KøbenhavnsKirkesag_1912-15

2 8 .

paa vor Tid ganske, som vi nu gør det paa hin. Da vil man ikke blot tale med Forfærdelse om, at vii endnu i 1912 havde 4 (fire) Sogne paa over 20,000 Indbyggere; nej, det, som man vil undre sig over, er dette, at der har været et Tidspunkt, hvor man egentlig var ganske godt tilfreds med Sogne paa 12— 14,000 Indbyggere, ja, man syntes endog den­ gang (d. v. s. nu) at have sat 10,000 siom et Slags Minimum, det Ideal, som man bestandig stræbte efter. Der vil nemlig komme en Dag, hvor man vil kræve en Deling af disse »altfor store« Sogne. Men det vil ikke ske, fordi Præsterne ikke kan »overkomme« dem. I Virkelighe­ den er det et Spørgsmaal, om det ikke er lettere at »over­ komme« et stort Sogn end et lille. Den megen Tale om over- anstrengte Præster stammer ikke fra hine Tider med Kæmpe- sognene; det er snart sagt utroligt, hvad en forretningsdygtig Præst dér kunde »overkomme«; »Overanstrengelsen« ind­ fandt sig just dér, hvor Sognene blev saa smaa, at Præsten kunde naa ud over det at holde Maskineriet gaaende og virkelig føle sig forpligtet til at være en Sjælesørger, at give sig af med Mennesker, at sørge og lide med dem. Nej, det er ikke for Præsternes Skyld, at yderligere Delin­ ger vil ske*), men derimod for Menighedslivets, for Broder- scnnfundets Skyld. Sagen er jo den, at sker det en Dag, at Vækkelsen kommer her i København — og hvorfor skul­ de den ikke komme? — eller sker det blot, at de aandelige Strømninger skifter Retning — saaledes som de allerede i mange Maader er i Gang med — , saa vil det jo vise sig, ikke blot at vore Kirker er for smaa, men navnlig at vore Menighedssamfund bliver for store til blot i nogen Maade at kunne blive Arnesteder for et virkeligt Samfundsliv, hvor­ til bl. a. hører det personlige Forhold ikke blot mellem Præst og Menighedsmedlemmer, men ogsaa mellem disse indbyrdes. Et saadant Samfundsliv, hvor det kendes, at vi er Brødre og Søstre i Herren, har vi jo endnu kun ganske lidt af. Ude paa Landet i Indre Missions Menigheder og i grundtvigske Menigheder, vistnok særlig, hvor der er dannet Valgmenig­ heder, er der kommen langt mere frem af dette at være ét Hjerte og ét Sind, af dette, at det er godt at Brødre bor til­ sammen. Derfor er Menighedssamfundene jo ogsaa saa ynk­ værdigt smaa (i Almindelighed mellem 100 og 200 Medlem­ mer) , som det fremgaar af Kirkefondets nylig udsendte Skrift »Københavns Kirkesag i Billeder«; og det tør vist ingenlunde paastaas, at Hjertevarmen altid er omvendt proportional med Medlemsantallet. Mange af dem, som hører til Menig-

Vi ser bort fra de pekuniære Vanskeligheder, som Udskil­

ningerne i Overgangstiden vil kunne medføre.