KøbenhavnsKirkesag_1912-15

381

Præster ved dets Kirker. Ikke fordi Kirkefondet var magtsyg, men fordi det var og er sig bevidst, at det er en Livssag for dets Arbejde. Og de rette Præster vil ikke sige Præster af en bestemt kirkelig Retning; det er ofte bleven sagt, men det er ikke sandt; men de rette Præster for Kirkefondet er saadanne, som higer ef­ ter Menneskers Frelse, som begærer at faa vakt Liv og som tillige har Forstaaelse af Menighedsdannelsens Betydning; for det har Kirkefondet altid hævdet, at skulde der være Mening i det folke­ kirkeligt Arbejde her i København, selv naar Sognene blev bragt ned til 10,000 med 2 Præster eller endnu længere ned, saa maatte Arbejdet gøres ikke blot af Præsterne, men Lægfolket maatte kal­ des frem til at være med; og Præstens Gerning blev det da ikke blot ved Ordets Forkyndelse at faa vakt Liv, men ligesaa meget at faa samlet de troende i Menighedssamfund dels til indbyrdes Opbyggelse og dels til at være Bærere af Guds Riges Arbejde i Sognet sammen med Præsterne. Man behøver blot at læse de 7 Punkter, hvori vi har Kirkesagens Programudtalelse fra de aller­ første Dage og som findes aftrykt i Jubilæumsskriftet, og der vil man se, at det havde Udvalget for Øje lige- fra først af; ja jeg vil endda sige, at det er Ligefrem forbavsende, at Kravet eller Ønsket derom allerede paa det Tidspunkt kunde fremsættes med en saa- dan Klarhed, som det der er sket. Ved alle Kirkefondets Kirker er der da ogsaa dannet Menig­ hedssamfund. Der er ingen, der har sagt til os Præster, at saa- dan skulde vi arbejde, men det er kommen ganske naturligt; vi har følt, at skulde vi naa ud i Sognene med det Budskab, vi havde faaet at bringe og som vi gerne vilde have ud, om muligt til alle. saa maatte vi have Hjælp af Guds Folk, saa maatte de mobiliseres alle til Hobe. Der kan være nogen Forskel paa Fremgangsmaaden ved Dannelse af 'Menighedssamfund, men det fælles er, at de altid dannes paa Bekendelsens Grundlag, den Bekendelse, paa hvilken Herren selv har sagt, at han vil bygge sin Menighed. At det er den rigtige Vej, vi her er inde paa, derom nærer jeg for min Del ingen Tvivl, men en anden Ting er, at vi først staar ved Begyndelsen endnu, at vore Menighedssamfund gennemgaaende endnu er langt fra at være de blomstrende, selvstændige, aktive Menigheder, der er Kirkesagens egentlige Maal. Selvstændige Menigheder! Ja hvad vil det nu sige, at de skal være selvstændige? Det vil for det første sige: økonomisk selvstændige. Offeirvillige Menigheder, som kender Glæden ved frivillig at kunne yde, hvad der er nødvendigt baade til Kirkens Drift, til Fattig- og Sygepleje indenfor Sognet og i det hele til alt missionerende Arbejde, som udgaar fra Kirken. Naar undtages Valgmenighederne, som jo indtager en Særstil­ ling, saa var det noget ganske nyt, at Menigheder indenfor Folke­ kirken, at Sognemenigheder selv skulde til at skaffe det nødven­ dige til deres Kirkes Oplysning, Varme, Rengøring og Lønninger, stundom helt og stundom delvis til Præster, Klokker, Kirkebetjent, Organist osv. Men der var ingen anden Vej frem, og det var nok