S_FørOgNu_1918

lede og kyssede hans Haand. Men han gjorde sig stærk og sagde „med heroisk Stemme“ : Græd ikke, m it Barn, jeg kommer vel paa Benene igen. Og han trøstede hende med, at han havde mu­ ret saa fast under hende, a t hun nok skulde staa. O ttende Dagen efter, Mandag 28. Februar, om Eftermiddagen om trent Kl. 5, døde Kong Christian IV. E fter den et Par Dage senere foretagne Balsamering og Klædning af hans Lig — efter hvilken de tilsagte adelige Damer blev forfriskede med varm Vin-Candel i den sydlige E nd esal—, blev det lagt paa C a s tru m d o lo r is i den nordlige Endesal — Christian IV’s Forstue —, hvor de med brogede Malerier smykkede Vægge endnu var over- strøgne med sort Maling fra Tronfølgerens Død et halvt Aar i Forvejen. Og en fjorten Dage senere blev Kongeliget ført ind til Kapellet paa Københavns Slot, og Rosenborgs Port lukkedes for sidste Gang efter Christian IV.

blev opstillet paa Capitolium i Conservatorernes Gaard. Det gik smaat med Arbejdet, og i 1618 m aatte Kongen true Mester Peter med Blaa Taarn, for at faa en Ende derpaa. Færdig blev den dog først i 1624; men da var Mester P eter død, og Jørgen Wulff m aatte lægge sidste Haand paa Værket. Hvor Kongen først har tæ nkt sig denne Gruppe opstillet, vides ikke. Men Begivenhederne under Kejserkrigen i 1626, hans kære brunsvigske Svogers Forræderi, gav Kongen Anledning til at be­ nytte Løven og Hesten — i Virkeligheden et persisk Symbol paa Kampen mellem Lyset og Mørket, mellem det Rene og det Urene — paa sin Maade, nemlig som en Symbolisering af Dyrene i Danmarks og Brunsvigs Vaaben: Løven (Danmark) som straffende tvinger Hesten (Brunsvig) ned under sin Klo. Denne Frem­ stilling lod han samme Aar præge paa en Medaille, og for at man ikke skulde gaa glip af Meningen, lod han sæ tte paa Reversen en latinsk Indskrift, der paa Dansk kan udtrykkes som saa:

Ved Christian IV’s nye Fæstningsanlæg var Rosenborg kommet

Huset Nr. 19 Pilestræde (Hj. af Silkegade), nedrevet Aar 1900.

R aadhusbibliotheket.

H uset Nr. 21 , som det opførtes paany efter N edrivningen (se B illedet paa forrige Side).

Forgæves, skummende Hest, Du sæ tter op dig mod Løven, hvid er din Lød, men rød, om saa Du frem turer, den vorde!

til at ligge inden for Københavns Volde. Dermed mistede det K arakteren af et landligt Lysthus eller Lystslot ude i det Fri. Men med Frederik IIFs og Sophie Amalies absolutistiske Tilbøje­ ligheder bliver det nu Favoritslottet i København. Lille og ind­ skrænket i Rum, som det forekommer os, dannede det ikke blot en lysere, sundere og bekvemmere og tilmed mere rummelig Bo­ lig end Københavns Slot, men det var tillige, — hvad der betød saare meget for Dronningen — forholdsvis frit for ydmygende Minder om Adelens Overmagt i Almindelighed og om Leonora Christines og Corfits Ulfelds i Særdeleshed. Et Minde om Dronning Sophie Amalies Tiltrædelse paa Rosen­ borg har vi endnu. Det er den oven for om talte Broncegruppe: Hesten og Løven. Da Christian IV i 1017 bestilte denne Gruppe hos sin Bronce- støber P eter Husum, har han sandsynligvis set en Tegning eller et Stik af Originalen, som i en noget medtaget Tilstand Lø­ vens Hoved manglede f. Eks. og en Del af Hestens Bagkrop fandtes i den lille Flod Alma tæ t uden for Rom, og som senere

Naar den er bleven stillet op foran Slottet i Gliickstad, vides ikke. Men den stod her i 1643, da Hertug Frederik (senere Kong Frederik III) her paa Slottet fejrede sit Bryllup med en Datter af Christian IV’s troløse Svoger, hvis Forræderi saaledes var frem stillet plastisk uden for det fyrstelige Brudepars Vinduer. Og om den Virkning, den gjorde paa den stolte brunsvigske Hertugdatter, der faa Aar senere blev Danmarks Dronning, faar man en uhyggelig Anelse ved at høre, at Gruppen, efter hendes Tronbestigelse, paa hendes udtrykkelige Ønske blev bragt til Kø­ benhavn og opstillet i Rosenborg Have. Dronning Sophie Amalie har ønsket at have Forsmædelsen for Øje, at hun in tet Øjeblik skulde glemme. Nu var det hende, der havde Magten, — ve de Overvundne! Det gik ikke saa lystigt til paa Rosenborg i Frederik III’s Dage som i den gamle Konges. Han færdedes helst mellem sine

149