PVJacobsensBreve_1899

208

men en anden, m ig m ere næ rstaaende Person, som saa- ledes tæ nkte paa m ig. Men foruden at jeg vel kan forudsætte, at Ingen, der stod m ig saa næ r og var i slige Affairer, vilde betænke sig paa at opdage sig for mig, i al Fald for før Publicationen at drage den Nytte af m in saa aabenhjæ rtige Dom , som t. Ex. Hertz vist ikke vil næ gte at have haft, saa er der igen saa mange indre og ydre Data, der tyde paa H eiberg som Forfatter, at jeg ikke kan tvivle om , at det er ham . En ny Bestyrkelsesgrund fik jeg for en T id siden af Poul Møller. I det ene af de ovenm eldte Skuespil: »Fre­ gatten Svanen« forekomm er en Styrm and, der, da der tales om en vis Person ejer dette Skib eller ikke, bruger det fortræffelige U dtryk »at han m aatte lægge Hænderne sammen lige til Albuen og bede til Gud, saa det kna­ gede i hans Hals« til at det var hans. Da dette Stykke, der tidligere forelæstes og da gik under Heibergs Firma, en Aften blev læst i Poul Møllers Næ rvæ relse, gjorde han en Bemæ rkning navnligen om det første Udtryks Fortræ ffelighed til Fru Gyllembourg, som derpaa svarede: »Ja, det har Ludvig læ rt af m ig ; m in Fader brugte det altid efter at have h ørt det af en Matros«. Saa- danne mangfoldige Smaategn erfarer m an af den Hei- bergske Fam ilies Bekendtere, og flere maatte der efter H ertz’s Y tringer — han er dog endel tilbageholden i denne Henseende, da han betragtede slige Aabenbarelser som et Slags Forræderi mod en Fam ilie, han levede saa m eget med, — endnu kunne anføres. Jeg taler for­ resten saa vidtløftigt derom , dels fordi det vel ikke er Dig uinteressant, dels fordi det sandelig piner m ig endel, at jeg ikke kender m ed fuldkomm en Vished en saa dygtig V elynder, og, naar jeg tæ nker m ig H eiberg som samme, ikke i m indste Maade kan begribe Aarsagen til