S_FørOgNu_1916_2

2. AARGANG N r . l

FØR OG NU

15. MAJ 1916

F regatten hejser Kongeflag, Den stolt vor Stolthed bringer, Den gynger sig med Velbehag, Den slaar med sine Vinger. Og Nereus’ Døttre titte frem Af Søens dybe Vande, For ham at se, som, skjult for dem, Kan deres Billed danne. Hin gamle, gyldne Morgenstund De drage sig til Minde, Da Skønhed steg fra Havets Bund Og fødtes som Gudinde. Og se, paa Havets hvide Skum Idag med ham de mødes, Hvis Tanke har for Skønhed Rum, Og lod dem a tte r fødes. Og Bølgen jubler anden Gang Og højt mod Skibet stormer, Og om dets Concha toner Sang For ham, den Gudeformer! Og Danskes Vej til Ros og Magt Nu fører Danskes Vrimmel Mod ham, som Danmarks Navn har bragt Til Glans paa Kunstens Himmel.

Og som vi nu sidder her og i Tanken lader de henfarne Tide drage forbi, frem staar et nyt Minde for vor Erindring, et Mind( som vi selv har oplevet, et stort og festligt Skuespil paa Toldboder vidt forskelligt ved sin Anledning og i sin K arakter fra det forsti H int var en Velkomst, dette en Afsked — den unge Prins Vil helrhs Afrejse, mæ rkeligt nok i selvsamme Maaned og paa seh samme Datum, den 17de September 1863! Den 30. Marts 1863 havde N ationalforsam lingen i A th e n ud stedt et højtideligt Dekret, ifølge hvilket det græske Folk ud valgte Prins C h r i s t i a n t i l D a n m a r k s næstæ ldste Søn, Prin V ilh e lm t i l D a n m a rk , til deres Konge og overdrog en Tre mands-Deputation, under Ledelse af den gamle Admiral K an ari (de to andre D eltagere var T r a s i b o u lu s Z a im is og Derae t r i n s G riv a s ), at afsejle til København for a t faa den dansk Regerings officielle Sam tykke til Valget. Kanaris — det vidste vi fra Koefoeds H istorie — havde gjor sig bekendt som en af den store græske Uafhængighedskrigs foi nemste Ledere. Han var nu en gammel Mand paa 73 Aar. Der gang hans Fædreland for over 40 Aar siden havde rejst sig f a t afryste det osmanniske Aag, ombyttede han en Koffardikai tajns fredelige Tilværelse med Krigerens, og under Kampen me Tyrkerne, om hvis umenneskelige Grusomheder der ogsaa dengan fortaltes de forfæ rdeligste Ting, indlagde han sig stor Fortjenesti Og i Tiden efter Krigen blev han efterhaanden en af de inc flydelsesrigeste Politikere i Grækenland, og da det ved Valge af den danske Prins til A theniensernes Konge gjaldt om finde den værdigste Repræ sentant for det græske Navn i Ud landet, samlede Stemmerne i N ationalforsam lingen sig om de gamle Søhelt med de stolte E rindringer. Og overalt, hvor lian København viste sig for Befolkningen, mødte hans sympatetisk og fremmedartede Frem toning den største Velvilje. I Begyndelsen af Sommeren 1863 var Deputationen ankom men til Danmark, og den 6. Juni skulde den græske Krone unde stor Højtidelighed tilbydes den unge Prins paa Christiansbor Slot, og Frederik den 7de skulde som Prinsens høje Monark mod tage og antage Tilbudet. Af hine Dages mange Festligheder fik det store Publikum ku det at se, der foregik paa de flagsmykkede Gader. Man saa me undrende og glade Øjne „det unge Hof“, som det dengang kald tes, køre til og fra Kongeborgen, og man saa Galavognen me det græske Gesandtskab, der var paaklæ dt i sorte, prunkløse Drag ter, mens T jenerskabet til Gengæld optraadte i hvide, stived Skørter. Med Hensyn til selve Hovedhandlingen paa S lottet m aatte ma nøjes med Referaterne, som Aviserne bragte. Ceremoniellet, de skulde følges, og hvis hele Anordning efter Sigende var hente fra den store Ludvig den 14des Dage, dengang denne „allerkriste ligste Konge“ tog mod Spaniens Krone til sin Æ tling, havde ma fundet beskrevet i Folianter paa det kgl. Bibliotek. Appartementssalen paa Christiansborg havde man givet en fo Lejligheden passende Udstyrelse. Paa en Forhøjning med tr Trin, dækket med purpurrødt Fløjl, og under et straalende Pur purdrapperi med Kuppel og Krone, var Tronstolen, hvorpaa Konge kaaben var anbragt, hensat. P aa et guld- og sølvindvirket Tæpp neden for Forhøjningens Trin var de tre Sølvløver fra Rosenbor Slot placerede. Den Begivenhed, der skulde foregaa, var, baade ved sin Sjelden hed og sin Betydning for Frem tiden, historisk. Den ydede rigt Stof baade til Fantasien, Følelsen og Forstanden. Den va endnu en ny og stor Æ re til det Fyrstehus, til hvilket Lykken lunefulde Gudinde i Løbet af den sidste Tid allerede havde smi let saa ganske uventet og saa ganske forunderligt. Og Begiven heden var tillige en Ære for Danmark, hvor Konge og Folk l vede i smuk Forstaaelse, og som derfor Grækenland og det øvrig Europa, der havde godkendt Prinsens Valg til Konge, ansaa sor en sikker Borgen for Lykke under den nyvalgte Konges Sceptei Ceremonien begyndte med, at Deputationens Ordfører, Kanarii henvendte sig med følgende Ord til Kong Frederik den 7de: „Sire! Grækenlands Nationalforsam ling har i Mødet den li Marts valgt og proklam eret Hs. Kgl. Højhed Prins Vilhelm Geor af Danmark til Hellenernes Konge under Navn af Georg den lstt og den har hædret os med det Hverv at tilbyde Hs. kgl. Højhe Kronen i det Helleniske Folks Navn. Idet vi, Sire, nedlægger i Ds. Majestæts Hænder D ekretet a gaaende Hs. kgl. Højheds Valg, haaber vi, at Ds. Majestæts Sv vil opfylde det Helleniske Folks Ønsker og Forventning. D ette Valg, Sire, er saavel en Hyldest af den berømmelige sor veræne Person, hvem det guddommelige Forsyn har betroet Dar marks Skæbne, som et Bevis paa Tillid til den unge Fyrstes T lenter. Det vil, Sire, blive et Baand mellem to Nationer, d til alle Tider have udmæ rket sig ved deres Dyder og deres P triotisme. Grækenland, Sire, der grunder alle sine Forhaabninger paa si unge Souveræn, og som stoler paa de tre store, beskyttende Magter Understøttelse, har den faste Overbevisning, at det engang vil sine nationale Ønskers Opfyldelse.“ Paa denne Henvendelse gav Kong Frederik følgende Svar: „Vi modtage for vor unge IVænde, Prins Vilhelm Georg, de Krone, til hvilken han er bleven k aldet af det græske Folk. Under de Forhandlinger, som er bleven førte i London med tre Stormagter, som saa mægtigt have bidraget til Kongerige Grækenlands Tilblivelse, og som have bevaret en usvækket h

E fter Sangen istemmedes et tre Gange gentaget Hurra, og Tlior- valdsen traad te frem ved Fregattens Ræling og bevidnede dybt bevæget sin inderlige Tak til Mængden, hvorpaa man i Hurraraab hyldede først Fregatten, der lykkeligt havde fuldført den lange Rejse, dernæst Skibets Chef, K aptajn D a h le r u p , og endelig F re­ gattens raske Besætning. Saa begav Afsendinge fra Togets for­ skellige Korporationer sig ombord i Fregattens festligt smykkede Storbaad, der under Musik og bestandigt fornyede begejstrede Tilraab roede Thorvaldsen ind til Toldboden, hvor han steg i Land under endeløs Jubel. Og alt imedens han var kommen Toldboden nærmere og nærmere, havde det hørt op med a t regne, og højt oppe paa Himmelbuen hvælvede sig som en N aturens straalende Æ resport en dejlig Regnbue. Paa vort Billede, der gengiver det historiske Øjeblik, da Thorvaldsen i Fregattens Storbaad er undervejs til Toldboden, ser man hans hvidlokkede Hoved, de vrimlende Baade, hvorfra man tilv ifter ham „Velkommen hjem “, og over hele den bevægede Scene Regnbuen, der indrammer Billedet. Da Dagens Helt var steget i Land og kommen ind i den Vogn, der skulde føre ham til hans Hjem paa Charlottenborg, spændte Mængden Hestene fra og trak ham under jublende Tilraab gennem Byens Gader. Og da han endelig lykkeligt var kommen under Tag, helmede man ikke, før han gentagne Gange havde vist sig paa Balkonen. Men — endnu var der forbeholdt Thorvaldsen en Hyldest, som maaske har glædet ham allermest, — et Fakkeltog til den botaniske Have, der jo dengang grænsede op til Charlottenborg, bragt ham af yngre Kunstbrødre, og ved hvilken Lejlighed man afsang nedenstaaende, af Chr. W inther forfattede, skønne Sang, som maaske er ukendt for de fleste af vore Læsere.

Velkommen, o, Mester, tilbage til Nord Fra Sydens sødtblomstrende Høje, — Fra Byen, hvor Floden, den gule, sig snor, Hvor Solen nedsender sit Øje Til Rankernes Frugt, mens Orangernes Duft Omsvæver Cypressen i mørkeblaa Luft! V idt førte Din Hæder, den vældige Ørn, Dit Navn paa de mægtige Vinger, At højt den blev nævnet for Jorderigs Børn, Hvor Kunsten sin Tryllestav svinger. Nu, Danmark, saa stolt af sin Søn og hans Navn, Dig aabner huldsaligt sin Moderfavn! Fra Høje og Sletter, fra grønnende Eng, Fra Byer og duftende Skove, — Fra jublende Læber, fra klingende Streng, Fra Havets højtbrusende Vove, — Fra Landsbyens Hytte, fra Herskerens Slot Dig toner: Velkommen, o Kunstens Drot! Og vi, som endnu kun i Forgaarden staa Til Musernes straalende Tempel, Og færdes saa flittigt og godt, vi formaa, Med Pensel og Mejsel og Stempel, — Vi kunne ej tæmme Begejstringens Lyst, — Nej — ud maa den strømme af fulde Bryst! Du aabned vort Øje, Du vakte vor Sans For Skønhed og Sandhed, den rene! Du bærer med R ette den evige Krans Af Laurens gud viede Grene! Højt lyder vor Velkomst i jublende Chor: Hil være vor Mester, vor Stolthed i Nord!