og det hændte, at han indførte Ar­ bejder, som det kgl. Teater senere spillede, f. Eks. „Den Fremmede“ af Dumas fils. Op­ førelsen af Sar- dous „Gamle Ung­ karle“ betegnede dengang (1877)

rejse til „Théâtre français“, og i 1854 studerede med Understøttel­ se tre danske ved Kristiania Teater ansatte Skuespil­ lere, W ilh. W ie- he, Hagen og Jørgen sen , ved Burgteatret i Wi­ en, men Watts Ge­ nerøsitet er des­ værre aldrig ble­ vet efterfulgt si­ den. Den røbede et smukt Forhold mellem Arbejdsgi­ ver og Arbejder, og dette prægede igen Samværet mellem Personalet indbyrdes. Derfor fandt Skuespiller­ ne F red e rik C h risten sen , Em il Bugge og Ju liu s Larsens Forslag om Op­ rettelse af en „Al­ derdoms-, Syge- ogBegravelseskas­ se“ udmærket For- staaelse blandt Folketeatrets Kunstnere, og den 16. August 1879 blev S k u e sp il­ le r fo r e n in g en stiftet med Seve­ rin Abrahams som FormandogDorph- Petersen somNæst- formand. De aar- lige Beneficer bi­ drog ogsaa til det gode Kammerat­ skab. Paa saa- danne Festaftener hilstes Benefician- ten af Kolleger og Tilskuere, og selv om han maa- ske ikke i Sæso­ nens Løb havde udført nogen ny, betydelig Opgave, fik han dog Lej­ lighed til en Gang om Vinteren at samle sit Publikum omkring Udførel­ sen af en tidligere Glansrolle. Det skete ogsaa, at det kgl. Teaters Chef viste en yndet Skuespiller den Elskværdighed at frigive et gammelt

Fru Caroline Recke-Madsen, f. Lumbye. 1859—1870.

„Kassestykke“, hvorved Beneficianten blev sat i Stand til at gøre sin Aften særlig tiltrækkende. Da den sidste Benefice (til Fordel for Zinck) fandt Sted den 28. Maj 1900, nedbrødes noget af det gamle Tillidsforhold mellem den enkelte Skuespiller og hans Publikum. I en Prolog, Erik Bøgh engang skrev for Frederik Madsen, gav han et typisk Udtryk for de Følelser, Skuespillerne nærede overfor Publikum paa hine Festaftener: „Saadan en Benefice kan jeg lide!

Folketeatrets kunstneriske Højdepunkt, hvorom man ikke drømte ved Husets Aabning tyve Aar tidligere. Professor Høedt havde sat Lystspillet minutiøst i Scene og for første Gang anvendt den lukkede Stuedekoration. Publikum og Presse beundrede den naturlige Maade, paa hvilken han lod ti Personer paa en Gang konversere hverandre, og Fru Borchsenius, der — trods Opgavernes Begrænsning ud­ viklede sig fra Rolle til Rolle, vandt som Antoinette sin største Sejr. Men — ak! — da „Gamle Ungkarle“ senest blev opført i Anled­ ning af 50 Aars Jubilæet i 1907, virkede Stykket blegt og uyir' køligt. Skikkelserne var ikke længer interessante og vittige, de gik omkring som velafrettede Mannequins, og Forestillingen i v derfor kun retrospektiv Interesse. Paa lignende Maade har Tiden, denne Despot, omvurderet Størstedelen af Repertoiret i Wat s Periode, nogle Titler er blevet tilbage, for Eks. „Den nye Biblio­

Jeg lider den endogsaa grumme godt. Det er saa rart engang at faa at vide, At man har Venner paa den anden Side, Hvis Yndest ikke gælder Masken blot, Men ogsaa — ja, ialfald dog en Smule

239