KøbenhavnsKirkesag_1912-15

9

nu Vintergækkene i spredte Grupper. De nikker saa sødt i Vinden med deres smaa, hvide Klokker, som ringede de Sommeren ind ved Vintertide. Mon ikke disse smaa, levende Samfund engang ved Guds Naade skal ringe »Sommeren« ind over den store Stad, saa »de øde Vange blomstrer som en Rosengaard«? Mit tredie og sidste Indtryk drejede sig om » Lægmands­ bevægelsen «. Jeg sigter til den Kendsgerning, at Hundre­ der af kristne læge Mænd og Kvinder er i Arbejde derinde i Hovedstaden, baade med Ordets Forkyndelse og Kærlighe­ dens Gerninger. Travle Hverdagsmennesker, som sent om Eftermiddagen vender hjem fra deres borgerlige Gerning, spredes om Aftenen til Menighedens Arbejde, til Bladmis­ sion, Husbesøg, Tjeneste ved Møderne og i Foreningerne. Og det er ikke smaa Ofre, der bringes af disse Mennesker, baade i Tid, i Kraft og i — Penge. Det gaar selvfølgelig mange Gange ud over Hjemmenes Hygge og Fred — ak, men den kan jo ogsaa spildes andre Steder, paa Varietéerne eller Værtshusene, for at nævne det værste. Men Guds Ri­ ges store Gerning kræver ogsaa Ofre, som griber dybt ind i Hjemmenes udvortes Fred. Det haster med den store Konges Ærinde, og Herren har jo selv sagt noget om at »for­ lade Fader og Moder« og gaa, at forkynde Guds Rige. Og er der vel noget mere velsignet? Det bringer jo Kraften ti­ fold tilbage til Hjemmenes indre Liv. Det var et glædeligt Indtryk at se det kristne Lægfolk arbejde. Jeg saa dem jo i Virksomhed, hver paa sit Sted og paa sin Maade — baade Klokkeren, Urtekræmmeren, Overbetjenten og Assistenten, foruden Kvinderne, som ikke var de ringeste. Og saa at høre Lægmanden prædike, ikke blot den juridiske Professor og Overbibliotekaren, men Klok­ keren og Urtekræmmeren! Er det ikke dejligt, for det før­ ste for Præsien ikke altid at skulle høre sig selv — men ogsaa for Menigheden? Der er visse konservative Menne­ sker og strengt højkirkelige Kristne, som vil betragte Læg­ mandsforkyndelsen som et Indgreb i Præstens Rettigheder. Kun den ordinerede Mand er i Stand til at prædike Guds Ord. Andre vil for deres Part hævde, at de Lægfolk er saa kedelige at børe, de gentager sig selv i det uendelige! Men de, der tænker saaledes, er alligevel bag ud for deres rI id. Vi staar i Lægmandsbevægelsens Tegn, og Styrken i Læg­ mandsvidnesbyrdet skal nok hævde sig ved den Jævnhed og Enfold, der gør Guds Ord dobbelt indtrængende og kraf­ tigt. Ja, det er Nutidens Løsen — som ogsaa kom saa stærkt frem paa et Kirkefondsmøde i Belhesda, jeg havde faaet Adgangskort til — »Lægfolket frem!« Rustet med Troens