KøbenhavnsKirkesag_1912-15

2 7

søgende Naade dreves de frem som de, der skulde bringe Bud fra ham ud til Hjerter, der længtes mod ham — endog de ofte ikke selv vidste det. Og saa har vi tænkt paa hine første Aar — Bethesda- mødet, hvor Pastor Møller fuld af den Helligaand og Kraft malede et Fremtidsbillede af Kirkesagen saaledes, at mangen værdig Præstemand sad og sa’ : du raser — du véd ikke, hvad du siger. Og saa kom »de smaa Piger«, og Velærvær­ dighederne rystede igen paa Hovedet — de havde i det hele nogle svære Aar — og saa skete der det, som i dansk Kirke­ liv altid er en Mærkværdighed, fordi det sker siaa sjældent: Man lod det ikke blive ved Snakken; nej, man knælede ned og bad til Gud, og saa gik de til Arbejdet som Mænd. Og da begyndte det at koge og syde, det var øjensynligt, at her var noget nyt i Gære (det var vistnok »sekterisk«, i hvert Fald var det da »reformert« — det var ganske vist, erklærede de ærværdige), og Sjæle, der var stemte lige, søgte sammen i den fælles Tro, og Gaver bragtes, og Kirker rejstes, og den Dag kom, hvor man baade fra Syd og Nord undrende hørte om den Gerning, der her øvedes. Saa er det vel ikke underligt, om vi, der selv har faaet Lov til at se denne Sag vokse, nu og da forfalder til at for­ tælle om denne » Nutidssaga «; ja, det var vel næsten tilgive­ ligt, om vi talte oftere om den og brugte lidt stærkere Ord, end selve denne Sag kunde bære. Men om saa er, lad os dog ikke trække for istore Veksler paa den Overbærenhed, som muligt saaledes vil blive vist os. Og lad os frem for alt som Kirkesagens Venner ikke falde hen i en Lovpris­ ning af de gamle Tider, hvilket for enhver Sag er det sikre Tegn paa, at dens Bærere er bievne gamle. Der var, synes det mig, for nogle Aar siden visse Tegn, der kunde tyde i den Retning, og et sikkert Svaghedstegn var den Tale, som vist i en god Mening lød om »Kirkesagens Af­ slutning«. Vi skal ikke her undersøge, hvorledes man var kommen ind paa dette ganske forfejlede Synspunkt. Men vist er det, at nu er det af Sagens Førere klart og afgørende givet op. Og den Virkelighed, hvor Kirkefondet har sin Gerning, er da ogsaa en saadan, at det at tale om »Kirkesa­ gens Afslutning« nærmest maa opfattes som et Selvmords­ forsøg, og det paa en Tid, hvor der mere end nogen Sinde var Brug for, at Sagen skulde leve. Forholdet er jo nemlig det, at ganske vist har Kirkefon­ det gjort en god og en stor Gerning; men der er al Grund til at tro, at dette er endnu kun en ringe Begyndelse. Det er sandt, vi ser nu med Undren tilbage paa den Tid, da vi havde Sogne med over 50,000 Indbyggere; men det er me­ get sandsynligt, at der vil komme en Dag, hvor man vil se