KøbenhavnsKirkesag_1912-15

29

hedens paalideligste Medlemmer, kommer slet ikke til Sam­ fundsmoderne, medens andre, som maaske i Virkeligheden er uden aandelig Kraft, møder saa præcis som et Uhrværk. Det er nu overhovedet meget tvivlsomt, om disse Møder har fundet den Form, hvorunder de kan trives. Det er et sta­ digt Problem, hvorledes Menighedens Virksomheder, der jo faktisk ledes af de forskellige Bestyrelser (eller maaske end­ og paa mange Steder af Præsten!) — bringes i Forhold til Menighedssamfundet; at dette sker, er af største Betydning, men meget vanskeligt. I det hele vil det vise sig, at der her paa Samfundslivets Omraader ligger, endnu delvis skjult, en Række Spøi gs- maal og Opgaver, der i den kommende Tid stedse mere a f­ gjort vil kræve deres Løsning. Men alle vil de pege i Ret­ ning af dette: »Og han bød dem alle at sætte sig ned, Sam­ lag for Samlag«, som Rørdam oversætter det Mark. 6 , 39. Ingen, der kender noget til den kristne Kirkes første Tider, vil være i Tvivl om, at med den Deling i »Samlag«, med den broderlige Sammenslutning, som skabes dér, hvor Guds Aand faar Magt over Menneskers Hjerter, dér fuldbyrdes Kristenlivet saa vidt som ske kan hernede. Dette »Samlag for Samlag« har fra Kirkefondets ældste lid e r staaet for dets-Lederes Blik som det herligste Maal; ikke Kirkehuse, ikke kirkepolitiske Erobringer, men Sjæle- Samlag, Brødre og Søstre tilsammen; og just fordi vi er forvissede om, at Kirkesagens Mænd nu mere end nogen Sinde holder fast ved denne Side af det oprindelige Pro­ gram, just derfor er vi forvissede om, at den Bevægelse, som har udrettet saa meget, endnu har sine største Bedrifter ugjorte. Der kaldes ad den, der kaldes ad Menighedens Med­ lemmer, læg og lærd — her er nok at stræbe mod, at bede for, at arbejde paa, her er nok for os alle. Gud give, at alle vi, der hørte og forstod Kaldet, at vi maa følge det, naar det nu i de kommende Dage lyder til os paany! Hans Iloch. Faar vi Præstenød? Blandt os, der blev Kandidater omkring Aarhundredets Skifte, og som den Gang havde i Udsigt at maatte vente i 6 Aar, før vi kunde komme i selvstændigt Præsteembede, gik der vilde Rygter om Forholdene, da vi sidst havde Præiste- nød i Landet. Det var, siges der, den Gang Sognepræster stod i Queue paa Universitetets Gange for at overtale den nybagte Kandidat til at overtage Embedet som personel Ka-